Tilbage til overskrift

 

Note 8:  Gregory la Cava blev født i Towanda, Pennsylvania, i 1892. Han begyndte antagelig sin karriere som tegner og animations supervisor hos Barré-Bowers Studios i New York omkring 1914-15. Blev derefter avistegner for W.R.Hearst, og da denne – måske på la Cavas initiativ og opfordring? – i 1916 oprettede International Film Service med det formål at omsætte nogle af de komiske tegneserier, der løb i Hearst’s aviser og blade, til tegnefilm, blev la Cava udpeget til kunstnerisk leder af foretagendet. 
     Om de tegnefilm, la Cava producerede og i nogle tilfælde også instruerede, sagde man, at de havde ”the la Cava touch”. Hans tegnefilm var da også fyldt med humor og vittige, visuelle gags.
     Efter lukningen af International Film Service i 1918, fulgte la Cava med over til Bray Productions, Inc., hvor han efter det oplyste stort set fortsatte arbejdet på de samme serier, som hos Hearst. Det vides ikke, hvor længe la Cava var ansat hos Bray, men i begyndelsen af 1920’erne skiftede han over til live-action spillefilm. Her kom hans sans for slapstick komik de film til gode, han instruerede. F.eks. en del farcer med den legendariske komiker W. C. Fields (1897-1946), inklusive Running Wild (1927).
     Senere gik han over til at instruere filmlystspil som The Half-Naked Truth og Gabriel over the White Horse (1932), What Every Woman Knows (1934), Private Worlds og She Married Her Boss (1935), My Man Godfrey (1936), Stage Door (1937), The Primrose Path (1940), Unfinished Business (1941), Lady in a Jam (1942), Living in a Big Way (1947), m.fl.
     Gregory la Cavas  foretrukne skuespillerinder var Claudette Colbert, Carole Lombard, Ginger Rogers, Katharine Hepburn.
     Om Gregory la Cava, se Maurice Horn, anførte værk, p. 347. - Roger Manvell: The International Encyclopaedia of Film, p. 325.    

 

 

 Tilbage til overskrift