Til start: Dansk Tegnefilms Historie
Peter Toubro, født 18. 7. 1915 – død 25. 8. 1993. Søn af Niels Thomasen Toubro og hustru Grete Toubro f. Nees. Faderen var direktør i et klædefirma. Den 1. juli 1944 blev Peter Toubro gift i Østerlars kirke på Bornholm med Minna Susanne Toubro, f. Fox Maule, død i juli 1998. Der var to børn i ægteskabet: Michael Toubro, gift med Bodil Horn, og den syv år yngre søster Charlotte Toubro, gift med Beat Buchmann og bosat i Schweiz.
Peter Toubro var fra juli 1942 mag.
art i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie fra Københavns
Universitet, og som litteraturkyndig blev han via sit venskab med Allan Johnsen
hovedansvarlig for drejebogen til filmen "Fyrtøjet". Efter
sin tid som instruktør og supervising producer ved Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S 1942 – 1945, i hvilken periode Peter Toubro også var aktiv i Den danske
Modstandsbevægelse, blev han litteraturanmelder
ved Morgenbladet 1945 – 1946.
Mellem 1947 og 1949 var Peter Toubro sekretær ved Statens
Filmcentral. En af hans væsentligste opgaver her var at gennemse og bedømme
nye – mest udenlandske – film. Han repræsenterede også Statens Filmcentral
med nogle kortfilm ved en filmfestival i London.
Fra 1947 underviste Peter Toubro ved
Københavns kommunale Aftenhøjskole i litteratur og sprog, og omkring
1950 havde han et kortere vikariat ved Rungsted Statsskole. Mellem 1946 og 1955
afholdt Peter Toubro litterær foredragsvirksomhed rundt om i landet, og
ved flere lejligheder holdt han foredrag primært om engelsk litteratur
i Danmarks Radio.
I
august 1955 blev Peter Toubro ansat ved Københavns Navigationsskole,
hvor han indtil sin pensionering omkr. 1985 forestod og udformede dansk- og
engelskundervisningen for de kommende styrmænd og kaptajner i den danske
handelsflåde. Inden for samme periode arbejdede han som konsulent for
Handelsministeriet (som Navigationsskolen dengang sorterede under) med at oversætte
nationale og internationale søfartsbestemmelser mm. til og fra engelsk.
I hele perioden fra ca. 1946 til ca. 1955 oversatte Peter Toubro og hans kone, Minna Susanne Toubro, sammen en lang række bøger hovedsagelig fra engelsk. Det var både fag- og skønlitteratur, og skønlitteraturen rangerede fra triviallitteratur til ”smalle” bøger, og A. J. Cronin, William Faulkner, Cameron Hawley, Laura Z. Hobson, Compton Mackenzie, Michael Powell og Max White er blot nogle af de forfattere, parret har fordansket. (Kilden til ovennævnte faktiske oplysninger om Peter Toubro er velvilligst stillet til rådighed af sønnen, Michael Toubro).
Sammen med tegneren Henning Dixner (med ryggen til) og Line Kofoed (til højre) beundrer Peter Toubro en indrammet akvarel af Østerlars kirke, som han fik forærende i anledning af sit bryllup i juli 1944. Akvarellen er malt af Børge Hamberg. - Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Flere år efter "Fyrtøjet" afholdt Peter Toubro bl.a. et filmforedrag i Alexandra Teatret i København, som handlede om den italienske filminstruktør Luciano Emmers filmikonografiske skildring af nogle hovedværker af den nederlandske maler Hieronimus Bosch (ca. 1450-1516). Blandt disse værker ikke mindst den trefløjede altertavle Lysternes have, hvor især fløjen med den visionære, symbolske og allegoriske skildring af Helvede tiltrak sig opmærksomhed.
Foruden som nævnt at have skrevet drejebogen til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, fungerede Peter Toubro i det første godt og vel års tid af produktionen også som filmens instruktør, dog i samarbejde med producenten Allan Johnsen og tegnerne Finn Rosenberg, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen. Men da filmselskabet Palladium i foråret 1945 blev medproducent på filmens færdiggørelse, krævede man at en professionel filminstruktør skulle overtage ansvaret for instruktionen, og til denne opgave valgtes scene- og filminstruktør Svend Methling.
En scene til ”Fyrtøjet” planlægges og times. Fra venstre ses Allan Johnsen, Svend Methling, Mogens Mogensen (med stopur i den løftede hånd), Børge Hamberg og Peter Toubro. – Foto: © 1945 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Men særlig fra efteråret 1943 opholdt Peter Toubro sig daglig et vist antal timer på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor han trissede stilfærdigt omkring og fulgte interesseret med i, hvad de forskellige tegnere var i gang med. Han var dog så diskret, at hans tilstedeværelse ikke fik karakter af en slags overvågning eller kontrol, i al fald ikke i begyndelsen. Senere, i efteråret 1944, da Johnsen og aktionærerne syntes, at det gik for langsomt med produktionen, indførtes der en slags "kontrolure", som tegnerne skulle stille på, hver gang en tegning var færdig, så man på den måde kunne se, hvor mange tegninger den enkelte tegner lavede per dag. Det var Peter Toubros utaknemmelige opgave at tilse, at tegnerne ikke "glemte" at flytte på ”urviseren” eller eventuelt flyttede den, uden at have lavet et tilsvarende antal tegninger.
Peter Toubro betragter her sammen med farvelægger Birthe Grove en celluloid med nærbillede af kongen i ”Fyrtøjet”. Foto: © 1944 Aftenbladet.
Men ledelsens desperate forsøg på at forcere produktionen, førte dog kun til, at tegnerne opponerede og stillede modkrav, idet man truede med at ville oprette en slags fagforening til varetagelse af medarbejdernes interesser. Det kunne i værste fald betyde strejke. Johnsen bøjede sig herefter, lod ”kontrolurene” fjerne og hævede lønningerne for alle medarbejdere, dog mest for nøgletegnernes vedkommende. Til gengæld stilledes dannelsen af en fagforening i bero.
Endnu en scene planlægges i 1944 til ”Fyrtøjet”. Fra venstre ses tegneren Preben Dorst, magister Peter Toubro, direktør Allan Johnsen, tegnerne Bjørn Frank Jensen og Børge Hamberg. – Foto fra Filmprogrammet til ”Fyrtøjet”: © 1946 Palladium A/S.
Det var tydeligt, at Peter Toubro,
som personligt havde måttet fjerne ”urskiverne” fra tegnepultene, herefter
åndede lettet op, for han havde utvivlsomt følt sig som en lus
mellem to negle: På den ene side Johnsen, der på egne og aktionærernes
vegne pålagde ham at føre kontrol med personalets arbejdsindsats,
og på den anden side tegnerne, som betragtede ham som en slags forræder
og slavepisker. Det skal dog tilføjes, at Peter Toubro generelt set var
vellidt af personalet.
Men
for samtidig at fremme den i forhold til produktionsplanen stærkt forsinkede
produktion af ”Fyrtøjet” mest muligt, enedes ledelsen og personalets
repræsentanter ved den lejlighed om, at især nøgletegnerne
og mellemtegnerne skulle arbejde over på ugens fem første dage
fra kl. 17 til 23, i alt seks overarbejdstimer, medens arbejdstiden om lørdagen
fortsat var fra kl. 8 morgen til kl. 14 eftermiddag. Det betød, at arbejdsdagen
fra og med mandag til og med fredag strakte sig fra kl. 8 til 23, altså
i alt 15 timer pr. dag! Men hverken Peter Toubro eller Allan Johnsen viste sig
på tegnestuen efter normal arbejdstids ophør. De stolede åbenbart
og med god grund på, at arbejdsmoralen og –disciplinen var høj
nok til, at hver eneste medarbejder ville gøre sit til, at filmen blev
færdiggjort hurtigst muligt.
Peter Toubro døde som 68-årig den 25. august
1993 og blev begravet fra Holte Kirke torsdag den 2. september kl.16 s. å.
Han efterlod sig kone og en voksen søn og datter. Sønnen, Michael
Toubro, har med velvillig hjælpsomhed bidraget til, at denne kortfattede
biografi over hans fader er blevet så fyldestgørende, som tilfældet
er.
Det må siges at have været
en modig indsats, da Peter Toubro med ildhu kastede sig over opgaven med at
skrive drejebogen til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, idet hverken han selv
eller hans litterære assistent, mag.art Henning Pade, havde erfaring med
film, endsige med at skrive drejebøger til film. Alligevel
kom der på trods af alle mangler og fejl en interessant og seværdig
tegnefilm ud af alle anstrengelserne. Derfor vil Peter Toubro for altid have
indskrevet sit navn i dansk tegnefilms historie i og med sin indsats som
forfatter af drejebogen til Danmarks første langtegnefilm "Fyrtøjet".
_________________