DANSK TEGNEFILM: Efter ”FYRTØJET”

DANSK TEGNEFILM: Efter ”FYRTØJET”

En af Bjørn Frank Jensens mange muntre vittighedstegninger fra 1940’erne, som han afså tid til at lave ved siden af sit professionelle arbejde som animator.
- Tegning: © 1944 Bjørn Frank Jensen og Svikmøllen.

I det interregnum, der opstod efter at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” var blevet færdiggjort hen mod slutningen af 1945, og hvor kun filmens lydside manglede at blive eftersynkroniseret, var der ikke umiddelbart arbejde til de mange medarbejdere, som derfor blev afskediget. Men på trods af de mange og store problemer, der havde været undervejs, havde Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ under Allan Johnsens ledelse ikke opgivet tanken om, at stable et nyt tegnefilmprojekt på benene. Men eftersom det erfaringsmæssigt ikke ville være rentabelt eventuelt at producere korte tegnefilm, sådan som man havde haft planer om allerede i 1944, medens produktionen af ”Fyrtøjet” var på sit højeste, var man klar over, at det i givet fald ville være nødvendigt med et nyt langtegnefilmprojekt. Men indtil det kom så langt som til forsøget på at realisere disse planer, måtte de afskedigede medarbejdere se sig henvist til at søge andet arbejde.
Imidlertid var der stort set ikke arbejde at få indenfor den danske tegnefilmbranche, som på det tidspunkt kørte på lavt blus. Der var derfor umiddelbart heller ikke andet tegnefilmarbejde at få for ledige danske animatorer og andre medarbejdere ved tegnefilm. Det gjaldt følgelig om at finde på udveje til at tjene de nødvendige penge til livets ophold, og når der åbenbart ikke var mulighed for at gøre det ved at lave tegnefilm, kunne man f.eks. vælge at lave vittighedstegninger eller tegneserier. Eller, som for nogles vedkommende, gå ud af tegnefilmbranchen og beskæftige sig med noget helt andet. Flere af tegnerne valgte da også midlertidigt den udvej at lave vitstegninger og/eller tegneserier. En tegner som Bjørn Frank Jensen fortsatte både med vitstegninger og sine tegneserier ”De gæve Riddere” og ”Lille Mille”, medens Børge Hamberg især tegnede til satireheftet ”Raketten” og tegnede vignetter til bl.a. Politikens ”Hvem Hvad Hvor” og ”Hvad siger Loven”. Desuden malede han akvareller, som han annoncerede med salget af. Simon var i mellemtiden også vendt tilbage til sit normale job som freelance tegner, som bestod i en blanding af at tegne illustrationer til blade og børnebøger, og lejlighedsvis lave animation til reklametegnefilm. Ib Steinaa og Kaj Pindal havde begge valgt at tegne tegneserier, som for førstnævntes vedkommende ville sige de tegneserier, som han var assistent på hos Mik, medens Kaj Pindal var ihærdig og heldig med at skaffe sig tegnefilmarbejde. Se mere herom senere nedenfor. Ind imellem søgte han også at etablere sig som serietegner, og mellem januar og august 1949 tegnede sin egen muntre tegneserie, ”Professor Phidus”, som kunne ses i dagbladet ”København” i den nævnte periode.
En animator som Erik Christensen (Chris) arbejdede som freelance vittighedstegner og lavede lejlighedsvis også reklametegnefilm for et lille reklamebureau, ”Illustra”, på Gl. Torv i København. Otto Jacobsen var blevet ansat som reklametegner og dekoratør hos ”Magasin du Nord”, medens en tegner som Preben Dorst vendte tilbage til dekorationsfaget, som han oprindelig blev uddannet i, idet han dog eksperimenterede med dukkefilm i sin fritid. Frede Henning Dixner tegnede en overgang vitstegninger, men startede også et værksted for foto og finmekanik. Tegnere som Arne ”Jømme” Jørgensen gik også helt ud af tegnefilmbranchen og koncentrerede sig om at tegne vittighedstegninger, hvilket han faktisk kom til at leve godt af i årene fremover. Helge Hau var også en fremgangsrig vitstegner, der dog lejlighedsvis assisterede Mik på dennes tegnefilm og tegneserier. Selv forlod jeg, Harry Rasmussen, også midlertidigt tegnefilmbranchen, og en kort overgang tegnede jeg vittighedstegninger, som i øvrigt solgte godt. Men jeg følte et stigende behov for at lære at tegne ’rigtigt’ eller mere seriøst, og derfor meldte jeg mig 1. september som elev på illustrationslinjen hos Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, der havde til huse i Vestervoldgade lige ved Jarmers Plads. (Note 1)

Illustration til artiklen ”Frøken Fut og hendes Far” i ugebladet WEEK-END nr. 11, 19??. -
Animationstegninger: © 19?? Erik Christensen (Chris).

Erik Christensen (Chris), begyndte allerede omkring 1943 permanent at arbejde som freelance tegner og animator, og det fortsatte han også med efter krigen. Han havde 1939-42 fået sin uddannelse som animator hos Jørgen Myller og Mik på VEPRO, og en kort overgang i 1942 arbejdede han for Hans Held i Potzdam. Efter hjemkomsten fra Tyskland blev han en af de tidligste medarbejdere på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, idet han i foråret 1943 tegnede og animerede nogle ganske få scener i denne film. 1948-50 blev han animator på pilotfilmen til langtegnefilmen ”Klods-Hans”. På tegningen ovenfor ses hans ”tegnefilm-primadonna”, ”Frøken Fut”, i tre faser af en gangbevægelse. Den langbenede og halvbare pige var karakteristisk for Chris’ opfattelse af kvindekønnet, og han tegnede et utal af vittighedstegninger med lignende typer.
I ugebladet WEEK-END nr. 11 – årstal og dato er desværre ikke angivet i udklippet, men det drejer sig formentlig om et blad fra ca. midten af 1940’erne – kunne man se en helsides artikel med overskriften Frøken Fut og hendes Far, og med følgende manchet:

Frøken Fut er Verdens elskeligste Filmprimadonna. Hun er altid veloplagt til sit Arbejde, aldrig krukket eller besværlig, som andre Filmstjerner af begge Køn plejer at være. Hemmeligheden ved Frk. Fut er, at hun er Tegnefilmprimadonna og derfor selvskreven til alle Hovedroller i sin Fars, Tegneren Erik Christensens Produktion. Da hun naturnødvendigt maa rette sig efter hans Blyant, er hendes Elskværdighed under ”Optagelserne” en Selvfølgelighed.

Chris – som Erik Christensens Kunstnernavn er – er Manden for det hele. Han forener i samme Person: Manuskriptforfatter, Instruktør og Hovedtegner. Her sidder han ved sit Arbejde og er ved at faa Ideen til en ny Tegnefilm. Først maa han skrive sit Manuskript og forme Filmens Figurer, hvorefter han selv tegner alle Hovedstillingerne – de saakaldte Nøgletegninger.

Derefter overgives Nøgletegningerne til en Mellemtegner, som anbringer dem paa en Glasplade, der belyses bagfra. Han tegner Bevægelserne mellem Yderstillingerne, som alle staar klart paa den gennemsigtige Glasplade. [Det er i øvrigt Chris selv, der ses på fotoet].

Redaktøren af artiklen har byttet lidt rundt på billederne i forhold til billedteksterne eller omvendt, hvilket antagelig skyldtes ukendskab til arbejdsgangen under fremstillingen af tegnefilm. Men eftersom meningen er god nok, er den rette sammenhæng derfor gengivet her:

Optrækningen i Tusch foretages af kvindeligt Personale. Paa vort Billede ses Fru Erik Christensen i Færd med Optrækning af sin Mands Figurtegninger, som overføres paa tynde Celluloidplader.

[Ovenstående foto er også vedføjet artiklen, men billedteksten dertil mener at den unge dame på billedet er ved at farvelægge cels. For en sagkyndig er det imidlertid ikke korrekt, for det fremgår tydeligt af fotoet, at den pågældende dame er ved at trække op på cels. Desuden stammer fotoet formentlig fra en omtale i pressen af ”Fyrtøjet”, og er altså ikke fra Chris’ produktion af ”Frøken Fut”. Den unge dame på billedet er med al sandsynlighed Jenny Holmquist, der 1942-44 var leder af optræks- og farvelægningsafdelingen hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S.]

Farvelægningen af Filmen udføres af unge Piger. Der anvendes hertil Vandfarver, som lægges paa Bagsiden af Celluloidpladerne, for at Tuschkonturerne ikke skal løbe ud.

[Artiklen sluttes med dette baggrundsbillede til filmen om ”Frøken Fut”, men der er ikke nogen tekst til det, eller også mangler der noget af artiklen. Den originale baggrund er formentlig i farver, men da hverken originalmaterialet eller filmen kendes, har det beklageligvis ikke været muligt at beskrive den nærmere, end i og med omtalen af ovenstående artikel fra ugebladet WEEK-END nr. 11, men desværre uden dato og årstal.]

Til højre: En af de mange deciderede vittighedstegninger, som Bjørn Frank Jensen tegnede til vitsbladet ”Højt Humør”
i 1940’erne. - Tegning: © 1944 Bjørn Frank Jensen og Højt Humør.

Tegneserien Lise og Lasse blev tegnet af Henning Dahl Mikkelsen (Mik) til tekst af Harald H. Lund, og den løb fra 1944 som føljeton i ugebladet ”Landet”. Serien begyndte oprindelig som en børnebog, ”De søde og de sure eller Lise og Lasse i Vitaminland”, 1942, der blev sponsoreret af firmaet Tørsleff. Det var nærliggende at omplante ideen med de to eventyrlystne børn til tegneseriemediet. Imidlertid havde Mik planer om at forlade Danmark og tage til Hollywood, så snart omstændighederne tillod det, og derfor overlod han på et tidspunkt tegneserien til en af sine dygtige medarbejdere, tegneren Ib Jensen, der tilmed fik sit navn med foroven til venstre lige under titlen: ”Tegnet af Ib Jensen.” Desværre kan navnet ikke ses tydeligt her, men det er en af dennes episoder, der ses på det desværre ikke velbevarede udklip fra bladet. Ib Jensen skiftede senere efternavn til Steinaa. – Nærmere oplysninger om ”Lise og Lasse” findes i Lars Jakobsens bog ”mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen. Dansk Tegnefilm Historie”. Forlaget Wisby & Wilkens 2001.

To vitstegninger fra 1940’erne: Den til venstre er tegnet af Septimus Dix alias Frede Henning Dixner alias Frede Henning Jensen. - © 1944 Sep(timus) Dix og Gyngehesten. – Tegningen til højre er tegnet at OJ alias Otto Jacobsen: - © 1944 Otto Jacobsen.

Danske ”nøgletegnere” og animation

Indenfor den danske tegnefilmbranche i 1930’-40’erne brugtes der danske udtryk for de tegnefilmtekniske betegnelser. Eksempelvis kaldtes en key-animator for ”nøgletegner”, en inbetweener for ”mellemtegner”, en inker for ”optrækker” og en painter for ”farvelægger”, eller – som det var tilfældet både hos Vepro og Dansk Farve- og Tegnefilm - for ”kolorine”. Det sidstnævnte hang sammen med den omstændighed, at det i langt overvejende grad var et fag, der var forbeholdt kvinder, og især yngre kvinder, som ikke stillede store krav til løn- og arbejdsvilkår. Den danske tegnefilmbranches generelle økonomiske vilkår bevirkede, at producenter af tegnefilm så sig nødsaget til at holde lønomkostningerne på et lavt niveau, og eftersom der endnu ikke fandtes faglige, overenskomstmæssige aftaler på området, var der derfor frit spillerum for fastsættelsen af lønniveauet.

En anden ting var den kunstneriske og tekniske side af tegnefilmproduktionen. I sidste halvdel af 1940'erne og for resten til helt hen i begyndelsen af 1980'erne, var det et stort mysterium for europæiske - og herunder ikke mindst for danske - animatorer, hvordan Disney-folkene bar sig ad med at skabe deres utroligt levende tegnefilmsfigurer. Der fandtes ganske vist bogen "The Art of Walt Disney" fra 1942, men den gav ikke mange direkte anvisninger på animationens svære kunst. Desuden kunne man købe et par betydeligt mere instruktive hæfter i Walter Fosters Art Books-serie: den lidt primitive "Animated Cartoons for the Beginner" (1942) og den mere avancerede "Animation by Preston Blair. Learn how to draw Animated Cartoons" (1944?). Det var faktisk først i og med udgivelsen af Frank Thomas’ og Ollie Johnston’s ”Disney Animation. The Illusion of Life”, som udkom 1982, at den tekniske side af ’mysteriet’ blev opklaret.

De folk, der før i tiden ville lære noget om tegnefilm, måtte derfor gå i biografen, hvilket for københavnernes vedkommende fortrinsvis ville sige til det årlige "Metropols Juleshow" på Strøget, for om muligt at aflure Disney-folkene kunsten. Men Børge Hamberg, Bjørn Frank og Simon, som jo allerede havde en del erfaring med animation, var så heldige, medens de i 1946 opholdt sig i London, at to af Disneys langtegnefilm, ”Pinocchio” og ”Fantasia”, begge fra 1940, blev vist i de stedlige biografer. De to langtegnefilm fik først Danmarkspremiere i henholdsvis 1950 (i Palads Teatret) og 1951 (i Dagmar Bio). Disse to film gjorde forståeligt nok et stærkt indtryk på de tre tegnere, som da også genså filmene flere gange under opholdet i London.

Med de ovenfor nævnte tre nøgletegneres Englands-ophold i 1946 hang det sådan sammen, at efter at arbejdet med "Fyrtøjet" var færdigt for deres vedkommende i løbet af 1945, var det efter udtrykkeligt ønske fra Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Kjeld Simonsen blevet besluttet, at de skulle rejse til London for at se, hvordan der blev lavet tegnefilm efter amerikansk mønster hos J. Arthur Ranks tegnefilmstudio Gaumont British Animation (GBA). Studiet, der blev ledet af den blandt tegnefilmfolk herostratisk berømte ex-Disney animator og ex-supervising director på "Snehvide" og "Bambi", David Hand, havde til huse på Landstedet Moor Hall i landsbyen Cookham i grevskabet Berkeshire.

Efter færdiggørelsen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som hvad angår selve produktionen, afsluttedes i september 1945, fortsatte Dansk Farve- og Tegnefilm A/S sin eksistens, idet man havde til umiddelbar opgave at foretage versioneringer af ”Fyrtøjet” til forskellige udenlandske sprog, bl.a. svensk, fransk og engelsk. Det var Allan Johnsen, der forhandlede kontrakter på plads, medens produktionsassistent ved Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, Henning Ørnbak, forestod eller superviserede den tekniske side af ”Fyrtøjets” versionering til bl.a. engelsk. Men samtidig havde man planer om at starte op på et nyt langtegnefilmsprojekt, hvortil man dog endnu manglede den fornødne kapital.
Ifølge Bodil Hamberg var det gennem kogebogsforfatteren Esther Scheel, som Børge Hamberg antagelig lavede illustrationer for, at den praktiske side af rejsen til og opholdet i London blev arrangeret for Børge Hamberg og hans to kolleger. Fru Scheel var bosat i eget stort hus i London, hvor hun var godt kendt og havde en del forskellige forbindelser. Tegnerne var under London-opholdet, som varede fra september 1946 til februar 1947, indlogerede og i pension hos den venlige fru Scheel, som vistnok ikke tog det så nøje med betalingen for logi. Hun forstod udmærket de danske tegneres situation i efterkrigstidens London.

Under opholdet i London var de tre danske tegnere uden nogen fast indtægt, idet de engelske fagforeningsregler udelukkede udlændinge fra at søge arbejde i England. Under påskud overfor myndighederne af at ville supplere hans kost, sendte Børge Hambergs kone, Bodil, røget flæsk og tobak over til ham, som han solgte, for at skaffe sig rede penge. Man skal huske på, at englænderne - lige som tilfældet var for danskerne hjemme i Danmark - på det tidspunkt endnu levede under krigsrestriktionerne og vareknapheden. Det var derfor uhyre let at afsætte naturalierne til venner og bekendte.

Hvordan det nærmere forholdt sig med Bjørn Frank Jensen og Kjeld Simonsen under det cirka 6 måneders Englands-ophold, foreligger der desværre ikke oplyst noget om, idet ingen af dem har fortalt nærmere herom. Men i hvert fald Børge Hamberg tjente lidt penge ved at tegne til enkelte blade, også selvom hverken han eller de to andre danskere kunne få arbejdstilladelse, og uden en sådan var det totalt udelukket at få arbejde i datidens England. På GBA var der desuden fagforeningsfolk, som overvågede og afværgede, at udlændingene blev sat til at udføre nogen form for professionelt arbejde. Ifølge hvad Børge Hamberg har fortalt, måtte de end ikke sætte sig ned ved en tegnepult, for at studere de animationstegninger, som de engelske David Hand-elever og -tegnere havde lavet. Hvis de vovede det, kom firmaets tillidsmand straks og forbød dem det. En del af problemet var formentlig også det, at den engelske tegnefilmbranche generelt set ikke selv havde det for let. Der var for få opgaver og muligheder, og derfor er der ikke noget at sige til, at man ville forbeholde jobbene for engelske statsborgere. Hand selv beklagede situationen, men var personligt ikke uvillig til at lære fra sig og fortælle danskerne noget om, hvordan man lavede tegnefilm hos ham og hos Disney.

Efter de tre håbefulde, men skuffede danske tegneres hjemkomst fra England i februar 1947, var der imidlertid ikke noget tegnefilmarbejde af betydning at lave i Danmark, hvilket mere præcist vil sige i København. Men netop måneden før havde Allan Johnsen indleveret et synopsis og et budgetoverslag til Ministeriernes Film Udvalg (MFU) vedrørende en planlagt langtegnefilm med titlen ”Klods-Hans”, som var baseret på H.C.Andersens eventyr af samme navn. De statslige myndigheder arbejdede imidlertid på grundlag af bestemte procedurer, og det ville derfor tage sin tid, førend der forelå noget endeligt tilsagn om hel eller delvis produktionsstøtte. Se nærmere herom i afsnittet ”Langtegnefilmen ”Klods-Hans”. De tre tegnere, som alle havde givet forlods tilsagn om at ville medvirke ved filmens produktion, måtte derfor i mellemtiden forsøge at klare sig igennem på anden vis. For Børge Hambergs vedkommende skete det ved, at han midlertidigt måtte forlade sin profession som tegner og animator. I stedet søgte og fik han arbejde som lagerarbejder i Kødbyen og senere på elektronikfabrikken ”Vitrohm”. Det fortæller indirekte lidt om den danske tegnefilmbranches situation på det tidspunkt. Bjørn Frank og Simon klarede sig hver især ved forskelligt freelance tegnearbejde, som de åbenbart havde lettere ved at skaffe sig.

1943-46 var arkitekten og forfatteren, senere filminstruktør Jens Henriksen ansat som produktionsleder hos Gutenberghus Reklame Film, og her blev der bl.a. produceret et vist antal reklametegnefilm. Til at klare disse opgaver benyttede Jens Henriksen sig af både Jørgen Myller og især af Mik, som begge hver for sig arbejdede freelance. De to leverede layouts, baggrunde og nøgletegninger til filmene, medens der sad nogle folk hos Gutenberghus Reklame Film, som mellemtegnede, trak op og farvelagde på cels. Men samtidigt arbejdede begge – hver for sig – flittigt som tegnere, dels med reklamer og dels med illustrationer, det sidstnævnte især for Myllers vedkommende. (Note 2)

1946-48 var tegneren og animatoren Otto Jacobsen ansat som leder af tegnefilmafdelingen hos Gutenberghus Reklame Film. Som tidligere omtalt havde han 1943-45 været ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor han arbejdede som tegner og animator på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. De folk, han ansatte som sine assistenter, havde alle været medarbejdere på ”Fyrtøjet”, og blandt disse var især Arne ”Jømme” Jørgensen og Helge Hau, der også her fungerede som mellemtegnere. Desuden var der en lille gruppe yngre damer ansat til optræk og farvelægning. Men fra 1948 var det slut med det lille tegnefilmteams ansættelse hos Gutenberghus Reklame Film, som i øvrigt på det tidspunkt fik en ny manuskriptforfatter og instruktør, freelance journalisten og tekstforfatteren Erik Dibbern (1922-96), som havde sine helt egne idéer og forestillinger om, hvordan tingene skulle være og gøres. Men om det havde noget med hans ansættelse at gøre, at Otto Jacobsen og dennes medarbejdere blev sagt op, har jeg ingen viden om. En kendsgerning er det i hvert fald, at de blev det, og at Otto Jacobsen derefter blev fastansat, først på tegnestuen hos Magasin du Nord og derefter som reklametegner hos Dagbladet Politiken, medens Arne ”Jømme” Jørgensen og Helge Hau hver for sig overgik til at arbejde som freelance vittighedstegnere, oven i købet med stor succes. Hvad der blev af de unge kvindelige medarbejdere har jeg desværre ingen viden om. (Note 3)

Som tidligere omtalt, gik Jørgen Myller ud af tegnefilmbranchen efter VEPRO’s lukning i september 1942, hvorefter han fortsatte som freelance tegner. Men i 1946 blev han igen fastansat hos Gutenberghus, denne gang som illustrator på ”Ugebladet Hjemmet”, og dette arbejde fortsatte han med i mange år efter, dog vistnok afbrudt af et kortvarigt engagement hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor han omkring 1949 vitterligt fungerede som directing animator på pilotfilmen til langtegnefilmen ”Klods-Hans”, og senere hos Ring & Rønde, hvor han var co-director og baggrundsmaler på reklametegnefilmen ”Fest i skoven”. Myllers tidligere samarbejdspartner, Henning Dahl Mikkelsen (Mik), forsøgte fortsat at klare sig igennem som freelance tegner, og lejlighedsvis lavede han også reklametegnefilm. Samtidigt var hans store drøm dog at emigrere til Californien, hvor han håbede på at kunne få et job som animator hos Walt Disney. Men indtil sommeren 1946 fortsatte han sit arbejde i København, hvor han fik assistance til sine tegnefilm og tegneserier af Kaj Pindal, Ib Steinaa og Helge Hau.

Efter ”Fyrtøjet” arbejdede Kaj Pindal en kort overgang for Erik Rus, som havde etableret sig med egen tegnestue i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde. Her sad Pindal og var medarbejder på de reklametegnefilm, som Erik Rus havde været heldig nok at få ordre på fra reklamebureauet Bergenholz. Erik Rus forsøgte også at producere en underholdningstegnefilm med den berømte figur ”Ole Lukøje” i hovedrollen, men om det var H.C.Andersens eventyr eller eventyrkomedie af samme navn, der lå til grund for filmen, har jeg beklageligvis ingen viden om. Hos Bergenholz blev Erik Rus betalt 30 kr. pr. meter, hvilket ikke dækkede de faktiske omkostninger, og han måtte derfor selv afholde alle udgifter, såsom løn til Pindal og laboratoriearbejde (hos Nordisk Films Teknik), og Erik Rus så sig derfor ikke i længden i stand til at opretholde sin tegnefilmvirksomhed, og det endte med, at han måtte fyre Pindal og lukke sit lille firma. (Note 4)

Efter at samarbejdet med Erik Rus var ophørt, forsøgte Kaj Pindal først at finde andet tegnefilmarbejde i København, men da sådant arbejde ikke var til at opdrive, måtte han - i lighed med flere andre danske animatorer - tage til takke med, hvad der ellers bød sig af arbejde for en ufaglært. Han blev derfor en overgang reservepostbud. Men tanken om at vende tilbage til tegnefilmbranchen forlod ham aldrig, og en dag i 1946 henvendte han sig da også til Bergenholz Reklamebureau og foreslog chefen for filmafdelingen, Chr. Andersen, at han ville arbejde for dem for samme pris pr. meter, som Erik Rus havde gjort, forudsat at Bergenholz betalte alle øvrige omkostninger ved fremstillingen af reklametegnefilm. Forslaget blev accepteret.

Reklamebureauet havde dog ingen tegnefilmopgaver på det tidspunkt, men man foreslog i stedet Pindal at tegne nogle lysbilleder (dias), der skulle bruges som reklame i biograferne. Lysbilledreklamer var dengang meget brugt i danske biografer, primært fordi det var et relativt billigt alternativ til reklamefilm. Pindal sagde ja til tilbudet, idet han håbede på, at det var en "bagvej" til tegnefilmopgaver, hvilket det også snart viste sig at være. En dag kom filmchefen nemlig med et synopsis til en reklametegnefilm, som det blev overladt til Pindal at lave.

Da der imidlertid stadig var vanskeligheder med at skaffe de cels, der dengang normalt var uundværlige i tegnefilmproduktion, benyttede Pindal og hans assistent, den senere berømte regissør og scenograf Henning Bahs, medforfatter til bl.a. Olsen Banden-filmene, sig af brugte cels, dels fra "Fyrtøjet" og dels fra reklametegnefilm hos Bergenholz. Disse cels lå opmagasineret henholdsvis på loftet ovenover tegnestuen på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade, og dels oppe på loftet til den bygning på Vesterbrogade 2 B, lige bag Richshuset, i hvilken Bergenholz havde til huse. Ved fælles hjælp lykkedes det for de to at vaske disse gamle cels nogenlunde rene for farver og tuschstreger, så de med lidt god vilje kunne genbruges.

Nogle episoder fra reklametegnefilmen ”Det er Ulejligheden værd…”, som Kaj Pindal lavede for Bergenholz omkr. 1946-47. Filmen var med såkaldt lip-sync, dvs. læbe-synkron, dialog, og såvel denne som animationen som helhed lykkedes i betragtning af den unge tegners forudsætninger og erfaringer ganske godt. – Fotos fra filmen: © 1946-47 Kaj Pindal og Bergenholz.

Da det viste sig, at der kom flere tegnefilmopgaver for Bergenholz, fik Pindal snart vennen og kollegaen Ib Steinaa ansat til specielt at tegne og male baggrunde, hvilket Steinaa i øvrigt var ret dygtig til. Men arbejdet med tegnefilm er trods alt temmelig tidkrævende, og derfor også en relativt bekostelig affære, og alene af den sidstnævnte grund vil der altid være relativt få kunder til denne filmgenre. Det endte da også med, at Pindal og hans medarbejdere blev fyret på grund af manglende ordrer på reklametegnefilm.

Under produktionen af reklametegnefilmen ”Klat”, som reklamerede for fyldepenneforretningen ”Pen-man” i København og på Amager, fik Kaj Pindal assistance af Ib Steinaa. Sidstnævnte påtog sig især at male baggrunde til filmen, mens Pindal fortrinsvis tog sig af animationsarbejdet. Dette samarbejde kom til at spænde over en cirka 10-årig periode, fra 1947 til 1958, hvor de to venner og kolleger splittede op og fortsatte hver for sig. – Fotos fra filmen: © 1947 Kaj Pindal og Bergenholz.

På det tidspunkt omkring 1947-48 skete der det, at jazzmusikeren Børge Ring, som tilbage i 1938 havde arbejdet som volontør for Jørgen Myller på dennes tegnefilmstudie hos Gutenberghus Reklame Film, alvorligt begyndte at overveje igen at vende tilbage til tegnefilmbranchen. Han havde jo hele tiden holdt forbindelsen ved lige med vennen Bjørn Frank Jensen, og omkring 1948 indgik de to i et freelancing kompagniskab. Sammen lavede de forskellige tegnefilmopgaver, herunder reklametegnefilm, for bl.a. Gutenberghus Reklame Film og desuden for Nordisk Film, hvor den unge, energiske fotograf, instruktørassistent og manuskriptforfatter Ove Sevel netop var blevet ansat. Det var også på dette tidspunkt, at direktøren for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, Allan Johnsen, atter henvendte sig til Bjørn Frank Jensen, denne gang for at få ham til at tegne en storyboard til den planlagte nye langtegnefilm ”Klods-Hans”. I mellemtiden havde forfatteren og dramatikeren Finn Methling, assisteret af den litterære konsulent, Henning Pade, skrevet en udførlig drejebog til filmen. Arbejdet med drejebog og storyboard foregik i løbet af 1948.

     Senere på året 1948 fik Børge Ring og Bjørn Frank Jensen til opgave af Nordisk Films Ove Sevel at tegne og animere nogle grafiske indslag i en kortfilm om det økonomiske kredsløb i samfundet. Dens titel var ”Tallenes tale”, og opgaven var givet af Ministeriernes Film Udvalg (MFU) og Det økonomiske Sekretariat, og Sevel stod for manuskriptet og instruktionen. Blandt de sagkyndige, der var knyttet til filmens produktion, var bl.a. senere finansminister og endnu senere statsminister Viggo Kampmann, og desuden Mogens von Linstouw, som for resten en kort overgang havde været mellemtegner på ”Fyrtøjet”.
    ”Tallenes tale”, som blev præsenteret i Palladium den 26. januar 1949, var så vellykket, også hvad angår tegnefilmindslagene, at det gav Børge Ring og Bjørn Frank mod på at danne deres eget tegnefilmselskab. De indgik ved samme lejlighed i et samarbejde med Børge Rings barndomsven, civilingeniør Arne Rønde Christensen, og firmaet blev stiftet under navnet ”Ring & Rønde”, men indenfor branchen kaldet ”Ring, Frank & Rønde”, som fik adresse på Vesterbrogade 163, øverst oppe i en fireetagers ejendom. Her blev der indrettet tegnestuer, klipperum og egen lille biograf, hvor animatorerne kunne se linetests og kunderne den færdige film.
     I samråd med Børge Ring og Bjørn Frank konstruerede Arne Rønde Christensen et trickbord, som havde det specielle ved sig, at der også kunne laves optagelser ved hjælp af underlys. Det vil sige, at man på den måde kunne optage flere lag animationstegninger på én gang. Der medgår jo ikke så sjældent helt op til fire lag animationstegninger i en scene, særligt når og hvis denne indeholder flere figurer, som skal bevæge sig mere eller mindre uafhængigt af hinanden. På den måde kunne man se de forskellige medvirkende figurers bevægelser samtidigt, i modsætning til tidligere, hvor man kun havde kunnet se hver figurs bevægelser for sig. Desuden kunne man samtidigt optage layouts af de baggrunde, som figurerne optrådte i.
     ”Ring & Rønde” fik flere relativt større tegnefilmopgaver at lave i den kommende tid, så derfor så man indtil videre lyst på fremtiden. Børge Ring havde desuden den opfattelse, at man burde knytte virkelige talenter til firmaet og give disse muligheder for at videreudvikle sig både teknisk og kunstnerisk. Snart blev da også Simon ansat som animator og Kaj Pindal som mellemtegner og Ib Steinaa som mellemtegner og lejlighedsvis også baggrundsmaler, lige som Arne Lintner blev ansat som tonemester, filmklipper og fotograf. (Note 5)

I løbet af 1949 udvidede ”Ring & Rønde” tegnefilmproduktionen med at producere dukkefilm, foreløbig en enkelt, som Simon var animator på, og hvor tidligere mellemtegner på ”Fyrtøjet”, Bodil Rønnow, blev tilknyttet som assistent. Filmens titel var ”Skatteøen”, og den var naturligvis baseret på Robert Louis Stevensons berømte roman af samme titel. Men hvad der videre skete med denne film, foreligger desværre ikke meget oplyst. Filmen blev dog omtalt i B.T. under klummen ”Frokost Passiar” ved O’Strit, i et desværre udateret udklip, som må formodes at være fra efteråret 1949. Artiklen lyder som følger:

Dukkerne bevæger sig paa Vesterbrogade

   For første Gang er der nu her i Danmark lavet en Dukkefilm. Ved flere lejligheder har vi i Biograferne haft Lejlighed til at more os over udenlandske Dukkefilm – bl.a. vil vist alle huske de sjove og dygtigt lavede Philips-Reklamefilm. Hollænderne, Czekoslovakerne, Englænderne og Amerikanerne har hidtil været Mestre for de Film af denne Art, der har været produceret, men nu er Danskerne altsaa kommet med.
     Studierne ligger ude paa Vesterbrogade i to store 2-Etagers Lejligheder. Staben, der paa en og samme Gang er jævnbyrdige Ejere, Ledere og Skabere, bestaar af Arne Rønde Kristensen, 28, Børge Ring, 28, Bjørn Frank, 28, Kjeld Simonsen, 29, og Kaj Pindal, 21. Desuden er der Selskabets Altmuligmand og Tekniker Lintner, der tidligere har været Tryllekunstner, en Egenskab, der nu kommer ham og de andre til gode. Til Optrækning og Kolorering af Tegninger til Tegnefilm, thi dette er Selskabets Hovedarbejdsomraade, beskæftiges 15-16 unge Piger, der dog kun tilkaldes til Lejligheden. Nogle af Tegnefilmsarbejderne vil huskes: Ministeriernes Filmudvalgs ”Tallenes Tale”, De forenede Nationers Tuberkulosebekæmpningsfilm, hvor det ovennævnte Selskab har produceret det indlagt Tegnefilmafsnit, samt flere Reklamefilm.
     Den første Dukkefilm, som man nu har optaget, er en Universal-Reklamefilm, d.v.s. at den vil kunne benyttes som Reklame for højst forskellige Varer, idet Pointen saa blot ændres efter Omstændighederne. Filmen er paa 42 m og spiller i ca. 2 Minutter. Det lyder maaske ikke af saa meget, men der ligger et Kæmpearbejde bag. Panoramaet er stationært, men dukkernes Bevægelser og deres Ansigtsudtryk skal indstilles 52 Gange pr. Meter, hvilket igen vil sige, at der foretages 2134 Indstillinger paa denne 42 m’s Film. For at faa en jævn, naturlig og blid Bevægelse i f. Eks. et Dukkeansigt, der skal skifte Udtryk fra Sorg til Glæde, fra Raseri til Smil, fra Kløgt til Forundring o.s.v., maa man anvende et Hundrede forskellige Hoveder. Mellem hver Billedoptagelse tages Hovedet af Dukken, og et andet, hvor Mundvigene trækker en Ubetydelighed længere op ad, sættes paa.
    Men Besværet indskrænker sig ikke til denne Udskiften af Hoveder og Bevægelse af Dukkelemmerne. Samtidig maa man stedse paase, at f. Eks. Mundbevægelserne passer til det talte Ord, at f. Eks. en dansende Dukke hele Tiden er i Takt med Musikken, hvortil der danses. Udregningen af alle disse sammenhængende Faktorer kræver et kæmpemæssigt Arbejde, saa stort og vanskeligt, at det for udenforstaaende synes næsten ugørligt.
     Vi havde i Gaar Lejlighed til a se denne første danske Dukkefilm, og Resultatet synes nydeligt. […]

Artiklen var illustreret med følgende to fotos:

Musikken, der ledsager Tegnefilmens Skikkelser og Hændelser, skal være synkron med Bevægelserne, og her er Tegneren Børge Ring, tidligere var Svend Asmussen-Musiker, og hans Kone ved at prøvespille en Stump Melodi. Til højre sidder Kaj Pindal ved Tegnebrættet, mens Kollegaen Bjørn Frank kritisk betragter ham. – Fotos og tekst: © 1949 B.T. ved O’Strit.

Endnu inden Bjørn Frank Jensen var ophørt med at arbejde for Dansk Farve- og Tegnefilm, og han og Børge Ring var begyndt et samarbejde, havde han som allerede omtalt i sommeren 1948 fået til opgave at tegne en storyboard til selskabets planlagte ny langtegnefilm, der denne gang var baseret på H. C. Andersens eventyr ”Klods-Hans”. Drejebogen hertil var som tidligere nævnt skrevet af dramatikeren Finn Methling, med litterær assistance af Henning Pade, som også havde været konsulent på den drejebog, som magister Peter Toubro skrev til selskabets første langtegnefilm ”Fyrtøjet” (1946).
I løbet af 1949 erfarede Børge Ring og Bjørn Frank gennem Ove Sevel, som de jo kendte fra tidligere samarbejde, at Nordisk Film havde planer om at lave en langtegnefilm, en såkaldt animated feature. Det viste sig, at der var tale om ”Klods-Hans”. Det var Dansk Farve- og Tegnefilm A/S ved Allan Johnsen, der i virkeligheden nu så småt var gået i gang med at realisere planerne om en ny lang H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm, denne gang baseret på en bearbejdelse af eventyret "Klods-Hans". Under sine forsøg på at få filmen finansieret, havde Allan Johnsen bl.a. henvendt sig til direktør Holger Brøndum på Nordisk Film for at høre, om denne eventuelt ville gå med i produktionen. Sevel kom ind i forhandlingerne, og da han og Brøndum åbenbart ikke havde megen tiltro til Johnsens evner som leder af et nyt stort tegnefilmprojekt, koblede man "Ring & Rønde" på projektet.

Børge Ring og Bjørn Frank følte sig dog ikke uden videre kompetente til at forestå så stort et tegnefilmprojekt, men til gengæld kunne de fortælle Sevel, at det måske ville være muligt at få David Hand til at komme til Danmark og blive supervising director på den påtænkte feature-tegnefilm, som altså i virkeligheden var Johnsens "Klods-Hans"-projekt. Blandt andet i håbet om at kunne gøre berømte David Hand interesseret i det danske langtegnefilmprojekt, rejste Børge Ring og Bjørn Frank i 1949 til London, hvor de efter aftale opsøgte Hand på GBA’s tegnefilmstudie i landsbyen Cookham, Berkeshire. Hand var dog lidt henholdende i første omgang, men senere i 1949, da han havde forladt GBA og forsøgte at videreføre tegnefilmstudiet under sit eget navn og med adresse i London, skiftede han opfattelse. Han havde måttet erkende, at der ikke var nogen stor fremtid for ham i England, og derfor skrev han til Børge Ring og fortalte, at hvis man stadig mente at der kunne være brug for ham i Danmark, så skulle det være nu, idet han ellers snarest ville vende tilbage til USA.
Det korte af det lange er da også, at David Hand kom til København og Vedbæk, hvor han bl.a. holdt et højt berømmet seminar for tegnerne, men en stilling som supervising director på "Klods-Hans", blev det ikke til, angiveligt fordi især Brøndum fandt, at Hands gagekrav var for store efter danske forhold. Nordisk Film opgav derefter projektet og overlod dets videre skæbne til Allan Johnsen, der på sin side hele tiden havde kæmpet alt, hvad han kunne, for at beholde det under sin egen ledelse. Han havde dog ikke forudset tegnernes reaktion, og særlig skuffende var det for ham at erfare, at Bjørn Frank Jensen, som han satte højt som menneske, tegner og animator, havde været på modpartens side. Bjørn Frank havde tilmed dagligt siddet hjemme i Allan Johnsens have i Gentofte det meste af sommeren 1948 og i samarbejde med Johnsen og drejebogsforfatteren Finn Methling tegnet en storyboard til ”Klods-Hans”. (Note 6)

I henhold til Kaj Pindal (Niels Plaschke: Kaj Pindal. Carl Barks & Co., nr.18, 1983), stillede Børge Ring - og vel også Bjørn Frank - i forbindelse med "Klods-Hans" krav om, "at animatorerne skulle have den endelige afgørelse om filmen, hvis den skulle laves. Skulle det være en ordentlig film, måtte animatorerne have styringen. Men det ville Allan Johnsen ikke være med til. Han ville blot hyre tegnere, som ikke skulle have noget at sige om filmen. Så tegnerne gik sammen og dannede en slags "Animators' Cartel", hvor de alle sammen skrev under på et brev om, at de kun ville have noget med filmen at gøre, hvis styringen af den blev overladt til animatorerne som gruppe. Allan Johnsen blev rasende. I stedet fik han en tegner ved navn Erik Christensen og Børge Hamberg, der var med på "Fyrtøjet", samt nogle andre til at lave en ti minutters prøve på "Klods Hans", som skulle have statspenge. Prøvefilmen var så dårlig, at den lukkede alt det tegnefilm, Allan Johnsen havde med at gøre."

Så vidt Kaj Pindal, som åbenbart var nogenlunde godt, om end ufuldstændigt, informeret om planerne og forholdene omkring produktionen af dansk tegnefilms langtegnefilm nr. 2, "Klods-Hans". (Note 7)

Men Børge Ring kan endvidere fortælle, at det kom så vidt mellem Allan Johnsen og ”Ring & Rønde”, at førstnævnte købte et gældsbrev på Rønde Kristensen. Johnsen mente åbenbart at kunne indfri beløbet ved at sende nogle flyttefolk ud til firmaet på Vesterbrogade 163, hvor de skulle afmontere og tage trickbordet med sig. Uheldigvis for Johnsen og heldigvis for Ring & Rønde, viste det sig, at trickkameraet og -bordet oprindelig var købt og betalt af Børge Ring personlig. Konfronteret med denne dokumenterbare kendsgerning, måtte flyttemændene gå igen med uforrettet sag. Der kom derfor ikke andet ud af det hele, end et uforsonligt uvenskab mellem parterne. (Note 8)

Tusch-layout til reklametegnefilmen ”Fest i skoven” , 1950, som Jørgen Myller var co-director på sammen med Børge Ring. Filmen var efter den tids danske standard for tegnefilm i absolut topklasse i enhver henseende. - Tegning: © 1950 Ring & Rønde/ A/S Nordisk Tegnefilm. (Billedet er ’lånt’ fra tidsskriftet Carl Barks & Co. Nr. 17, 1982.)

En af de uhyre populære reklametegnefilm, der blev lavet i denne periode, var "Lykkeberg Havfrue Sild", som blev layoutet og instrueret af Børge Ring og animeret af ham samt af Bjørn Frank og Simon. Til en anden af reklametegnefilmene havde Børge Ring fået assistance af sin gamle læremester, Jørgen Myller, som dels lavede design og layout og dels malede baggrunde til filmen, der i hovedsagen blev animeret af Børge Ring og Bjørn Frank. Filmen, der blev produceret for Persil-Kompagniet, fik titlen ”Fest i skoven”, og det var en fri gendigtning af den gamle og velkendte børnesang ”I skoven skulle være gilde". Der blev også lavet en reklametegnefilm for Ginge: "Det ømtålelige græsstrå", hvor til Ib Steinaa havde lavet idé og storyboard, medens Børge Ring stod for, hvad han selv kalder ”den grusomt sjuskede animation, som skyldtes finansielle problemer i firmaet.”

Blyants-layout til reklametegnefilmen ”Fest i skoven” (1950), tegnet af Jørgen Myller, som også malte baggrundene til filmen. – Tegning © 1950 Ring & Rønde/A/S Nordisk Tegnefilm. (Billedet er ’lånt’ fra tidsskriftet Carl Barks & Co. Nr. 17, 1982.)

Men før det i øvrigt kom så langt som til Børge Rings og Bjørn Franks fælles bekendtskab med David Hand, og til, at ”Ring & Rønde” i 1951 var blevet overtaget af Nordisk Film og omdøbt til A/S Nordisk Tegnefilm, var der sket det, at man købte det trickbord og den Moviola, som havde været benyttet på Hands tegnefilmstudie i London. Begge dele blev fragtet til Danmark i 1950, hvor trickbordet blev opstillet i kælderen til villaen på Fredensvej 3 i Vedbæk. Her kom det snart i brug, bl.a. til optagelse af den fremragende reklametegnefilm ”Fest i skoven” (1950). Moviolaen, som kunne vise 35mm film med optisk lyd og desuden også billede og lyd særskilt, men samtidigt, blev opstillet i et af villaens arbejdsværelser, hvor de ansatte animatorer kunne se deres linetests sammen med f.eks. dialog, indspillet på stålbånd og derfra overspillet på 35mm lydfilm. Dengang fandtes der endnu ikke magnetisk lydtape i brug i Danmark. Det kom først i almindelig brug i filmbranchen i løbet af 1950’erne. (Note 9)

Se "Fest i skoven" her:

Her ses et eksempel på en af tegneren Kjeld Simonsens (Simons) herlige dyrefigurer. Det vides ikke, om figuren evt. var et udkast til en tegnefilm, men senere kunne man i hvert fald se lignende figurer i hans tegneserie ”Misse Mons”, som Simon tegnede for Illustrationsforlaget i 1950’erne og som løb som tegneserie i Ekstra Bladet. – Tegning: © Simon. (Billedet er ’lånt’ fra tidsskriftet Carl Barks & Co. Nr. 17, 1982.)

Men som nævnt, var der imidlertid allerede i løbet af 1948 sket en afgørende vending vedrørende Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ langtegnefilmprojekt ”KLODS-HANS”, idet Ministeriernes Film Udvalg langt om længe havde bevilget penge, mere præcist 10.000 kr., som skulle gå til udarbejdelsen af figur- og stiludkast. Senere blev der bevilget 50.000 kr. til nye og ændrede forarbejder, herunder en detaljeret drejebog, og endelig bevilgedes 100.000 kr. til produktionen af en 10-minutters pilotfilm, primært fordi MFU’s kulturudvalg ville sikre sig at projektet skulle få, hvad man forstod ved en acceptabel kunstnerisk kvalitet Det skal vi høre betydeligt mere om i afsnittet ”Langtegnefilmen ”KLODS-HANS”.

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Næste afsnit:

Langtegnefilmen "KLODS-HANS"

_____________