Til start: Dansk Tegnefilms Historie
Annemette Karpen
Annemette Karpen, født Poulsen, mag. art og projektleder, født 14. april, navngivet i Vor Frelser Sogn som datter af kunstmaler Jørgen Poulsen, født 13. september 1910 – død 1995, og hustru, receptionist Linnea Poulsen, født Johansson, født 17. januar 1918 – død 2004. – Annemette Karpen er borgerligt konfirmeret. Den 9. oktober 1986 indgik Annemette ægteskab med amerikanskfødte, senere musikforsker Richard Karpen, født 18. november 1949 i New Jersey, som søn af direktør Maximillian Karpen, født 23. marts 1918, og hustru, antikvitetshandler Sylvia Karpen, født Kaufmann, født 16. november 1925.
Som datter af en kunstmaler begyndte Annemette tidligt at interessere sig for at tegne og male. Som 7-årig omfattede interessen også ballet, hvorfor hun begyndte som elev på en lokal balletskole. Allerede året efter blev hun meldt ind på balletdanseren Poul Eltorps Balletskole, hvor hun for alvor fik lært om balletteknik. Men også yoga-gymnastikken fascinerede pigen, hvis moster studerede Mahatma Gandhis ikke-vold-filosofi, dyrkede Hatha Yoga og var vegetar.
Som teenager var Annemette i nogle ugers praktik på Det kgl. Teaters malersal, hvor scenografen Søren Frandsen var chef. Men selv om Annemette syntes godt om stedet og dets atmosfære, valgte hun alligevel balletdansen og en mulig balletkarriere ved Det kgl. Teater fra, og imødekom i stedet sin fars ønske om at læse til sproglig studentereksamen på Brøndlunds Studenterkursus, hvor hun gik i to år og var til eksamen i alle fag. Balletdansen var dog langt fra opgivet og blev efterfølgende fortsat ved Den skandinaviske Ballet, hvor der blev undervist i den russiske skole af Elsa Marianne von Rosen og i Bournonville-traditionen ved Edel Petersen, mens Allan Fredericia tog sig af undervisningen i ballethistorie.
Annemette fortsatte sine balletstudier og sin ballettræning, og den førte hende vidt omkring i verden, bl.a. to lange ophold i Indien i 1978 og 1983, nysgerrig og lærelysten, som hun var og altid har været, til glæde for sig selv og andre, og ikke mindst da hun senere også begyndte at interessere sig for og beskæftige sig professionelt med undervisning i animation og tegnefilm. Det sidstnævnte begyndte hun på, da hun i september 1997 blev ansat som projektleder i Animationshuset i København.
Baggrunden for Annemette Karpens tid i animationsbranchen er altså helt speciel, idet hun som nævnt både er uddannet balletdanser, med senere speciale i klassisk indisk dans, har taget magistergrad i teatervidenskab og har forelæst herom på flere universiteter. Siden 1997 har hun fungeret som projektleder i Animationshuset i København, og som projektkoordinator etablerede hun snart efter det mobile tegnefilmværksted Projekt ANIMA. Sammen med Byens Børn og Børnekulturhusene i København, startede Annemette Karpen i 1999 en årlig børneanimationsfestival. Denne festival blev forløber for projektet Animation i HUSET under Københavns Internationale Filmfestival for børn og unge, kaldet BUSTER. Senest har Annemette Karpen været initiativtager, redaktør og medforfatter af bogen Dansk tegnefilm i 100 år, udgivet af Animationshuset, København 2008.
Her vil vi i det følgende lade den velskrivende Annemette Karpen fortælle om sig selv og sin karriere, både som danser, underviser og projektleder i Animationshuset i København og projektkoordinator med meget andet og mere:
Min rejse ind i Animationens Land
Siden treårsalderen har jeg været vant til at udtrykke mig billedligt. Min far, Jørgen Poulsen, var billedkunstner og skabte ekspressionistiske oliemalerier og pastelbilleder af landskaber og menneskegrupper og rene abstrakte billeder. Min far gav mig derfor lov til at sidde og tegne ved siden af ham, når han arbejdede. I femårsalderen fik jeg et lille staffeli og kunne nu få lov at prøve mine kræfter med oliemaling. Min far havde mange kunstbøger, hvori jeg kunne betragte billederne og de mange forskellige udtryksformer. Jeg kan huske, at jeg ofte, når jeg skulle forklare de voksne noget om mine tanker og ideer, greb til pen og papir for at udtrykke mig ordentligt. Ved syvårsalderen så jeg nogle balletbilleder i avisen og jeg begyndte derefter at få ideer om, at jeg ville være balletdanser. Uden dog at have set dans på scenen. Først troede min mor, Linnea Poulsen, at det bare var et udslag af min livlige fantasi, men inden længe besluttede mine forældre at melde mig ind på et lokalt balletinstitut. Det viste sig, at jeg både havde fysik til og flair for ballettens krævende kunst, så efter et år blev jeg meldt ind på Poul Eltorps Balletskole, som lå inde i Vartov. Her blev der gået mere systematisk til værks med balletteknikken. Samtidigt var min moster, Mona Johansson, begyndt at dyrke yoga og studere indisk filosofi efter Mahatma Gandhis forbillede. Jeg tilbragte mange timer med min moster og lærte Hatha yogaøvelser, vegetarisk levevis og ahimsa, ikke-vold. Alt dette satte mit unge sind i gang med mange overvejelser og funderinger over verdensbilledet og livet som sådan. Efterhånden var jeg blevet teenager og skulle vælge, om jeg ville til optagelse på Den kgl. Balletskole. Det fravalgte jeg efter moden overvejelse, da læseskolen dengang var temmelig rudimentær. Jeg havde heller ikke lyst til at ende som den 5. svane fra venstre. Jeg ville mere med dansen.
Efter min fars ønske valgte jeg at tage den sproglige studentereksamen på Brøndlunds Studenterkursus, hvor man gik i to år og gik til eksamen i alle fag. Skoledagen var fra 9.30 til 13.00 uden pauser. Når en time sluttede, kom næste lærer ind. Der måtte både ryges, drikkes te og kaffe og spises under undervisningen. Det var et sjovt sted med mange personligheder og den korte skoletid gav rigelig tid til både den daglige ballettræning og lektier. Jeg var på det tidspunkt gået over til at træne på Den skandinaviske Ballet, hvor vi fik undervisning i den russiske skole af Elsa Marianne von Rosen, Bournonvilleskole ved Edel Petersen og ballethistorie ved Allan Fredericia. Det gav et godt skub frem rent teknisk og arbejdet med Bournonvilleteknikken fik mine øjne op for vores helt specielle danske ballettradition, mens ballethistorien vædede min historiske appetit. Lige før jeg startede på studenterkurset, havde jeg været nogle uger i praktik på Det kgl. Teaters malersal bestyret af scenografen Søren Frandsen. Det var et meget inspirerende sted at være og jeg var blevet rost meget for min gode farvesans.
Mimeteknik,
yoga og indisk dans
Efter endt studentereksamen anvendte jeg det meste af min dag
på dansetræning og valgte at tage en sommer til Cannes på
Rosella Hightowers internationale skole. Her fik vi undervisning af José
Ferand i klassisk ballet, moderne teknik af Kim Kan og i Marcel Marceaus mimeteknik
af Ann Kerr. Bekendtskabet med den moderne dans og mimeteknikken åbnede
forståelse for nye sider af det kropslige udtryk, som betog mig meget.
Da jeg om efteråret vendte tilbage til København, startede jeg
med at træne intensivt hos Mona Vangsaae, som jeg var blevet introduceret
til gennem nogle balletvenner. Jeg trænede nogle timer hver dag hos hende
og kom til at stå hende meget nær. Snart kom jeg også i hendes
hjem og mødte hendes familie. Hun understøttede mig i min kærlighed
til dansen og holdt på, at det var vigtigt for mig at benytte mit mimiske
udtryk. I disse år var der kommet en masse indisk kultur til Vesteuropa:
yoga, meditation, vegetarisk og biodynamisk levevis og ikke mindst Ravi Shankars
nordindiske musik.
Herover ses Annemette Karpen i nogle udvalgte positurer, som er karakteristiske for klassisk indisk dans. Fotoet til venstre viser en positur, som kaldes Sringara rasa, der betyder det erotiske udtryk. Fotoet i midten er en positur, som viser en rytter svingende sin pisk, og posituren til højre hedder Hasya rasa, som betyder det humoristiske leende udtryk. De tre fotos er hentet fra hjemmesiden www.klassisk-indisk-dans.dk - Fotos: © 2009 Annemette Karpen.
Derfor var jeg allerede som 18-årig begyndt at meditere og lytte til indisk musik. Ved det følgende års sommertræning i Frankrig rejste jeg med et par balletvenner til Angers, hvor vi var på en spændende moderne balletfestival. Her var besøg af en indisk ballettrup på Palais de Seaux. Jeg gik hen for at se truppens to danseaftener med et udvalg af folkelige og klassiske danse. Det satte forunderlige tanker i gang i mit hoved. Her var anvendt et vidunderligt mimisk udtryk, meget mere levende og udtryksfuldt end i den klassiske ballet! På vejen tilbage til København gjorde jeg et par dages ophold i Paris og her kom jeg forbi en lille balletboghandel. Det viste sig, at de havde tre støvede bøger om indisk dans på øverste hylde. Bøgerne blev grundigt studeret på vejen hjem i toget og min kærlighed til dansen kom også til at omfatte den indiske. Da jeg var tilbage til København, gik jeg på den indiske ambassade og lånte nogle 16 mm film bl.a. med den store indiske danserinde Shanta Rao. Der var ingen tvivl! Jeg måtte til Indien. Men hvordan skulle det gribes an? Jeg havde meldt mig til en række ballethistoriske forelæsninger på Institut for Teatervidenskab, men egentlig ikke tænkt på at tage en eksamen. Det viste sig imidlertid, at der havde været en professor C.C. Metha fra Music College i Baroda i Indien at forelæse om indisk drama tidligere. Så man foreslog mig at tage både bifag og magistergrad, derved kunne der ansøges om specialepenge til studier i udlandet. C.C. Metha kunne hjælpe mig ind på Music College Dance Department. Så sagt så gjort. Snart gik rejsen til Indien sammen med en balletkammerat. Indien er et kontinent med stor variation i befolkninger og sociale forhold. Det virkede både tiltrækkende med denne store variation og frastødende ved den store fattigdom, som subklassen, den klasse der ligger under underklassen, måtte udstå. Første del af studieopholdet gik til Kerala, hvor vi fik kontakt til Gurukulam Kathakali Yogam ledet af P.K.Devan. Her var der lejlighed til at studere kathakali, dette særlige maskedrama udviklet i templerne og stadig den dag i dag kan ses opført en hel nat igennem. Mr. Devan havde udviklet en kortform på 1½ time, som dansedes for turisterne hver aften ledsaget af et foredrag. Vi havde lejlighed til at studere danseteknik, kostumer og sminkning, interviewe dansere, optage musik, filme og fotografere. Kathakali er en maskulin danseform, så jeg fik Kumari Subhadra som lærer i bharata natyam, den feminine tempeldans fra Tamil Nadu.
Modern
dance, børneteater og kærligheden
Senere gik det nordpå til professor Methas Music College.
Her blev vi introduceret til Anjali Mehr, der ledede Dance Department. Det var
en hjertevarm dame, som gav os lov til at følge al undervisning; jeg
fik Parul Shah til at undervise mig i bharata natyam, en danseform opstået
i de sydindiske templer og nu blevet til scenekunst. Derudover blev jeg sat
til at undervise i klassisk ballet og modern dance på grundniveau. Det
var meget interessant både at få lov at give sin egen danseviden
og at modtage på flere niveauer. Bharata natyam var jo meget forskellig
i teknik og musik fra vestlig ballet, men det varme fugtige vejr gjorde kroppen
smidig og modtagelig for det nye trinsprog. Da studieperioden blev afsluttet,
gik det tilbage til København. Her måtte der gås alvorligt
til værks, da der skulle tages eksamen til et bifag og derefter videre
til magistergraden. Der skulle trænes flere typer dans dagligt, tjenes
penge ved danse- og dramaundervisning og så var jeg også begyndt
at studere drama på Café Teatret under Sejr Andersen. Her mødtes
en masse unge teaterspirer og erfarne skuespillere og vi unge fik lejlighed
til at deltage i mindre roller i Café Teatrets repertoire og selv lave
opsætninger. Mødet med det alternative teater gjorde, at vi var
nogle stykker, som stiftede teatergruppen Cassiopaja, der gennem
ti år skabte en række børneforestillinger, hvoraf mange var
dramatiseringer af eventyr fra hele verden samt nogle danseforestillinger. Efter
at det indiske dansemateriale var sunket ind i bevidstheden og blevet fordøjet,
besluttede jeg mig for at tage til Indien endnu engang. Det var den samme kammerat,
som jeg nu var flyttet sammen med, Åge, der fulgte med igen. Vi besøgte
de samme institutioner og lavede en 30 min. film om P.K.Devan med hans ensemble
og hans bror, Shivaram, den første danser, som havde præsenteret
kathakali udenfor Indien. Nogen tid efter gik turen tilbage til Baroda, hvor
jeg fik mere undervisning, selv underviste og vi filmede. Efter endt studietur
skulle jeg skrive mit speciale; det kom til at berøre begge former: Bharata
Natyam og Kathakali, en undersøgelse af fortid, nutid og fremtid. Da
ingen havde skrevet om disse emner tidligere her i landet, blev specialet udgivet
af Københavns Universitet. Jeg besluttede mig derefter til at koncentrere
mig om bharata natyam, vedligeholde teknikken, eksperimentere med den og undervise.
Det blev til undervisning på universiteter som gæstelærer
og en masse privat undervisning. Nogle år efter, da Åge og jeg var
flyttet fra hinanden, mødte jeg Richard Karpen, som besøgte nogle
af sine venner i København. Det var kærlighed ved første
blik. Efter at vi havde set hinanden i 14 dage rejste Richard hjem til U.S.A.
og hentede sit tøj og sin cello. Og andre 14 dage efter var han tilbage
og en måned senere blev vi gift. Han fik et job her samt en gruppe at
spille kammermusik med.
Fotoet til venstre: Mona Vangsaae og Henning Kronstam som Svaneprinsessen og prinsen i balletten Svanesøen af Marius Petipa i Harald Landers iscenesættelse fra 1950. Foto: © 1950 Mydtskov. – Fotoet til højre: Poul Gnatt og Mona Vangsaae som de blå fugle i Auroras Bryllup af Marius Petipa i Hans Brenås iscenesættelse fra 1949. – Foto: © 1949 Mydtskov.
Foto til venstre: Her ses scenen hvor Romeo tror Julie er død og derfor tager sit eget liv. – Foto til Højre: En af datidens betydeligste engelske koreografer, Sir Frederick Ashton, ses her indstudere balletten Romeo og Julie med Mona Vangsaae som Julie og Henning Kronstam som Romeo i 1955. - Sir Ashton skabte dette værk specifikt til Mona Vangsaae. Mona Vangsaae var indbegrebet af kølig elegance, pigelig uskyld og stærk elskov i rollen som Julie. Hun var med sin store spændvidde i det mimiske og dramatiske og sin stærke danseteknik blandt tidens store ballerinaer. Alt dette formåede hun at videregive til sine elever, når de viste sig modtagelige for hendes undervisning. – Fotos: © 1955 Mydtskov.
Selv var jeg sammen med Mona Vangsaae, som jeg fortsat trænede hos, begyndt at notere hendes erindringer ned, men hun blev pludselig meget syg og døde kort tid efter af kræft. Det var et stort og chokerende tab og for at komme over det, besluttede jeg at udgive hendes erindringer. Det blev til Mit liv i ballettens verden, hvor jeg involverede bl.a. Erik Aschengren, Ebbe Mørk, Ole Nørlyng – og skrevet af os på baggrund af en grundig research bl.a. i London, hvor hun havde undervist og sat Bournonvilleballetter op. Bogen udkom på Reitzels Forlag i marts 1987. Jeg kom gennem dette arbejde til at forstå, hvilken skattekiste af viden, hun havde givet mig – en moderne balletteknik baseret på den canadiske undervisningsmetode, som har gjort, at jeg aldrig har haft nogen danseskader og har haft et trinanalyseapparat, hvilket har været mig til stor hjælp i den indiske dans. I april samme år tog vi til U.S.A. til staten New Jersey, hvor Richards familie boede – en stor imødekommende jødisk familie. Det var noget af en omvæltning – jeg skulle tage kørekort, vi skulle finde en lejlighed og jeg startede en uddannelse på The Notation Bureau i New York i labanotation. Jeg ville gerne kunne nednotere alle de danse, jeg lærte på forsvarlig vis. Nogle måneder efter mødte jeg den indiske danserinde Ritha Devi, som var bosat i New York. Hun ville gerne undervise mig og lære mig sit bharata natyam repertoire. Senere begyndte jeg selv at undervise og lave forestillinger. Det første ophold i USA var på 1½ år, herefter tilbragte vi vinteren i New Milford og sommeren i Danmark. Jeg fik ordnet det, så jeg havde en del forestillinger og undervisning i Danmark, Lund og Malmø i Sverige. I Lund samarbejdede jeg med den indiske sanger Bubu Munshi og i Malmø med den svenske bharata natyamdanser Johanna Hongell. Denne livsstil blev efterhånden en vane.
I 1995 opførtes danseforestillingen Erotocritos
på Boldhus Teatret flere gange om ugen i hele sommerperioden. Den var
skabt på baggrund af et romantisk digt fra den cretinske renaissance og
udført i bharata natyamkoreografi. Richard stod for dramatiseringen og
instruktionen af den 1 time og 45 minutter lange soloforestilling, hvor jeg
udførte alle roller. Det var en større præstation, som blev
meget værdsat af publikum. Senere spilledes hele forestillingen eller
dele deraf i andre dele af Danmark, New York og New Jersey samt på øen
Lesbos, hvor digtets ophavsmand Cornaros var født. I denne periode var
der mange forestillinger i Europa og U.S.A. med det klassiske repertoire.
Med Johanna Hongell blev forestillingen Ramayana
skabt med klassisk koreografi for fire dansere spillet
dels i en børneversion i malmøske og københavnske parker
samt en voksenversion på Teater Bhava i Malmø. Desuden blev der
skrevet mange artikler om indisk dans og drama til tidsskrifter i Danmark, Sverige,
Indien og U.S.A., og jeg deltog i og var convener for en række work sessions
for Performing Arts konferencer under European Conference of South Asian Studies.
Et
afgørende vendepunkt
Så skete der et vendepunkt ved min fars død. Vi opdagede,
hvor svag min mor var og besluttede at gøre København til vores
base. Dermed opstod muligheden for at lægge hele min energi et sted –
jeg hørte om stillingen som projektleder i Animationshuset og slog til.
Jeg kendte til filmæstetik, som havde været en del af mit magisterstudium,
og havde naturligvis også set en del tegnefilm gennem tiderne. Men det
var en hel ny og fascinerende verden for mig – jeg var vant til højrøstede
teaterfolk og musikere – nu mødte jeg meget stilfærdige og sympatiske
animatorer. Samtidig kunne jeg gå tilbage til den visuelle kunstneriske
del af min opvækst, som var blevet anvendt i den tiårige teaterperiode,
hvor jeg malede baggrunde til teaterforestillingerne. Jeg brugte det første
halve år til at udforske alle hjørner af animationsproduktionen
– dukkefilm, klassisk animation, claymation og 3D og alle de filmiske faser.
På det tidspunkt, da jeg startede i Animationshuset i 1997, var der mange
småfirmaer i huset og derfor rig lejlighed til at gå rundt og studere
alt dette. Jeg kunne sidde i timevis og betragte arbejdet uden, at det blev
afbrudt og dermed få en sand forståelse for arbejdsprocessen. Det
krævede tålmodighed, men den havde jeg. Det var en fantastisk fornemmelse.
Næste skridt var at bevæge sig ud i den københavnske animationsverden, derefter til Odense Film Festival, Frederikstad Animationsfilm Festival og Animationsværkstedet i Viborg. Dette gav et levende fundament og en god viden om, hvad der var i gang i Danmark og Skandinavien. I Viborg havde jeg mødt Hanne Pedersen fra Den rejsende Workshop og fået blod på tanden til at skabe min egen workshop. Ved hjælp af Hannes instruktion og udstyr købt fra PL Data og økonomisk støtte fra Københavns Kommune startede jeg Projekt ANIMA i 1999. Vi begyndte med at lave workshops i København og omegn. Det var børneafdelingen med Projekt ANIMA. Der blev efterhånden også afholdt spændende kurser for voksne såsom Layoutkursus for professionelle animatorer i samarbejde med Animationsværkstedet i Viborg. Her kom folk fra branchen og blev undervist af nogle af de bedste layoutfolk med en intro-weekend på herregården i Hald, hvor ex-Disney instruktøren William Frake gav en forrygende introduktion til baggrundslayout og perspektivtegning. Derefter kørte kurset i Animationshuset over flere måneder. Udover at stå for det administrative rundt om det, deltog jeg i alle timer og udførte alle opgaverne. Det gav mig et stort indblik i, hvordan layoutet fungerer i filmsammenhængen.
Projekt
ANIMA og BUSTER Festival
I 2000 blev der taget initiativ fra A.Film og Baltisk Medie Center
om et kursus for baltiske og østeuropæiske producere og animatorer.
Over tre uger skulle animatorerne arbejde i København på at lære
sig A.Films måde at producere på. Jeg skaffede penge til kurset
via European Cultural Foundation, så der var midler til indkvartering
og mad til deltagerne, som kom fra Ungarn, Riga og Sankt Petersborg. Der var
undervisning dagligt med de samme undervisere som fra Layoutkurset. Desuden
var der besøg på flere studier og Filmhuset. Det var interessant
at møde de forskellige animatorer, som så det som en rigtig god
chance for et samarbejde med A.Film. Det førte senere videre til et fast
samarbejde i Riga. I 2001 fik jeg en anden meget interessant opgave med A.Films
produktion af kortfilmen Dronning Dagmar.
Herover ses fire eksempler på det store forarbejde, der lå forud for tilblivelsen af kortfilmen Dronning Dagmar. Filmen blev til på initiativ og idé af Elisabeth Damkiær, som desuden stod for design, layout og instruktion. Foroven til venstre ses et såkaldt Model Sheet, hvor man ser størrelsesforholdene mellem de medvirkende figurer i filmen. Foroven til højre ses et eksempel på det såkaldte Storyboard, som udgør tegnefilmens drejebog. Forneden til venstre og til højre ses et par eksempler på tegninger fra storyboardet, som er så flot og fornemt tegnede, at de udgør layouts, og i dette tilfælde faktisk samtidig filmens færdige scener. Tegninger: © 2000 Elisabeth Damkiær, A-film ApS.
Elisabeth Damkiær stod for idé, animation og instruktion af den ca. 5 min. lange s/h kortfilm. Jeg fik så den ide, at det ville være interessant med en bog, som beskrev selve animationsprocessen med et fuldt storyboard samt et materiale om Dronning Dagmar og hendes tid. Der blev søgt om midler fra Undervisnings- ministeriets Mediepulje, som gav støtte til disse to bøger. Materialet fortalte om folkesangene om Dronning Dagmar samt den historiske periode set ud fra hendes og ikke kong Valdemar Sejrs synsvinkel. Der blev skrevet et sæt til lærerne og et læslet til eleverne. Selve filmen havde premiere i Filmhuset og derefter kunne materialet købes og anvendes af skolerne. Kort tid efter dette projekt fik jeg ideen til Animationskasserne til inspiration for lærere, pædagoger og børn. Det fik støtte fra Tipspuljen under Undervisningsministeriet og blev til 20 spændende kasser med forskellige animationsmaterialer og laminerede ark med beskrivelser af arbejdsprocesserne. De færdige kasser kunne derefter lånes ud til skoler, som samarbejdede med Projekt ANIMA. Efterhånden havde Projekt ANIMA slået sig fast som et spændende animationsværksted og der blev givet fast støtte fra Københavns Kommune, Kunst & Kultur samt Det danske Filminstitut. Der er derfor blevet produceret ca. 100 film om året med børn i skoler, børnekulturhuse, biblioteker, filmklubber, kirker og filmfestivaler. I skrivende stund oktober 2009 mere end 1200 film.
Det første festivaltiltag var i 1999, hvor Projekt ANIMA gik sammen med børnekulturhusene i København om at lave en Animationsfestival i Amager Kulturpunkt. Det blev anledningen til en årlig festival med Kåringen af Årets SNUDE og fra 2003 blev festvalen indlemmet som Animation i HUSET under BUSTER Københavns Internationale Filmfestival for Børn og Unge. Her blev mit arbejde også at udvælge animationsfilm til festivalprogrammet og det førte til mine omfattende deltagelser i Annecy Inernationale Film Festival i Frankrig, Stuttgart Trick Film Festival, Tampere Kort Film Festival, Odense Internationale Filmfestival, Frederikstad Animationsfilmfestival m. fl.
Herover ses et eksempel på, hvordan Projekt Animas workshops kan forme sig. Omgivet af ivrigt interesserede børn, overvåger Annemette Karpen sammen med Jakob Ponsgaard, hvordan børnene arbejder med cut-out- og flyttefilmsteknik under trickkameraet, som ses i baggrunden midt i billedet, mens andre af børnene følger med i processen via monitorskærmene til højre. - Foto: © 2004 Workshop i Film X v/ Annemette Karpen.
Projekt ANIMA blev også inviteret til udlandet for at give workshops såsom Riga i Letland, hvor vi lavede fem workshops med forskellige teknikker på Barimore Film Festival for børn. Der måtte arbejdes med tolk, da ikke alle deltagende børn kunne tale engelsk. I 2003 havde Sankt Petersborg 300 års byjubilæum og Københavns Kommune bestemte sig for at donere et animationsværksted til byen. Det blev Projekt Animas opgave at finde et egnet sted i byen. Ikke den letteste opgave, men sammen med Det danske Kulturinstitut ledet af Rikke Helms, blev der fundet Primorski After School Arts Program. Nu skulle der indkøbes materiel og findes en måde til at fragte udstyret over til Sankt Petersborg. Efter nogen betænkningstid besluttede jeg at gå op i Udenrigsministeriet og høre om mulighederne for at sende udstyret gennem ambassadeposten. Da der var tale om at materiellet var en gave fra en by til en anden by i et andet land, viste det sig, at det godt kunne lade sig gøre. Vi indkøbte udstyret og fik det sendt af sted, derefter rejste jeg med to medarbejdere derover og fik det installeret i et rum og vi gik i gang med at undervise børn, unge og nogle af lærerne. Det var ligeledes med tolk og førte til nogle spændende uger, hvor der opstod venskab mellem os alle. Russerne så desuden til, at vi blev guidet rundt i den store flotte by og se museer, kirker og kom ind til balletforestilling. Der blev lavet en aftale om at sende hinanden film mellem de to Projekt ANIMAer. Det følgende år blev Merete Dael og jeg inviteret over til at modtage en pris for foretagendet. Og den følgende sommer inviterede vi den ene lærer herover til København for at lære sig dukkeanimation. Anne Lise Andreasen inviterede mig i 2004 til at samarbejde om afviklingen af ANIMASTERS OF THE FUTURE i Frederikstad, hvor vi var en række animationsværksteder fra Skandinavien og Baltikum, som skulle mødes og høre om hinandens arbejde og skabe forskellige samarbejder. Det blev starten til et uformelt netværk mellem animationsværksteder og animatorer forskellige steder i verden, som jeg har været en aktiv del af. Vi kan sende hinanden undervisningsmaterialer og film til festivaler for børn. Vores andet ANIMASTERS OF THE FUTURE møde fandt sted to år efter i Tampere og førte til det spændende Fortress Tales projekt, hvor ni animationsværksteder fandt historier fra deres respektive byer og producerede en række spændende historiske film skabt i forskellige teknikker. Projektet havde premiere i Frederikstad efteråret 2008.
I 2003 donerede Københavns Kultur og Fritidsforvaltning
et sæt animationsudstyr til Sankt Petersborg by i anledning af byens 300
års jubilæum. Det var Annemette Karpen, som via Det danske Kulturinstitut
i Sankt Petersborg, der fandt frem til Primorski After School Arts Program.
Herover ses tre situationer fra den animations workshop, som projekt ANIMA ved
Annemette Karpen afholdt i den anledning. På fotoet til venstre ses russiske
TV-journalister fra alle Sankt Petersborgs TV-stationer, som kom til overrækkelsen
af udstyret til skolen i Primorski. Her fortæller Annemette Karpen, som
ses helt til venstre i billedet, om udstyret, mens Poul Lerche demonstrerer
det. – Fotos: © 2003 Annemette Karpen. – På fotoet i midten ses russiske
børn i gang med at lave baggrundslayout til en film om ”Den grimme ælling”.
– På fotoet til højre viser Jonas Julan børnene det færdige
resultat af alle anstrengelserne.
– Fotos: © 2003 Projekt ANIMA.
Animeret
historie og Andersens eventyr
Når vi bliver i det historiske blev Projekt ANIMA inviteret
til at skabe et projekt finansieret af Øresundsmidlerne Animeret
historie, hvor svenske skolebørn blev sendt med Kulturbusserne
til København for at opleve de spændende historier knyttet til
et udvalgt antal pladser og bygninger. Børnene blev først guidet
rundt og fik derefter mulighed til at udspille nogle scener de pågældende
steder. Derefter skulle de gå hjem og vælge to steder, som havde
gjort indtryk på dem, per klasse. Niklas Bernstrup og jeg kom senere på
besøg og begyndte at bearbejde disse historier og lave storyboard med
børnene. Derpå kom hver klasse en uge ind i Unga Filmfabrikens
lokaler for at filme. Det blev til en lang række meget forskellige flyttefilm,
som fik premiere ved juletid samme år. Med de forskellige billedskoler
er der gennem årene lavet forskellige samarbejder. På Billedskolen
i Tvillinghallen er der et fast samarbejde, hvor vi har et kursus Ung Animation,
som er henvendt til 14 til 22 årige. Vi har her mulighed for at gå
mere i dybden med animationsteknik og produktionsforhold og fungere som springbræt
for unge, som vil gå den kunstneriske og filmiske vej. Mange af disse
unge mennesker er kommet ind på videregående uddannelser inden for
dette område. Til skolerne udbydes forskellige temaer som miljø,
arkitektur, byplanlægning, Det animerede Kunstværk,
særligt henvendt til samarbejde med museer som Nationalmuseet, Glyptoteket
m. fl.
I 2005 hvor der var H.C. Andersen 200 års jubilæum var vi meget aktive med at skabe film over hans eventyr, historier, digte og dagbogsoptegnelser bl.a. rejsebeskrivelser. Københavns amt købte os til et stort projekt med Andersens liv og værk som gennemgående tema. Det blev ligeledes gentaget i Lund i Sverige, hvor vi var ude på skoler, fritidshjem og biblioteker med Andersen temaer. Andersen blev ligeledes bragt med til Sankt Petersborg, hvor folk kender hans vigtigste eventyr og historier. Vi blev endvidere inviteret til Polen, hvor vi animerede med børn i Gdynia, Krakow og Lodz med andersenske temaer. Det er en fantastisk fornemmelse at komme til et fremmed land og fornemme deres glæde ved og kendskab til vor skattede forfatter.
Her ses fire farvestrålende eksempler på scener i en cut-out- og flyttefilm, baseret på H.C.Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Filmen er fremstillet af børn i Ballerup under en Projekt ANIMA workshop i 2005. – Fotos: © 2005 Annemette Karpen.
Det internationale samarbejde blev yderligere udviklet i sommeren 2007, hvor Det danske Filminstitut bad os om at lave filmworkshop på Lola Kenya ’07, en filmfestival helt nystartet for børn og unge i Nairobi. På grund af sygdom kom jeg ikke selv af sted, men jeg udviklede undervisningsmateriale og instruerede Maikki Kantola, vores finske samarbejdspartner, til at tage af sted og afvikle workshoppen. Det kom der mange fine flyttefilm ud af og et fast samarbejde. Samme år blev vi inviteret til Dubai International Film Festival, hvor vi skulle lave film over H.C.Andersens eventyr med børn fra de internationale skoler. Det var en stor oplevelse at se og fungere i et muslimsk land og en meget moderne og velhavende kultur. Vi blev installeret på suiter og fik særdeles god betaling for vores arbejde. Der blev skabt en række fine film og festivalen inviterede os tilbage i 2008, denne gang med temaer fra den indiske eventyrcyklus Panchatantra. Alle disse engelsksprogede produktioner sendes til andre festivaler sammen med nogle af de danske med engelske undertekster og efterhånden har en hel del af dem vundet priser.
I skrivende stund er vi ved at etablere et samarbejde i Jordan for Den kongelige Film Kommission.
I december 2007 afholdt Projekt ANIMA efter invitation
fra Dubai International Film Festival, en workshop i cut-out- og flyttefilmsteknik,
som også i dette tilfælde blev benyttet til en række korte film baseret på nogle af H.C.Andersen
bedst kendte børneeventyr. I 2008 var temaet ”Pancha tantra”, en cyklus
af moralske fortællinger fra det gamle Indien. På billedet til venstre ses plakaten for festivalen
i 2008, og på fotoet til højre ses Annemette Karpen siddende på
knæ, omgivet af børnene, der deltog i workshoppen, og et par af
disses lærere.
– Fotos: © 2008 Annemette Karpen.
Den årlige Dubai International Film Festival afholdes
i december i byens smukke kongrescenter, hvis vestibule ses på fotoet
til venstre.
På fotoet til højre fortæller instruktøren
Mohammed Sareed om sin arbejdsmetode.
Herover ses børnene i gang med at optage ”The Three Scholars Who Made a Lion”
De tre kloge mænd finder en bunke knogler og bliver enige om at skabe en løve. Det lykkes, men den sultne løve æder dem. En god lærehistorie om tåbelighed.
På fotoet til venstre ses storyboardet fra ”The Woman and the Mongoose”. Fotoet til højre viser den ægyptiske animator Roujieh Anis i gang med at redigere.
Ovenstående suite af fotos er fra Dubai International Film Festival 2008, hvor der bl.a. blev lavet film over H.C.Andersens eventyr med børn fra de internationale skoler. Det var en stor oplevelse at se, hvordan børnene i et muslimsk land og fra en meget moderne og velhavende kultur greb animationsteknikken an. Det gik utrolig godt, og der blev skabt en række fine film, også med temaer fra den indiske eventyrcyklus Panchatantra. Alle disse engelsksprogede produktioner sendes til andre festivaler sammen med nogle af de danske med engelske undertekster og en del af filmene vandt senere anerkendende priser. – Fotos: © 2007 & 2008 Annemette Karpen.
Billeder fra Animation i HUSET under BUSTER Københavns Internationale Film Festival for børn og unge i september 2009. Her er børnene i gang med en claymation film. Begrebet claymation er sammensat af engelsk ’clay’ = ler, og ’animation’ = belive eller levendegøre. På fotoet nederst til højre er animator Erling Ericsson fra Stockholm ved at instruere nogle af børnene i animationskunsten.
På fotoet til venstre er animator Peter Lovdal i gang med at lave figurer af frugt og grøntsager til pixilation-optagelse, en teknik, som på dansk tidligere blev kaldt ”dukkefilm-teknik”. På fotoet til højre ses et udvalgt af de fantasifulde figurer, som indgår i den færdige film.
På ovenstående fotos ses den engelske animator Darren Kordich instruere børnene i klassisk animation, som jo foregår ved at figurerne tegnes på papir på en såkaldt lyspult.
På fotoet til højre ses animator Peter Ravn, som følger børnenes filmoptagelser.
På billedsuiten herover kan man få et indtryk af, hvad der foregår på en workshop under BUSTER Festivalen, i dette tilfælde i 2009. Der bliver der arbejdet med flere forskellige animations-teknikker, som cut-out- og flyttefilm, fantasifulde plastiske figurer fremstillet af rigtige grøntsager og frugter. Desuden laves der forsøg med klassisk animation på lyspulten, alt sammen med overraskende gode resultater i form af små film på op til max 5-6 minutters længde. - Fotos: © 2009 BUSTER Festival v/ Annemette Karpen.
Dansk tegnefilmhistorie
Gennem årene har der desuden været produceret en del
artikler og undervisningsmaterialer bl.a. for Det danske Filminstitut om animation.
For nogle år tilbage blev jeg bedt om at forestå produktionen af
Dansk tegnefilm gennem 100 år,
dette blev både til fundraising, forfatning af nogle af kapitlerne samt
indsamling af billedmateriale og redigering af bogen. En stor og til tider overvældende
opgave, men meget spændende, da jeg kom til at have en stor vidende og
kompetent forfatter- gruppe og en række vigtige referencepersoner omkring
projektet.
Det er således meget forskelligartet arbejde, jeg bestrider her i Animationshuset og jeg er da også både glad og taknemmelig over det. Vores overordnede filosofi er at bringe animation ud til alle, som har lyst til at arbejde med denne særlige kunstart på tværs af alder og nationalitet. Der er mange handicappede børn og unge, som ligeledes får stor glæde af at arbejde med animation.
På trods af at jeg anvender meget af min tid på arbejdet, har jeg også haft tid til at være formand for Indisk Musikforening siden 1995 og med min bestyrelse står jeg for 5-6 koncerter med førende indiske musikere og dansere årligt. Et arbejde der støttes af både den indiske stat og Musikstyrelsen her i landet. Min dans måtte jeg indskrænke med hensyn til undervisning, men det var vigtigt at blive ved med at være aktiv bharata natyamdanser og optræde i Skandinavien. I den sammenhæng har jeg skrevet for Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Den store danske Encyklopædi og Gyldendals Teaterleksikon om sydasiatisk dans og drama m.m.
Annemette Karpen oktober 2009
________________
Filmografi mm. for Annemette Karpen:
Korte
tegne- og dukkefilm (projektleder):
Annemette
Karpen har siden 1999
promoveret og medvirket ved produktionen
af ca. 100 film om året med børn i skoler, børnekulturhuse,
biblioteker, filmklubber, kirker og filmfestivaler. I oktober 2009 er det blevet
til mere end 1200 film.
Undervisnings-
og Dokumentarfilm:
Kathakali
–
en film om P.K.Devan med hans ensemble og hans bror, Shivaram, den første
danser, som havde præsenteret
kathakali udenfor Indien. 30 min. 1993; manuskript.
Bharata Natyam – en introduktion til Sydindisk Tempeldans med Annemette Karpen,
som demonstrerer de forskellige dele af danseteknikken og danser Alarippu, Shabdam,
Navarasa Sloka og Shakhi Prana.45 min. 1994.
Erotocritos
af Vitsentzos
Kornaros. 1995. Choreography & direction: Richard Karpen. Solo danser: Annemette
Karpen. Narrator: Julian Isherwood. English adaptation: Richard
Karpen. 105
min.
Excerpt: 20 min.
Ung Animation. 2005, 2006, 2007, 2008, 2009: Compilations af unge filmmagere
i mange forskellige teknikker. Annemette Karpen: Instruktør.
Undervisning i kreativ animationsteknik
(projektkoordinator og underviser):
Projekt ANIMA siden 1999; initiativtager, projektleder og underviser. Her kan
nævnes nogle af Projekt ANIMA’s produktioner:
Animation
i HUSET under BUSTER Københavns Internationale Filmfestival
for Børn og Unge.
Compilation af workshopfilm siden
2001; initiativtager, projektleder og underviser.
20 kasser med animationsmateriale til inspiration for lærere, pædagoger og
børn. 2001; initiativtager og projektleder.
ANIMASTERS
OF THE FUTURE i Frederikstad 2004. Dokumentarfilm
om selve mødet mellem skandinaviske og baltiske animationsværksteder.
60 min. Manuskript: Annemette Karpen.
ANIMASTERS
OF THE FUTURE II i Tampere. 2006;
en serie H.C.Andersen-film med finske børn. Initiativtager og underviser:
Annemette Karpen sammen med Anne Lise Andreasen.
Henved 100 H.C.Andersen-film i 2005, som f.eks. ”Den
eventyrlige H.C.Andersen”, og ”Den animerede H.C.Andersen”, skabt over H.C.Andersens eventyr, historier, digte og dagbøger.
Projektet foregik hhv. i København, Lund og Odense.
”Andersen på russisk” – en serie film skabt i Sankt Petersborg i 2003 ved
etableringen af Projekt ANIMA på Primorski After School Art Program.
Japanske eventyr og animé fra Film X og BUSTER Special i 2006 og Barimore Kino, Riga, Letland
2006.
Science fiction Projekt i Bogense 2006. En række science fiction-film med
fremtidshistorier.
H.C.Andersen på Odense Film Festival.
En lang række fortolkninger af
Andersens eventyr på festivalen i 2003, 2004 og 2005.
H.C.Andersen på polsk. Udvalgte eventyr af Andersen med polske skolebørn
i Gdynia, Krakow og Lodz.
Klimafilm 2009. Mange film om emnet klimaforandringer pga. klimakonferencer og
Topmødet i København i december 2009.
Animeret historie. 2004; 10 film over københavnske pladser og bygninger. Et projekt,
hvor svenske skolebørn blev sendt med Kulturbusserne til København
for at opleve de spændende historier knyttet til et udvalgt antal pladser
og bygninger.
Det animerede Kunstværk. 2005; en serie film over udvalgte impressionistiske
kunstværker på Glyptoteket.
Det animerede Kunstværk. 2006; en serie film over ægyptiske guder i Den
ægyptiske Samling på Glyptoteket.
Filmworkshop på Lola Kenya ’07.
2007; en filmfestival helt nystartet
for børn og unge i Nairobi, hvortil Annemette Karpen udviklede undervisningsmateriale
og instruerede Maikki Kantola, en finsk samarbejdspartner, til at tage af sted
og afvikle workshoppen.
Dubai International Film Festival. 2007; hvor Annemette Karpen stod for produktionen af
film over H.C.Andersens eventyr med børn fra de internationale skoler.
Der blev skabt en række fine film på festivalen.
Dubai International Film Festival. Panchatantra, en indisk eventyrcyklus 2008; engelsksprogede produktioner,
som sendes til andre festivaler sammen med nogle af de danske med engelske undertekster
og efterhånden har en hel del af dem vundet priser).
Fortress Tales. 2008; projekt, hvor ni skandinaviske og baltiske animationsværksteder
fandt historier fra deres respektive byer og producerede en række spændende
historiske film skabt i forskellige teknikker. Projektet havde premiere i Frederikstad
efteråret 2008.
Forfattervirksomhed (Bøger,
artikler mm.)
Bharata Natyam og Kathakali, en undersøgelse
af fortid, nutid og fremtid. Magisterafhandling.
Københavns Universitet 1982.
Mona Vangsaae - et liv i ballettens verden.
Reitzels Forlag 1987; redaktør
og forfatter.
Skabelse – et teaterprojekt for
børn: Om skabelse i biblen og hindumytologien. Økumenisk Center, Aarhus 1995. Redaktør og forfatter.
Undergang og begyndelse: Nordisk mytologi,
kristendom, hinduisme. Folkekirkens Skoletjeneste,
København 1998. Forfatter.
Dronning Dagmar og hendes tid: Animationshuset, København 2001. Forfatter i forbindelse
med tegnefilmen ’Dronning Dagmar.’Animationsfordybelseskassen
til inspiration for lærere, pædagoger og elever. Animationshuset, København 2003. Ophavskvinde
og forfatter.
Artikler om sydasiatisk dans og drama,
ballet m.m. Den store danske Encyklopædi.
Artikler for internationale tidsskrifter
om dans og drama.
Videnskabelige essays om indisk dans, forelæst
og udgivet i forbindelse med internationale konferencer.
Balletartikler for Dansk Kvindebiografisk
Leksikon.
Artikler om sydasiatisk dans og drama for Gyldendals Teaterleksikon.
Videnskabelige papers + essays:
Wrote and red the paper “Labanotation for Indian Dance” at the
11th European Conference for Modern South Asian Studies, Amsterdam
University, July 1990.
Wrote and lectured the essay “Identity and Ethnicity through Bharata Natyam”
at 1st Nordic Conference for South Asian Studies, Denmark October 1991.
Wrote and lectured on the essay “Can a Classical Dance Tradition such as Bharata
Natyam Survive without the Influx of New Works?” at the 12th European Conference
for Modern South Asian Studies, Humboldt University, Berlin, September
1992, published 1993.
Convener at and read the paper “New Themes for Bharata Natyam, the Classical
Dance Dram of Tamil Nadu” at 13th European Conference for Modern South Asian
Studies, University of Toulouse, August 1996.
Bøger, artikler mm. vedr. tegnefilm- og animationshistorie
og –teknik:
Dansk tegnefilm gennem 100
år – fra de første trickfilm over Storm P. til 3D. Animationshuset 2008; redaktør og medforfatter.
Ballet- og teaterforestillinger:
Underviser i klassisk ballet og modern dance på grundniveau siden 1977.
Danse- og dramaundervisning i København siden 1977.
Medstifter af
teatergruppen Cassiopaja og danser og instruktør samme sted 1975-86.
Undervisning og eksperimenter med i bharata natyam-teknikken siden 1993; foregik som
gæstelærer på universiteter og som privat undervisning.
Erotocritos. 1995; danseforestilling på Boldhus Teatret. Medarrangør,
koreograf og danser.
Ramayana,
forestilling med klassisk koreografi for fire dansere. 1997; koreografi og dans
skabt i samarbejde med Johanna Hongell.
Koreografiske arbejder:
The Elv’s Hill (1974) Stages (1974) The Story about Jealousy
(1975) Kama/Veil Dance (1975) Pan/Home Destruens (1976) The Dream of Eternity (1977) Pierette’s Veil (1979) The May Night
(1980) Bhakti (1981) Brahma Creates Death (1983) The Death
of Friday (1986) Krishna Songs (1987) North and South (1987) Bhajans (1989)
Radha’s Dream (1990)
Aspects of Love (1991) Ashtapadi (1992)
Erotocritos (1993) ‘Erotocritos’ performed at Boldhus Theatre in Copenhagen,
June, July and August 1995, Music Library in Odense, 1996, Town
Hall at Hora, Lesbos in Greece, 1996.
_____________________________________