Nostalgisk tilbageblik
- nogle indskudte betragtninger

Stedet er købstaden Nakskov på det vestlige Lolland. Tiden er ved juletid i december 1938. Vejret er overraskende godt efter årstiden, ingen regn, ingen sne og ingen blæst. Det er først på aftenen, så mørket har sænket sig over den juletravle by, hvis hovedgade dog oplystes af de mange juleudsmykkede udstillingsvinduer. Mekaniske nisser kunne til børnenes fryd ses i nogle af de største forretningsvinduer både i og udenfor åbningstiden. Dette var altsammen noget, der også fascinerede en 9-årig knægt som mig, men allermest interesseret i og optaget var jeg af film og især tegnefilm. Begge disse fantastiske medier havde jeg for allerførste gang stiftet bekendtskab med, da jeg som 6-årig gik i Tillitse Skole og i eftersommeren 1935 var med på en udflugt til Nykøbing Falster. Som et led i udflugten skulle klassen på besøg i en af byens biografer, og ved den lejlighed blev der vist både en spillefilm og en tegnefilm. Jeg husker ikke længere hverken filmenes titel eller handling, men det var kun tegnefilmen som sådan, der gjorde indtryk på mig. Det var dette, at de tegnede figurer bevægede sig, som om de var rigtig levende, der var fascinerende. Siden jeg kunne holde på en blyant som 2-3-årig, havde jeg været interesseret i at tegne, og ved synet af tegnefilmen følte jeg straks, at dette lige var noget for mig, og besluttede på stedet, at den slags ville jeg også lave, når jeg blev voksen.

     Men helt afgørende for mig da 9-årige knægt og min fremtid blev vinteren 1938, for netop da stødte jeg for allerførste gang på navnet Walt Disney. Det skete i anledning af, at han og hans selskabs allerførste langtegnefilm, som forresten på engelsk fagsprog hedder "an animated feature", nemlig "Snow White and the seven Dwarfs", på dansk: "Snehvide og de syv dværge", havde Dan­markspremiere i Kino-Palæet i København den 29.september 1938, og repremiere i Metropol Teatret på Strøget den 26. december s.å. Filmen var ikke så lidt af et finansielt og kunstnerisk vovestykke fra Disneys side, og et pionerarbejde, hvad angår lange tegnefilm. Han måtte da også høre mange knubbede ord om den, både før, under og i nogen grad også efter dens produktion. Højbrynede filmkritikere og kulturskribenter brød sig ikke om filmen, som de mente var banal så vel i sin kunstneriske udformning som i sin handling. Men det jævne publikum, børn som voksne, tog straks Snehvide-filmen til sig og gav pokker i, hvad anmelderne mente, skrev og sagde.

I denne bygning i Jernbanegade i Nakskov havde biografen KINO til huse i min barndom. Biografens indgang lå under det røde halvtag, hvor der nu ligger et Pizzeria. Den mørke tilbygning, som ses bagest til venstre i billedet, er den gamle biografsal, som senere er blevet brugt til andet formål. Billedet her er taget under et besøg i Nakskov i sommeren 2001.
– Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

      Det havde taget den modige tegne­filmmand og hans mange og dygtige med­arbejdere på alle niveauer omkring 3 år at producere denne i ordets bedste forstand fantastiske tegnefilm, som fik ameri­kansk urpremiere 21. december 1937. Men til alt held for tegne­filmbranchen i almindelighed og Disney-selskabet i særdeleshed, blev filmen straks fra starten en overvældende publikumssuc­ces, og dermed også en virkelig kassesucces. Det sidste var og er ikke mindst vigtigt, i særdeleshed i betragtning af, at det også dengang kostede en betydelig sum penge at producere en langtegnefilm. En film som "Snehvide" havde et budget på 1,7 mill. dollars, men den tjente allerede ved første visningsrunde (release) omkostningerne mere end 8 gange hjem, altså omkring 8 mill. dollars. Efter fire følgende visninger med flere års mellemrum, opgjorde man i 1967 bruttoindtægten til 15.950.000 dollars alene fra USA, medens indtægterne fra resten af verden i samme tidsrum nærmede sig 30 mill. dollars.

     Som nævnt havde den danske version af "Snow White and the seven Dwarfs" Danmarkspremiere i september 1938, med repremiere 2. juledag 1938, hvor filmen vistes samtidig i de større provinsbyer, og senere også i købstædernes biografer. Det vil for Nakskovs vedkommende sige i KINO. Det blev jeg klar over en dag, da jeg var på julebesøg inde i selve byen - vi boede på Ronæs, omkring 2 km uden for Centrum - og kom om forbi biografen, som lå omtrent på hjørnet af Jernbanegade og Danagade, ikke langt fra jernba­nestationen. Til min store over­raskelse og op­hidsede glæde så jeg filmen oprekla­meret på biograffacaden, og da jeg kiggede ind bag det jerngit­ter, der udenfor biograf­tiden afspærrede indgangen, fik jeg dels et glimt af nogle legems­store figurer af dværgene, som var ud­skåret i krydsfinér og opstillet i forhallen, og dels af udhængsskabene på hver side af indgangen, hvor der bag disses glasruder var ophængt en række scenebille­der fra filmen, sådan som det var almindeligt brugt dengang.

     Det var så betagende, hvad jeg ved den lejlighed fik at se, at jeg i de følgen­de dage efter skoletid hastede ind til KINO, i håb om at få mere af billederne i udhængsskabene at se. Men da det var udenfor åbningstiderne, var jerngitterlågen foran indgangen lukket og aflåst. Men ved at presse hovedet tæt ind mod gitteret lykkedes det mig at få endnu et glimt af filmbillederne, som nærmest tryllebandt mig.
     Og naturligvis fortalte jeg mor om, at mine filmdrømmes store mål for øjeblikket fandtes i KINO, og mor, som selv var betaget af at se film, forstod åbenbart hvilken betydning det ville have for mig at få filmen at se, for hun forbarmede sig og tog mig en aften med til en af forestillingerne. På forhånd havde mor bedt far om at være hjemme og passe mine to yngre brødre, den 4-årige Benny og den godt 1-årige Bent. Selv var far ikke særligt biografinteresseret, så han blev gerne hjemme og passede mine to småbrødre, imens mor og jeg var i biografen. Det havde han i øvrigt gjort flere gange tidligere, når mor og jeg skulle i BIO og se en eller anden ny dansk spillefilm. Den første af slagsen, mor og jeg så sammen, var i øvrigt den danske ”Der var engang en vicevært” fra 1937, instrueret af tidens berømte instruktørpar Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen junior, og med Osvald Helmuth, Lille Connie og Børge Rosenbaum – sidstnævnte senere verdenskendt under navnet Victor Borge – i hovedrollerne.

     Mor kunne på det tidspunkt ikke have gjort mig nogen større glæde eller tjeneste, end da hun tog mig med ind til KINO for at se "Sne­hvide og de syv dværge". For filmen blev en stor og gribende oplevelse, ja, nærmest en åbenbaring for mig, og sandsynligvis også for mange andre, for der var udsolgt til alle forestil­linger. Min bekymring var, om der var nogen billetter tilbage, når vi nået frem til billetsalget, for vi stod i en lang kø, som gik helt ud på gaden og rundt om hjørnet af biografbygningen. Men da køen kun langsomt bevægede sig fremad, fik jeg til gengæld lejlighed til at gense de udstillede filmbilleder i det ene udhængsskab, som vi kom tæt forbi under den ulideligt langsomme bevægelse fremad. Og da vi endelig langt om længe nåede ind i forhallen, så jeg nogle af de store figurer af dværgene, udskåret i krydsfinér og malet i livlige farver, som stod opstillet rundt om i lokalet, og mor og jeg passerede tilmed tæt forbi to af figurerne, "Dumpe" og  "Brille". Jeg blev næsten feberhed af betagelse ved synet, som prentede sig dybt og uforglemmeligt i mit stærkt modtagelige barnesind.

Herover ses den forhenværende indgang til biografen KINO i Nakskov, nu Pizzaria, fotograferet i sommeren 2001,  og længe efter at den ærværdige biograf var blevet lukket for altid. Men det var her jeg i julen 1938 første gang så ”Snehvide og de syv dværge”, og det var hertil jeg efter skoletid vandrede de mindst 2 km fra skolen og ind til byen, for at få et glimt af billederne i udhængsskabene.
– Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

     Og hvad fik jeg og mor og det øvrige publikum så at se, da vi efter en næsten ubærlig lang ventetid var kommet på plads i biografsalen og tæppet langsomt og nærmest andægtigt var blevet trukket fra, alt imens den musikalske ouverture lød fra de store højtalere? - Jo, i al fald for mine undrende øjne trådte de livagtigt tegnede figurer i strålende farver og de herlige scenerier, frem på det hvide lærred, ledsaget af den skønneste musik og de mest iørefaldende melodier, man kunne tænke sig, og som man umiddelbart kunne huske og nynne eller synge med på, så snart man genhørte dem. Men de blev nu også ofte, ja, omtrent dagligt, spillet og sunget i radioen i de dage, til lige stor glæde for børn som for voksne, der ikke havde mistet deres barnesind. Musikken og sangene i "Snehvide" viste sig at være af en sådan karat og kvalitet, at de faktisk har overlevet tiden og derfor endnu i vore dage jævnligt kan høres i radioen eller i andre sammenhænge.
     Navne som oprettesangeren Annie Jessen (1915-1993) og operasangeren Marius Jacobsen (1894-1961), som lagde danske stemmer og sang til henholdsvis Snehvide og Prinsen, vil jeg aldrig glemme, for de var en del af den første fortryllelse af filmen. Mange år senere er Snehvide-filmens danske lydside blevet genindspillet med andre og nye skuespillere i hoved- så vel som i birollerne, men selvom resultatet også i dette eller disse tilfælde er godt, kan det dog ikke rigtig måle sig med den "originale" danske udgave, i al fald ikke set med mine nostalgiske øjne.

     Derimod lagde jeg som dreng ikke mærke til, hvilke danske skuespillere, der lagde stemme til den onde dronning og heksen eller – ikke at forglemme de uforglemmelige stemmer - til dværgene. Men mange år senere er det lykkedes mig at finde frem til, at det var ingen ringere end Clara Pontoppidan, der lagde sin pragtfulde stemme til dronningen og heksen. For dværgenes vedkommende var de individuelt karakteristiske stemmer leveret af følgende navne (nævnt i alfabetisk orden): Alfred Arnbak (Lystig), Carl Fischer (Flovmand), Aage Foss (Prosit), Sigurd Langberg (Gnavpot), Valdemar Lund (Søvnig), Victor Montell (Brille). En enkelt kilde mener dog, at Svend Bille, Rasmus Christiansen og Albert Luther også lagde stemmer til dværgene i den originale danske version af ”Snehvide”-filmen, men det er indtil dato ikke lykkedes mig at verificere dette. Problemet er, at danske skuespillere af en ældre årgang ikke - eller i hvert fald kun sjældent - har medtaget stemme-roller i deres filmografi.

     Men hvor publikum og mor og jeg dog følte med den stakkels Snehvide, der måtte optræde som almindelig tjene­stepige på slottet, blot fordi hendes stedmoder misundte hende hendes skønhed. Sent vil jeg glemme introduktionen af den smukke, men laset klædte pige, da hun, fulgt af en flok interesserede duer, går hen til hejsebrønden, for at hente en ny spand vand til sin trappevask. Her synger hun sin længsel og drøm om udfrielse fra sin ydmygende stilling ud i sangen "Jeg ønsker", mens hendes sang giver ekko i brøndens dyb.
     Sangen bliver hørt af en ung prins, som kommer ridende forbi slottet på sin prægtige hvide ganger, og han overrasker hende ved brønden, men hun flygter i en blanding af overraskel­se, forskrækkelse og blufærdighed ind i slottet. Prinsen, som naturligvis øjeblikkeligt er blevet forelsket i Snehvide, følger efter og bliver stående på trappen op til slottets bagindgang, og her synger han en kærlighedsserenade til hende. Hun vover sig ud på balkonen og her kysser hun en af sine duer på næbbet, hvor­efter hun sender den ned til prinsen, på hvis hånd den lander, for at aflevere Snehvides kys. Da han vil modtage kysset, rødmer duen ærbart genert, men skynder sig så at give ham et hurtigt kys på munden og flyve væk.
     Imidlertid har den onde dronning stået skjult oppe bag gardinforhænget i et af slottets vinduer og set optrinet, som gør hende rasende. Hun skynder sig derfor ind i sit private gemak, hvor hun fremmaner spejlets ånd, idet hun spørger: " - Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her!" Da dronningen tidligere havde stillet spejlets ånd samme spørgsmål, lød svaret: ”Du, min dronning, er skønnest i landet her!”, hvilket behagede hende overmåde meget. Men da hun efter at have set prinsen gøre kur til Snehvide for anden gang spørger spejlet, lyder svaret: ”Snehvide er nu skønnest i landet her!
     Spejlets svar gør dronningen aldeles rasende, og hun tilkalder derfor sin jæger og befaler ham at føre pigen ud i skoven og dræbe hende dér. Jægeren må adlyde, for ikke selv at blive offer for dronningens vrede, men hvilken lettelse for os publikum, at han viste sig menne­skelig og ikke nænnede at dræbe Snehvi­de, men i stedet lod hende flygte langt ind i skoven, bort fra den onde sted­moder. Dog, hvilket mareridt var ikke flugten gennem den mørke skov for Snehvide - og for publi­kum! Til slut falder hun udmattet og fortvivlet sammen og bliver liggende hulkende på den mørke skovbund, mens tilsyneladende onde øjne stirrer på hende fra alle sider.
     Da dagen gryede næsten morgen, viste det sig heldigvis kun at være i skræk­kens over­troiske fantasi, at skoven og dens mange dyr fore­kom onde og farlige. Tværtimod var dyrene venlige og hjælp­somme, og da hun spørger dem, om de måske kender et sted, hvor hun vil være udenfor sin onde stedmoders vrede og efterstræbelse, leder dyrene Snehvide hen til dværgenes hytte. Men alt i denne er småt, både stole og borde og senge, og så er der støvet og snavset overalt, for der ser ikke ud til at være blevet gjoret rent i hytten i meget lang tid.

     Men hvor vi publikummer dog morede os over Snehvides og dyrenes rengøring af dværgenes forsømte hytte, mens hun med sin dejlige sopran sang "Vi fløjter og ta'r fat", så vi allesammen følte trang til at hjælpe med. Og hvor uforglemmeligt var ikke det første møde med de syv dværge: Brille, Gnavpot, Lystig, Søvnig, Prosit, Flov­mand og Dumpe, ude på deres arbejds­plads i diamantminen, og deres hjemmarch efter fyraften, hvor de sang "Hej hå! Hej hå! fra arbejd' hjem vi gå", så man selv fik lyst til at marchere med. Ja, man lo over og med dværgene og dyrene, følte glæde og sorg med den under­dejlige Snehvide, og gyste af skræk og uhygge over den onde dronning, der for­vand­lede sig til en afskyelig heks - ingen af de højdramatiske scener var klippet ud af filmen dengang, det blev de først senere og efter at bekymrede pædagoger og børnepsykologer havde gjort indsigelse - og man heppede på dværgene, da de sammen med dyrene forfulgte den listige heks, som havde haft held til at ombringe den uskyldige og hjertensgode Snehvide med sit forgiftede æble. Og man sørgede med dværgene, da de kom hjem til hytten og fandt den livløse Snehvide liggen­de på gulvet, og ikke et øje var tørt, allermindst mit, da de knælede omkring den kiste med glaslåg, hvori de havde lagt hende i en rydning ude i skoven. Og man trak igen vejret lettet og glad, da den smukke prins kom på sin stolte hvide ganger og kyssede den "døde" skønhed til live igen, og red bort med hende til sit strålende slot i det fjerne, mens dværgene, sammen med os publikum, glædede sig på Snehvides vegne.

     Det føltes egentlig ikke som et antiklimaks, da filmen tonede ud til en potpourri af dens melodiøse og iørefaldende musik, for dens handling var så veltilrettelagt og tilfredsstillende gennemført, at man følte sig glad og fornøjet, da tæppet tilpas langsomt blev trukket for og lyset tændtes i salen, så publikum kunne finde vej ud. Derimod føltes det knapt så rart at forlade den lune biograf og komme ud i aftenmør­ket og ­kulden. Mor og jeg skulle jo trave den forholdsvis lange vej hjem til Rosnæs, hvilket gik an, så længe vi befandt os inde i byen, som var forholdsvis godt oplyst, men så snart vi kom udenfor den, var der kun sparsomt med vejbelysning, så vi mere eller mindre måtte gå i halvmørke.
     Men jeg bemærkede dårligt nok mørket og kulden, mens mor og jeg gik hjemad, for jeg var så opfyldt af at tænke på filmens figurer og handling, at jeg nærmest følte det som om jeg befandt mig i en anden verden, eller mere præcist i Snehvi­des, prinsens og dværgenes eventyrverden. Og tænk, den verden lever i mig endnu den dag idag, da jeg som 80-årig skriver disse linjer. Det må da vist være at have bevaret barnesindet på trods af alt det mindre behagelige og onde, der er sket i verden siden dengang i 1938, og som man naturligvis ikke har kunnet eller kan lukke øjnene for. Men man bør heller ikke glemme at huske på alt det gode, der har fundet sted og heldigvis stadig gør det. Eventyrets Snehvide og heksen eller det virkelige livs lys og mørke og det gode og det onde, udgør tilsammen det større LIVETS EVENTYR, hvori vi selv spiller med og har en rolle, sådan som eksempelvis både H.C.Andersen og Martinus hver på deres måde så rigtigt har fremhævet.
     Eventyret om Snehvide er i lighed med flere andre folkeeventyr et symbolsk billede på det, Martinus betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, hvilket kun gør eventyret endnu mere spændende og dets indhold og handling evigt aktuelt. Det samme er tilfældet med en række af H.C.Andersens eventyr, herunder ikke mindst ”Den lille Havfrue”. Det vil den interesserede læser selv kunne forvisse sig om via min hjemmeside www.livetseventyr.dk. 

     Da jeg mange år senere som voksen genså Snehvide-filmen, imponerede og fascinerede den mig stadigvæk. Men nu var det også den tekniske og kunstneriske side af filmen, der bjergtog mig, og som primært vordende animator var det især animationen og karakteristikken af de tegnede animerede figurer, specielt af de syv dværge, der imponerede mig med sin perfekte livagtighed. Allerede som 6-årig forstod jeg teknikken bag de levende billeder, idet jeg til jul det år havde fået et legetøjs-filmapparat i julegave, og ved at studere de to filmsløjfer, der fulgte med, kunne jeg se, at de tegnede figurer på filmstrimlerne adskilte sig lidt fra hinanden billede for billede. Men måske særligt derfor havde jeg ganske enkelt svært ved at fatte, hvad det var, der gjorde, at man kunne få i sig selv stillestående enkelttegninger – i Snehvide-filmens tilfælde eksempelvis af dværgene – til at virke så ’levende’, som tilfældet er. Og selv efter mange års praksis som animator har jeg stadig vanskeligt ved at forstå lige præcis det nærmest mysteriøse eller magiske element i Disney-animationen, som levendegør figurerne i en sådan grad, at man er lige ved at tro, at de er rigtig levende.
     Vel, jeg forstår selvfølgelig, at der ligger et grundigt og dygtigt forarbejde på alle niveauer til grund for især de store Disney-tegnefilm, herunder ikke mindst arbejdet med personkarakteristikken, samt at tegnerne (animatorerne) mestrer de tekniske procedurer, der ligger til grund. Men det overraskende er, at de ledende animatorer generelt set kun havde få års praktisk erfaring med animation at trække på. Flere af dem blev ansat hos Disney i 1935, hvor den initiale produktion af Snehvide-filmen så småt var begyndt året før.
     Som tiden er gået og jeg selv fik et mere indgående kendskab til tegnefilm i almindelighed og Disneys tegnefilm i særdeleshed, kom det efterhånden til at stå lysende klart for mig, at det ’magiske element’ bag Disney-tegnefilmenes kvalitet, ikke mindst hvad animationen angår, først og fremmest var mennesket Walt Disney selv. Det var nemlig ham, der som producent helt fra starten i 1919 ustandselig drev sig selv og sine medarbejdere til altid at yde det allerbedste indenfor tegnefilmgenren. Uden Walt Disneys personlige indsats og hans skriftlige instruktioner i 1935 til videreuddannelsen af medarbejderne på alle niveauer, ville underholdningstegnefilmen formentlig ikke være kommet mange skridt videre i forhold til de tidlige 1920ere, hvor Pat Sullivans ”Felix the Cat” var det store og dominerende fænomen indenfor underholdningstegnefilmen. Ikke noget galt med det, men Felix-filmenes stil og animation, som Disney og hans medarbejdere til at begynde med selv havde som forbillede, ville næppe være blevet udviklet og ændret, hvis ikke Disney havde haft større ambitioner end tilfældet var med den i øvrigt dygtige Pat Sullivan og hans medarbejdere.

     Snehvide-filmen var og er i højeste grad Walt Disneys personlige fortjeneste, dels fordi han havde udvalgt de medarbejdere, som han anså for at være de rette til jobbet, og dels fordi han selv fungerede som øverste supervising director og inspirator under hele produktionsforløbet. Han fulgte personligt produktionen i alle dens faser, i nogle tilfælde til irritation for nogen af medarbejderne, som følte, at de blev overvåget, men det var netop dette moment, der holdt dem til ilden og drev dem til at bruge deres talent til det yderste. Men til gengæld til stor inspiration, glæde og fornøjelse for andre medarbejdere, når han personligt fortalte og agerede i vekslende skikkelse af filmens mange hovedfigurer: Snehvide, dronningen, heksen og – ikke mindst – dværgene.  Filmen blev i øvrigt produceret under ugunstige ydre vilkår, idet pladsen og arbejdsforholdene i Disney Studierne på Hyperion Avenue i Los Angeles ikke var optimalt gode, og slet ikke efterhånden som der under produktionstiden på omkring 3 år kom stadig flere medarbejdere til. De nytilkomne medarbejdere var hovedsagelig in-betweeners (mellemtegnere) og inkers (optrækkere) and painters (farvelæggere), idet alt tegnearbejde dengang udelukkende foregik ved håndkraft.
     Her vil jeg gerne bringe de af Disneys medarbejdere, der var ledende under produktionen af Snehvide-filmen, i erindring. Næst efter Walt Disney hans broder, Roy Disney, uden hvis administrative og økonomiske ekspertise filmen næppe ville have kunnet produceres. Dernæst supervising director David Hand, som selv var en erfaren animator og director på en hel del korte tegnefilm i 1930’erne. Derefter de erfarne sequence directors: Perce Pearce, Larry Morey, William Cottrell, Wilfred Jackson og Ben Sharpsteen. Endvidere de dygtige supervising animators: Hamilton (Ham) Luske, hovedansvarlig for animationen af Snehvide-figuren, Vladimir (Bill) Tytla og Fred Moore, hovedansvarlige for animationen af de syv dværge, Norman Ferguson, hovedansvarlig for animationen af den onde dronning og heksen. 
     Dertil kommer en række fantastisk talentfulde tegnere og animatorer, hvoraf nogle senere blev directing animators: Frank Thomas, Oliver (Ollie) Johnston, Dick Lundy, Arthur Babbitt, Eric Larson, Milton Kahl, Robert Stokes, James Algar, Al Eugster, Cy Young, Joshua Meador, Ugo D’Orsi, George Rowley, Les Clark, Fred Spencer, Bill Roberts, Bernard Garbutt, Grim Natwick, Jack Campbell, Marvin Woodward, James Culhane, Stan Quackenbuch, Ward Kimball, Wolfgang (Woolie) Reitermann og Robert Martsch.
     Af de ovennævnte har jeg personligt mødt og talt med Walt Disney himself under hans besøg hos Nordisk Tegnefilm i Valby i 1959. Frank Thomas, Ollie Johnston, Eric Larson, Ward Kimball og Woolie Reitermann mødtes og talte jeg med under et besøg på Disney Studierne i sommeren 1977.

     Blandt de usædvanligt dygtige art directors på Snehvide-filmen, var den eminente svenskfødte tegner Gustaf Tenggren og amerikanske Kenneth (Ken) Anderson. Sidstnævnte var et overordentligt venligt menneske, som jeg mødte og talte en hel del med under mit besøg på Disney Studierne i 1977.

     Det var også dygtige tegnere og malere, der havde stået for filmens usædvanligt smukke og atmosfæremættede baggrunde: Samuel Armstrong, Mique Nelson, Merle Cox, Claude Coats, Phil Dike, Ray Lockrem og Maurice Noble, hvoraf flere af de nævnte efterfølgende fik en lang karriere hos Disney.

     Nævnes bør også de ansvarlige for musikken og sangene, som i høj grad var med til at sikre og fastholde Snehvide-filmens internationale succes: Frank Churchill, Larry Morey, Paul J. Smith og Leigh Harline, som skabte følgende sange: ”I’m Wishing”, ”One Song”, ”With a Smile and a Song”, ”Whistle While You Work”, ”High Ho”, ”Bluddle-Uddle-Um-Dum”, ”The Dwarfs’ Yodel Song” and ”Some Day My Prince Will Come”.

    Sluttelig skal der erindres om alle de mange unavngivne medarbejdere på alle niveauer, som dagligt knoklede løs i omkring 3 år, og hen imod produktionens afslutning tilmed med en masse overarbejde, for at filmen kunne nå at blive færdiggjort til verdenspremieren, som fandt sted den 21. december 1937 i Carthay Circle Theatre i Hollywood i Los Angeles. Filmen blev først frigivet til distribution til alverdens lande og biografer fra 4. februar 1938. For at undgå sprogbarrierer blev filmens replikker i øvrigt indtalt på de forskellige landes sprog i de respektive lande, således at filmens personer eksempelvis talte tysk i Tyskland, fransk i Frankrig, italiensk i Italien, svensk i Sverige, norsk i Norge og dansk i Danmark. I den anledning fik nogle af filmens baggrundsmalere travlt med at male dværgenes navne, som står indgraveret på fodenden af disses senge, i hvert af de pågældende landes sprog. På dansk kom dværgene Bashfull, Doc, Grumpy, Happy, Sleepy, Sneezy og Dopey derfor henholdsvis til at hedde Flovmand, Brille, Gnavpot, Lystig, Søvnig. Prosit og Dumpe. Og under disse passende og finurlige navne har de været kendt af stort set ethvert barn i Danmark lige siden september 1938. Blandt disse lykkelige børn hører jeg altså selv, og jeg nyder stadig at gense de herlige dværge og deres meriter på video, skønt jeg nu har rundet de 84 år.

     Vedrørende yderligere oplysninger om Snehvide-filmen, se afsnittene Da tegnefilmen kom til Danmark og Langtegnefilmen ”FYRTØJET”. Forhistorien.

© 2009 Harry Rasmussen. Revideret 2013 af forfatteren.

PS. Beklageligvis er det ikke muligt her at bringe billeder fra Snehvide-filmen, idet denne naturligvis er undergivet copyright. Læsere, som har set filmen, må derfor mobilisere fantasien og fremmane de herlige billeder derfra for det indre blik.