Mit liv med tegnefilm

Om ønsker, håb og skuffelser

Forhistorie

Denne ’historiske’ redegørelse for min tid med tegnefilm, omhandler dog kun de tegnefilmprojekter, som jeg lige siden 1944 havde planer og drømt om at producere helt for mit eget vedkommende. Der er derfor ikke her tale om de mange, ja, nærmest utallige, tegnefilmprojekter, som jeg har medvirket på skabelsen af i løbet af min relativt lange professionelle karriere som tegner, animator, tegnefilminstruktør og i mindre omfang tegnefilmproducent i den danske tegnefilmbranche.

Før min professionelle karriere begyndte, havde jeg lige siden min tidlige barndom drømt om at komme til at lave tegnefilm. Jeg begyndte allerede som dreng at interessere mig for tegning og fra 1935 for tegnefilm. Men det var Walt Disneys "Snehvide og de syv dværge", 1937, der ved sin danske premiere i 1938 for alvor sporede mig ind på dette gebet. I 1943 kom jeg som 14-årig i prøvelære hos Sylvester Hvid Reklamebureau, hvilket viste sig at være en misforståelse, idet man ikke lavede tegnefilm på bureauet. Direktør Sylvester Hvid formidlede derefter kontakten til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor man netop så småt var begyndt på produktionen af den første danske langtegnefilm "Fyrtøjet".

Et par eksempler på tegninger, der er tegnet af den da ca. 12-årige mig, Harry Rasmussen, som tidligt sporede mig ind på at tegne i, hvad jeg dengang forstod ved en ’tegnefilmstil’, hvor figurerne efter min opfattelse skulle være komiske og med afrundede former. Tegningen til højre er i virkeligheden en karikatur af en af mine onkler. –  Tegninger: © 1940-41 Harry Rasmussen.

Endnu et eksempel på min da ca. 12-årige ynglings ’tegnefilmstil’, hvor figurerne f.eks. kun havde fire fingre. Der er ikke tale om stor tegnekunst, men dog om, at det var tegninger af figurer som disse, der var medvirkende til at jeg i 1943, i en alder af kun 14 år, blev ansat som elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. –  Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

Produktionsaktieselskabet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S blev stiftet den 5. december 1942, og firmaet havde administrations­kontor hos Allan Johnsen i Frederiksberggade 10, 2.sal. Det forberedende tegne­arbejde blev udført i nogle midlertidigt lejede lokaler i Frederiksborggade 12. Men da forberedelserne til selve produktionen var afsluttet, lejede firmaet i stedet nogle større lokaler hos tekstil­firmaet C. E. Albeck og Søns Eftf. i Frederiksberggade 28, 2.sal. Lokalerne stod tomme, fordi importen af tekstilvarer var totalt ophørt som følge af den tyske besættelse af Danmark.

På dette foto fra 1943 ses jeg, kun 14 år gammel, siddende ivrigt optaget af at mellemtegne for Børge Hamberg. I baggrunden ses et af de borde, ved hvilke tegnerne sad og udførte deres arbejde dagen lang fra kl. 8 morgen til kl. 17 om eftermiddagen, kun afbrudt af en halv times frokostpause midt på dagen. Dette skal ikke forstås negativt, for de fleste af os var så interesserede og entusiastiske med tegnefilm, at vi om nødvendigt gladelig havde undværet pauser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses jeg i 1944, godt og vel midt under den tyske besættelse af Danmark, som håbefuld ca. 15-årig animatorelev på den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”, som jeg var medarbejder på i samfulde to år, fra juni 1943 til juni 1945, i det sidste års tid som uddannet animator. - Foto: © 1944 by Arne ”Jømme” Jørgensen.

Da jeg i sommeren 1943 var så heldig at blive antaget som animatorelev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, var lokalerne i Frederiksberggade 28 endnu ikke taget i brug, og jeg var faktisk den allerførste, der benyttede stedet som tegnestue. Min læremester var Børge Hamberg (1920-70), men det varede cirka en uge, før han selv installerede sig på stedet. I mellemtiden satte han mig til at øve på at male cels, en for så vidt krævende proces, som findes nærmere forklaret på websitet www.tegnefilmhistorie.dk. Men det blev indledningen til en livslang personlig "besættelse" af tegnefilmmediet, og til en lang karriere inden for tegnefilmbranchen, som i høj grad kom til at præge resten af mit liv.

Begrebet "besættelse" skal derfor her forstås i dobbeltbe­tydningen: en personlig besættelse eller fascination af tegne­filmmediet og den tyske besættelse af Danmark fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, der også på afgørende måde kom til at præge mit liv og min livsopfattelse.

Mine første planer om selv at stå for at lave en selvstændig tegnefilm stammer fra efteråret 1944, hvor Dansk Farve og Tegnefilm A/S havde planer om at ville producere en serie korte tegnefilm a la Walt Disneys berømte 1-times Juleshows. De sidstnævnte kunne ses hvert år ved juletid i biografen ”Metropol” på Strøget i København. Den serie korte tegnefilm, som førstnævnte firma havde planer om at ville producere, var imidlertid et tegnefilmprogram bestående af 5 film á hver 12-minutters tegnefilm, tilsammen med en spilletid på i alt 60 minutter. Det væsentlige var imidlertid, at filmene hver især skulle være baseret på et af digteren H. C. Andersens berømte børneeventyr. 

Et nyt tegnefilmprojekt:  Kejserens nye klæder

Da Dansk Farve- og Tegnefilms ledelse efter forevisningen af den halvt færdige billedside af ”Fyrtøjet”, trods alle vanskeligheder mente at kunne se, at færdiggørelsen af filmen nærmede sig, blev man enige om at forsøge at holde på i al fald de kreative medarbejdere, og i det øjemed bad man disse om at komme med forslag og udkast til en serie korte tegnefilm, som alle skulle være baseret på eventyr af H.C. Andersen. Som omtalt senere fremsatte de pågældende medarbejdere da også hver for sig deres forslag til en kort eventyrtegnefilm. Der var tale om eventyr, som f.eks. Hvad Fatter gør, Elverhøj, Klods-Hans, Svinedrengen, Prinsessen på ærten og Kejserens nye klæder. Det sidstnævnte eventyr havde jeg selv foreslået og desuden lavet nogle figurudkast til, lige som jeg fik en af assistenterne, en omkring 19-årig ung mand ved navn Kaj Johnsen – han var ikke i familie med Allan Johnsen – til at male et par baggrunde som eksempler på stilen i filmen.

Baggrunden for, at man overhovedet havde turdet indlade sig på at producere en lang dansk tegnefilm som ”Fyrtøjet”, var den omstændighed, at tyskerne jo havde forbudt importen og visningen af engelske og amerikanske film i danske biografer, hvilket også kom til at gælde Disneys nyere lange tegnefilm. Da man samtidig ikke vidste, hvor længe krigen ville komme til at vare, mente man indtil videre, at produktionen af danske film ikke ville få konkurrence fra engelske og amerikanske film, i al fald ikke foreløbig, om overhovedet nogensinde mere, hvis tyskerne skulle gå hen og vinde krigen. Dette var også en medvirkende årsag til, at man i det hele taget omgikkes med planerne om en produktion af korte tegnefilm, idet man desuden mente at kunne forudse, at Disneys korte tegnefilm i programmet ”Metropols Juleshow”, som det endnu var tilladt at vise, alle på et tidspunkt ville blive repriser af repriser, og spørgsmålet var derfor, om ikke publikum snart ville blive trætte af at se de samme film igen og igen. 

Men allerede hen på foråret 1944 måtte det trods alle anstrengelserne konstateres, at det ville komme til at trække længere ud med færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, end man havde planlagt og håbet, og da dette i sig selv naturligvis var belastende for firmaets økonomi, som primært af samme grund var meget anstrengt, blev der aldrig noget ud af disse kortfilmplaner. De blev ganske enkelt lige så stille skrinlagt. Man havde oprindelig planlagt, at ”Fyrtøjet”-filmens premiere skulle finde sted ved juletid 1944, nemlig på det tidspunkt, hvor de lange Disney-tegnefilm under normale forhold plejede at få premiere i Danmark. Men sådan skulle det altså ikke komme til at gå.

Hvordan elefanten fik sin snabel

Da det hen på efteråret 1944 blev klart, at de tidligere overfor nævnte korte eventyr-tegnefilm næppe nogensinde ville blive sat i produktion, havde jeg imidlertid fået så meget inspiration gennem projektet, at jeg fik den idé selv at ville lave en kort tegnefilm, dog ikke over et H.C. Andersen-eventyr, men over Rudyard Kiplings berømte eventyr Hvordan elefanten fik sin snabel. Det skal bemærkes, at vi herhjemme endnu ikke havde set Walt Disneys Dumbo – den flyvende elefant (1941), så det var ikke den, der inspirerede mig til en film med en elefantunge i hovedrollen. Og det kan heller ikke have været Disneys herlige korte tegnefilm Elmer Elephant (1936), for den så jeg først mange år senere. Jeg husker faktisk ikke længere, hvad det præcist var, der gav mig ideen, kun at det alene var læsningen af eventyret, der gjorde det. Men under alle omstændigheder var mine tegnefilmsfigurer inspireret af, hvad jeg og andre tegnere dengang betragtede som Disney-stilen.

En anden ting er, at en af mellemtegnerne på tegnestuen, Erling Bentsen, var en passioneret tegner af vignetter med små elefantunger, som til en vis grad kunne minde om Disneys Dumbo, som man jo ved sjældne lejligheder havde kunnet se i avis- og bladomtaler af filmen, der, som nævnt, endnu ikke havde været vist i Danmark. Erling Bentsen blev ansat på tegnestuen i 1944, og selvom det ikke er utænkeligt, at min inspiration kan være kommet via hans tegninger af elefanter, så havde min egen version af den elefantunge, der spillede hovedrollen i min lille film, ikke nogen udpræget lighed med Bentsens elefanter.

Nogle eksempler på Erling Bentsens mange tegninger af hans yndlingsdyr, elefanten.– Tegninger: © 1944 Erling Bentsen / Aase Ekstein.

På den nedenfor vedføjede tegning kan man måske få et indtryk af den figurstil, der var i min tegnefilm om elefantungen. Det er dog ikke den sidstnævnte, man ser her sammen med en struds, hvis hoved har en utilsigtet lighed med Anders And. Det er derimod elefantungens far, som hygger sig med Tante Struds. Men desværre er det det eneste billede, der findes bevaret fra mit projekt, som jeg til at begynde med stillede store forhåbninger til.

Til venstre ses hovedfiguren i min lille tegnefilm, "Hvordan elefanten fik sin snabel", som jeg arbejdede på i et lille års tid, men siden skrottede. Tegningen til højre er en animationstegning fra en scene i den planlagte tegnefilm Hvordan elefanten fik sin snabel. Scenen blev animeret, trukket op og farvelagt, og optaget på 35mm sort-hvid negativ film og kopieret. Det er den eneste animationstegning, der findes tilbage fra den skrottede film. De to andre figurer, der ses her, er henholdsvis Tante Struds og Far Elefant. Som det fremgår, har Far Elefant ikke nogen snabel, men kun en kort, trynelignende næse. – Tegninger: © 1944 Harry Rasmussen.

 Tegningen af elefantungen har jeg efter hukommelsen forsøgt at tegne nogenlunde sådan, som jeg husker at denne så ud i de mange scener, det lykkedes mig at tegne og animere om aftenerne efter arbejdstidens ophør og i weekenderne. Jeg arbejdede nærmest som en besat, i håbet om at kunne lave tegnefilmen færdig indenfor en overskuelig fremtid. Men det var unægtelig lidt i retning af et kæmpearbejde, som blandt andet kom til at betyde, at jeg fik mindre tid tilovers til at mødes med Alice og især med Jørgen og Jørn, hvilket de stod uforstående overfor og derfor bebrejdede mig.

For resten var det tilfældet, der helt uventet kom mig til hjælp med hensyn til tegninger fra min lille film, for selv mente jeg faktisk, at der ikke længere fandtes tegninger fra den. Men da jeg den 5. oktober 2002 på opfordring indledte en visning af ”Fyrtøjet” i Husets Biograf i København, fik jeg via Erling Bentsens datter, Aase Ekstein, lejlighed til at se hendes for længst afdøde fars scrapbog fra årene 1944-57, og heri var ovenstående animationstegning med strudsen og elefantungens far til min store overraskelse indklæbet. Hvordan Erling Bentsen er kommet i besiddelse af tegningen, har jeg ingen som helst erindring om, og heller ikke om de andre, signerede tegninger af mig fra dengang, som også fandtes i hans scrapbog. Men jeg følte mig naturligvis beæret over, at Finn Bentsen havde fundet mine småtegninger gode nok, til at ville have disse med i sin scrapbog.

Efter flere måneders intenst animationsarbejde i efteråret og vinteren 1944, vel at mærke uden at lave linetests, mest fordi det var en lidt besværlig og samtidig bekostelig procedure, ønskede jeg at se, hvordan et par af scenerne ville tage sig ud på færdig film. Derfor kopierede jeg selv animationstegningerne over på celluloidarkene, som jeg bagefter også selv farvelagde. Farve er forresten for meget sagt, for dengang kunne man endnu ikke hverken købe råfilm i farver eller få fremkaldt og kopieret farvefilm her i Danmark, så derfor måtte filmen laves i sort-hvid. Imidlertid farvelagde man gråtonerne med forskellige nuancer af blå farve, idet denne gav et bedre slutresultat på den færdige film, end hvis man blandede gråtonerne af sort og hvid farve.

Men forinden det var kommet så langt, havde jeg dog fået malet et par baggrunde til de scener, der skulle fotograferes. Baggrundene, som jeg også selv tegnede og malede, blev ligeledes malet i forskellige blå farvetoner, så de matchede med de færdige celluloider med figurerne på. Derefter ringede jeg og bestilte tid til leje af trickbordet ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, præcis som min altid hjælpsomme onkel Thorkild og jeg havde gjort omkring et halvt års tid tidligere, da vi optog linetest af nogle animationstegninger, jeg da havde lavet. Dengang fandt optagelsen sted på det primitive trickbord, som normalt kun blev brugt til optagelse af filmtekster, men hvor Børge Hamberg og jeg også havde optaget nogle meget vanskelige scener til ”Fyrtøjet”. Men jeg måtte jo bede mig fri fra arbejdet i et par timer, for at kunne optage den lille strimmel film med en spilletid på omkring 30 sekunder, hvilket dog ikke var noget problem, idet Børge Hamberg på egne og firmaets vegne gav mig fri til formålet. Men stor var min overraskelse, da jeg mødte op derude på Teknikken, som stedet kaldtes internt, for at optage de to scener til min lille film. Denne gang blev jeg nemlig vist ind i et helt andet lokale, hvor laboratoriets splinternye trickbord og trickkamera var blevet installeret.

Den lille strimmel film på små 6 meter blev optaget på 35mm sort og hvid film, som vi et par dage senere kunne komme og se i laboratoriets lille filmforevisningsrum. Resultatet faldt ud til både min og min onkels tilfredshed, og operatøren sagde også et par anerkendende ord om den. Det var derfor en glad og opløftet lille mig, der den dag kunne forlade stedet med den viden, at der ville være god grund til at forsøge at få færdiggjort filmen.

Imidlertid havde jeg fået kontakt med Kaj Pindal, som på det tidspunkt endnu gik i gymnasiet, men han var så interesseret i at ville lave tegnefilm, at han efter skoletid lejlighedsvis kom ind på tegnestuen, for at snuse til, hvordan man lavede tegnefilm. Direktør Allan Johnsen var meget overrasket over den unge gymnasieelevs entusiasme for tegnefilm, og hjalp ham derfor med en tapskinne, noget tegnepapir og nogle ark celluloid, så han kunne producere sin lille tegnefilm, som han også fik mulighed for at optage på trickbordet, ligesom han fik filmen fremkaldt og kopieret.

Den unge Pindal, som dog var et par år ældre end mig, idet han var født i 1927, havde imidlertid hørt om mit tegnefilmprojekt med elefantungen, og en dag, da han opholdt sig på tegnestuen, kom han lidt tøvende hen til min plads og spurgte forsigtigt, om ikke han kunne få lov til at hjælpe mig med at mellemtegne. Det var jo noget af et tilbud, og det takkede jeg derfor straks ja til. I den følgende tid kom Pindal jævnligt hjem hos mig et par timer i fritiden, hvor han dels fik en scene eller to at mellemtegne, og dels for at aflevere de scener, han i mellemtiden havde mellemtegnet. Han var et dedikeret, pligtopfyldende og venligt og rart menneske. Dengang vidste jeg ikke, hvilke store evner for tegning, animation og storytelling, der gemte sig bag hans beskedne og høflige ydre fremtræden. Den overraskelse, at opdage det, havde jeg end så længe til gode.

Men hver aften og lørdag og søndag eftermiddage sad jeg troligt hjemme på mit værelse bag lyspulten og tegnede og animerede på min egen lille film, som jeg til at begynde med faktisk ikke kendte længden på. Jeg hyggede mig så gevaldigt med at sidde og tegne og animere mine egne figurer, så at tiden forsvandt for mig. Jeg måtte dog også sørge for at komme i seng og få i hvert fald 7-8 timers søvn, før jeg skulle op næste dags morgen kl. 6,30, for at kunne nå at gøre mig i stand, spise morgenmad og cykle ind til tegnestuen i Frederiksberggade, hvor arbejdstiden begyndte kl. 8. Det gik alt sammen som en leg for mig, indtil vi nåede hen i oktober, hvor overarbejdet på ”Fyrtøjet” for alvor begyndte, så fra den tid og helt hen til juni 1945 havde jeg kun mulighed for at kunne arbejde på min egen film lørdag eftermiddage og om søndagen, når der ikke ellers var andre nødvendige og ønskelige ting, som jeg skulle gøre eller deltage i, som f.eks. familiesammenkomster eller samvær med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, og lejlighedsvis med min ’kæreste’ Alice. Hende havde jeg dog i reglen mest været sammen med på lune sommeraftener, hvor vi sværmede ovre på den smukke Assistens Kirkegård.

Alt i alt måtte jeg dog til min store fortrydelse efterhånden indse, at det ville komme til at trække længere ud med at få gjort ”Hvordan elefanten fik sin snabel” færdig, end jeg havde regnet med og håbet på, Men nødvendigheden af at passe det daglige arbejde, tilmed nu som selvstændig animator på ”Fyrtøjet”, havde naturligvis første prioritet. Samtidigt var det jo på sin vis mit levebrød, for selvom jeg indtil videre kun betalte et vist beløb hver uge som supplement til den mad, jeg fik derhjemme, så var det jo også den metier, jeg håbede på skulle blive mit fremtidige virke her i livet.

Jeg kom i øvrigt godt ud af det med mine noget ældre ‘kolleger’ på tegnestuen i Frederiksberggade, og blev desuden hurtigt respekteret for mine evner som tegner og animator. Jeg ville derfor også gerne demonstrere mine musikalske evner for kollegaerne, og inspireret af den musikalske udfoldelse ved jam-sessions om lørdagen, øvede jeg mig på at fløjte de for mig nye rytmer. Det skulle jeg desværre nok aldrig have gjort, for det stødte Finn Rosenbergs musikalske øre så meget, at han bad mig om at holde op med at forurene luften med mine ubehjælpsomme fløjtetoner. ”Du rammer jo ikke tonerne!” sagde han bebrejdende, hvilket jeg ikke dengang forstod et ord af. Men jeg tav selvfølgelig, om end lidt slukøret over den kritik, der på den måde blev rettet imod mig. Jeg var ikke vant til, at nogen kritiserede mig, det gik min personlige stolthed for nær, især fordi jeg mente, at mine fløjtende forsøg var ærligt mente.

Til venstre et foto af mig i efteråret 1944. © 1944 Arne Jømme Jørgensen. Tegneren Bodil Rønnows opfattelse af ungersvenden Harry Rasmussen, som til den musikalske Finn Rosenbergs irritation forsøgte at fløjte ’moderne’.– Tegning tilhører: © 1943 Harry Rasmussen.

I juni 1945, hvor mine animations-opgaver på tegnefilmen ”Fyrtøjet” var afsluttet, valgte jeg efter eget ønske at opsige min stilling. Efter de to års intense arbejde på nævnte film følte jeg trang til at ’få luft under vingerne’. Efter en kort periode, hvor jeg tegnede og fik solgt ret så mange vittighedstegninger, besluttede jeg mig for at ville forbedre mine evner til at tegne. I det øjemed blev jeg fra september 1945 elev på tegneskolen Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. Her gik jeg til og med vinteren 1947 og fik lært ret så meget om tegning og kunst i det hele taget, ikke mindst takket være en fremragende lærer, den nu for længst afdøde Jens Andreasen.

I mellemtiden havde jeg fået lyst til at ville beskæfige mig med film igen, men denne gang med ’rigtig’ film, hvilket vil sige realfilm eller mere præcist spillefilm i form af både kortfilm og biograffilm. I det øjemed søgte jeg ind som instruktørassistent hos Nordisk Film i Valby, men da man ikke betalte løn til sine elever og jeg ikke havde råd til at undvære penge, måtte jeg vælge en omvej. Det blev en ansættelse som fotografelev hos den københavnske, højt estimerede og velkendte portrætfotograf Rie Nissen, som for øvrigt var en datter af forfatteren Jakob Knudsen.

I min tid som fotografelev beskæftigede jeg mig i min fritid med at skrive filmmanuskripter, dels til et par psykologiske og socialt orienterede film og dels til en spillefilm baseret på H. C. Andersens dejlige eventyr ”Bispen på Børglum og hans Frænde” (1861).  Men disse planer var naturligvis kun drømme-projekter og forblev ved planlægningen.

Hos den interessante personlighed Rie Nissen var jeg elev fra omkring foråret 1948 til sommeren 1950, hvor jeg valgte at opgive fotografiet og vende tilbage til tegneriet og – forhåbningsvis – tegnefilmbranchen.

Der var nemlig sket det uventede for mig selv, at jeg hen på eftersommeren 1948, og altså medens jeg endnu var fotografelev, at min interesse for tegnefilm pludselig vendte tilbage, muligvis inspireret af, at jeg havde haft lejlighed til at se Disneys nyeste tegnefilm, ”Dumbo”, der havde Danmarkspremiere i Metropol den 26. juni 1948. Det førte til, at ideer til tegnefilm atter begyndte at rumstere i min bevidsthed, men eftersom jeg mest var romantisk og lyrisk anlagt, var det ikke crazy tegnefilm, jeg ville lave, men netop poetiske tegnefilm. Som motiv til en sådan fandt jeg, at H. C. Andersens eventyr ”Tommelise” ville egne sig, og jeg begyndte derfor at lave en såkaldt scribbleboard, dvs. løse skitser over eventyrets handling og nogle udkast til, hvordan jeg ville have, at figurerne skulle se ud. Men også dette filmprojekt blev henlagt, dog kun midlertidigt, idet det blev genoptaget i sommeren 1955. Se herom i kronologisk sammenhæng. Her kan dog foreløbig vises tre figurudkast til filmen, så læseren kan være orienteret om, hvordan mit filmprojekt var tænkt udført rent grafisk:

To layouts og animationstegninger fra scener i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise”: Til venstre ses et close-up af den kloge kones hånd med det magiske frøkorn. Til højre ses den lillebitte ”Tommelise”, siddende på tulipanens ’stol’, lige før hun vågner. – Tegninger: © 1948 Harry Rasmussen.

Herover ses endnu en animationstegning fra en scene i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise”: Det er lille nuttede Tommelise kort efter, at hun er vågnet op og har rejst sig fra tulipanens ”stol”, parat til at træde ud i verden og opleve sit eget lille livs spændende eventyr. – Tegning: © 1948 Harry Rasmussen.

Som formentlig almindelig kendt, handler eventyret ”Tommelise” meget kortfattet og prosaisk fortalt om den lille og kun en tomme store alfepige, som kommer til verden via en tulipan og som efter mange oplevelser og en del genvordigheder, der fører hende vidt omkring, ender med langt borte hjemmefra at finde sin rette kærlighed og ægtemage, blomsterprinsen.

På den tid malede jeg også nogle lidt større selvportrætter i oliefarve, men disse er desværre gået tabt i forbindelse med en pyromanbrand på mine forældres loft, hvor billederne, sammen med andre af mine personlige ting, blev midlertidigt opbevaret. Det gjaldt også nogle af mine andre oliebilleder med motiver, som min ven, den nu for længst afdøde Asbjørn Yde Larsen, og jeg under en fælles udflugt hver for sig havde malet på stedet i naturen i Københavns nordøstlige omegn. 

 En anden motivkreds, som interesserede mig rigtig meget som tegner, var at illustrere nogle af H.C. Andersens eventyr og historier, et emne, jeg med mellemrum vendte tilbage til igen og igen. Men jeg fik dog aldrig rigtig gjort alvor af disse planer, udover at tegne nogle skitsemæssige udkast til bl.a. ”Historien om en Moder”, som på den tid særligt havde min interesse. 

Blyantsskitser tegnet 1949: Skitsen på forrige side tilsigter at vise moderens fortvivlelse, da døden drager bort med hendes syge barn. Herover til venstre ses den situation, hvor moderen beder døden om at tage barnet med sig i håbet om, at barnet må få det bedre ved at komme i dødens rige. Til højre ses moderen, som spørger tornebusken, om den har set, hvilken vej døden er gået med hendes syge barn. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

I tegninger af den ovenfor viste slags, gjaldt det for mig om ikke at blive alt for detaljeret og distinkt i stregen, sådan som tilfældet jo omvendt var med mine tegninger, der havde med klassisk animation og tegnefilm at gøre. I de sidstnævnte tilfælde var og er det vigtigt, at stregerne var så få og forenklede som overhovedet muligt, hvilket hænger sammen med den teknik, der ligger til grund for den klassiske tegnefilms figurer. Stregerne måtte og må nødvendigvis være ’lukkede’, for at lette arbejdet for de folk, der skal overføre figurerne på celluloider og dem, der skal farvelægge disse. Derfor blev animationstegningerne, som ofte havde en skitsemæssig karakter, i reglen rentegnet med største omhu. I nogle tilfælde af key-animatoren selv eller ved større produktioner, som eksempelvis de lange tegnefilm, af folk, der er specialister i rentegning.

Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. Det vil man kunne se et eksempel på ved at klikke ind på følgende link:

https://www.youtube.com/watch?v=9teXhxceNug

I allernyeste tid findes der dog en specialiseret computerteknik, som muliggør en avanceret brug af farvelægning af figurer uden lukkede streger. I det hele taget har computerteknikken åbnet for nye horisonter og perspektiver, hvilket de såkaldt computergenerede tredimensionale ’tegnefilm’ er gode eksempler på.

De tidligere ovenfor viste animationstegninger fra min planlagte og delvis påbegyndte tegnefilm om ”Tommelise”, viser tydeligt, hvad jeg mener med, at en tegnet figurs streger skulle være ”lukkede”. Herunder gengives en af disse tegninger, som gerne skulle illustrere, hvad det er der menes, når man taler om ”lukkede” streger:

På denne rentegning af Tommelise ses tydeligt, at stregerne er lukkede, hvilket som nævnt hænger sammen med, at klassiske tegnefilmsfigurer jo var beregnet til at skulle farvelægges. Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. Men som nævnt, findes der dog i allernyeste tid en avanceret form for computerteknik, som muliggør brugen af farvelægning af figurer uden lukkede streger. – Tegning: © 1948 Harry Rasmussen.

Mine egne fortsatte tegnefilm-drømme

Senere samme år, 1948, fik jeg ideen til en kort tegnefilm med en stenalderdreng og en bjørn i hovedrollerne. Ideen var tydeligvis inspireret af, at jeg havde set ”Bongo”, men ellers havde handlingen i min lille tegnefilm, som jeg gav titlen ”Drengen og Bjørnen”, ikke direkte noget at gøre med handlingen i Disney’s herlige tegnefilm ”Bongo” fra 1947, men som først blev vist i Metropol-biografen i København i maj 1949. 

Idéen til tegnefilmen ”Bjørnejagten”, handlede om en stenalderdreng og hans families og stammefrænders dagligdag, der var præget af frygten for en stor og ondsindet bjørn. Efter mange fataliteter ender det naturligvis med, at den modige dreng uskadeliggør bjørnen, så at han og hans familie og stammefrænder igen kan leve i fred.

Ovenfor ses seks såkaldte ”thumbnail-sketches” til den planlagte korte tegnefilm "Drengen og Bjørnen". Billederne skal i begge rækker ’læses’ fra venstre mod højre. Drengen jagter bjørnen, som har gemt sig i en hul træstub, med sin stenøkse, men forfejler sit hug, hvorved bjørnen får fat i øksen og jagter drengen. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Men det begyndte altså med tegnefilmen til ”Bjørnejagten” – eller ”Drengen og bjørnen”, som jeg også kaldte den. Men det blev stort set ikke til andet og mere, end at jeg blandt andet tegnede de ovenfor viste thumbnail-sketches over filmens handlingsgang. Bortset fra det, var der jo i realiteten tale om en øvelse i at fortælle en handling visuelt og tegnefilmisk.

Det, der havde inspireret mig til tegnefilmen om ”Drengen og bjørnen”, var faktisk også planer om en tegneserie om stenalderfolket, som jeg havde syslet med i nogen tid. Ideen dertil var opstået under læsningen af Johannes V. Jensens roman "Den lange rejse". I læreårene på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst var et af fagene den menneskelige anatomi, og det havde i høj grad min interesse, og det udmøntede sig altså på et tidspunkt i form af skitser til en tegneserie om et stenalderfolks liv i dagligdagen og i krise- og krigstider. Stenalderfolkene var delt op i grupper eller klaner, og det hændte lejlighedsvis at man af den ene eller anden grund kom i strid med hinanden, især om territorier og jagtområder, i nogle tilfælde om at befri en eller flere, mænd eller kvinder, der enten var røvet eller under indbyrdes stridigheder var blevet taget til fange af en anden og fjendtligt indstillet gruppe eller klan.

Herover ses nogle skitser fra den planlagte tegneserie om stenalderfolket. Disse og lignende tegninger var et forsøg på at omsætte den viden om den menneskelige anatomi, som jeg 1945-47 havde lært som elev på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Tegneserier var og er for så vidt interessante nok som medie betragtet, og selv om jeg ikke var og fortsat ikke er den store entusiast på det gebet, så lod jeg mig alligevel friste til at tænke i de baner. Det skyldtes, at jeg fik idëen til en tegneserie om især en fremtrædende civil politimands forsøg på at bekæmpe en grådig diktator, som havde planer om at ville erobre verdensherredømmet. Det var tanker og forestillinger, som var oppe i efterkrigstiden, som jo stadig var præget af begivenhederne under 2. Verdenskrig. Altså gik jeg i gang med at lave nogle udkast til tegneserien, som jeg ville give titlen ”OCTOPUS”, der som bekendt betyder blæksprutte, og den nævnte diktator havde netop en blæksprutte som sit symbol. Diktatorens tilfangetagne modstandere straffedes ofte med døden ved at blive kastet ned i en dyb brønd, hvor et kæmpemæssigt uhyre af en blæksprutte måtte friste sin ensomme tilværelse.

Herover ses en rentegnet side af tegneserien ”Octopus”, som jeg arbejdede med et stykke tid i 1949, men som jeg opgav at fortsætte med, dels fordi afsætningsmulighederne for sådan en serie ikke var store, og dels fordi jeg fik andre idéer, som det interesserede mig mere at arbejde med. – Tegning: © 1949 Harry Rasmussen.

Men heller ikke sådanne tegninger fandt jeg i længden tilfredsstillende. Jeg savnede simpelthen de levende billeder, og specielt den animation, som tegnefilmmediet gav muligheder for at dyrke og udvikle. Derfor var jeg i 1948-49 igen så småt begyndt at tænke på at ville lave tegnefilm, især fordi der var nogle historier og emner, jeg gerne ville fremstille filmisk. En af disse ideer, som var blevet undfanget omkring 1947, handlede i satirisk form om kaprustningens glade vanvid. Filmen skulle have den ironiske titel "PAX", der som bekendt betyder FRED, og mere specielt GRAVENS FRED. Filmen blev imidlertid ikke til noget på det tidspunkt, og det gjorde den desværre heller ikke, da ideen mange år senere, mere præcist i 1973, blev genoptaget. På sidstnævnte tidspunkt begrundede Bestyrelsen for Statens Filmcentral et afslag om produktionsstøtte med, at ”den slags film var der blevet lavet tonsvis af i Østeuropa”. Det var ganske vist rigtigt, men hvorfor man ikke også skulle kunne producere en lignende film i lille Danmark, havde jeg svært ved at forstå. I øvrigt anerkendte de professionelle filmkonsulenter skam den professionelle drejebog og det øvrige oplæg til filmen, som da også vil blive nærmere omtalt i det følgende:

”PAX” – en satirisk tegnefilm om atombombevanvid 

Imidlertid var der som allerede nævnt også en anden tegnefilmidé, som jeg længe havde haft lyst til at udforme nærmere og helst også producere. Kollega Flemming, som jeg arbejdede freelance sammen med fra december 1970, og jeg havde i løbet af 1973 drøftet ideen og mente begge, at der måske bestod en mulighed for at vi kunne få produktionsstøtte til den, især da ideen til den lå på linje med mange af de samfundskritiske film, der dengang var på mode og blev produceret i et relativt stort omfang, især i Østlandene. Ideen til filmen havde jeg fået allerede i slutningen af 1940’erne, med tanke på  atombomberne, der i 1945 var nedkastet over Hiroshima og Nagasaki. Det blev indledningen til, at rustningskapløbet mellem USA og Sovjet og den kolde krig mellem øst og vest så småt begyndte at eskalere, og atombombetruslen og –frygten bestod stadig, især med de nye langdistanceraketter. Filmen skulle være en bitter-ironisk satire over den efter min opfattelse naive og umulige tiltro til, at atombomberne og magtbalancen kunne skabe varig fred i verden. 

Herover ses et af figurudkastene til den satiriske tegnefilm ”PAX”, som jeg havde fået ideen til allerede i 1947. Den var inspireret af den efter min opfattelse absurde tankegang, at atomkapløbet mellem stormagterne skulle være i stand til at opretholde en magtbalance, som ville forhindre en ny storkrig. Hovedfiguren i filmen er egentlig fredsduen, som ses forneden med olivengrenen i næbbet. Manden til venstre og i midten er identiske, men blot med den forskel, at på den ene tegning har han ikke overtøj på og på den anden har han. Denne mand skal forestille den videnskabsmand, som har konstrueret den store og armerede bombe, der er opstillet tæt ved storbyen som et monument og vartegn for fred. – Tegning: © 1947 Harry Rasmussen.

Filmen, som jeg som nævnt havde givet den ironisk mente titel ”PAX”, der jo er latin og betyder ”fred”, mere specielt ’gravens fred’, indeholdt sådan set en relativt enkel handling, hvoraf her skal gives et kortfattet referat:

Der indledes med den hvide fredsdue, som med en olivengren i næbbet flyver afsted, set mod den klare blå sommerhimmel. Duen passerer hen over en kæmpestor plads, hvor en enorm menneskemængde er forsamlet foran en tribune, og til siden for denne står der på et solidt fundament en kæmpemæssig statue, overdækket med en vældig presenning, på hvilken der er malet ordet PAX, omkranset af to olivengrene. Duen sætter sig til rette på tribunens baldakin, lige ovenover talerstolen. Omkring den forsamlede menneskemængde og på hver side af den røde løber står en række bevæbnede soldater. Marchmusik lyder ud fra de mange højtalere, der er placeret rundt omkring på pladsen. En rød løber er anbragt fra tilkørselsvejen og hen til tribunen. En lille gruppe honoratiores står afventende ved siden af den røde løber. En stor sort personbil ankommer til stedet og gør holdt ud for den røde løber, og en lille mand klædt i sort habit stiger ud og bydes velkommen af modtagelseskomiteens formand, som lader en lille pige overrække en buket blomster til gæsten. Efter at have hilst på rækken af honoratiores følges den lille mand op ad den røde løber og hen til tribunen, hvor han og modtagelseskomiteen stiger op ad trappen og indtager deres pladser.

Musikken ophører, idet komiteens formand stiller sig bag talerstolen, som er omgivet af en nængde mikrofoner, og her introducerer han den lille mand, hvis opgave det åbenbart er af afsløre statuen bag presseningen. Derefter bytter den lille mand plads med formanden og begynder selv at tale, ikke med forståelige ord, men nærmest med lyde, og slutter sin tale med at give tegn til at pressenningen, der dækker statuen, skal fjernes. Denne viser sig at være en opretstående kæmpebombe, og der går uvilkårligt et kæmpegys gennem forsamlingen på pladsen. Komiteens formand indtager nu atter pladsen bag talerstolen og udbreder sig med stor veltalenhed om bombens afskrækkende effekt på potentielle fjender og angribere som der ses eksempler på i en række indskudte scener.

Jubelen vil ingen ende tage hos menneskemængden, som nu ser komiteens formand dekorere den lille mand, opfinderen eller konstruktøren af kæmpebomben, idet han først hæver en gylden medalje op, så alle kan se denne. Hvorefter han hænger den om halsen på den lille stolte mand. I samme nu oplyser presseforgrafernes blitz i stigende omfang og styrke sceneriet på tribunen, medens honoratioerne klapper og publikum jubler i kaskader af ovationer. For hvert kraftigt blitzglimt zoomer kamaraet tættere og tættere ind på medaljen, så at inskriptionen på denne til sidst fylder hele billedet: Ordet PAX omgivet af to olivengrene. Til sidst oplyses og udviskes inskriptionen i et vældigt lynglimt, og publikumsovationerne går over i et vældigt rullende, tordnende brag. Alt bliver mørkt og der hersker derefter total stilhed.

I en langsom optoning letter mørket og vi ser nu ud over en kæmpemæssig plads, hvor alt er totalt sort og afsvedet, og ikke en lyd høres. - - - Den næsten uudholdelige stilhed afbrydes af den sortsvedne fredsdue, som kommer ubehjælpsomt flaksende ind i billedet og forsvinder ud mod horisonten.

Ideen med ”PAX”-tegnefilmen blev i øvrigt genoptaget i 1962, og jeg arbejdede en kort overgang videre på den og designede bl.a. nogle figurer, der adskilte sig fra dem, jeg havde tegnet i 1947. Den hvide fredsdue forblev dog den samme, hvorimod de øvrige figurer fik et mere ’moderne’ design. Men omstændighederne var heller ikke på det tidspunkt til at få filmen finansieret og færdiggjort, så den blev igen lagt på hylden.

Her ses professoren i tegnefilmen ”PAX”, sådan som figuren – med og uden høj hat - kom til at se ud i 1962, da jeg en kort overgang genoptog projektet og arbejdede videre på det, men uden at det lod sig realisere. – Tegninger: © 1962 Harry Rasmussen.

På et tidspunkt i en lidt længere tomgangsperiode i 1973, forsøgte jeg igen at få sat ”PAX” i produktion, og i den anledning skrev jeg en fuldt gennemarbejdet drejebog, medens det denne gang blev overladt til min samarbejdspartner Flemming Jensen at designe filmen i hans egen karakteristiske streg dengang. Det mente jeg måske kunne være en fordel i forbindelse med en ansøgning om produktionsstøtte. Det blev foreløbig til fire farveplancher med eksempler på fire scener i filmen:

Herover ses fire scener fra Harry Rasmussens idé og drejebog til den planlagte korte tegnefilm ”PAX”. Foroven til venstre ses festpladsen med monumentet, der skal afsløres, i midten. Til højre for monumentet ses tribunen for honoratiores og til venstre folkemængden omgærdet af bevæbnede soldater. Honoratiorerne står afventende ved den røde løber og  bilen med den lille videnskabsmand, der i en vis forstand er filmens hovedperson, ses ankomme. På billedet foroven til højre modtages videnskabsmanden af modtagelseskomiteens formand og den obligatoriske lille pige, der overrækker ham blomster. På billedet forneden til venstre befinder vi os tæt på tribunen, hvor monumentet er blevet afsløret som en kæmpemæssig, armeret bombe, og videnskabsmanden, som lige har holdt tale, takkes for sin bedrift af komiteformanden, medens pressefotografernes blitzlys glimter om kap. Da er det, at fotografernes blitzlys efterfølges af et kæmpemæssigt lysglimt og et tordnende brag, som betyder at bomben er detoneret ved en fejltagelse. Slutbilledet viser resultatet af bombesprængningen: Alt og alle er  blevet forvandlet til sortsværtede ruiner, og den hvide fredsdue, som ligeledes er blevet svedet sort, flakser nu hjælpeløst hen over de sørgelige rester af fordums herlighed. - Billederne er her designet og tegnet af Flemming Jensen. - © 1973 Tilhører Harry Rasmussen.

Imens Flemming tegnede og malede farveplancherne, skrev jeg drejebogen til filmen og et budget blev udarbejdet, hvorefter en ansøgning om produktionsstøtte, vedlagt 20 eksemplarer af drejebogen, blev indsendt til SFC i håbet om en positiv respons. Der gik nogen tid, før vi hørte nyt om projektet, men en dag fik vi et brev fra daværende direktør Aksel Jepsen, som kort og godt meddelte, at man ikke ville give støtte, begrundet med, at ”der var lavet adskillige af lignende slags tegnefilm i Østeuropa”. Men han tilføjede dog, som nævnt, at drejebogen var professionelt tænkt og udført! Det var selvfølgelig altid en lille trøst midt i skuffelsen.

I samme moment, som jeg var ved at udarbejde drejebogen til ”PAX”, havde Flemming også fået lyst til at forsøge sig med en idé til en kortfilm, der var baseret på de kendte runesten, som især fandtes i Sverige, men som blev betragtet som fællesnordisk kulturelt arvegods. Han kaldte sin film for”Billedstenen”, og den fortalte i runestenenes billedsprog historien om den tids kultur. Flemming tegnede også en udførlig storyboard og et par færdige farveplancher, for at give indtrykket af den grafiske stil, han havde tænkt sig filmen skulle have.

Selv var jeg en slags konsulent eller rådgiver på Flemmings projekt og hjalp bl.a. med at få bedre hold på idé og handling, men grundideen og grundhandlingen var og blev Flemmings.

Vi fik derefter lavet et budget og kopieret drejebogen i det antal eksemplarer, som vi vidste, der krævedes, når man ville indsende en ansøgning om produktionsstøtte til Statens Filmcentral (i filmbranchen populært kaldet Statens Flimmercirkus).

Man skulle jo have troet, at en kortfilm om runestenene ville havde været et oplagt emne for de kulturelle hoveder på Statens Filmcentral, men nej, kort tid efter at projektet var blevet indsendt til vurdering og forhåbentlig accept, kom materialet retur med et brev fra Axel Jepsen, som kort og godt begrundede afslaget med, at man ikke fandt udformningen af emnet tilstrækkeligt seriøst og kvalificeret. Det blev enden på det projekt, for Flemming blev forståeligt nok så skuffet over afslaget, at han ikke havde lyst til at forsøge sig igen, i hvert fald ikke foreløbig.

Herover ses to foreløbige udkast til de to hovedfigurer i H.C. Andersens eventyr ”Lille Claus og Store Claus”, som jeg også havde planer om at lave som tegnefilm. Senere omformede jeg dog figurerne i mere karikeret og humoristisk retning, men opgav projektet igen, fordi det ikke havde nogen udsigter til at blive realiseret. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Men tilbage til 1949: På den tid omgikkes jeg også med planer om at lave en tegnefilm over H.C. Andersens eventyr ”Lille Claus og Store Claus”, og i det øjemed tegnede jeg nogle foreløbige og meget løse udkast til, hvordan eventyrets to hovedfigurer eventuelt skulle se ud. Men heller ikke dette projekt havde udsigt til at kunne realiseres og forblev derfor i lighed med mine andre daværende tegnefilmprojekter kun øvelser, som tjente det formål, at vedligeholde min interesse for og forbindelse med tegnefilmmediet.

Imidlertid måtte jeg end så længe erkende, at det nok havde lange udsigter for mig med at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, som på den tid i hovedsagen faktisk kun bestod af Ring og Rønde, der som underleverandører producerede reklametegnefilm, og Dansk Farve- og Tegnefilms A/S, hvis problematiske forsøg på at stable langtegnefilmprojektet ”Klods-Hans” på benene, til trods for store og omkostningskrævende anstrengelser, desværre mislykkedes. Men som tidligere nævnt, så havde jeg afslået både Børge Hambergs og Johnsens tilbud om at blive animator på ”Klods-Hans”-filmen, og ligeledes Børge Rings tilbud om at blive animator hos Ring og Rønde. Indtil videre fortsatte jeg derfor min egen skæve gang på jorden, foreløbig som tiltagende utilfreds fotografelev hos Rie Nissen. Vil dog skynde mig at tilføje, at min utilfredshed ikke havde noget at gøre med Rie Nissen som læremester og personlighed. Slet ikke, det drejede sig udelukkende om en grøde og gæringsproces i mit eget indre.

Appel til berømt dansk skuespiller

I løbet af  1952 fik jeg kun tegnet de tidligere ovenfor nævnte figurskitser til "Den lille Havfru­e", hvilket bekymrede mig, for jeg ville gerne holde tegneriet ved lige. Men indtil videre måtte jeg nødtvungent lade det hvile. Det var dog konstant i min tanke, at jeg ville forsøge at gøre alvor af planen om at lave en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue", og i den forbindelse havde jeg naturligvis "Fyrtøjet"s producent, direktør Allan Johnsen i tankerne. Men jeg tænkte mig også muligheden af, at den meget berømte og folkekære teater- og filmskuespiller Ib Schønberg måske kunne bidrage til at få projektet op at stå. Han var nemlig alminde­lig kendt for sin store hjælpsomhed, ikke mindst når det gjaldt yngre folk, der gerne ville sætte noget i gang inden for teater og film. Jeg skrev derfor først til Ib Schøn­berg, som boede på Wodroffsvej lige ved siden af Kino-Palæet, og nogle dage efter fik jeg følgende korte, men venlige svar fra ham:

(Brevet er udateret og af konvoluttens poststempel er kun datoen den 21. og årstallet 1952 læseligt)

  "Herr Harry Rasmussen,

                          Ryesgade 56 F.-3.th. - Ø.

  Tak for Deres venlige brev. Deres idé lyder meget interessant og jeg vil anbefale Dem at henvende Dem til en af vore pro­ducenter og få ham interesseret i Sagen. Jeg håber det må lykkes for Dem.

                                Med venlig Hilsen

                                sign. Ib Schønberg  

                                 (Ib Schønberg)."  

Med sådan et brev, hvor venligt det end var formuleret, kunne man jo ikke komme langt. På forhånd havde jeg ikke forventet mig noget fra en mand, som jeg vidste nærmest blev oversvømmet med både fanbreve og tiggerbreve. Derfor blev jeg egentlig ikke skuffet, og desuden var der jo det positive i Schønbergs brev, at han åbenbart fandt ideen med havfruen som tegnefilm god. I modsat fald ville han formentlig have formuleret sig mere forbeholdent. Hans anbefaling fulgte jeg dog alligevel, men herom lidt senere.

Mine fortsatte planer om egen tegnefilmproduktio

Mine tanker kredsede fortsat omkring de ideer, jeg blandt andet havde tilegnet mig under mit studium af yogafilosofien, lige som tanken om at lave en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue" også fortsat spøgte i mine tanker. Og en dag, mere præcist den 1. oktober 1952, satte jeg mig ned og skrev et brev til direktør Allan Johnsen, som jeg ikke havde haft kontakt med siden 1945. Men da jeg ikke opbevarer nogen kopi af mit brev, husker jeg ikke i detaljer, hvad det indeholdt, men af Allan Johnsens svarbrev af 1. november 1952, fremgår det indirekte og delvis, hvad mit brev til ham handlede om. Han skrev følgende:

"Kære Harry Rasmussen!

Tak for Deres venlige Brev, som jeg modtog d.1.10, og som jeg siden da gentagne gange har læst igennem, før jeg sendte Dem mit svar.

Jeg kan erindre, at da vi påbegyndte filmatiseringen af "Klods-Hans" søgte jeg hos Hamberg oplysninger om Deres virken, men fik den opfattelse, at De ikke kunne binde Dem til dette tegne­arbejde, da De havde fået andet engagement. Dette er også i overensstemmelse med de oplysninger De nu fremkommer med, og De blev altså ikke glemt. Det mest naturlige havde dog været, om De i lighed med andre, på daværende tidspunkt havde givet et livstegn fra Dem.

De har ret i Deres betragtninger vedrørende danske tegneres udgangspunkt, de amerikanske tegnefilm, men spørgsmålet er, om tegnefilm kan fremstilles på anden måde. Det har netop været et problem, som har været drøftet både i Frankrig, Rusland, England og Danmark, men ingen steder er man kommet frem til en tegnemetode, som ikke brugtes i U.S.A. Det er som tegnefilms­figurer, for at kunne bevæges over lærredet, skal indeholde visse normer. Husk på soldaten i "Fyrtøjet", med denne figur gjorde man forsøget, og jvf. denne figur med prinsen i "Snehvi­de".

Det må også være indlysende, at jo nærmere figuren nærmer sig det naturalistiske, desto mindre er der brug for tegnefilm. For få uger siden var jeg i Berlin, idet man her ønskede at pro­ducere en helaftens-børnefilm over et kendt emne, og gik her ind for spillefilm med levende personer. Overalt i verden viser tegnefilm en nedgang, ikke engang amerikanske tegnefilm har kunnet trække fuldt hus i Paris, men så meget mere grund er der til at tænke på, om der består den mulighed, at forny tegne­filmsstregen, og det er jo det som er hovedpunktet i Deres brev.

Den gang Walt Disney skabte "Snehvide" var det en sensation, og jeg tror ikke, at han har overgået sig selv siden, det var hans specielle stil, der fik publikum til at fylde biograferne, og hvis De mener, at De har en idé, en ny streg, som afviger fra det kendte, mener jeg ikke, at tegnefilmen ikke atter kunne få en renæssance, og der kunne sikkert også skaffes fornøden kapital til en sådan produktion.

Alt dette er dog betinget af, at De foreviser en prøve på det nye, som jeg jo ikke har nogen mulighed for at bedømme, før jeg har set det. Der er andre faktorer der spiller ind, end de her nævnte. F.eks. spilletiden. En film må ikke være under 100 minutter, den skal optages i farver, og emnet skal være fængs­lende, dialogerne fa af hensyn til synkronisation, og sidst men ikke mindst skal der af hensyn til de mindre børn undgås enhver form for blodsudgydelser og voldsomme optrin.

Jeg ville foreslå Dem, at De en dag, helst en lørdag efter­middag, kom op og talte med mig, idet jeg er ganske klar over, at vi kunne skrive digre værker til hinanden, før vi ad denne vej kunne komme frem til et resultat.

                                      Med venlig hilsen

                                     sign. Allan Johnsen"  

I sit brev opfordrede Allan Johnsen mig til at ringe og aftale en tid, så jeg kunne komme ind og snakke med ham på hans kontor. Det gjorde jeg, dog først efter at have sendt ham et svarbrev af 3. november 1952, og kort efter sad jeg en dag over for ham foran hans skrive­bord, som var det samme, som det han havde, da jeg arbejdede for ham i 1943-45. Det skete en lørdag efter arbejdstid, sådan som Johnsen selv havde foreslået, men præcis hvilken dato erindrer jeg ikke længere, men formentlig omkring en fjorten dages tid senere. Han var yderst venlig og imødekommen­de, og efter nogle indledende spørgsmål om, hvad jeg eller havde bedrevet i de mellemliggende år, fortalte han mig lidt om sig selv og sin egen karriere. På mit i og for sig dristige spørgsmål om, hvordan det forholdt sig med, at han midt under besættelsen havde turdet ringe direkte op til den højere Pancke, og bede denne om at frigive de tre-fire tegnere, som Gestapo havde taget i forvaring, svarede han noget i denne retning: "De må forstå, at jeg under besættelsen befandt mig i en dobbeltsitua­tion. På den ene side skulle jeg sørge for at holde gode miner til slet spil over for de tyske myndigheder, først og fremmest for at sikre produktionen af "Fyrtøjet", som jo betød arbejde for mange mennesker. Tyskerne kunne bremse eller stoppe pro­duktionen ved at nægte os råfilm eller adgang til fremkaldelse og kopiering på UFA's laboratorier i Berlin.

For det andet skulle jeg forhindre, at tyske myndigheder fik mistanke til, at jeg, der som officer i den danske hær, under alle omstændigheder var forpligtet til at yde modstand mod besættelsesmagten. Men modstand gjorde jeg på flere måder. Dels som leder af Gentofte-gruppen, som var en sabotagegruppe bestående af militær- og politifolk, der var gået under jorden, og dels følte jeg mig forpligtet til at hjælpe nogle af disse folk og deres familier, som jo skulle have noget at leve af. Som De sikkert husker, så blev der kort efter den 19. september 1944, da politiet blev interneret af tyskerne, ansat flere ikke helt unge mænd på tegnestuen i nr. 28. Det var politibetjente, som på en eller anden måde var undsluppet tyskerne, og den ene havde haft en fortid i reklamebranchen og en anden havde en smule tegneta­lent, så de kunne bruges som mellemtegnere, mens de andre kunne bruges på forskellige andre områder af produktionen. N. O. ­Jensen, der dog var militærmand, blev som bekendt assistent for fotograf Holdt."

Tegnefilmprojektet ”Klods-Hans”

Derefter talte Johnsen og jeg om den mislykkede produktion af langtegne­filmen "Klods-Hans", som af mangel på finansierings­muligheder havde måttet opgives omkring 1950. Forsøget på at få produktio­nen i gang, varede i to år, og herunder havde man bl.a. lavet en 10 minutters såkaldt "pilot-film" for projektet, hvilket jeg alt sammen har omtalt detaljeret på websitet www.tegnefilmhistorie.dk. Men om "Klods-Hans"-filmen for­talte Johnsen mig noget, som jeg ikke tidligere havde vidst: "Det var uhyre vanskeligt at skaffe finansiering af filmen, som vi også prøvede at søge om støtte til hos Mini­steriernes Film Udvalg (MFU), men det mislykkedes. Forinden havde vi haft forhandlinger med Nordisk Film, men her søgte man at overtage produktionen, og det ville jeg ikke gå med til. Under for­handlingerne med Brøndum og Sevel kom det frem, at Bjørn Frank Jensen og Børge Ring i virkeligheden stod bag, og at det var dem, der ville lave filmen. De havde håbet på at kunne engagere amerikaneren David Hand som instruktør, og flere af de tegnere, der var med på "Fyrtøjet", skulle igen være hovedtegnere, så "Klods-Hans" kunne gennemføres. Men takket være den altid loyale og trofaste Børge Hamberg og folk som Simon og Chris, blev det muligt for mig selv at prøve på at få en produktion stablet på benene.

Det lykkedes mig at skaffe kapital fra MFU til produktion af pilot-filmen, men da vi efter cirka et halvt års arbejde kunne præsentere den for et kulturudvalg under MFU, indstillede man, at der ikke burde gives stats­støtte til produktio­nen. Begrun­delsen var, at man fandt pilot-filmen atypisk for filmens handling, og des­uden, at animationen var stiv og stillestående. Efter flere forgæves forsøg på alligevel at få sat pro­duktio­nen i gang, måtte jeg meget mod min vilje til sidst give op og skrinlægge projektet." 

Direktør Allan Johnsen (1908-1983). – Foto: © ca. 1952 Ukendt kilde.

Derefter talte Johnsen og jeg om tegnefilmens situation i al almindelighed, som han forresten mente, var ret så alvorlig og kriseagtig. Der skulle efter hans opfattelse forskellige former for fornyelse til, for at tegnefilmproduktion kunne blive en rentabel virksomhed. Blandt andet mente han, at tegne- og animeringsstilen skulle forenkles kraftigt, så at en film ville kunne produceres på kortere tid, end de omkring godt og vel to år, som det i reglen tog at lave en traditionel tegnefilm. Heri kunne Johnsen for så vidt have ret, hvilket 1950'-70'ernes inter­nationale tegnefilmproduktion kan ses som bevis på. Men denne kendte jo hverken han eller jeg noget til i 1952. Det var især det amerikanske selskab United Productions of Amerca (UPA), der i en del år efter krigen og helt op i 1960’erne kom til at stå for den mest markante produktion af moderne underholdningstegnefilm.

Men jeg havde jo i nok så høj grad opsøgt Johnsen, for at drøfte mulig­hederne for en produktion af langtegnefilmen "Den lille Hav­frue". Til min store overraskelse gav han udtryk for, at han ville være inter­esseret i at starte en sådan produktion op, dog under den forudsætning, at jeg kunne få Børge Hamberg, Simon, Chris og flere andre animatorer, men ikke Bjørn Frank og Børge Ring, til at give tilsagn om at ville være med, hvis det lykkedes at få filmen finansieret. I min store begejstring og naivitet gav jeg udtryk for, at det nok kunne lade sig gøre at få i al fald Børge Hamberg og måske også nogle af de andre nævnte og flere andre med. Johnsen smilede, måske over min entusiasme eller over den naive tiltro til mine tidligere kolleger, og måske anede han, at det næppe ville være muligt at komme i gang med produktionen af endnu en lang dansk tegnefilm. Desuden var konkurrencen fra især Disney blevet større efter besættelsens ophør, både hvad angår omkostninger, kvalitet og distribution. Kursen på dollars var betydelig større end tilfældet var med den danske krone.

Skuffede forhåbninger

Ved flere tidligere lejligheder havde jeg omtalt Havfrue-projektet for Børge Hamberg, og han lod til at være inter­esseret i at være med, hvis produktionen ellers kunne komme i gang. Men da han hørte, at Johnsen nu var blevet involveret i sagen, sagde han fra, med den begrundelse, at han ikke havde lyst til endnu engang at gå holmgang med Johnsen og dennes lunefulde og iltre tem­perament. Desuden mente han i lighed med det tidligere nævnte kulturudvalg helt generelt og principielt, at Johnsen ikke var den rette mand til at lede et tegnefilmpro­jekt.

Naturligvis kendte jeg godt nok Johnsens svagheder, som jeg havde haft lejlighed til at iagttage i løbet af de to år, jeg havde arbejdet for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Men rent personligt havde jeg ikke noget udestående med ham, tværtimod havde han altid behandlet mig med noget, der lignede faderlig stolt­hed og respekt. Jeg var jo kun lige fyldt 14 år, da jeg blev ansat i hans firma, og i løbet af de to år, jeg arbejdede der, viste jeg så stort talent for at tegne og animere, at jeg i en alder af 15 år avancerede til key animator, endda på centrale figurer som heksen, kragen og den mindste af de tre hunde. Men dengang kaldte man ikke en, der tegnede en eller eventuelt flere figurers hoved- eller grundbevægelser for key animator, men derimod for nøgletegner, mens selve professionen blev betegnet som enten ”filmtegner” eller med et lidt mere omstændeligt og sprogligt mærkværdigt udtryk, nemlig ”tegnefilmstegner”.  På det internationale tegnefilmsprog hedder det som formentlig bekendt animation og animator.

Men da Børge Hamberg - til min store skuffelse - sagde nej til mit tilbud, indså jeg, at det ville være omsonst at prøve på at få de andre animatorer med på galejen, og Bjørn Frank og Børge Ring var jo på forhånd udelukket, fordi Johnsen under ingen omstændigheder ville samarbejde med dem. Desuden havde Bjørn og Børge næppe megen tiltro til mig og mine evner dengang, og forståeligt nok ville de helt sikkert have betinget sig selv at stå som ansvarlige for den kunstneriske side af produktionen. Det var derfor med tungt hjerte, at jeg en uges tid senere ringede til Johnsen og meddelte ham, at Børge Hamberg desværre ikke kunne give noget tilsagn på forhånd, og da det ikke var tilfældet, så jeg ingen grund til at kontakte nogen af de andre. Johnsen var over­ordentlig venlig, trøstede mig og sagde: "Det var faktisk, hvad jeg havde ventet! Men opgiv ikke Deres forehavende af den grund! Se tiden an og vent på, at der byder sig en eller anden mulig­hed, så De en dag kan vende tilbage til tegnefilmbranchen, hvor De hører hjemme!"

"Tak, skal De have!" svarede jeg i en sindsstemning blandet af mismod og optimisme, og tilføjede: "Det vil jeg gøre! Endnu engang tak, fordi De gad høre på mig, direktør Johnsen, og lev vel!" Han svarede: "Tak også til Dem, Harry Rasmussen, fordi De viste mig den tillid at opsøge mig og delagtiggøre mig i Deres tanker! Og lev også selv vel!" - Dette var de sidste ord, jeg hørte af Allan Johnsens mund, og jeg fik ikke senere lejlighed til at træffe ham. Han fortsatte sin virksomhed som fabrikant og grosserer i tekstilvarer, men skiftede senere forretnings­adresse til Studiestræde, hvor han havde kontor i samme ejendom som restau­rant "Gold Digger", et betydeligt ydmygere sted, end den moderne funkisbygning i Frederiksberggade 10.

Skift til nyt arbejde

Som dagene gik, fandt jeg efterhånden ud af, at arbejdet på bølge­papfabrikken var for ensformigt, fysisk krævende og for lidt udfordrende for sådan en som mig, så efter en måneds tid begyndte jeg på ny at kigge i Berlingeren efter et andet arbej­de, der for­håbentlig ville være bedre egnet for mig. En dag, da jeg først skulle møde på arbejde om eftermiddagen, så jeg da også en annonce, hvori man tilbød en stilling som lager­medhjælper hos sko­tøjs­fabrikken Brd. Damm på Renteme­ster­vej. Her blev bl.a. de meget oprekla­merede ADI-SKO fabrikeret.

Samme dags formiddag henvendte jeg mig på skotøjsfabrikkens kontor, hvor jeg blev vist ind på juniordirektør Henry Damms kontor. Efter cirka en halv times samtale, hvorunder han især spurgte om, hvad jeg havde lavet tidligere, og hvortil jeg i overensstemmelse med sandheden svarede, at omstændighederne havde ført mig ud i den situation, hvori jeg nu befandt mig, mente han ikke, at den stilling hans firma kunne tilbyde, ville være noget for mig. Men, tillagde han, måske kunne hans firma lejlighedsvis tilbyde mig nogle tegneopgaver i stedet for, hvilket jeg dog på forhånd vidste ikke ville kunne erstatte den nødvendige ind­tægt, jeg allerede havde. Imid­lertid fattede jeg så megen sympati for manden, at jeg tillod mig at bede ham om at give mig stillingen, idet jeg pointerede, at han så tilmed også fik en tegner i huset. Denne bemærkning fik ham til at smile, og efter at han havde konfereret med de to senior­direk­tører, Brd. Damm, fik jeg stillingen, som jeg kunne påbegynde ugen efter. Det skyldtes, at der var en uges op­sigelse på bølgepap­fabrikken, men det var en stor lettelse for mig, at kunne sige farvel til et arbejde og et fabriksmiljø, som jeg - uden at ville være morsom - bestemt ikke følte mig på bølge­længde med.

Den mandag morgen kom, hvor jeg mødte op ude hos Brd. Damm, for at påbegynde arbejdet som lagermedhjælper der. Det viste sig, at jeg fortrinsvis skulle arbejde på skolageret, der lå i en bygning for sig inde over gården bag selve fabrikken, der lå ud mod og langs med Rentemestervej. Foruden mig arbejdede der en anden og noget ældre mand på lageret, og han oppebar titel af lagerfor­valter. Han var en lidt mager, benet, mavesur og humørforladt mand, hvis største fornøjelse blev, at genere og kritisere mig mest muligt.

Der gik da heller ikke mange dage, før han antydede - formentlig med rette - at jeg ikke var tilstrækkeligt engageret i mit arbejde og desuden efter hans mening heller ikke egnede mig til det. Mit daglige arbejde bestod i at stable æskerne med skotøj op på lagerets hylder, som gik helt op under loftet, så der måtte bruges høje stiger for at komme op og ned derfra. Dernæst bestod arbejdet i, at konferere med de ordresedler, som lager­forval­teren daglig overrakte mig, og hente de skoæsker frem og eventu­elt ned fra hylderne, som de pågældende ordrer fra byens og landets skotøjshand­lere lød på.

Det hændte ind imellem, at jeg havde et ærinde oppe på skotøjsfabrikken på første sal i hovedbygningen, hvor også kontorerne var beliggende, og her løb jeg i reglen på direktør Henry Damm, som spurgte mig, hvordan det gik med mit arbejde på lageret. Jeg svarede, som sandt var, at det formentlig gik nogenlunde, men at han havde haft ret i, at det nok ikke lige var et ønskejob for mig. "Det tænkte jeg nok!" sagde han og tilføjede: "Jeg har for resten en tegneopgave til Dem! Vi står nemlig over for at skulle lancere et nyt børneprodukt, som vi kalder for "ADI-kamikker". Vi skal derfor have tegnet et omslag til de æsker, som kamikkerne skal sælges i. Er det en opgave for Dem?"

"Jo tak!" svarede jeg lidt tøvende, "jeg vil gerne forsøge at lave et udkast, som vi så kan diskutere og eventuelt rette på efter behov og behag!" "Det ville være mægtig fint!" sagde han. "Hvornår regner De med at kunne have udkastet klar?" "Åh, jeg skal vel i det mindste bruge en lille uges tid til at pejle mig frem til et brugbart resultat!" svarede jeg. "Det er i orden! Lad os da tales ved om en uge!" sagde han afslutningsvis.

Fra det øjeblik ophørte mine tanker ikke med at beskæftige sig med projektet, til stor og tydelig ærgrelse for lagerforval­teren, men han kunne ikke så godt sige noget, for juniordirek­tøren havde givet ham besked på, at det ville være i orden, hvis jeg brugte noget af arbejdstiden, når der ikke var travlt, til at tænke over og eventuelt skitsere på det eller de udkast til skoæskeomslaget, som jeg havde fået til opgave at tegne.

En kamik er som formentlig bekendt en eskimoisk eller grøn­landsk støvle med kort skaft, og den fandtes både som drenge- og pigestøvle. Hvad ville derfor være mere nærliggende, end at tegne en kæde af eskimoisk klædte drenge og piger, der med hinanden i hænderne og på en baggrund af isbjerge spadserede hele vejen rundt på siderne af skotøj­sæsken. Mit forslag og udkast vakte begejstring hos fabrikkens direktører, og ikke mindst hos juniordirektøren, som straks bad mig rentegne udkastet, så det snarest kunne blive sendt til den bogtrykker, der skulle trykke det store oplag af æskeomslag.

Så mange år efter, som der nu er gået, husker jeg ikke længere størrelsen af det honorar, jeg fik for tegningen, men derimod har jeg ikke glemt, at man nogen tid efter kunne gå ind i omtrent en hvilken som helst skobutik i København, der handlede med børnefodtøj, og se de mange festlige æsker med ADI-kamikker, der stod på for­retningens hylder og som for resten også var udstillet i dennes vindu­e eller vinduer. Det var et stort cadou til mit skoæskeomslag!

Herover ses den eneste eksisterende storyboard-tegning fra den reklametegnefilm for ADI Sko, som jeg, Harry Rasmussen, planlagde i 1953. Resten af tegningerne brændte desværre sammen med en lang række andre af mine tegninger under en pyromanbrand i 1953. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

Medens jeg arbejdede på lageret hos Brd. Damm, foreslog jeg en dag juniordirektør Henry Damm, at fabrikken burde lave en ­reklametegnefilm for ADI-børnesko. Han var sådan set med på ideen, men sagde, at denne i så fald skulle produceres hos firmaets reklamebureau, nemlig Wahl Asmussens Reklamebureau. Det ville imidlertid betyde, at dette bureau også fik et ord at skulle have sagt i sagen, hvilket jeg ikke umiddelbart var begejstret for. Jeg kendte kun alt for godt reklamebureauernes forhåndsindstilling til reklametegnefilm, som de almindeligvis fandt for bekostelige og for lidt effektive i reklameøjemed. Begrebet tegnefilm forbandt man dengang almindeligvis med morsomme eller i hvert fald forsøgsvis morsomme sight gags, og det var ikke "in" på bjerget, at reklametegnefilm også skulle være til at grine af. Derfor gjorde jeg mig ikke særlig store forhåbninger, da jeg på opfordring af Henry Damm en dag ringede til Tove Hebo, under hvem bureauets reklamefilm­afdeling sor­terede, for at aftale en tid, hvor jeg kunne komme ind og præsentere det forslag til en reklametegnefilm for ADI-babysko, som jeg i mellemtiden havde udarbejdet.

Mit forslag eller synopsis gik ud på, at filmen skulle være formet som et lille eventyr om, hvordan storken henter de små børn i mosen og bringer dem til deres forældre inde i byen. Det overrasker slet ikke disse, at det er stork langeben med de røde hoser, der kommer med de kære små, og heller ikke, at samme stork anbe­faler de bløde, lækre babysko fra ADI som barnets første par sko.

Imidlertid ville fru Hebo formentlig ikke skuffe mig alt for meget, så derfor sagde hun, at min idé og oplægget og tegningerne til filmen i princippet var i orden, men at den nok bare ville blive for dyr at producere. ”Bliv nu ikke alt for skuffet, hvis det ikke bli’r til noget med filmen!” tilføjede hun trøstende, og fortsatte: ”Jeg vil nu finde ud af, hvordan Brd. Damm stiller sig til sagen. Det skal jeg bruge nogle dage til, så ring til mig om en uge og hør resultatet.” Det var med noget blandede følelser, at jeg forlod hendes kontor og gik hen til Nørreport, hvorfra jeg tog sporvognen hjem.

Ugen efter ringede jeg til fru Hebo, som med stor beklagelse fortalte at Brd. Damm ikke ønskede at investere så stor en sum penge, som det ville koste at lave og distribuere  en film af denne type. Der blev altså ikke for mit vedkommende noget ud af nogen reklametegnefilm for Brd. Damm, men sagen fik allige­vel et slags efterspil året efter, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

Den dag i dag opbevarer jeg endnu en enkelt tegning af dem, jeg i sin tid lavede i forbindelse med min synopsis. Det er filmens slutscene, der forestiller et par ADI-babysko, som storken holder frem i nærbille­de. Skitsen ses ovenfor. Men der kunne sikkert være kommet en udmærket lille reklametegnefilm ud af mit projekt, men tiden var dengang ikke til reklametegnefilm af denne type. Film- og reklamebranchen var nemlig gået over til fortrinsvis at producere de såkaldte filmletter af 15, 20 eller max 30 sekunders spillelængde.

”Havfrue-projektet” spøgte stadigvæk …

Det var også medens jeg arbejdede hos Brd. Damm, at jeg atter genoptog tanken om at lave en langtegnefilm over H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue". Jeg syslede længe med ideen og tegnede også et par enkelte figurudkast, bl.a. til hovedperso­nen, og desuden en såkaldt scribble-board, som i mere eller mindre løse skitser viser handlingsforløbet scene for scene i en film, men længere kom jeg ikke med projektet på det tidspunkt.

Herunder ses nogle eksempler på billeder til Havfrue-projektet, som i første omgang blev tegnet i form af skitsemæssige figurudkast og forsøgsvise layouts, men alt sammen kun ment som foreløbige ’suggestions’. Her bringes et lidt tilfældigt udvalg af nogle af de nævnte skitser til filmen:

Herover ses til venstre et figurudkast til prinsens far, den noget iltre konge, som ikke ønsker at se sin søn, prinsen, gift med nabokongens datter. Det er hendes far, der ses til højre. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen. 

På disse to figurskitser ses til venstre udkast til Havheksen, og til højre Narren, som dog ikke forekommer i Andersens eventyr ”Den lille Havfrue”, men som i den påtænkte film skulle være prinsens muntre og gavtyveagtige følgesvend. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

To råskitser, der skal antyde det undervandsmiljø, filmen delvis foregår i. Det er silhuetten af Havkongens slot, der ses i baggrunden.

– Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

På skitsen til venstre ses et close-up af Havheksen med den ækle skrubtudse på sin ene skulder. Til højre ses en lille fisk, som titter frem bag en statue af prinsen, som under hans skibs forlis er havnet nede på havbunden, hvor den bliver et stadigt minde om ham for den lille Havfrue. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen. 

På dette billede er den lille Havfrue dukket op over vandet for allerførste gang i sit liv. Det sker hen under aften, for at hun ikke skal risikere at blive opdaget af uvedkommende. Ovenover hende hvælver aftenhimlen sig, og her hun kigger op imod en enlig og særlig klar stjerne, som synes at blinke specielt til hende.

– Tegning: © 1952 Harry Rasmussen. 

Herover ses en serie råskitser, i fagsproget kaldt ”thumbnail sketches”, som skal forestille den lille Havfrue, dog uden at der er tilstræbt at disse skal ligne figuren præcist. Idet hun er dukket op over havets overflade, kigger hun sig undrende omkring og ser bl.a. den blinkende stjerne oppe på himlen. Derefter får hun øje på prinsens oplyste skib, hvorfra der lyder sang og musik (tegningerne til venstre). På tegningerne i midten reagerer hun forskrækket på fyrværkeriet fra prinsens skib, og på tegningerne til højre anticiperer hun at dykke ned under havoverfladen, for at komme i sikkerhed. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

Fyret – igen igen!

Omkring juli 1953 blev jeg fyret hos Brd. Damm, der som grund angav, at firmaets salg var for nedadgående, og at der derfor ikke længere var brug for min assistan­ce på lageret. Jeg havde for resten lagerforvalteren mistænkt for at have en finger med i spillet omkring min fyring, for han kunne bestemt ikke lide mig. Henry Damm, som jeg hele tiden havde haft et ret godt forhold til, havde i den sidste tid holdt sig reserveret i baggrunden og henvendte sig faktisk aldrig mere direkte til mig. Det kunne jeg på det tidspunkt ikke rigtig forstå, men sådan forekommer der så meget uforståeligt mellem folk.

For at supplere mine indtægter, blev jeg, som den teaterinteresserede jeg var, i sæsonen 1952-53 statist (som gønge) i forestillingen "Gøngehøv­dingen" på Nørrebros Teater. Det velkendte stykke var iscenesat af en ung og endnu ukendt Palle Kjærulff-Schmidt, mens titelrollen blev spillet af Carl Ottosen, og i rollen som Ib så man Børge Møller-Grimstrup, mens Anne Grethe Hilding gav den som drengen Palle.

I 1952 omgikkes jeg endnu engang også med planer om at vende tilbage til tegnefilm­branchen, eventuelt som selvstændig, og jeg søgte derfor at få Børge Hamberg som partner på nogle reklame­tegnefilmprojekter og på lang­tegne­filmprojektet "Den lille Havfrue". Børge Hamberg var sådan set også interesseret i planerne, hvis blot projekterne ellers kunne realiseres. Det kunne de desvær­re ikke, så der blev ikke noget ud af et samarbejde på det tidspunkt. 

Der var ellers et par gode ideer imellem, som kunne være blevet til fortrinlige reklametegnefilm. Den ene var for det velkendte svenske produkt ”Samarin” og det andet for det endnu bedre kendte ”OTA Solgryn”. Det viste sig, at Samarin på det tidspunkt fik lavet sine reklamefilm hos Puck Film AB i Stockholm. Firmaet var ejet af ejeren af Samarin, nemlig Sture Cederoth, og de ansatte, der lavede tegnefilmene var danskerne Kjeld Simonsen, Kai Pindal og Ib Steinaa. De reklamefilm, der blev lavet for OTA Solgryn sorterede under Gutenberghus Reklamefilm, og her ville man åbenbart ikke promovere ideer udefra. 

Figurforslag til den lille djævlefigur, kaldet ”Fristeren”, som sammen med en engleagtig  figur, kaldet ”Forløseren”, indgik i den planlagte reklametegnefilm for ”Samarin”. Figuren viser den mere stramme og lidt ’kantede’ stil, som Harry Rasmussen på den tid var begyndt at anvende til tegnefilm. – Tegning: ©  1952 Harry Rasmussen.

Ideen til reklametegnefilm-forslaget til “Samarin” var min egen, men egentlig ikke særlig original, for den var inspireret af Anders And-filmen ”Donalds better Self”  fra 1938. Heri fristes Donald, som er på vej til skole, af en miniature-Donald med djævleagtigt udseende, til at forsømme sin skolegang. Men hans ’bedre selv’ i skikkelse af en miniature-Donald med engleagtigt udseende, forsøger uophørligt at lede ham på rette vej, hvilket mislykkes i det meste af filmen. Til allersidst lykkes det dog.

Forslaget til Samarin-filmen handlede om en pænt klædt mand, der sidder ved et veldækket bord og spiser. Men han har dårligt nok fået sat den ene ret til livs, før end den lille ”Frister” kommer spadserende hen ad bordet med den næste lækre og fristende ret. Manden griber begærligt ud efter fadet, men i det samme hører han en stemme, der siger ”Stop!” Manden kigger ned mod bordet og ser ”Forløseren” stå tæt foran sig og pege på sin egen mave: ”Tænk på maven!” Lynsnart har ”Fristeren” taget en kande, som han vender bunden i vejret på og sætter over ”Forløseren”, som derved bliver skjult og gjort tavs.

”Fristeren” bærer nu en ny ret frem på bordet, og manden lader sig endnu engang friste af den lækre mad. Endnu engang kommer ”forløseren” frem, men når kun at sige: ”Tænk på …”, da ”Fristeren” lynsnart sætter et fyldt vinglas ned over hovedet på ham, så lyden af ordet ”maven” drukner.

Samme situation gentager sig i princippet endnu et par gange, hvor ”Forløseren” henholdsvis får et kyllingelår i munden og i næste situation bliver slået oven i hovedet med en stor ske, så at han i begge tilfælde bliver bragt til midlertidig tavshed. ”Fristeren” tror sig at have vundet, idet manden til sidst synker overmæt og udmattet sammen over bordet, mens ”Fristeren” nærmest er ved at flække af grin over sin tilsyneladende vellykkede gerning.

Dog, ”Forløseren” er ikke sådan at bringe til tavshed, men kalder igen på manden, som ser, at hans ’bedre selv’ står ved siden af et glas med en vandklar, brusende væske. ”Drik det!” kommanderer ”Forløseren”. Manden griber glasset og drikker, først lidt tøvende, men derefter tømmer han det hurtigt, hvorefter han udbryder; ”Ah, hvor det smagte! – Og så hjælper det! Hva’ er det?”

Idet ”Forløseren”  pegende går hen mod en pakke, på hvilken der står SAMARIN, siger han: ”Det er Samarin!”  Slutbilledet viser den lettede og glade mand, som siger: ”SAMARIN! Det må jeg huske!” 

Forslaget til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN handlede om en cirka 7-årig og lidt splejset dreng, som er forelsket i en omtrent jævnaldrende pige. Men som så ofte i det virkelige liv er der også en rival, nemlig den store og stærke dreng, som også gerne vil have pigen og som i modsætning til den anden dreng tør gøre kur til den udkårne.

Rivaliseringen mellem de to drenge om pigens gunst går den splejsede dreng så meget på, at han har mareridt om det om natten. I sine drømme oplever han, hvordan han den ene gang efter den anden kommer til kort overfor den store, stærke dreng, når han vil foretage sig noget, som han mener vil kunne imponere pigen. 

Drengens mareridt bliver til sidst så slemme, at han vågner ved det og føler at maven er tom. Han skynder sig derfor ud i køkkenet, hvor han tilbereder sig en portion rå havregryn med mælk på, og spiser den hastigt, hvorpå han skynder sig ind i sengen igen, hvor han straks falder i søvn. Nu gentager de samme drømme sig som før, men med en helt anden og for den splejsede dreng heldigere udgang. Nu er han blevet den stærke og energiske, og det ender selvfølgelig med, at det er ham, pigen foretrækker.

Herover ses to design- og figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som jeg havde planer om at lave i 1952, da jeg gerne ville vende tilbage til tegnefilmbranchen. Som det fremgår af  udkastenes tegnestil, havde jeg allerede på det tidspunkt lagt min tidligere tegnefilmstil fra mig og var blevet mere moderne og up to date. – Tegninger: ©  1953 Harry Rasmussen.

Men som sagt lykkedes det ikke i denne omgang for mig at vende tilbage til professionelt tegnefilmarbejde, simpelthen fordi der på det tidspunkt kun fandtes et eneste firma og sted herhjemme, hvor man decideret producerede tegnefilm, nemlig hos Ring og Rønde.

Imidlertid var jeg ikke til sinds at give op, og derfor fortsatte jeg med i min fritid at udklække planer til især reklametegnefilm. Det sidstnævnte, fordi jeg vidste, at det var den eneste måde, på hvilken det i givet fald kunne lade sig gøre at få finansieret en tegnefilmproduktion.

Det var alt sammen på den tid, at jeg håbefulde yngling undfangede ideen til en langtegnefilm, baseret på et af H.C. Andersens dejligste eventyr, "Den lille Havfrue", og at jeg derfor straks gik i gang med at tilpasse eventyret til tegnefilmmediet. Som noget af det første, lavede jeg et foreløbigt synopsis, tegnede storyboard til filmens første sekvenser og desuden nogle forskellige figur- og baggrundsudkast.

Her ses til venstre det første udkast til hovedpersonen i den  planlagte langtegnefilm, ”Den lille Havfrue”, efter H.C.Andersens eventyr af samme navn. Figuren blev dog ændret i den senere version, som Harry Rasmussen arbejdede på i 1986. – Til højre det allerførste farveudkast til  hovedpersonen Den lille Havfrue. – Tegninger: ©  1952 Harry Rasmussen.

I min fritid beskæftigede jeg mig relativt længe med projektet om “Den lille Havfrue” som langtegnefilm. Jeg skrev et synopsis, der var baseret på Andersens berømte eventyr af samme navn, tegnede figurudkast og påbegyndte en scribble-board, for at få god styr på handlingsgangens filmiske udformning.  Jeg havde taget ved lære af erfaringen, for en scribble- eller story-board var, hvad der i høj grad savnedes under produktionen af ”Fyrtøjet”.

Efter modtagelsen af det tidligere ovenfor gengivne brev fra Johnsen og samtalen med denne, forsøgte jeg at stramme op på min ’romantiske’ hovedfigur til ”Den lille Havfrue”. Samtidig vovede jeg  at give et foreløbigt bud på, hvordan eventyrets prins eventuelt kunne se ud. For ikke at gøre hverken havfruen eller prinsen for naturalistiske, sådan som tilfældet var i Disneys ”Snehvide” (1937) og ”Askepot” (1950), valgte jeg en lettere form for karikatur, især af prinsen.

Udkast til, hvordan jeg  på det her nævnte tidspunkt mente, at de to hovedfigurer i tegnefilmen ”Den lille Havfrue” eventuelt kunne se ud.

– Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

Som nævnt viste det sig, at Allan Johnsens skepsis og forbehold overfor projektet var berettiget, idet kun Børge Hamberg gav tilsagn om at ville være med, og det var ikke nok til, at Johnsen kunne sætte sig i sving for at få finansieret ”Den lille Havfrue”-projektet. Forudsætningen måtte jo først og fremmest være, at det ville kunne lade sig gøre at gennemføre projektet i praksis og indenfor et acceptabelt tidsrum. 

Det brev, som jeg i første omgang tilsendte Allan Johnsen, findes ikke i kopi, og originalen synes gået tabt. Derimod er et brev fra Allan Johnsen til mig stadig bevaret og findes som bilag til afhandlingen om Dansk Tegnefilms Historie. I mit brev kom jeg ind på dansk tegnefilms øjeblikkelige situation, idet jeg mente at de danske animatorer generelt hængte fast i Disney-traditionen, men at der nu så ud til at ville ske ændringer både hvad angik stil, form og indhold især i amerikanske tegnefilm, specifikt i tegnefilm fra UPA, en forkortelse for United Productions of America. (De østeuropæiske tegnefilm var endnu ikke blevet produceret eller vist i Danmark). Dette stilskifte havde til en vis grad også øvet indflydelse på Disney-studiernes nyere tegnefilm og var derfor sikkert kommet for at blive, i hvert fald indtil videre. Og hvad angik specielt mit eget projekt om ”Den lille Havfrue” mente jeg selv, at mit figur- og baggrundsdesign skulle hente inspiration fra den nye stil, ikke mindst for hovedfigurernes vedkommende, således at man så vidt muligt kunne undgå den semi-naturalistiske stil, som bl.a. Snehvide og Prinsen i Snehvide-filmen var tegnet i, og som krævede udstrakt brug af rotoskopi. 

Som omtalt, var det korte af det lange, at primært fordi det var vanskeligt eller nærmest umuligt at skaffe det fornødne personale, blev der ikke noget ud af ”Havfrue”-projektet i denne omgang, og da der heller ikke var andet tegnefilmarbejde at få på det tidspunkt, måtte jeg se mig om efter andet arbejde. Det blev til et job som lagerassistent i et el-firma, og senere som lagerarbejder på Dansk Bølgepap Industri, og endnu senere som lagerarbejder på Brd. Damms Skotøjsfabrik. Ingen af disse jobs var dog langvarige, men ved skæbnens gunst blev jeg ansat i sort-hvid fremkalder­afdelingen hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Det var i begyndelsen af 1953, og her arbejdede jeg til hen i juli 1955.

Sort-hvid fremkalderafdelingen hos A/S Nordisk Films Teknik i Københavns Frihavn i 1955.

Fra venstre ses Tage Nielsen, Kjeld Tørnquist og mig, Harry Rasmussen. (Privatfoto.)

En dag i 1954, da jeg var ved at fremkalde kundernes sort-hvide arbejdskopier, og herunder jævnligt kiggede i fremkaldermaskinens kontroløje, så jeg til min store overraskelse en reklametegnefilm for ADI Sko. Firmaet havde ikke tidligere fået lavet reklametegnefilm, så da jeg fik opsporet, at filmen var lavet hos Bent Barfod, som jeg ikke kendte på det tidspunkt, ringede jeg og fik en aftale om et møde med denne. Under mødet, som fandt sted på Barfods tegnestue i Dronningegården, fortalte jeg at jeg året før havde opfordret og givet Henry Damm ideen til at reklamere via tegnefilm, og at det undrede ham, at man var gået udenom mig. Barfod forklarede på sin side, at han havde fået ordren på filmen gennem Wahl Asmussens Reklamebureau, som i øvrigt stod for Brd. Damms annoncer og reklamer. Mit nye bekendtskab med Barfod førte et par år senere, mere præcist i juni 1957, til, at jeg blev ansat som animator hos Bent Barfod Film.

På den tid, omkring 1953-54, fik jeg en lidt speciel opgave, for hvilken jeg i øvrigt ikke fik credit for mit arbejde. Det drejede sig om en tegneserie, ”Lille sorte Sambo”, som havde løbet i Søndags BT i nogen tid. Den blev tegnet af en ganske ung tegner, som sammen med sin kæreste havde været ude for et motorcykeluheld, hvorunder hun ulykkeligvis blev dræbt. Det tog så hårdt på den unge fyr, at han midlertidigt ikke så sig i stand til at fortsætte serien. Den unge mands far havde hørt, at jeg muligvis kunne og ville hjælpe og påtage mig at tegne serien indtil videre. Opgaven var for så vidt spændende nok, idet der var frit slag både for ideer og handlingen i serien, og jeg påtog mig derfor at fortsætte og tegne serien indtil dens ophavsmand var blevet klar igen. Det blev til omkring 8-10 helsider med serien for mit  vedkommende.

I løbet af 1954 genoptog jeg endnu engang mine planer om langtegnefilmen ”Den lille Havfrue” og forsøgte sammen med min daværende ven og ’manager’, Eigil Hall, at skabe interesse omkring filmens produktion. Det viste sig dog kun muligt at interessere avisen ”Aftenbladet” for sagen. En journalist og en fotograf mødte op og lavede et interview og tog et par enkelte billeder, hvoraf dog kun ét blev brugt.

”DEN LILLE HAVFRUE”-TEGNEFILMEN er godt på vej. De to tegnere Harry Rasmussen og Eigil Hall, der ses over disse linier, er færdige med de mange tusinde tegninger, der skal til for at blive Danmarks anden store helaftens-tegnefilm. Tegnerne ligger mellem et lille udvalg af tegningerne. Harry Rasmussen var med til ”Fyrtøjet” og har de nødvendige erfaringer m.h.t. teknikken, og nu venter han spændt på, at optagelserne kan komme i gang.” – Foto og billedtekst: © 1955 AFTENBLADET

En korrektion af ovenstående billedtekst er nødvendig:  For det første var Eigil Hall ikke tegner, men i denne sammenhæng ’sales promotor’, og for det andet var der tale om en voldsom overdrivelse, når det siges, at ”de mange tusinde tegninger” allerede var tegnet. Der var maksimalt tegnet omkring 50-60 tegninger og skitser! Men ellers var omtalen rigtig nok.

I det tidlige forår 1955 henvendte Bent Barfod, der havde sin jævnlige gang på filmlaboratoriet i Fri­havnen, sig en dag i fremkalderafdelingen og tilbød mig et job som anima­tor hos sig. Barfod havde jeg som nævnt mødt i 1953, da han opsøgte mig i anledning af en reklametegnefilm for "Adi Sko", som Barfod havde lavet, men som jeg med rette eller urette mente, at jeg selv oprindelig havde givet skotøjsfir­maet Brødrene Damm ideen til.

Imidlertid havde jeg samme forår 1955 fået en indkaldelse til aftjening af civil værnepligt, og måtte derfor sige nej tak til Barfods tilbud. Men for at være imødekommende, henviste jeg ved samme lejlighed til Børge Hamberg, som jeg mente måske ville være interesseret i stil­lingen. Det var han.

Samme forår 1955 havde jeg fået mod på at genoptage mit indtil da hvilende tegnefilm-projekt "Tommelise", som jeg havde syslet med allerede i 1948. Men nu gjorde jeg alvor af at komme videre med det, idet jeg på grundlag af de allerede foreliggende forarbejder ville færdiggøre indledningssekvensen og bruge denne som en pilotfilm for projektets videre skæbne., når jeg havde overstået mine 22 måneders civile værnepligt og var vendt tilbage til det civile abejdsliv.

I min sparsomme fritid kastede jeg mig med ildhu og entusiasme over opgaven med at fremstille en pilotfilm på ca. 5 minutters spillelængde. Aftener og weekends gik stort set med arbejdet, som dels bestod i at tegne layouts og animere filmens indledende scener, hvori man ser den barnløse kone opsøge den kloge kone eller heksen, som giver hende et frøkorn, som hun planter i en urtepotte derhjemme. Og straks vokser der en smuk tulipan op, hvis blomst åbner sig og afslører den lille, kun en tomme lange pige, der sidder sovende på ”stolen” i bunden af blomsten. Både konen og pigen gør store øjne af bar overraskelse og glæde, da de ser hinanden. Det var disse indledende scener, jeg ville begynde med at tegne og animere.

Da sekvensen lå klar til optagelse, lejede jeg mig ind i trickafdelingen hos Nordisk Films Teknik, som dengang blev forestået af trickfotografen A. Clausen, altid kun kaldet ”Clausen”.

Jeg fotograferede egenhændigt  indledningssekvensen til tegnefilmen ”Tommelise”, der dog af økonomiske grunde kun blev optaget på 16 mm sort-hvid negativ og kopieret over på positiv film. Da der ikke var blevet lavet linetests af animationen, var spændingen stor omkring resultatet, som heldigvis viste sig at være nogenlunde vellykket.

Tre animationstegninger fra scener i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise” : Øverst til venstre ses et close-up af den kloge kones hånd med det magiske frøkorn. Øverst til højre ses den lillebitte ”Tommelise”, siddende på tulipanens ’stol’, lige før hun vågner, og nederst ses Tommelise kort efter, at hun er vågnet op og har rejst sig. – Tegninger: ©  1955 Harry Rasmussen. 

Her ses et af de skitsemæssige figurudkast til tegnefilmen ”Tommelise” (1948 og 1954). Det er den velmenende og lidt snobbede markmus-kone, der ses i to stillinger på hver side af hans velærværdighed, den altid negative og kritiske muldvarp, som ønsker at fri til den lille Tommelise, og i det øjemed allierer sig med den godtroende kone. – Tegning: © 1954 Harry Rasmussen.

Desværre for mig skete der senere det, at det meste af materialet til tegnefilmen ”Tommelise”, inklusive pilotfilmen, bortkom på min privatadresse, mens jeg opholdt mig i Gribskovlejren. Efter hjemkomsten herfra forsøgte jeg at rekonstruere det tabte, med henblik på at få projektet i gang igen, men tiden var dengang ikke til ’klassiske’, gammeldags eventyrtegnefilm. Nu gjaldt det tegnefilm i nye stilarter og med mere moderne og up-to-date indhold, sådan som især Bent Barfod koncentrerede sig om. Endnu senere, i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, skulle tegnefilmene helst have et social-realistisk sigte og indhold, og det var der en yngre generation af tegnefilmfolk parate til at tage sig af, først og fremmest Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller.

Jeg påbegyndte aftjeningen af civil værnepligt (militærnægter) i august 1955, og bortset fra det daglige arbejde i skoven og senere som messemand, virkede jeg 1955-57 som instruktør for Gribskov­lejrens Dramatiske Kreds, hvor jeg instruerede og desuden spillede med i "Nægter-jaketten", 1955, som jeg instruerede og hvori jeg samtidig optrådte som en af "Blåmændene". Navnet kom af marinens kasserede, mørkeblå uniformer, som militærnæg­tere i Gribskovlejren dengang brugte som arbejdstøj. Næste forestilling kaldtes "Varieté", 1956, og her var jeg også instruktør og optrådte samtidig som deklama­tor og klovn. Derefter fulgte et større projekt, Hostrups syngespil "Gen­boerne",1956. Jeg var igen in­struktør og spillede samtidig rollen som Ahasverus. Så fulgte "Blåmanne-sjov", 1956, igen med mig som instruktør og medspiller, og endelig John Patricks dramatisering af Vern Schneiders roman "Det lille Tehus" 1957. Også her var jeg instruktør og spille­de samti­dig den store rolle som den japanske tolk Sakini. Stykket fik sin uropførelse i Mårum Forsamlingshus den 16. maj 1957, og blev desuden den 12. juni s.å. opført som særforestilling på scenen i Holms Hotel i Neksø på Bornholm.

Champignon og hans venner

Hen mod slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne fik jeg også en idé til en tegnefilm- og tegneserie, hvis hovedfigur fik navnet ”Champignon”, simpelthen fordi den lignede en sådan. Omkring denne grupperede der sig en række forskellige figurer, som alle var tegnet i en forenklet streg, der også ville være velegnet til prismæssigt set konkurrencedygtige tegnefilm for børne-tv. Tanken var at filmene skulle laves i traditionel tegnefilmteknik, idet de forenklede figurer ville kunne gøre det muligt at anvende noget nær full-animation, så at man ikke behøvede at være henvist til at benytte sig af den mere eller mindre simple og amatøragtige animationsteknik, som fagligt set kaldtes ”dikkedik-animation”, og som efter min og flere andre professionelle animatorer, skæmmede mange børne tv-programmer i 1960’erne og senere.

Tegneserien med ”Champignon” blev i øvrigt præsenteret for Presse- og Illustrations Bureauet P.I.B.s salgschef, Ivan Hytten, men han mente ikke, at den ville have nogen chancer for at kunne afsættes til aviser eller blade, så derfor kom der ikke andet og mere ud af projektet, end at jeg tegnede en hel del tegneserie-strips. Dog planlagde og prøveanimerede jeg i øvrigt også nogle scener til en påtænkt pilot-film for tegnefilmserien. Men omstændighederne var ganske enkelt ikke til hverken en tegneserie eller en tegnefilmserie af den karakter, hverken på det tidspunkt eller senere.

Ideen bag tegneserien ”Champignon” var i øvrigt den, at der skulle være et vist samspil mellem tegneren, repræsenteret ved en tuschpen, og hovedfiguren, som simpelthen opstod, fordi tegneren først tegnede en cirkel og derefter forsynede denne med øjne og mund, og derefter tegnede en krop, og det er dette udseende, der får tegneren til at døbe figuren med navnet ”Champignon”, simpelthen fordi den ligner en sådan. Dernæst tegnedes en taleboble, så figuren også kunne ’tale’. Men det første den ønsker sig er, at tegneren vil give den et eller andet på det skaldede hoved, og – som ’kronen’ på værket – tegner tegneren en spiralfjer ovenpå Champignons hoved. Således udstyret er ”Champignon” parat til at gå på opdagelse i sin specielle, tegnede verden, og til at møde venner, hvoraf ”Klat”, som er ’født’ af en tuschklat, er den første. Senere kommer flere figurer andre til.

Herover ses nogle figurudkast til de medvirkende ’personer’ i tegnefilmserien om ”Champignon”. Her ses han til venstre både på tegningen foroven og forneden, i begge tilfælde sammen med nogle af sine mange venner, hvoraf nogle udelukkende er rene fantasifigurer, hvorimod andre - i lighed med Champignon selv - har relation til planteverdenen. Det førstnævnte, fantasifigurerne, gælder ”Klat”, og ”Plamarius”, som ligeledes for nemheds skyld blot kaldtes ”Marius”, og for sidstnævntes vedkommende gælder det paddehatten ”Filosofus”, som for nemheds skyld kaldtes ”Sofus, og desuden ”Abel”, ”Tom” og ”Per”, hvis navne hhv. refererer til æble, tomat og pære. – Tegninger: © 1962 Harry Rasmussen.

Som det fremgår af figurtegningerne til tegnefilmversionen af ”Champignon”, så havde hovedfiguren en vis lighed med den senere så berømte”Cirkeline”, der dog ikke fandtes på det her omtalte tidspunkt, men først blev ’født’ flere år senere, nemlig omkring 1968, og heldigvis med større succes for den og folkene bag, nemlig Hanne og Jannik Hastrup. Især sidstnævnte var og forblev god til at lave rentable tegnefilm for både lidt mindre og større børn, hvorfor hans Cirkeline-tegnefilm blev sponsoreret af DR TV’s børneafdeling, hans senere korte tegnefilm af Statens Filmcentral og hans lange tegnefilm af Det Danske Filminstitut. Dette skyldtes til en vis grad, at Jannik i lighed med folkene – især filmkonsulenterne - på de to statsinstitutioner tilhørte den politiske venstrefløj, som særlig fik gode betingelser i 1960’-70’ernes kulturelle klima.

For mit eget vedkommende blev ideen med det lidt naive fantasi-projekt ”Champignon” derfor også et af mine efterhånden mange skrinlagte tegnefilm-projekter. Det var selvfølgelig personligt skuffende, om end ikke overraskende, især ikke i betragtning af tidens politiske og kulturelle tendenser. Men egentlig kan man ikke tale om misundelse fra min side, for jeg misundte på ingen måde Jannik Hastrup og hans succes. Måske skyldtes min manglende misundelse, at jeg ikke følte mig i overensstemmelse med tidens social-realistiske eller nymarxistiske mode-opfattelse, som lå og stadig ligger min egen livs- og verdensanskuelse fuldkommen fjernt. En helt anden ting er så, at jeg nok ikke havde de evner, den ’drive’ og det gå-på-mod, der skal til, for at kunne begå sig med held og succes i den professionelle og kommercielle tegnefilmbranche. Dette forhold spillede nok også ind.

Herover ses den planlagte tegnefilmversions ”Champignon” med endnu flere af sine venner, som han møder efterhånden, og som han får det sjovt og rart med i den specielle lille fantasi- og eventyrverden, figurerne færdes i og er en del af. Vennerne udgøres foroven af fuglen ”Pip”, og forneden af hunden ”Fido”, pigekæresten ”Mine”, stjernefiguren ”Søren”, blomsterdanserinden ”Fleur” og vanddråberne, som ikke her har nået at få noget navn, men senere døbtes Drip, Drop og Dryp, med allusion til Anders Ands nevøer Rip, Rap og Rup.

– Tegninger: © 1962 Harry Rasmussen.

I og med den sort-hvide en-stribede tegneserie om ”Champignon”, søgte jeg på en forenklet måde at udnytte den omstændighed, at figurerne var tegnet og befandt sig i en verden, som tegneren, altså i dette tilfælde mig, stort set suverænt bestemte og var herre over. Deri tog jeg på en måde fejl, for det viste sig hurtigt, at figuren Champignon blev så ’levende’, at den kom til at blive medbestemmende for, hvad der videre skulle ske i tegneserien, efterhånden som den skred fremad og blev manifesteret og udfoldede sig på papiret. Figuren er i øvrigt ikke så godt proportioneret, som i de senere ’model-tegninger’, der ses ovenfor.

Herover ses nogle eksempler på tegneserien ”Champignon”, hvor striberne og billederne gerne skulle tale for sig selv. Hver stribe skal ses som en afsluttet episode for sig. Men som næsten altid, når en tegner begynder på at skabe en tegneserie, viser det sig efterhånden, at figurerne ganske umærkeligt skifter udseende, dog sjældent sådan, at disse ændrer sig radikalt. Det drejer sig mere om, at tegneren med tiden får hold på figurens karakter og derfor bliver bedre til at tegne den. I dette tilfælde kan man sammenligne Champignon i tegneserien, som er ældst, med samme figur til tegnefilmbrug, idet der ligger et års tid imellem de to sæt tegninger. – Tegneserie: © 1961-62 Harry Rasmussen.

Selv kom jeg til at holde så meget af Champignon – for nemheds skyld kaldet Champ eller Champi  – at jeg som nævnt også planlagde og påbegyndte tilrettelæggelsen og animationen af en serie tv-film med ham og hans små venner. Imidlertid løb dette projekt som sagt af flere grunde også ud i sandet, men primært nok, fordi der manglede en sponsor til det. Dengang var DR-TV den eneste tv-kanal herhjemme, men de tv-folk, der stod for produktionen af børneprogrammer var dels bundet af en begrænset økonomi og dels af en programpolitik, som mest hældede til såkaldt social-realistiske emner og ikke så meget til lidt småfilosofiske fantasiprojekter i lighed med f.eks. Champignon og hans lilleverden.

I 1962 foreslog jeg også P.I.B. ved Per Carlsen og Ivan Hytten, at lave en tegnefilm­serie over Wilhelm Hansens populære børnetegneserie "Rasmus Klump". Problemet med at overføre tegneserien til tegnefilm var imidlertid især hovedfigurens mange charmerende detaljer. I samarbejde med min gode ven og kollega, Børge Hamberg, tegnede jeg et forenklet figur- og baggrundsudkast, mens Børge Hamberg i første omgang udarbejdede en scribble-board til "Rasmus Klump bygger skib". Sammen med et budgetoverslag blev materialet forelagt Per Carlsen. Men om­kostningerne på en omtrent full-animation tegnefilm var efter hans opfattelse for store til, at han turde satse på det, og han ønskede derfor at begrænse animationen til et absolut minimum, hvilket Børge Hamberg og jeg syntes ville være synd og derfor ikke ville være med til. 

Farveplanche, som skulle vise, hvordan vi på forenklet måde havde tænkt at tegne hovedfigurerne i den serie Rasmus Klump-tegnefilm, som Børge Hamberg og jeg foreslog direktør Per Carlsen og salgschef Ivan Hytten, at P.I.B. burde producere. – Tegning: © 1961 Harry Rasmussen.

Men Per Carlsen var åbenbart blevet så interesseret i ideen om at overføre Rasmus Klump til de levende billeder, at projektet der­efter blev overgivet til en af bureauets medarbejdere, som sammen med trickfilmfotografen Vagn Bennebal­le lavede et par teknisk og animationsmæssigt set primitive Rasmus Klump-film. Senere blev pro­jektet overladt til et statsstøttet tjekkoslovakisk tegnefilm­firma, som kunne lave en serie Rasmus Klump-tegnefilm med en ikke særlig god animation, men til spotpris. Omkring 1997-98 overtog A. Film tegnefilmserien, og i samarbejde med Danmarks Radio produceredes derefter en serie korte Rasmus Klump-tegnefilm med en begrænset, men acceptabel og funktionel animation.

3. januar 1963  opgav jeg min freelance situation og begyndte igen hos Nordisk Tegnefilm. Her var der i mellemtiden kommet et par nye medarbejdere og en ny elev til, nemlig Walther Lehmann og Flemming Jensen, og for elevens vedkommende Jakob Koch. Jeg fik straks et par reklametegnefilm at lave, og stod selv for idé, design, storyboard og instruktion, bl.a. af "Cirkus Bolsjer", som blev produceret for GK Film i Stockholm. Jeg stod også for et par tegnefilmindslag i nogle reklametegnefilm for det tyske margarineprodukt DÄNA. Hertil tegnede og animerede jeg en 8-9 årig pige, der befandt sig i en realfilm-kløvermark, hvor der også var en kanin, som hun blandt andet kælede for. Steinaa, som normalt var påholdende med anerkendelse og ros, udtrykte sin store tilfredshed med min animation af pigen.

Vi er her nu nået frem til omkring 1965:

På et tidspunkt havde jeg haft planer om at ville lave en grafisk set speciel udgave af H. C. Andersens eventyr ”Den grimme Ælling”, men af flere grunde opgav jeg projektet, dels fordi det nok var lidt for særpræget og dels fordi der ikke var økonomi til at producere en eventuel film for.  Jeg havde ellers glædet mig til at arbejde på ’japansk manér’, idet optrækket af animationstegningerne udelukkende skulle foregå med pensel, hvilket jeg syntes ville give designet en helt særlig karakter. Desuden skulle baggrundene være meget enkle og males i laserende akvareltoner.

Et eksempel på, hvordan jeg forestillede mig den grafiske udformning af en tegnefilm om eventyret ”Den grimme ælling”. Figurerne skulle tegnes og animeres i en enkel sort penselstreg på akvarelmalede baggrunde, kun bestående af stiliserede antydninger af det miljø, hvori handlingen foregik. Jeg er overbevist om, at der ville være kunnet komme et interessant eksperiment ud af det, men som sagt opgav jeg det. Tegning: © 1965 Harry Rasmussen.

Men – jeg havde nær sagt selvfølgelig – heller ikke dette tegnefilm-projekt blev til noget, kun til øvelse og fornøjelse for mig selv, midt i det professionelle og ikke altid lige spændende daglige arbejde.

I øvrigt vendte jeg mange år senere, engang i 1980’erne, tilbage til tanken om at lave en ’klassisk’ tegnefilm baseret på eventyret ”Den grimme Ælling”. Det vil jeg vende tilbage til i kronologisk rækkefølge.

Der var imidlertid også en anden tegnefilm, som jeg i 1965 havde idé om at ville lave. Den var inspireret af min store interesse for Martinus’ kosmologi. Figuren med stjernehovedet symboliserer det levende væsen, hvis rejse gennem livet strækker sig fra mineralriget over planteriget og dyreriget til det rigtige, humane menneskes fremtidsverden. Men heller ikke dette projekt fik jeg mulighed for eller havde jeg kræfter og økonomi til at gennemføre. Men nogle enkelte skitser og udkast blev det dog til, som f.eks. tegningen herunder:

Tegning til den påtænkte tegnefilm om det levende væsens kosmiske rejse gennem mineralriget, planteriget og dyreriget til det humane menneskes verden.

Tegning: © 1965 Harry Rasmussen.

Ved årsskiftet 1966-67 forlod Ib Steinaa Nordisk Tegnefilm A/S i Valby til fordel for sit eget nyoprettede Steinaa Film, som havde domicil på Søvej i Birkerød. Kun ganske få af de tidligere medarbejdere fulgte med over i det nye firma, og jeg var en af disse. Som tiden gik og antallet af ordrer på tegnefilmopgaver blev stadig mindre, blev de få medarbejdere fyret eller valgte selv at gå. Til sidst, i 1969, var der kun mig tilbage, og selvom jeg gjorde mit yderste for at holde ’skuden’ sejlende, så lakkede det umiskendeligt mod enden for den gode og meget dygtige Steinaa og hans firma.

Situationen endte da også med, at jeg den sidste dag i november 1970 forlod Steinaa Film og den 1. december s. å. påbegyndte et slags freelance samarbejde med min tidligere kollega Flemming Jensen. I min fritid havde jeg allerede animeret flere scener i tegnefilm, som Flemming Jensen, der på det tidspunkt også arbejdede freelance, havde fået ordre på. Han havde i mellemtiden været fastansat hos Spektrum Film og havde dér samarbejdet med bl.a. Børge Hamberg, Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Men efter Børge Hambergs død 27. April 1970, gearede firmaets tegnefilmafdeling ned, hvilket betød, at afdelingens medarbejdere enten blev fyret eller selv valgte at gå.

Som freelancer fortsatte Flemming Jensen samarbejdet med Spektrum Film, men hans største kunde var og forblev Ib Dam Film, for hvilket firma han lavede både reklametegnefilm, tegnefilmindslag i kortfilm, og diagrammer, kort og tekster til film. Flemming Jensen lavede i løbet af 1970 også noget animation for Per Holst, der dengang var involveret i Fiasco Film, som blandt andet producerede ”Cirkeline”-filmene og langtegnefilmen ”Bennys badekar”. Til den sidstnævnte animerede Flemming Jensen også nogle scener.

Det var på anbefaling af reklamefilminstruktøren Flemming la Cour, at Ib Dam Film i efteråret 1970 gav Flemming Jensen til opgave at tegne en storyboard og et par figurplancher til kortfilmen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”. Filmen var ment som en public relation film for firmaet og isoleringsproduktet Superfos Glasuld A/S, og for idé og manuskript stod nævnte Flemming la Cour, som tidligere havde været reklamefilminstruktør hos Gutenberghus Reklame Film.

Handlingen i ”Hubert og den vanskelige kærlighed” er kort fortalt, at ”Hubert” er en spurv, som har vanskeligheder med at finde den rette mage. Det skyldes primært, at den rede, han har indrettet sig, ikke er særlig komfortabel, og at den derfor ikke appellerer til hunspurvene. Han forsøger at udbedre og tætne sin luftige rede ved hjælp af blødt leragtigt materiale, der imidlertid stivner og gør reden endnu mere ukomfortabel. Til sidst får han den gode idé, at gøre som mennesker, nemlig bruge det bløde og lune Glasuld som redemateriale.

Manuskriptet og figurplancherne samt budgettet til ”Hubert og den vanskelige kærlighed” blev godkendt omkring november 1970, hvorefter Ib Dam Film overdrog til Flemming Jensen at tegne og animere den 10 minutter lange kortfilm. Men han indså på forhånd, at det ikke ville være muligt for ham, at overkomme at lave hele filmen selv. Derfor kom det belejligt for ham, da jeg meddelte ham, at jeg selv ville gå freelance fra 1. december samme år.

Det tog omkring godt et års tid at lave ”Hubert”-filmen, og arbejdsfordelingen var den, at Flemming Jensen tegnede layouts, malede baggrunde, trak op og farvelagde cels, mens jeg udelukkede key-animerede, ren- og mellemtegnede samtlige filmens scener, bortset fra en tre-fire stykker, som Flemming Jensen selv tog sig af. Denne overlod også til den mere erfarne kollega, altså mig, at fungere som tegnefilminstruktør. Flemming la Cour var instruktør på de få realfilm-indslag, der var i filmen, og på lydindspilningerne, ligesom det var ham, der redigerede eller klippede filmen.

Arbejdet på ”Hubert” trak imidlertid ud, fordi Flemming Jensen og jeg forsøgte at lave en tegnefilm med ’klassiske’ kvaliteter og ’klassisk’ animation. Desuden viste optræks- og farvelægningsarbejdet sig større, end Flemming Jensen trods sin hurtighed og dygtighed alene kunne overkomme. Derfor måtte han hen på året 1971 engagere et par tegnere til at hjælpe sig. Det blev først og fremmest Birgit Bennedbæk, som han kendte fra Spektrum Film, og siden også Ingelise Hansen,  som vi begge havde arbejdet sammen med hos Steinaa.

Samtidig viste det sig, at ”Hubert” sprængte det budget, som Flemming Jensen oprindelig var blevet enig med Ib Dam om. Sidstnævnte var dog til at forhandle med, især da han undervejs havde set kvaliteten af det arbejde, der blev udført. Men det ekstrabeløb, der blev bevilget og udbetalt, kunne slet ikke dække de faktiske omkostninger til lønninger, materialer og andet. Den ansvarsbevidste Flemming Jensen befandt sig derfor i en situation, hvor han selv måtte undvære løn, for at kunne betale mig og de andre freelance medarbejdere.

 ”Hubert og den vanskelige kærlighed” blev modtaget med akklamation af bestyrelsen for firmaet Superfos Glasuld A/S, og den indgik i mange år som en populær udlejningsfilm med katalog nr. 1043 hos Erhvervenes Filmcenter, ikke mindst på grund af de morsomme, humoristiske og underholdende elementer, som Flemming Jensen og – i al ubeskedenhed - jeg i fællesskab undervejs havde tilføjet filmen.

”Hubert” blev vist på Berlinalen i 1972 og indbragte Ib Dam Film og Flemming la Cour en filmpris. Flemming Jensen og jeg måtte nøjes med at konstatere, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen, for i de følgende mange år fik de to sidstnævntes firma, TEGNEFILM I/S, som var blevet stiftet i mellemtiden, adskillige større og mindre opgaver fra Ib Dam Film.

Imidlertid var der omkring 1972-73 ofte langt mellem de kommercielle opgaver, som skulle betale løn og andre nødvendige udgifter.  Mens Flemming Jensen tog sig af det tekstarbejde og de grafiske plancher og landkort, som kortfilmkunderne, herunder også Ib Dam Film, i reglen gav ordrer på, planlagde og arbejdede jeg på eget initiativ et filmprojekt, som jeg håbede på kunne være med til at skaffe arbejde til firmaet. Det drejede sig om en påtænkt kortfilm for LEGO, som jeg dels skrev drejebog til, og dels udarbejdede budget over. Det sidstnævnte fik jeg dog velvillig assistance til af den regnskabskyndige Niels Hoffmann, der på det tidspunkt arbejdede for Nordisk Kortfilm i Valby.

Hensigten var, at LEGO-filmen skulle laves som en blanding af live action- og trickfilm, idet personerne, som var to børn, en pige og en dreng, en prinsesse og en troldmand, skulle optages som man normalt optager spillefilm, men blot med den forskel, at optagelserne skulle foregå i markerede kulisser, som siden skulle maskes væk og gennem sammenkopiering erstattes af de ’baggrunde’ mm., som skulle laves gennem trickoptagelser med LEGO-klodser. Den erfarne filmfotograf  Harry Mortensen fra Bellevue Studiet  indvilgede i at  forestå trickoptagelserne, såfremt filmen blev sat i produktion. Han var i øvrigt en ret erfaren ekspert i trickfilmoptagelser.

LEGO-filmprojektet blev præsenteret for LEGO’s københavnske reklamebureau, repræsenteret ved reklamechef Finn Grue, som syntes godt om ideen og forslaget, men som samtidig mente, at budgettet lå alt for højt til, at LEGO ville investere penge i det.

Mit håbefulde og velmente LEGO-filmprojekt blev med andre ord ikke til noget, men til gengæld henvendte LEGO-folkene sig kort tid efter til Gutenberghus Reklame Film, for at få dem til at producere nogle reklamefilm for LEGO-klodser. Skæbnens ironi ville, at det blev Harry Mortensen, der kom til at lave trickoptagelserne til disse reklamefilm. Hvilket han dog nok også kunne fortjene.

”Den lille havfrue” – igen

På dette tidspunkt indsendte jeg på egne og Flemming Jensens vegne en ansøgning om produktionsstøtte til en ny version af ”Den lille Havfrue”. Med dette forholdt det sig som følger:

Arbejdet med LEGO-filmprojektet havde imidlertid inspireret mig til at genoptage mit efterhånden gamle projekt om en langtegnefilm over H.C.Andersens eventyr ”Den lille Havfrue”. Men denne gang mente jeg, at filmen skulle laves med principielt samme teknik, som jeg havde tænkt mig anvendt i forbindelse med LEGO-filmen. Det betød, at figurerne eller personerne skulle laves som full-animation tegnefilm. Hvilket vil sige, som en blanding af traditionel tegnefilmteknik og natur- og trickfilmoptagelser, som det f.eks. var tilfældet i forbindelse med Ib Steinaas ”Robinson Columbus”.

Et budgetoverslag blev udarbejdet med hjælp fra både Niels Hoffmann og Harry Mortensen, og sammen med et synopsis blev der indsendt en ansøgning og først og fremmest manuskriptstøtte til det daværende Filmfonden. Nogen tid efter kom der svar herfra, skrevet af Filmfondens daværende direktør Erik Hauerslev. Svaret var et blankt afslag, som henviste til, at man ikke troede at et sådant filmprojekt havde nogen chance for at blive vellykket.

En morgen, da jeg var på vej til tegnestuen, hvilket som sædvanligt skete ad den rute, der efterhånden var blevet ren rutine, når jeg lod bilen stå hjemme: Fra Taastrup med S-toget til Østerport Station, og herfra spadserede jeg ad Dag Hammarskjölds Allé og langs Sortedams Dossering til Ryesgade 66. Men idet jeg passerede forbi Sortedamssøen og så nogle fisk under vandets spejlblanke overflade, slog det mig, at det måske ville være en idé at genoptage projektet med eventyret ”Den lille havfrue” som langtegnefilm. Men vel at mærke ikke som en ’klassisk’ tegnefilm a la ”Fyrtøjet”, men netop som en blanding af trick- og tegnefilm.

Min tanke var, at ligesom i ideen til Lego-filmen, skulle de bevægelige figurer udføres og optages – dog ikke som real-figurer –men som tegnefilmfigurer og i noget nær full-animation, medens miljøet skulle opbygges og optages som trickfilm, lidt i retning af, hvad tilfældet var med Steinaas ”Robinson Columbus”. Det betød f.eks. at havkongens slot og prinsens skib skulle laves som tredimensionale modeller, som så skulle optages med trickkamera i et malet og ’kulisseagtigt’ miljø. Indtrykket af hav og vand skulle skabes ved hjælp af optiske effekter, som jeg vidste, at Bellevue Studiets trickfilmfotograf Harry Mortensen ville kunne gøre på fuldt ud forsvarlig måde.

Heldigvis var Flemming med på ideen, da jeg kort efter forelagde den for ham, og det gjaldt nu om snarest at få skrevet et detaljeret og instruktivt brev og ansøge Filmfonden om støtte til udarbejdelsen af en drejebog.

Som sagt så gjort. Et par dage senere var ansøgningen klar og skrivelsen afsendt til Det danske Filminstitut, hvis direktør dengang var Erik Hauerslev.

Der gik en uges tid, hvor vi ventede i stor spænding, og en dag dumpede der da også et brev fra Filminstituttet ind ad tegnestuens brevsprække. Brevet var signeret af Erik Hauerslev, der som nævnt beklagede at måtte afvise ansøgningen, idet man ikke mente at projektet havde nogen mulighed for at kunne ende med et godt resultat. Det var da i det mindste en slags begrundelse for afslaget, selv om vi selvfølgelig ikke blev glade for det.

Det var lige præcis 20 år siden 1952, at en interesseret Allan Johnsen havde set sig nødsaget til at skuffe mig med mit daværende tegnefilmprojekt ”Den lille Havfrue”, angiveligt fordi det på det tidspunkt ikke viste sig muligt at samle ’tropperne’ i form af især kvalificerede danske animatorer, som da var spredt rundt om i verden eller var gået over i andre brancher. Skuffelsen var igen stor denne gang, men den havde trods alt været et forsøg værd.

Nu stod vi så igen i et ingenmandsland, og vidste ikke umiddelbart, hvad der videre skulle ske. Brødarbejde vrimlede det heller ikke med, og såvel Flemming som jeg så os nødsagede til at optage private lån fra velvillige bekendte eller familien. For vi var begge overbeviste om, at det kun ville være et tidsspørgsmål, hvornår der igen kom et betalt tegnefilmarbejde. Dette var vores fælles situation omkring 1972-73.

”Det er ganske vist!” 1973

Situationen taget i betragtning mente jeg, at tiden var inde til, at jeg gjorde alvor af at udforme min gamle idé om at ville tegnefilmatisere H.C.Andersens eventyr  ”Det er ganske vist!”. Jeg tegnede herefter  figurudkast til bl.a. den høne, der plukker en lille fjer af sig, og desuden udkast til nogle farveplancher, som Flemming Jensen færdiggjorde. Dernæst tegnede jeg en fuldt færdig storyboard og udarbejdede et budgetoverslag, og indsendte det alt sammen til Statens Filmcentral med en ansøgning om produktionsstøtte til filmen.

Nogen tid efter kom der et brev fra Statens Filmcentral med ubegrundet afslag på ansøgningen. Senere erfarende jeg via en daværende fremtrædende medarbejder hos Statens Filmcentral, off the record, at man ikke havde syntes det ville være nogen god idé at spendere penge på at lave eventyrtegnefilm, tilmed i en traditionel teknik, i en tid, hvor det gjaldt om dels at producere mere eksperimenterende og mere aktuelle, socialrealistiske og samfundsrelevante film. 

På trods af afslaget fra Statens Filmcentral besluttede Flemming Jensen og jeg os til at ville producere ”Det er ganske vist!” som tomgangsproduktion. Desuden fik jeg min søster og svoger, som begge var velrenommerede artister og bosiddende i USA, til at yde et lån, dels til løbende udgifter og dels til at betale omkostningerne ved at lade skuespilleren Ove Sprogøe indtale eventyret i dettes fulde længde på lydbånd. Lydoptagelsen foregik hos Arnø Studio i Vesterport, hvor Axel Pless var tonemester, en stilling, som Leif Bech, den senere Leif Beckendorff, tidligere havde haft.

Efter at Ove Sprogøe havde set storybordet og figurplancherne til filmen, og havde hørt om de vanskeligheder, vi foreløbig havde haft med at opnå produktionsstøtte, sagde han, at han gerne ville støtte initiativet og projektet ved at indtale eventyret uden at få noget honorar. Der skulle dog efter Dansk Skuespillerforbunds regler betales royalty, hvis der på et tidspunkt kom indtægter på filmen. Efter Ove Sprogøes død 14. september 2004 skulle evt. royalty betales til dennes arvinger. Det betalte vi af egen lomme. Men i skrivende stund (april 2007) er der ikke tjent så meget som en krone på filmen.

1970-77 samarbejdede Flemming Jensen og jeg under navnet TEGNEFILM I/S, som 1978 blev omdannet til ANIMA FILM ApS. Fra 1979-91 blev jeg eneejer, direktør og kunstnerisk leder af samme firma, men som på grund af min sygdom (blodprop i hjernen) ophørte 1. maj sidst­nævnte år. – Man vil i øvrigt kunne læse mere om min karriere i tegnefilmbranchen i en del af de afsnit, der indgår i gennemgangen af dansk tegnefilms historie på websitet www.tegnefilmhistorie.dk .

Flere eventyr-tegnefilm på ’beddingen’
Omkring 1984-85 forsøgte jeg mig med nogle ideer til kortere eller lidt længere tegnefilm baseret på nogle af H. C. Andersens herlige eventyr, som f.eks. ”Den grimme Ælling”, ”Grantræet” og ”Skarnbassen”. Det blev dog – som omtrent sædvanlig – ikke til andet og mere end nogle rå skitser og udkast til story-boards. Herunder gengives nogle få af de nævnte rå-skitser, som i givet fald naturligvis skulle bearbejdes yderligere. Først et par figurskitser til ”Den grimme Ælling”:

Herover ses et par enkelte figurskitser til den påtænkte tegnefilm ”Den grimme Ælling”, som – i lighed med Andersens eventyr - i nogen grad var tænkt som en delvis ’biografisk’ film om eventyrdigteren selv. – Tegninger: © 1984-85 Harry Rasmussen.

Et eventyr, som også virkede tillokkende for mig som en kortere tegnefilm, var eventyret ”Grantræet”. Til dette fik jo dog ikke tegnet andet og mere end en enkelt figurskitse, som gør forsøg på at identificere grantræet med eventyrdigteren selv. Meningen var dog, at skitsen skulle bearbejdes mere til formålet.

Figurskitse til den påtænkte korte tegnefilm om ”Grantræet” efter H.C. Andersens eventyr af samme titel. Det blev dog som nævnt kun til ovenfor viste figurskitse, som tilsigter at skulle ligne eventyrdigteren selv. Eventyret ”Grantræet” er jo i lighed med ret så mange af Andersens andre eventyr faktisk en slags digterisk selvbiografi. – Tegning: © 1984-85 Harry Rasmussen.

Endelig i denne omgang også planen om en kortere tegnefilm med titlen ”Skarnbassen”, nemlig baseret på Andersens herlige eventyr af samme navn. I dette tilfælde blev det dog også kun til nogle få figurskitser og en påbegyndt scribble-board.

Løseligt figurudkast til hovedfiguren i tegnefilmen om ”Skarnbassen”, naturligvis baseret på Andersens dejlige og lettere satiriske eventyr af samme titel. – Tegning: © 1984-85 Harry Rasmussen.

I 1986-87 arbejdede jeg som freelance key-animator på Jannik Hastrups langtegnefilm ”Strit og Stumme” og i 1989-90 på sammes langtegnefilm ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”. Herom er der blevet indgående fortalt i Dansk Tegnefilms Historie i afsnittene DANSK TEGNEFILM 1980-1990 og DANSK TEGNEFILM 1990-2000.

Havfruen igen igen …

Apropos fremtiden, men efter færdiggørelsen af langtegnefilmen ”Strit og Stumme” havde Jannik Hastrup så vidt jeg vidste ikke umiddelbart noget nyt langtegnefilmprojekt på beddingen, og hans faste medarbejdere talte derfor indbyrdes om, hvad de mon skulle give sig til at lave, når ”Strit og Stumme” var blevet færdig. De fleste af dem, i hvert fald dem, der var medlemmer af Filmarbejdernes Fagforening (FAF), vidste, at der i reglen opstod et interregnum mellem de film, Jannik producerede, og at de kunne melde sig arbejdsløse og afvente tiden, indtil Jannik formentlig og forhåbentlig atter havde skaffet penge til at kunne producere en ny kortere eller længere tegnefilm. Det havde de gjort efter ”Samson & Sally”, så det kunne de nok gøre igen.

Udkast af Harry Rasmussen til tre af hovedpersonerne i den planlagte langtegnefilm ”Den lille Havfrue”. Fra venstre ses Havkongen, Den lille Havfrue og Bedstemoderen. – Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Herover ses til venstre et udkast til filmens hovedperson, Den lille Havfrue, og til højre ses tre af hendes ialt 5 søstre, sådan som jeg selv forestillede mig personerne. 

 Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Men tanken om det nævnte interregnum inspirerede mig til at genoptage ideen om en langtegnefilm over eventyret ”Den lille Havfrue”, og i min fritid gik jeg derfor i gang med at skrive en detaljeret drejebog. I den forbindelse talte jeg med den meget dygtige tegner og animator Per Tønnes Nielsen, og forespurgte, om han eventuelt ville og kunne påtage sig at designe filmens figurer, og svaret lød, at det ville han gerne. Jeg havde naturligvis selv nogle klare forestillinger om, hvordan figurerne skulle se ud, men da jeg havde stor tillid til Tønnes’ evner og kvalifikationer som figurtegner, nærede jeg ingen betænkeligheder ved i påkommende tilfælde at skulle overlade opgaven til ham.

Imidlertid kunne jeg ikke dy mig for selv at forsøge på at lave udkast til nogle af filmens hovedfigurer, dog mest for at have noget at holde mig til, mens jeg skrev drejebogen. Det blev blandt andet til de tegninger som er vedføjet herover og herunder.

Udkast til Den lille Havfrues små fiskevenner, tegnet af Harry Rasmussen. 

Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Det rygtedes snart på tegnestuen, at jeg var ved at skrive en drejebog til ”Den lille Havfrue”, og Jannik kom da også en dag og sagde, at han meget gerne ville læse drejebogen, så snart den var færdig. Det samme gjaldt naturligvis Tønnes og Anders, som også viste interesse for sagen. De tre var da også de første, der fik den til gennemlæsning, efter at den var blevet kopieret i 25 eksemplarer, hvoraf de 20 skulle indsendes til Det danske Filminstitut sammen med et budgetoverslag og en ansøgning om hel- eller delvis produktionsstøtte.

Projektet blev behandlet af daværende filmkonsulent Ida Zeruneith, som da også syntes godt om drejebogen, men foreholdt mig, at Filminstituttets love krævede, at en professionel producent påtog sig ansvaret for filmens budget og produktion. Derfor henvendte jeg mig til Tivi Magnusson hos Metronome Productions, som jo var producent på ”Strit og Stumme”, og desuden til Just Betzer, Panorama Film. I begge tilfælde viste man interesse for projektet, men før det kom så langt som til reelle forhandlinger erfarede jeg gennem Tønnes og Anders, som havde hørt det af Frank Thomas og Ollie Johnston, at Walt Disney Productions netop for tiden var i gang med fremskredne planer om at lave en langtegnefilm over præcis samme eventyr! 

Til venstre ses den ene af Havheksens to vandsnoge, i midtes ses hun selv og hendes kæledyr, en tudse kaldet ”Poppedreng”, og til højre hendes andet kæledyr, havkatten ”Mefisto”Udkast tegnet af af Harry Rasmussen. - © 1986 Harry Rasmussen. 

Herover ses til venstre et udkast til Prins Antonio og hofnarren Bajazzo, og til højre sidstnævnte is en lidt anden positur.

 -  Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Tre figurudkast af Harry Rasmussen til den planlagte langtegnefilm ”Den lille Havfrue” (1986).

Til venstre ses ambassadøren (en forsøgsvis karikatur af H.C.Andersen),

i midten ses prinsesse Santa’s forældre og tilhøjre Prins Antonio’s forældre.

-  Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

For at sikre mig, at der var tale om realiteter, skrev jeg straks til min gode ven hos Walt Disney Productions, Ed Hansen, og han svarede omgående og bekræftende på min henvendelse. Det var naturligvis interessant og opløftende at erfare, at selveste tegnefilmens ’kongefirma’ havde fundet, at eventyret ”Den lille Havfrue” ville være et godt sujet for et langtegnefilm, for den tanke havde jeg jo selv haft lige siden omkring 1951, men samtidigt skuffende, fordi en dansk produceret tegnefilm med samme motiv ikke ville have en jordisk chance for at kunne konkurrere om publikums gunst. Og ikke mindst ville et ansvarligt dansk filmselskab aldrig turde indlade sig på et sådant kostbart projekt, dels på grund af Walt Disney-navnets verdensry, og dels på grund af det magtfulde distributions- og reklameapparat, Disney-organisationen rådede over. Og selvfølgelig ikke mindst, fordi vi herhjemme endnu ikke rådede over især animatorer, der hvad erfaring angår kunne måle sig med Disney-animatorerne, som havde erfaring og rutine fra arbejdet med adskillige langtegnefilm. 

Altså endnu engang: Exit mit havfrue-projekt!

Men efter at have set Disney-folkenes moderniserede tegnefilmversion af eventyret om ”Den lille Havfrue”, følte jeg mig dybt skuffet over den behandling, de havde udsat det for. Ikke, at filmen ikke har mange gode kvaliteter, men det var især det, at man havde gjort den lille havfrue til en moderne ung og rap teenager, og desuden havde tilladt sig at forvanske eventyrets idé og morale og givet det en falsk slutning, der både gjorde mig ked af det og vred på Andersens vegne. Derfor bestemte jeg mig for i det stille at arbejde videre med min egen tegnefilmversion af eventyret, som jeg mente var i bedre overensstemmelse med H.C.Andersens egne intentioner. Disse kendte jeg jo gennem et årelangt studium af digteren og hans forfatterskab, og følte mig samtidig overbevist om, at publikum også ville have værdsat min tegnefilmversion, hvis ellers det havde været muligt at producere filmen, hvad jeg dog ikke længere gjorde mig nogen forhåbninger om.

Efter at arbejdet på ”Fuglekrigen” for mit vedkommende var afsluttet hen på året 1990 var jeg træt og udkørt, hvilket i slutningen af oktober førte til, at jeg som følge af et alt for højt blodtryk fik en mindre blodprop i hjernen. Det bevirkede et midlertidigt tab af korttidshukommelsen. Jeg var hospitalsindlagt i tre dage, hvor jeg blev undersøgt på krydst og tværs, og derefter kom på en pillekur og en jævnlig lægekontrol, der kom til at vare til foråret 2017.

Som en umiddelbar følge af min svækkede helbredstilstand lukkede vi firmaet Anima Film ApS pr. 1. maj 1991, hvor jeg overgik til efterløn. 1996 blev jeg folkepensionist og kunne nu genoptage animationsarbejdet på ”Det er ganske vist!”, som på det tidspunkt fik et skub fremad. 1997 indgik Jakob Koch og jeg i et samarbejde, hvor han kom til at stå som ansvarlig for den tekniske side af filmens produktion, herunder bl.a. optagelsen på trickbordet. Året efter, i 1998, enedes man om at tage computeren til hjælp, dels ved scanning af animationstegningerne, dels ved farvelægningen af disse og kombinationen med baggrundene, samt i stedet for trickbordet. Baggrudene til filmen var i øvrigt malt af min kære viv, Birgit Bennedbæk, som – i lighed med både Jakob og mig - kun fik fornøjelsen og glæden ved arbejdet som honorar. Men flere nye forsøg på at opnå produktions- eller sponsorstøtte mislykkedes, og vi bestemte os derfor til at gøre filmen færdig for egen regning og risiko. Resultatet heraf blev, at filmen blev færdiggjort i marts 2006, og – takket være projektleder Annemette Karpen - fik ur- og Danmarkspremiere på BUSTER Filmfestival i Huset i København den 15. september s. å.

Scenebillede fra tegnefilmen ”Det er ganske vist!”, baseret på H. C. Andersens eventyr af samme titel, indtalt af skuespilleren Ove Sprogøe og tegnet, animeret og instrueret af mig, assisteret af tegner Birgit Bennedbæk og med teknisk assistance af tegneren og trickfilmfotografen Jakob Koch, som også stod for filmens produktion. © 2006 Harry Rasmussen og Jakob Koch tegnefilm.

Da det ikke har været muligt at få filmen distribueret på anden måde, besluttede vi i 2011 at sætte den på YouTube.

I de forløbne år har den været vist ca. 27000 gange, og det kan da tyde på en vis interesse. 

Tegnefilmen ”Det er ganske vist!” blev pænt modtaget af et lille voksen- og børnepublikum, men henvendelser til DR-TV og TV2 om eventuel visning på en af disse eller begge kanaler, førte ikke til noget, idet man ikke fandt filmen kvalificeret, relevant og interessant nok.

Så som en følge heraf måtte vi – og specielt jeg – konstatere, at også dette slutprodukt af min omkring 60 år lange karriere med tegnefilm, både i interessemæsig og i hvert fald i økonomisk henseende, også blev endnu en af mine efterhånden mange skuffelser og fiaskoer. Dog vil jeg gerne tilføje og ikke udelukke, at mine ambitioner og aspirationer som tegner, animator, tegnefilminstruktør og –producent,  helt fra begyndelsen i 1943-45 har været for store og for høje i forhold til, hvad mit talent og mine øvrige forhold har kunnet stå mål med.

Men til trods herfor, må jeg konstatere, at jeg har haft et langt, godt, interessant og i hovedsagen lærerigt og glædeligt liv med tegnefilm.

© Juni 2017 Harry Rasmussen.

******************