Til start: Dansk Tegnefilms Historie
Richard Møller ca. 1939. ”Fyrtøjet” 1940. - © 2007 Richard Møller
Richard Møller ca. 1939. Reklametegner, animator og tegnefilmproducent. Født 11.september 1915 som søn af tobaksfabrikant Knud og Fanny Møller, Køge.
I begyndelsen af 1930’erne lukkede tobaksfabrikken og familien flyttede til København, hvor faderen døde. Richard Møller giftede sig i 1941 med Lillebill Clemmensen og sammen fik de sønnen Knud i 1942. Parret blev skilt i 1947.
Richard Møller fik sin uddannelse som tegner på Kunsthåndværkerskolen på Nørrevold, og blev senere, ca. 1932-34, ansat hos tegnefilmfirmaet Animated Cartoon Compagny, Vesterport, og år senere på VEPRO, fra 1939-41 i Hovedvagtsgade og fra januar til oktober 1942 på Svanemøllevej i Hellerup. Se mere herom under omtalen af VEPRO og Richard Møller i hovedteksten.
Den omstændighed, at Richard Møller på et tidspunkt benyttede sig af firmanavnet og logo’et Animated Cartoon Compagny, kunne antagelig tyde på, at han har videreført Myllers firma efter at denne og de to andre medarbejdere, Anker Roepstorff og Henning Dahl Mikkelsen, havde forladt Danmark og var rejst til England i 1934, hvor de alle tre arbejdede for Anglia Films.
Under Richard Møllers formentlige ledelse fik Animated Cartoon Compagny på et tidspunkt kontor på Kultorvet 15, 2. sal, hvilken adresse Møller morede sig med at skrive på engelsk: ”Office - The Coal Market 15, II”. Men tegnestuen forblev indtil videre formentlig fortsat i Vesterport. En anden kilde vil dog vide, at Richard Møller i 1935 havde tegnestue i Studiestræde, men dette er ikke verificeret.
Senere ser det ud til, at Richard Møller har ændret firmanavnet til JOKUM FILM I/S, hvor han fortsat benyttede sig af den lille figur, som Myller havde skabt under navnet Columbus og brugt i en kort tegnefilm med titlen ”Et Bankrøveri”. Figuren var tydeligvis inspireret af den tids populære amerikanske tegnefilmserie-helt, negerdrengen Bosko, skabt af Hugh Harman og Rudolf Ising. Se mere herom i hovedteksten.
Til
venstre ses Richard Møllers logo for JOKUM FILM I/S, som efter adressen
at dømme antagelig må betyde, at han har videreført Myllers
Animated Cartoon Compagny efter at Myller, Mik og Roepstorff havde forladt firmaet
i 1934. Om Richard Møller derefter evt. har opretholdt dette, findes
dog ikke direkte dokumenteret eller verificeret, men må anses for både
muligt og sandsynligt.
– Til højre
en scene fra Richard Møllers i slutningen af 1930’erne med spænding
imødesete korte tegnefilm, baseret på H.C.Andersens velkendte eventyr ”Fyrtøjet”
(1940)
- Logo og tegning: © 2007 Knud Møller.
Omkring 1939 fik Richard Møller den idé, at han ville lave sin egen version af en kort tegnefilm over H.C.Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Myller, Roepstorff og Mik havde omkring 1933-34 produceret en kort tegnefilm over samme eventyr, men den var primært beregnet for det engelsktalende marked og var derfor med engelsk tale. Richard Møller havde forøvrigt været medarbejder på Myllers version af ”Fyrtøjet”, så vidt vides som farvelægger og mellemtegner. Se mere herom under omtalen af forhistorien til langtegnefilmen ”Fyrtøjet” i hovedteksten.
Richard Møllers
karakteristiske signatur, som fra 1930'erne og mange år fremefter blev
landskendt via hans utallige postkort, illustrationer, plakater og tegninger
af forskellig art.
- © 2007 Knud Møller.
Men forud for produktionen af ”Fyrtøjet” omgikkes Richard Møller med planer om at producere en tegnefilm om Vikingerne. Der blev lavet forarbejder til den – og nogle få tegninger har overlevet til idag, men ellers foreligger der ingen nærmere oplysninger om projektet, bortset fra, at Richard Møller den 4. januar 1939 udtalte til Politiken, at han havde ombestemt sig efter at have læst filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel i januar-nummeret af Avertering, hvori denne skrev, at den bedste måde at lave H.C.Andersen-film på, ville være at genfortælle hans eventyr på tegnefilm. Dette fik angiveligt Richard Møller til at opgive Vikinge-filmen og i stedet gå i gang med at omsætte nogle af H.C.Andersens eventyr til tegnefilm, begyndende med eventyret ”Fyrtøjet”. Hvis den film blev vel modtaget, ville han senere fortsætte med eventyret ”Svinedrengen” og flere andre af Andersens eventyr.
To
eksempler på tegninger til Richard Møllers planlagte tegnefilm
”Vikingerne”.
– Tegninger: © 2007 Knud Møller
Det var så heldigt, at farbroderen efterlod Richard Møller omkring 25.000 kr., som han fik frigjort fra Overformynderiet, for at kunne finansiere tegnefilmen Fyrtøjet. Omkring det tidspunkt, januar 1939, kom Richard Møller desuden i forbindelse med Teknisk Film Compagni A/S (TFC) på Madvigs Allé på Frederiksberg. Her havde direktør Knud Hjortø og hans kompagnon, Fritz Jensen, planer om at producere og distribuere en serie korte underholdningstegnefilm til hjemmebiografen. Man enedes om samarbejdsbetingelserne og Richard Møller kunne derfor trøstigt gå videre med sit arbejde på filmen.
På
fotoet til venstre ses Richard Møller ved lyspulten og på fotoet
tilhøjre ses han sammen med direktør for Teknisk Film Compagni,
Knud Hjortø, hvor man tydeligvis drøfter en pan-baggrund til tegnefilmen
”Fyrtøjet”. I begge tilfælde er der tale om situationer fra produktionen
af Richard Møllers korte tegnefilm ”Fyrtøjet”.
–
Fotos: © 2007 Knud Møller
Hos TFC var man til at begynde med meget optimistiske og kalkulerede med, at filmen kunne produceres på nogle få måneder, men deri havde man forregnet sig. Først regnede man helt urealistisk med premiere i februar –marts 1939, men måtte hurtigt indse, at det tidligst kunne blive omkring nytår 1939/40, hvilket i øvrigt heller ikke viste sig at kunne holde stik. Allerede den 5. januar 1939 havde dansk tegnefilms førstemand, Jørgen Myller, udtalt sig til Ekstra Bladet den 5. januar 1939 om de dårlige udsigter, der ville være for produktionen af en kort dansk tegnefilm, som tilmed ikke var i farver, sådan som det var standard for amerikanske tegnefilm på den tid. Myller mente derfor ikke, at kollegaens 16mm sort-hvide version af ”Fyrtøjet” ville have nogen større chance på det danske hjemmemarked, for slet ikke at tale om det udenlandske marked.
Richard Møller og hans medarbejder, Erik Rus (Christensen) fortsatte dog uanfægtet det krævende arbejde. Efter omkring et års arbejde på ”Fyrtøjet” forelå der en hel del færdige scener, men desværre syntes Knud Hjortø og Fritz Jensen ikke, at disse havde professionel kvalitet til at man ville fortsætte produktionen, hvorfor den blev opgivet for deres vedkommende. Men da de fortsat havde planer om at producere 16mm underholdningstegnefilm til hjemmebiografen, entrerede de med Richard Møllers medarbejder, Erik Rus, som sammen med Børge Hamberg tegnede og animerede deres første korte, stumme tegnefilm med drengen Peter Pep og skomager Snørestøvle. Se mere herom i hovedteksten.
På trods af diverse vanskeligheder, herunder et nervesammenbrud, havde Richard Møller imidlertid ikke i sinde at give op, men var besluttet på at gøre alt, hvad der stod i hans magt for at få sin film lavet færdig. Han fortsatte derfor trøstigt det slidsomme og omkostningskrævende arbejde, idet han sigtede imod en ny deadline i efteråret 1940.
Fire
situationer fra Richard Møllers korte tegnefilmudgave af H.C.Andersens
eventyr ”Fyrtøjet” (1940).
– Billeder: © 2007 Knud Møller
Det er indtil videre beklageligvis ikke lykkedes at fastslå med sikkerhed, at Richard Møller fik færdiggjort sin tegnefilmversion af eventyret ”Fyrtøjet”, lige som det heller ikke er lykkedes at finde et bevaret eksemplar af filmen, hvilket muligvis kan skyldes, at denne ikke blev gjort færdig. Dog må der i al fald have foreligget baggrundtegninger, animatonstegninger og cels, samt evt. optagne scener til den, men indtil videre er det ikke lykkedes for sønnen, tegner Knud Møller, at finde frem til sådant materiale.
”Fyrtøjet” blev så vidt vides Richard Møllers exit i den danske tegnefilmbranche. Han havde mere held på andre fronter, idet eksempelvis Carl Stenders Kunstforlag udgav en børnebog med illustrationer fra den sort-hvide film – gengivet i farver. Senere udkom også ”Lille Klaus og Store Klaus”, tegnet af Richard Møller, på samme forlag.
To
illustrationer fra Richard Møllers bogudgave af ”Fyrtøjet”, udgivet
på Carl Stenders Kunstforlag. Til venstre ses prinsessen og til højre
hendes far, kongen.
– Tegninger: © 2007 Knud Møller
Ifølge oplysninger fra Richard Møllers søn, tegner Knud Møller, samlede hans far omkring 1970’erne “drengene” fra dengang filmen blev lavet. Talen faldt naturligvis på de svære tider under krigen og at Møller aldrig kom videre med den film!!
Under mødet fortalte deltagerne hver især hvad de lavede, og alle arbejdede stadig med tegnefilm – dukkefilm eller andet relateret. En af dem havde i mange år arbejdet på en tegnefilm om ”Oprøret på Bornholm”. Sønnen, Knud Møller, husker at blandt deltagerne var Preben Dorst, Jørgen Roos og nogle andre. Preben Dorst havde 1943-46 været den ene af i alt seks markante key-animatorer på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” (1946), men før den tid havde han en overgang været medarbejder hos Richard Møller. Jørgen Roos er vel nok den bedst kendte danske instruktør af danske dokumentarfilm.
Da Richard Møller i 1939 fik den tanke at ville lave en tegnefilm over et af H.C.Andersens eventyr, havde han både ”Lille Claus og Store Claus” og ”Fyrtøjet” i tankerne, men valget faldt altså på sidstnævnte. Tanken om det førstnævnte eventyr forlod ham dog ikke helt, og på et tidspunkt tegnede han illustrationer til en bogudgivelse, som udkom på A/S Carl Stenders Kunstforlag, så vidt vides 1939-40.
Herover ses Richard Møllers
forside og to eksempler på hans illustrationer til børnebogen ”Lille
Claus og Store Claus”.
- © 1939-40 A/S Carl Stenders Kunstforlag. København.
Blandt
de mange aktiviteter indenfor sit fag som tegner, designede Richard Møller
– formentlig i 1940’erne - også en serie puslespil med motiver fra fire
af H.C.Andersens eventyr: ”Svinedrengen”, Kejserens nye Klæder”, ”Fyrtøjet”
og ”Klods Hans”. Til venstre forsiden og til højre bagsiden af puslespilsæsken
med motiv fra eventyret ”Klods-Hans”.
– Tegning mm. © 2007 Busen Knud
Møller.
Herover
ses endnu et eksempel på de mange forskelligartede tegnemæssige
opgaver, som Richard Møller enten selv tog initiativet til eller fik
som opgave at lave. Her er det nogle såkaldte ”Maskot-figurer”, der er
skåret ud i krydsfinér og håndmalet i smukke og livlige farver.
Til venstre ses forsiden af sådan et par figurer, og til højre,
hvordan de ser ud på den ubemalede bagside, som kun er stemplet med
teksten ”Haandmalet: Richard Møller Studio’s”.
– Figurer: ©
2007 Busen Knud Møller.
Richard Møller havde naturligvis også et privatliv, og til dette hørte Lillebill Clemmensen, som han mødte hos en fotograf og giftede sig med i 1941 og fik sønnen Knud med i 1942. Lillebill Clemmensen ville gerne have været fotomodel, men det syntes hendes far ikke var passende, og i stedet blev hun sendt på den Suhr’ske Husholdningsskole.
Herover ses for- og
bagside af en tegnemappe, som Richard Møller tegnede på og forærede
sin formentlige kæreste, Lillebill Clemmensen, den 29. august 1940.
Tegnemappe: © 2007 Knud Møller.
Under krigen fortsatte Richard Møller med at tegne comic strips, postkort, kravlenisser og illustrationer til reklame. Samtidig producerede han bl.a. juledekorationer og maskotter i eget værksted med op til 15 medarbejdere i travle perioder. Herom findes der dog ikke noget nærmere oplyst.
Til
venstre ses nogle eksempler på såkaldte
kravlenisser tegnet af Richard Møller omkr. 1940’erne. Til højre
foto af tegneren ved tegnebordet ca. 1940.
Tegninger og foto: © 2007 Knud Møller.
Herover
ses tre eksempler på Richard Møllers mange muntre og fornøjelige
postkort fra omkring 1930’-40’erne, tegnet i den for ham velkendte
komiske stil, som mange mennesker fandt behag i.
– Tegninger: © 2007
Knud Møller.
Herover
ses to fornøjelige eksempler på postkort, som den aktive og flittige
Richard Møller tegnede for Disney-koncernen. Postkortet til venstre illusterer
en situation fra Michey Mouse-tegnefilmen ”Hawaiian Holiday” (1937). Situationen
på postkortet til højre er ikke identificeret.
-
Tegninger: © 2007 The Walt Disney Compagny & Knud Møller.
Plakat
for Farvefabriken OPAL A/S, tegnet af Richard Møller i 1948.
Plakat:
© 2007 Knud Møller.
Brevhoved
fra 1947 for Richard Møllers svenske Reklamebyrå Annons-Effekt,
som var beliggende I Göteborg.
- © 2007 Busen Knud Møller
Efter krigen tog Richard Møller til Göteborg i Sverige, hvor han åbnede og drev et reklamebureau i en årrække. Efter sin tilbagevenden til Danmark tegnede han som free-lance for bureauer og egne kunder. I foråret 1957 indgik Richard Møller, som da boede i Kronprinsessegade 22, København, i samarbejde med THE BUHL PRESS SYNDICATE, Amagertorv 29, repræsenteret ved direktør William Buhl. Det fremgår af følgende brev af 1. maj 1957 fra direktør Buhl til Richard Møller:
”Kære herr Møller,
Jeg takker Dem for
Deres venlige skrivelse af 29-3 og kan meddele Dem, at jeg gerne overtager forhandlingen
af Deres tegninger og serier i de lande, hvor samme måtte kunne sælges.
Jeg kan tilbyde Dem en maanedlig opgørelse,
saaledes at De altid er klar over, hvorledes salget gaar, og til hvilke blade
Deres arbejder sælges.
Betalingen finder sted ca. 2 maaneder efter publicering
og beløbet sendes per check paa Dansk bank.
Eventuel oversættelse sørger jeg for og for alle
udgifter, der følger ved repræsentationen eller distributionen.
Af det indkomne beløb afgiver
jeg 50 % til Dem.
For
at muliggøre et konstant salg beder jeg Dem tilsende mig i det mindste
20 tegninger per maaned. Eventuelle pakker bedes sendt til min coutier i Paris,
M’elle E. Raake, 9 rue Washington, Paris 3’, France.
Har De mulighed for at tegne en ’strip’ helst uden tekst, kan
jeg sikkert opnaa en god og vedvarende indkomst for Dem. For at kunne forevise
samme er det nødvendigt at sende mig mindst 24 situationer af samme,
og hvis denne kan afsættes ialt 52 situationer.
Idet jeg ser frem til at modtage den første sending, sender
jeg Dem mine venligste hilsner og haaber paa et godt samarbejde.
Signeret
William Buhl
Direktør”
Richard Møller opfyldte direktør Buhls ønske og tegnede en tekstløs strip, som der her ses et eksempel på:
Her
ses et eksempel på en munter episode fra en af Richard Møllers
tegneserier. Situationen taler for sig selv.
Tegning: © 2007 Knud Møller.
Endnu et par eksempler på
Richard Møllers velkendte humoristiske tegninger.
Til venstre et
af hans postkort med teksten ”Hos Halsspecialisten”.
Til højre
en tegning med motiv af privat karakter.
– Tegninger: © 2007 Busen
Knud Møller.
Udover at tegne møbler, belysning, fajance og glas arbejdede Richard Møller også som designer gennem mange år. Om disse sider af Richard Møllers virke findes i skrivende stund ikke noget nærmere oplyst. Men skulle der fremkomme nye oplysninger om ham og hans karriere, vil de blive bragt her på hjemmesiden, så snart de eventuelt foreligger.
Richard
Møller
Foto: © Busen Knud Møller.
Richard Møller døde i 1972 som 57-årig.
________________________