Tilbage til overskrift

 

 Note 3: Det er interessant, at Dreyer, hvad angår den opfattelse, at tegnefilm vil være et bedre medium end realfilm til gengivelse af Andersens eventyr, er enig med dansk stumfilms pionérinstruktør, Viggo Larsen, hvorom Arnold Hending bl.a. skriver følgende: "[...] Viggo Larsens manglende håb til et heldigt udfald af en eventyrfilm var dette, at det var hans mening (længe før tegnefilm var skabt) at kun i tegnefilm kunne det helt rigtige resultat opnås. Kameraet var ham, og her så han vel i grunden rigtigt, for realistisk!" Citeret fra Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen. Kandrup & Wunsch. København 1955. Hvornår Viggo Larsens udtalelse til Arnold Hending stammer fra, er det ikke lykkedes mig at fast­slå, men han blev den 22.10.­1956 båndinter­viewet om sin pioner­tid i dansk film af folk fra Det danske Filmmu­seum. Men den mulighed foreligger, at Viggo Larsens ord om tegnefilmen som det bedste medium for eventyrfilm, specielt over H.C.Andersens eventyr, kan tænkes at have været inspireret af f.eks. Dreyers artikel fra januar 1939. Det lyder nemlig ikke umiddelbart sandsynligt, at Viggo Larsen, "længe før tegnefilm var skabt", skulle have tænkt sig, "at kun i tegnefilm kunne det helt rigtige resultat opnås." I så fald må han have været endog meget forudseende, for tegne­filmmediet var i 1907 stort set ikke-eksisterende, i hvert fald ikke som en genre, man endnu regnede med.
     Nordisk Films 8 minutter lange spillefilm "Fyrtøjet" findes omtalt i Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen, side 13ff, og still-billeder fra filmen kan ses side 11 og 13. I Marguerite Engberg: Dansk stumfilm I-II, er stumfilmen "Fyrtøjet" omtalt side 135, 195 og 200.
    For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Nordisk Films H.C.Andersen-eventyr-film nr.3, ligeledes indspillet i 1907, var "Ole Lukøje" eller "Natten før Christians Fødselsdag". Til grund for handlingen lå H.C.Andersens eventyrkomedie "Ole Lukøje", der var blevet opført første gang på Casino den 1.marts 1850. Filmen findes omtalt i Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen, side 14ff. Samme sted side 15 er der et enkelt still-foto fra filmen, som mærkværdigt nok end ikke er nævnt af Marguerite Engberg. Men "Ole Lukøje" blev Nordisk Films endeli­ge farvel til produktion og filmatisering af H.C.Andersens eventyr.

 

 

 Tilbage til overskrift