Til start: Dansk Tegnefilms Historie
Finn Rosenberg Ammitsted født 17. 11. 1920 og død 22. 09. 1955 som søn af assistent Andreas Rosenberg Ammitsted (1895-1925) og hustru Britta Petersen (1890-????).
Finn Rosenberg var som kun 22-årig ophavsmand til ideen om at lave en lang tegnefilm over eventyret "Fyrtøjet". I årene 1942-45 var han en ledende kraft under produktionen af nævnte film Han var uddannet som reklametegner hos reklamebureauet Monterossi og havde arbejdet der i nogle år, hvorefter han blev kreativt involveret i produktionen af Danmakrs første lange tegnefilm med en spilletid på 78 minutter. Privat boede han sammen med sin moder i en lejlighed i Guldbergsgade på Nørrebro, og moderen var tilsyneladende økonomisk afhængig af sønnen, som på sin side følte sig stærkt knyttet til hende. Det bevirkede bl.a., at han endnu i 1947 i en alder af 27 år aldrig havde været forlovet eller var kommet fast sammen med en pige. Han oplyste i øvrigt, at han var noget genert overfor kvindekønnet, fordi han kun havde een testikel i pungen, og det havde også været medvirkende til, at han hidtil havde holdt sig på afstand af det smukke køn.
Omkring 1953 traf jeg ham tilfældigvis på Nørrebros Runddel, hvor han sad og fik sig en stille genstand efter arbejdstid på bodega "Runddelen"s fortovscafé, og da fortalte han på min forespørgsel, at han stadigvæk boede sammen med sin efterhånden gamle moder. Han arbejdede da som tekstforfatter for reklamebureauet Harlang og Toksvig. En del år senere erfarede jeg via en anden tidligere medarbejder på ”Fyrtøjet”, tegneren Otto Jacobsen, som jeg tilfældigvis stødte på inde i byen. at Finn Rosenberg var afgået ved døden.
Under produktionen af ”Fyrtøjet” rejste Finn Rosenberg i løbet af 1944-45 et par gange med produktionsleder Allan Johnsen til Berlin, hvor fremkaldelsen og kopieringen af filmnegativet til "Fyrtøjet" fandt sted på Agfas filmlaboratorium. Det skyldtes, at man herhjemme endnu ikke havde facilliteter til fremkaldelse og kopiering af farvefilm.
Hvad angår Finn Rosenbergs private forhold, så har min kollega og gode ven Hans Perk endnu engang kunnet bidrage med for mig nye oplysninger. I en e-mail af 30. september 2018 meddeler han, at der findes private oplysninger om Finn Rosenberg på websitet https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=30772 . Her oplyses at Finn Rosengerg var gift med Eleonora Agnete Jørgensen. Denne oplysning er delvis blevet bekræftet af denne hjemmesides webmaster, Jakob Koch, som har foretaget sin egen efterforskning af Finn Rosenberg Ammitsteds private forhold. og har fundet frem til at Finn Rosenberg var gift med en kvinde ved navn (fornavnet ikke oplyst) Jørgensen. I øvrigt har Jakob Koch en fjern familietilknytning til Finn Rosenberg.
Selv om familierelationen mellem familien Rosenberg Ammitsted og familien Koch må anses for at være fjern, her specielt til denne hjemmesides webmaster Jakob Koch, så er denne relation dog af en vis betydning, også selv om den først er kommet til webmaster Jakob Kochs og mit kendskab i forbindelse med nye korrektioner af Finn Rosenberg Ammitsteds biografi. Slægtskabet på den fædrene side mellem Finn Rosenberg Ammitsted og Jakob Koch strækker sig fra sidstnævntes farfar Einar Koch og via dennes søn Niels Koch til Finn Rosenberg Ammitsteds far Andreas Rosenberg Ammitsted. (Se evt. artiklen H.C. Andersen og familierne Wulff og Koch: http://www.livetseventyr.dk/HCA-Koch-frame.htm )
Men relationen mellem de to nævnte hovedpesoner strækker sig også til deres respektive professionelle karrierer. Finn Rosenberg var uddannet reklametegner, som ved tilfældets gunst blev initiativtager, medforfatter, layouter og baggrundsmaler på den første danske lange tegnefilm ”Fyrtøjet”, som han arbejdede på i årene 1942-46. Derefter fortsatte han i samme funktioner på A/S Dansk Farve- og Tegnefilms nye projekt, langtegnefilmen ”Klods Hans”, som han arbejdede på indtil 1950, hvor projektet blev skrottet af mangel på finansiering. For Jakob Kochs vedkommende, så begyndte han at beskæftige sig professionelt med tegnefilm i begyndelsen af 1960’erne, og efter nogle år etablerede han sig med eget firma, Jakob Koch Tegnefilm. Som specielt teknisk dygtig i brugen af såkaldt trickkamera, fik han større og mindre opgaver som trickfilmfotograf. Men han var også en dygtig animator, som dels fik animationsopgaver udefra og dels brugte sine evner på produktionen af egne korte tegnefilm. Læseren kan henvises til Jakob Kochs biografi i tegnefilmhistorien - HER
Finn Rosenberg angives ifølge ovennævnte kilder til at være født i 1920 og var altså 35 år ved sin død i 1955. Ægteskabet skulle så vidt jeg har forstået været indgået i 1947, da begge var omkr. 27 år. Ægteskabet skulle i så fald kun have varet omkr. 8 år ved hans død i 1955. Da jeg traf ham sidste gang i 1953 var han altså 33 år, jeg selv 24 år. Men for mig virkede han som en ældet mand.
Men i henhold til, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det altså ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvilket dels også er fremgået af presseomtalen af filmen, og dels senere også er blevet skriftligt bekræftet af Henning Pade. Hvordan Finn Rosenberg var kommet på netop den idé, nævnte han dog ikke selv noget om, men tanken om en H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm lå vel så at sige i "luften" på den tid, og særlig efter at Carl Th. Dreyer med sin artikel i "Avertering" havde givet næring til tanken, og efter at fagmanden Jørgen Müller havde udtalt sig om de praktiske muligheder for, at man i Danmark ville kunne gennemføre et sådant projekt. For Finn Rosenbergs vedkommende skete det i praksis på den måde, at da han omkring 1942 var ansat som reklametegner på Reklamebureauet Monterossi, fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var skrevet af fabrikant og grosserer Allan Johnsen. På bogens bagside fandtes følgende tekst:
"Her er en Bog for den videbegærlige Læser, ikke alene den unge, der søger Oplysning om Dagen og Vejens praktiske Spørgsmaal, men enhver kan i denne interessante Skildring finde noget nyt og udbygge sin Viden. Det er første Gang en dansk Forfatter paa en populær Maade har skildret Spindestoffernes Historie, og det er gjort saa morsomt og let læseligt, at Bogen vil finde Vej til det største Publikum."
Bogen, som ifølge Henning Pade er skrevet i løbet af sommeren 1942, fortæller om de råvarer, der gennem tiderne er blevet brugt til at spinde tekstiler med: hør, uld, silke, kunstsilke, celleuld og mælkeuld. Skildringen af de forskellige stoffer er rigt illustreret med muntre tegninger og oplysende, skematiske tegninger af de processer, der ligger bag den tekniske fremstilling af stoffernes tilblivelse. Celleulden, i daglig tale blot kaldt "celluld", der i den sidste del af krigen kom til at spille en stor rolle i tekstilindustrien, blev fremstillet med grantræernes cellulose som råmateriale, og efter en mekanisk og kemisk proces forvandledes træmassen til fine tråde, som man kunne spinde og væve tekstilstof af.
Herover ses forsiden og indholdsfortegnelsen til Allan Johnsens bog ”Fra Dyreskind til Celleuld”, Schønbergske Forlag 1942. Bogens illustrator var reklametegner Finn Rosenberg Ammitsted, som på det tidspunkt var ansat hos reklamebureauet Monterossi. – Tegninger © 1942 Allan Johnsen og Schønbergske Forlag.
To eksempler på Finn Rosenbergs illustrationer, hhv. side 70 og 75, til Allan Johnsens bog ”Fra Dyreskind til Celleuld”. Som det fremgår, er der i tegningerne lagt vægt det lidt komiske og humoristiske. – Tegninger © 1942 Allan Johnsen og Schønbergske Forlag.
De første scener, Marius Holdt optog på sit eget nyinstallerede trickbord på tegnestuen i Frederiksberggade 28, var som tidligere nævnt de scener med astrologen på Rundetårn og vægteren, der runder et gadehjørne, som Bjørn Frank Jensen havde tegnet og animeret allerede i slutningen af 1942 - begyndelsen af 1943. Situationen var imidlertid den, at den eneste slags farvefilm, der på det tidspunkt var mulighed for at benytte, var Agfa Color, men herhjemme rådede Agfa ikke over de særlige 35mm farvefremkalder- og kopieringsmaskiner, der var nødvendige for at få negativfilmen fremkaldt og kopieret. Det kunne kun ske på Agfas laboratorier i UFA Stadt i Berlin. Kontakten hertil blev etableret via UFA’s danske afdeling, som havde til huse i samme bygning som Nygade Teatret, Nygade 3 i København. Senere, da forholdene i sommeren/efteråret 1944 forværredes herhjemme som følge af et stigende antal strejker og folkelige opstande og uroligheder, påtog Allan Johnsen sig personlig det risikable hverv at transportere det eksponerede filmnegativ til Berlin og efter fremkaldelsen tilbage til København. Med sig hjem bragte han også arbejdskopien, som blev foreløbig redigeret af Henning Ørnbak, medens negativklipningen måtte vente indtil videre.
På denne selvkarikatur fra 1944-45 har Finn Rosenberg søgt at give et indtryk af de store vanskeligheder, der var med at skaffe negativ og positiv råfilm til produktionen af ”Fyrtøjet”. Desuden kunne den eksponerede film kun fremkaldes og kopieres hos Agfa i Berlin, fordi man i Danmark endnu ikke rådede over laboratorieudstyr til fremstilling af farvefilm.
– Tegningen er i 2003 doneret til © Dansk Tegnefilms Historie af fru Gerda Johnsen.
I samme tidsrum var situationen også blevet alvorligt forværret i selve Tyskland, med omtrent natlige, allierede bombardementer af storbyerne. Til trods herfor rejste Allan Johnsen ufortrødent til Berlin – et par gange under ledsagelse af Finn Rosenberg. Han fortsatte hele tiden sit daglige arbejde, som om der var fred og ingen fare. Det hang formentlig sammen med, at det på det tidspunkt endnu ikke var almindelig kendt i Danmark, hvilken forfærdelig skæbne, der var overgået og stadigvæk overgik Europas jødiske befolkning og andre etniske grupper. Men nogen fornuftig forklaring kan her ikke gives på, hvordan det kunne lade sig gøre under de til tider meget anspændte forhold under besættelsen, at enkelte mennesker, som f.eks. også Finn Rosenberg, uantastet kunne fortsætte deres daglige virke og færdes frit ude omkring.
Under et af Johnsens ophold i Berlin i foråret 1944, hvor De Allieredes bombardementer af tyske storbyer var begyndt, blev bl.a. et af UFA’s laboratorier ramt af en fuldtræffer, der fuldstændig ødelagde bygningen. Allan Johnsen havde Finn Rosenberg med som rejsefælle, og under bombardementet befandt de sig i laboratoriebygningens beskyttelsesrum sammen med en del af stedets tyske medarbejdere. Ingen af de to fik så meget som en skramme, men flere tyskere blev dræbt ved den lejlighed og adskillige kom alvorligt til skade. Oplevelsen betød dog et chok for Allan Johnsen og Finn Rosenberg, men særlig for sidstnævnte blev det en traumatisk erfaring, som han vistnok aldrig kom sig over. Til trods herfor fortsatte han sit daglige tegnearbejde, så længe det var påkrævet, og det var det i al fald helt frem til efter befrielsen den 5. maj 1945, ja, længere endnu, for Finn Rosenberg forblev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S indtil videre.
Skovtur til Fiskebæk Kro
Arbejdet og livet gik videre i den stilfærdige daglige rutine, som dog ikke helt kunne tilsløre, hvad der foregik ude i virkelighedens verden. I København var sabotagen og modsabotagen taget alvorligt til, og det skulle snart vise sig at kulminere i en højst ubehagelig situation for befolkningen. Men inden det kom så langt, var der i begyndelsen af juni 1944 en lille gruppe tegnere på tegnestuen i Frederiksberggade 28, der havde taget initiativet til at arrangere en skovtur for personalet. Turen skulle gå til Fiskebæk Hotel ved Farum, hvor man efter planen skulle spise middag og i øvrigt hygge og fornøje sig.
Den lørdag, hvor skovturen skulle finde sted, blev der arbejdet som normalt på tegnestuen, dog med den undtagelse, at nogle af medarbejderne omkring frokosttid begyndte at tage på forskud af de våde varer. Det var særlig den dengang meget brugte danske portvin, kaldet ”Pullimut”, der var populær, men også en dansk produceret gin, dog uden tonicvand, som blev sat til livs som ’opvarmning’ til eftermiddagens forhåbentlige og harmløse sjov og ballade.
For mit eget vedkommende
havde det egentlig ikke været meningen, at jeg skulle med på skovturen,
dels fordi jeg ikke havde lyst, og dels fordi jeg ikke syntes jeg havde pænt
nok tøj at tage på til formålet. Derfor var jeg i modsætning
til tegnestuens øvrige personale kun iført mit daglige arbejdstøj
den dag. En af tegnerne, jeg husker ikke hvem, syntes imidlertid, at jeg i det
mindste også burde smage på de våde varer, og han fyldte derfor
et ølglas med gin, som han bød mig. Da jeg ikke vidste eller kendte
til, hvad gin var for noget, og jeg i øvrigt syntes det smagte lidt sødligt,
drak jeg hele glassets indhold, som om det var sodavand. Få minutter senere
følte jeg det, som om tegnestuen snurrede rundt omkring mig, og jeg blev
svimmel og kunne kun høre mine kollegers latter som en fjern og lettere
forvrænget lyd, idet de åbenbart morede sig over mig og min reaktion.
Den omsorgsfulde kollega, ”Jømme”, syntes
imidlertid ikke det var morsomt, og han sørgede for at jeg fik et glas
mælk at drikke, som heldigvis forhindrede at jeg skulle kaste op, lige
som det medvirkede til at jeg blev nogenlunde klar i hovedet igen. ”Vi synes
du alligevel skal tage med på turen!” var der flere af mine kolleger,
der opfordrende sagde. ”Ja, det vil jeg også gerne!” svarede jeg og tilføjede,
”Men så må jeg først hjem og skifte tøj!” ”Gør
det, og mød os på Nørrebros Station! Toget afgår kl.
15, så skynd dig af sted!” sagde bl.a. Helge Hau og flere andre.
Netop den dag var jeg tilfældigvis taget med sporvognen på arbejde, og det var heldigt, for jeg ville ikke have kunnet cykle hjem i den tilstand, jeg befandt mig i. Nu fulgte der derfor et hæsblæsende forsøg fra min side på at nå sporvognslinje 8 eller 13 ovre ved Vester Boulevard på den anden side af Rådhuspladsen, men idet jeg nærmede mig stoppestedet, satte sporvognen i gang. I min omtumlede tilstand følte og tænkte jeg, at der ikke ville være tid for mig til at vente på den næste sporvogn, så derfor gav jeg mig til at løbe hen mod næste stoppested, i håb om at der i mellemtiden ville dukke en anden sporvogn op, jeg kunne tage med. Sådan løb jeg fra stoppested til stoppested via Vester Boulevard, Gyldenløvesgade, Åboulevarden, Rantzausgade og Jagtvej og hjem til Jægersborggade, uden nogen sinde at få fat på en af de sporvogne, der med mellemrum passerede forbi mig.
Men hjem nåede jeg, og klædt mig om fik jeg også gjort, hvorefter løbeturen fortsattes over gennem Stefansparken og over til Nørrebrogade og hen til Nørrebros Station. En løbetur, der i sin sidste etape vel tog mig omkring et kvarter. Til gengæld var jeg helt udmattet og forpustet, da jeg nåede frem til stedet og sammen med mine allerede ankomne kolleger kunne stige op i toget mod Farum. De var ved at dø af grin, da de hørte om, hvad der var sket for mig siden jeg forlod tegnestuen en god times tid tidligere. Selv følte jeg mig lidt slukøret.
Her ses nogle af mine arbejdskammerater forsamlet foran Nørrebros Station, hvor de blandt andet ventede på, at jeg skulle dukke op. Det er fra venstre Børge Hamberg (med ryggen til), Finn Rosenberg (med hatten), Bjørn Frank Jensen, Erik Mogensen, (vistnok) Bente Bentsen, Erling Bentsen, Birthe Grove, en uidentificeret dame, Bodil Rønnow og Bjørn Jensen (”Largo”). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Det er beklageligvis ikke meget, jeg husker fra skovturen, kun at den var fornøjelig, og at mine mange kolleger hyggede og morede sig fortræffeligt. Husfotograf ”Jømme”, som bortset fra et par få billeder, konsekvent aldrig optræder på de fotos, der blev taget under produktionen af ”Fyrtøjet”, har – måske med vilje – blandt andre heller ikke fået mig med på nogen af de fotos, han tog den eftermiddag og aften på Fiskebæk Hotel.
Efter middagen og kaffen, var der en del af kollegerne, der morede sig med at sejle rundt og lave sjov på Farum Sø, mens nogle senere også gerne ville benytte lejligheden til at spille fodbold. Senere var der dans til musik af en meget velspillende pianist ved navn Henning Ørnbak, som åbenbart kunne en mængde dansemelodier udenad, for han spillede omtrent uafbrudt i flere timer. Der var også underholdning i form af korsang af N.O.Jensen, Helge Hau, Børge Hamberg, Peter Toubro, Anne Lise Clausen og Bjørn Frank Jensen til akkompagnement af et par medlemmer af ’husorkestret’: Erling Bentsen og Finn Rosenberg. Om ikke også Henning Ørnbak bidrog på piano, husker jeg desværre ikke, men det har han nu nok gjort.
Her ses det til lejligheden stiftede sangkor, som til akkompagnement af guitar, violin og muligvis piano, sang vort hjemlands vemodige så vel som muntre sange den eftermiddag, hvor personalet fra Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestue i Frederiksberggade 28 var på udflugt til Fiskebæk Hotel ved Farum. Fra venstre ses Erling Bentsen (guitar), N.O.Jensen, Helge Hau, og (skjult bag denne) Børge Hamberg, Finn Rosenberg (med ryggen til; violin), Peter Toubro, Anne Lise Clausen og Bjørn Frank Jensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Nogle foretrak en forfriskende og opkvikkende sejltur i robåde på den nogenlunde stille Farum Sø. Fra venstre ses (vistnok) en kåd og vandsprøjtende Helge Hau, og i båden ses Erling Bentsen, (vistnok) Birthe Grove, (som roer) Børge Hamberg og en uidentificeret herre. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Her ses en anden robåd på Farum Søens vover, nu med (vistnok) Bodil Rønnow ved den ene åre og Otto Jacobsen ved den anden åre. Herren og damen i stavnen har jeg desværre ikke kunnet identificere. - Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Her er nogle af kollegerne ved at gå i gang med at sparke fodbold, men det har kun været muligt for mig at identificere de fem af personerne på billedet. Fra venstre uidentificeret herre, (i baggrunden) Birthe Grove, (vistnok) Finn Rosenberg, (halvt skjult bag denne) Børge Hamberg, (halvt skjult) uidentificeret, Mogens Mogensen og Preben Dorst. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Min erindring om skovturens videre forløb og om hvordan og hvornår vi rejste med toget hjem igen, er forsvundet i tidens – og måske dengang også i spiritussens – tåge. Men jeg har dog en svag antydning af erindring om, at hjemturen sent om aftenen foregik med sang og i kåd munterhed, og hjem kom vi i hvert fald, og jeg med, hjem til min bekymrede mor, som jo nok – med rette – syntes hendes unge søn var på vej til at vove sig ind i de voksnes ikke altid lige uskyldige og uskadelige verden.
Problemtider
Med hensyn til ”Fyrtøjet”, kunne animatorernes og det øvrige personales energi og optimisme, dog ikke i længden skjule den ubehagelige kendsgerning, at arbejdet på filmen faktisk ikke gik hurtigt nok. I løbet af eftersommeren 1944 kom det til at stå lysende klart for ledelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvilket først og fremmest vil sige for Allan Johnsen og Peter Toubro, at den oprindelige produktionsplan og det oprindelige budget ville blive overskredet ganske betragteligt. Der var på det tidspunkt store uforudsete økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, især fordi produktionstiden som nævnt trak ud og der derfor i mellemtiden var engageret en hel del personale til mellemtegning og til optræk og farvelægning.
Men det større antal medarbejdere løste ikke i sig selv de problemer, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S befandt sig i, men gjorde faktisk disse større, idet de mange medarbejdere på trods af en moderat løn selvfølgelig tyngede på den i forvejen slunkne pengebeholdning. Det var primært animatorerne, der udgjorde hovedproblemet, for uanset hvor meget disse anstrengte sig med at få arbejdet hurtigt fra hånden, så var det alligevel begrænset, hvad der kunne tegnes og animeres pr. dag. Men fra ledelsens side var man jo pisket nødt til at fremme produktionen mest muligt, for at ikke hele ”Fyrtøjet”-projektet skulle ende med fiasko og konkurs.
Nærmest i desperation valgte Allan Johnsen og Peter Toubro den psykologisk set dårligste løsning på problemerne, idet man havde ladet fremstille nogle cirkulære papskiver, som var påtrykt tallene 0-50 i periferien, og med en flytbar viser i centrum. Disse papskiver blev snart døbt ”kontrol-ure”, for de lignede faktisk urskiver. Meningen var, at hver eneste tegner, men især animatorerne, skulle flytte viseren fra 1 til 2 til 3 osv., alt eftersom antallet af tegninger voksede, så at man kunne konstatere, om pågældende tegner havde opfyldt sin daglige ”kvote”. Arbejdstiden var mandag-fredag kl. 8-17 og lørdag kl. 8-14.
Denne ordning vakte forståeligt nok medarbejdernes harme og vrede, og enkelte nægtede simpelthen at acceptere dette arbejdsvilkår. For det første, fordi der var stor forskel på, hvor lang tid det tog at tegne den enkelte tegning, som jo kunne være en vanskelig figur eller eventuelt flere figurer på samme tid. For det andet, fordi ikke alle tegnerne var lige erfarne og rutinerede. Ledelsen stillede egentlig ikke krav om et bestemt antal tegninger pr. dag, men det lå i luften, at der ikke måtte gøres for meget ud af den enkelte tegning, og at det derfor mere kom an på kvantitet end kvalitet.
Vreden over den fabriksagtige ordning førte til, at stort set alle kreative medarbejdere plus et par assistenter besluttede sig for at danne en slags faglig modvægt mod ledelsens upopulære dispositioner. Med det formål for øje blev der en lørdag eftermiddag i juni 1944 afholdt et krisemøde på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup. Da det var lunt vejr, bænkede man sig udendørs, hvilket samtidig havde den fordel, at ingen uvedkommende ville kunne høre, hvad der blev talt om ved den lejlighed. Deltagerne var Arne "Jømme" Jørgensen, Bodil Rønnow, Erilng Bentsen, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Otto Jacobsen, Preben Dorst, Mogens Mogensen, Finn Rosenberg, Kjeld Simonsen og Harry Rasmussen.
Et ’historisk’ møde, som fandt sted en lørdag eftermiddag i august 1944 på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i København. Tegnerne hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var enedes om at der burde startes en faglig sammenslutning som modvægt mod ledelsens egenrådige krav og betingelser. Der nedsattes et ’udvalg’, som skulle finde ud af, hvordan man fik stablet en sådan fagforening på benene, og hvilke modkrav og –betingelser, man mente ledelsen skulle opfylde, for ikke at risikere at medarbejderne nedlagde arbejdet. Fra venstre og rundt om bordet ses Otto Jacobsen (med ryggen til), Harry Rasmussen, Kjeld Simonsen (Simon), Bjørn Frank Jensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat) og Mogens Mogensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Samme situation som på billedet ovenfor: Fra venstre og rundt om bordet ses Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat), Mogens Mogensen, Otto Jacobsen, Børge Hamberg, Harry Rasmussen og Kjeld Simonsen (Simon). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Fortsat samme situation som på de to foregående fotos. Fra venstre og rundt om bordet ses (i baggrunden) Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (stadig med hat på), Mogens Mogensen og Otto Jacobsen, som kigger op mod fotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, som også var medlem af ’udvalget’, men som ingen tænkte på at tage et billede af. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
På mødet enedes man om at afvise, hvad man anså for ledelsens urimelige krav om øget effektivitet, og kræve de famøse papskiver fjernet. I modsat fald ville man indlede en strejke, medmindre ledelsen ville og kunne komme op med et andet og bedre forslag til løsning af de aktuelle problemer. Animatorerne havde jo i al fald ét stærkt kort på hånden, idet der på den tid faktisk ikke fandtes andre erfarne og relativt rutinerede animatorer – bortset fra Müller og Mik, som jo var ude af billedet – i kongeriget Danmark, end de folk, der er nævnt ovenfor. Da ledelsen om mandagen blev præsenteret for animatorernes beslutning og krav, som blev fremført af Børge Hamberg på egne og medarbejderes vegne, indså Johnsen og Toubro at der ikke var meget andet at gøre, end at opgive den indførte kontrolforanstaltning og fjerne papskiverne fra tegnepultene. Det var Toubro, der med et lidt forlegent smil personlig gik rundt på tegnestuen og pillede skiverne af. Situationen havde nemlig udviklet sig sådan, at der blev kold luft omkring ham i form af usædvanlig tavshed og utilnærmelighed, så snart han viste sig, og dette gjaldt også og måske især, når Allan Johnsen viste sig på tegnestuen. Derfor valgte begge en overgang kun at aflægge besøg, når sådanne var uundgåelige i medfør af arbejdets karakter.
Det var særlig en tegner som den ellers så omgængelige Otto Jacobsen, der viste stor uvilje eller ligefrem fjendtlighed imod Johnsen, som han lavede smædetegninger af og døbte med øgenavnet ”Tomaten”. Det sidstnævnte skyldtes, at Allan Johnsen havde en stærkt rødlig ansigtsfarve, formentlig fordi han var et friluftsmenneske, som færdedes meget ude, især når han dyrkede sin elskede rosport, og måske også fordi han i efterårs- og vintersæsonen tog højfjeldssol. Personlig havde jeg lidt ondt af Johnsen over de åbenlyse chikanerier, han var udsat for fra især Otto Jacobsens side. De ledende tegnere deltog ikke ligefrem i chikanen, men viste dog på deres egen stilfærdige måde, at de var utilfredse med Johnsens ledelsesstil. Det var også tydeligt at se, at han følte sig ilde tilpas ved situationen, men da han samtidig var en stolt og trodsig natur, reagerede han med en blanding af arrogance og påtaget ligegyldighed. Dog ikke overfor mig, som vedblivende havde et godt og venligt forhold til ”faderskikkelsen”.
Problemet med den forsinkede produktion af ”Fyrtøjet” var imidlertid ikke løst med de tiltag, man indtil nu havde gjort, tværtimod havde det hidtidige gode arbejdsklima på tegnestuen lidt alvorlig skade. Men for dels at råde bod herpå og for dels at vise en vis imødekommenhed, blev Allan Johnsen og Peter Toubro på den ene side og Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Finn Rosenberg på den anden side, enige om at foreslå medarbejderne en overarbejdsordning med fuld overarbejdsbetaling. Dette forslag gik i al fald alle kreative medarbejdere frivilligt ind på, og da jeg nu regnedes blandt disse, gjaldt det også for mig. Det betød, at den daglige arbejdstid mandag til fredag kom til at vare fra kl. 8 morgen og til kl. 23 aften, hvilket vil sige 6 overarbejdstimer daglig, bortset fra lørdage, hvor arbejdstiden fortsat var kl. 8-14. Overarbejdet begyndte fra omkring september 1944 og varede helt frem til foråret 1945.
Herefter følger et udsnit af, hvad Finn Rosenberg især tegnede og malede af baggrunde i filmens produktionstid, dvs. fra omkring efteråret 1943 til omkring juni 1945:
Under hele produktionsforløbet havde Finn Rosenberg travlt med at tegne layouts og male baggrunde, og det blev efterhånden til ganske mange, anslået omkring 500 baggrunde. Men som ugerne og månederne gik, kom det til at stå klart, at han ikke ville kunne nå at overkomme samtlige baggrunde alene. Derfor begyndte først Henning Dixner og siden også Otto Jacobsen at tegne layouts og male baggrunde, vel at mærke sideløbende med henholdsvis mellemtegning og animation.
Her ses et godt og repræsentativt eksempel på en af de mange baggrunde, som Finn Rosenberg i årene 1943-45 tegnede og malede til ”Fyrtøjet”. Han gik grundigt og omhyggeligt til værks i sit arbejde, idet han udelukkende brugte akvarelfarver og laveringsteknik. Billedet viser den store tårnbygning til kongens slot, med prinsessens balkon som det centrale. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S
Blandt de mange baggrunde til ”Fyrtøjet”, som
Finn Rosenberg malede i årene 1943-45, var f.eks. ovenstående billede
af Vester Vold med Vester Port, som gav adgang til byen fra dennes
vestlige side. I baggrunden ses fra venstre Frue Kirke, der før 1801
havde spir, og Rundetårn, i hvis observatorium på toppen
en del af ”Fyrtøjet”-filmens handling begynder. Baggrund malt af Finn
Rosenberg. –
Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Vue ud over København ved nattetid, set fra den ende af Købmagergade, hvor Rundetårn er beliggende. Slottet med de mange tårne ses knejse i baggrunden. Det er her astrologen har travlt med at komme hen, for snarest at fortælle kongen og dronningen, at han har set i stjernerne, at prinsessen vil blive gift med en simpel soldat. – Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Endnu et eksempel på Finn Rosenbergs mange fine akvarelbaggrunde til ”Fyrtøjet”. Her er det Gæstgiveriet, som soldaten indlogerer sig på. Det gæstgiveri, som den unge Andersen selv indlogerede sig på, da han i 1819 som 14-årig første gang kom til København, lå i Vestergade og hed ”Gardergården”. Det er utvivlsomt dette, som så mange andre erindringer fra København, der ligger til grund for digterens skildring af soldatens ankomst og ophold i storbyen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her ses et vue over københavnske hustage med Nikolaj Kirketårn ragende op til højre i billedet. Finn Rosenberg benyttede sig af gamle kobberstik, da han omkring efteråret/vinteren 1944. bl.a. malede denne baggrund til ”Fyrtøjet”. H.C.Andersen boede i 1827-28 som logerende hos en enkefrue i Vingårdsstræde, hvor han havde et ganske lille loftsværelse, men med fri udsigt til det dengang spirløse Nikolaj Tårn. Spiret var brændt under Københavns brand i 1795 og blev først genopført i 1909. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
På billedet herover befinder vi os på Nikolaj Kirkeplads, hvor nederste del af kirkens tårn ses til højre, medens klædehandlerens butik er beliggende i bygningen til venstre. Det er i denne butik, at soldaten bytter sin uniform til civilt tøj. Efter sin studentereksamen i 1828 blev H.C.Andersen menig og fra 1830 underofficer i Kongens Livregiment (Livgarden), og havde i den anledning anskaffet sig en brugt uniform. Den solgte han formentlig efter i 1834 at være udtrådt af tjenesten, og anskaffede sig i stedet noget pænt civilt tøj. Han var alle dage meget omhyggelig med sin påklædning og sit udseende. – Som forlæg for denne baggrund benyttede Finn Rosenberg sig både af gamle kobberstik og af skitser, han havde tegnet og malet på selve stedet. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
På Nikolaj Plads har soldaten mødt tre plattenslagere, hvis forslag om at de på en køretur med hestedrosken gerne vil vise ham byen og dens seværdigheder, og desuden Dyrehavsbakken i Klampenborg, han naivt falder for. På køreturen gennem byen passeres Børsen, hvis karakteristiske bygning ses herover. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Kort efter kører soldaten og hans tre venner forbi Rosenborg på vejen ud mod Østerbro og videre ud ad Strandvejen til Dyrehaven. Både Børsen og Rosenborg tegnede og malede Finn Rosenberg på grundlag af skitser fra de to steder. Hesten i forgrunden er tegnet og animeret af Preben Dorst – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her ses det ældre kongelige Teaters scene, set fra tilskuerrummet. Soldaten, som gerne vil være med på noderne, er gæst ved en operaforestilling, men falder herunder i søvn af bar kedsomhed. Det har næppe været tilfældet for den ivrige teatergænger H.C.Andersen, som ikke mindst holdt meget af operaforestillinger. I perioder kom han så godt som hver aften i teatret, hvor han fulgte med i repertoiret, ikke mindst efter at man var begyndt at opføre nogle af hans egne sang- og skuespil. Det gav ham nemlig gratis adgang og en fast plads i parterret, hvor mange andre fortjenstfulde og kendte folk også havde deres faste pladser. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Det ældre kongelige Teaters scene set fra kulissen. Den barmsvære solosangerinde står midt på scenen og afleverer sin arie. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg, medens sangerinden er tegnet og (desværre alt for lidt) animeret af Otto Jacobsen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
På dette filmbillede ses en total af tronsalen med kongen og dronningen siddende under baldakinen helt i baggrunden, og hoffolk stående på begge sider langs med væggene. Scenen hører til i den sekvens, hvori kongen bliver morgenbarberet, og hvori han samtidigt afholder audiens for ministre og ansatte ved hoffet. – Der forekommer ingen animation i denne scene, men de faste figurer er tegnet af Bjørn Frank Jensen, og baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Herover ses en del af det personale, som arbejdede på
tegnestuen i Frederiksberggade 28 fra hen på eftersommeren 1943. Det er
siddende forrest fra venstre: Børge Hamberg, Frede Henning Dixner, Harry
Rasmussen og Finn Rosenberg. Stående fra venstre ses Mogens Mogensen,
Preben Dorst, Otto Jacobsen, Karen Margrethe Nyborg, Kaj Johnsen, Bjørn
Frank Jensen og Torben Strandgaard.
– Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Afslutningsvis må det siges og fremhæves, at Finn Rosenberg har sat sig et varigt minde i kraft af sin store indflydelse på den grafiske udforming af langtegnefilmen ”FYRTØJET”. Det er også en væsentlig grund til, at han her har fået en biografisk omtale, som flere andre af filmens kreative stab af forskellige grunde desværre ikke har fået, skønt de også kunne have fortjent det.
________________________________________