Tilbage til overskrift

 

Note 13:  I sommeren 1977 havde jeg takket være bekendtskab med en af ”the nine old men”, Ward Kimball, lejlighed til at besøge Disney-Studierne på Buena Vista Street i Burbank. Min guide var ved den lejlighed den danskfødte Edward A. Hansen, som på det tidspunkt var Animation Department Manager, og han præsenterede mig for følgende Disney-medarbejdere: Ollie Johnston, Frank Thomas og Eric Larson (supervising animators), Vance Gerry (storyman), Ken Anderson (designer), Woolie Reitherman (supervising director), David R. Smith (archive manager) m. fl. På det tidspunkt var Johnston og Thomas netop i gang med at planlægge og søge stof til bogen ”Disney Animation. The Illusion of Life”, og de fortalte mig åbenhjertigt og begejstret om bogens indhold og hensigten med den, nemlig at bevare de erfaringer med produktion af tegnefilm, der gennem så mange år var gjort på Disney-studierne.
     I deres forholdsvis lille tegnestue, som de to havde delt siden 1940’erne, var der opstillet og ophængt flere storybord-tavler, og på disse var der opsat animationstegninger med f.eks. Snehvide, dværgene, den onde dronning og heksen fra ”Snehvide”-filmen, Bambi, Stampe og Uglen fra filmen af samme navn, Tigeren Shere Khan fra ”Junglebogen” m.fl. Disse animationstegninger genkendte jeg i bogen, da den udkom i 1981. For mig var det en frydefuld og eventyrlig oplevelse at se disse herlige originale animationstegninger, som skyldtes nogle af de efter min opfattelse fantastisk dygtige, men på den tid aldrende Disney-animatorer.  

 

 

 Tilbage til overskrift