Endnu en milepæl

Endnu en milepæl
i dansk tegnefilmhistorie

Den boglige beretning om dansk animations- og tegnefilm igangsattes i og med Jakob Stegelmanns bog ”Tegnefilmens historie” fra 1984. I 2001 udgav tegneren og forfatteren Lars Jakobsen bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen”, som betød en første milepæl i dansk animationsfilms og tegnefilms historie. I 2008 satte samme forfatter endnu en milepæl i og med udgivelsen af en foreløbig enestående dobbelt DVD med titlen ”Eventyret om Dansk Tegnefilm”, hvor en lang række ældre og nyere danske tegnefilm for første gang kunne ses både af branchens folk og af offentligheden. April 2009 markerede endnu en milepæl i dansk animationsfilms og tegnefilms historie, idet bogprojektet ”Dansk tegnefilm gennem 100 år - fra de første trickfilm over Storm P. til 3D” løb af stabelen. Efter en svær fødsel under projektleder Annemette Karpens entusiastiske redaktion udkom bogen på Forlaget Underskoven ApS. Oprindelig var det meningen, at bogen skulle udgives på Aschehougs Forlag, men undervejs opstod der problemer af forskellig art, hvilket havde til følge, at den i stedet blev udgivet af Animationshuset, hvor nævnte Annemette Karpen er den daglige projektleder.

Annemette Karpen vil være kendt af mange for sit store engagement, når det drejer sig om animationsfilm, herunder ikke mindst i den genre, der populært kaldes for tegnefilm. Som en direkte følge heraf, har hun i 1997 etableret det mobile tegnefilmværksted Projekt ANIMA, som drager land og rige rundt og underviser børn og unge i animationsteknik og –kunst. To år senere startede hun en årlig børnefilmfestival sammen med organisationen Byens Børn og Børnekulturhusene i København. Denne filmfestival blev i 2001 omdannet til det stationære Animation i Huset i Magsstræde under BUSTER - Københavns Internationale Filmfestial for børn og unge, samtidig med at hun undervejs har indsamlet bøger, artikler, film og andet materiale, som findes opbevaret i Animationshusets interne arkiv.

Bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år - fra de første trickfilm over Storm P. til 3D” er et imponerende og flot gennemført stykke arbejde om en historisk set sørgelig forsømt dansk filmgenre, og den er med sin omfattende emnekreds desuden den første af sin slags i Danmark. Bogen indeholder en broget blanding af illustrationer fra stort set de fleste af de tegne- og animationsfilm, der er produceret i Danmark i løbet af de sidste ethundrede år. Den tager sit afsæt i, at Storm P. angiveligt i 1907 tegnede og fik optaget sit første lille stykke tegnefilm, og via en omtale af diverse tegnefilm og folkene bag, ender den op med at berette om nyere tids 3D-animationsfilm.

Emnet og antallet af film er så omfattende, at der ikke er noget at sige til, at der forekommer et par mindre ’smuttere’ undervejs i den lange odyssé. Det er således tilfældet under bogens omtale af historien omkring A/S Nordisk Tegnefilm, som er udmærket beskrevet af den sagkyndige og velskrivende journalist Niels Plaschke, men som blandt andet er illustreret med et billede fra den korte tegnefilm med titlen ”Jubilarens drøm”. Denne tegnefilm lavede tegneren og animatoren Kjeld Simonsen (Simon) for Dansk Bogtjeneste i forbindelse med dennes propagandakampagne i 1943. Forholdet er imidlertid det, at A/S Nordisk Tegnefilm slet ikke eksisterede i 1943, men først blev oprettet, da Nordisk Film i 1950-51 købte og overtog firmaet ”Ring og Rønde” og omdøbte dette til A/S Nordisk Tegnefilm.

Et andet eksempel på et par smuttere er det, når Annemette Karpen i sin ellers dækkende og smukke omtale af tegneren og animatoren Walther Lehmann vil tillægge ham, at han i 1957 havde ”animationsopgaver på tegnefilmen Forårs-Fred’rik.” På grundlag af mit personlige kendskab til både den nævnte tegnefilm og til Walther Lehmann, kan jeg fortælle, at han kun animerede en enkelt scene i filmen. Hans arbejdsopgaver bestod i hans tid hos Barfod i at tegne for- og sluttekster til film og faste tegninger, som f.eks. de firmalogoer, der indgik i reklametegnefilm. Lehmann var på det tidspunkt, 1957, altså endnu ikke begyndt at animere.

Det er heller ikke særlig karakteristisk for Walther Lehmann, når det nævnes, at han var animator på kortfilmen Sort på hvidt fra 1968. Det er rigtigt, at han var (freelance) animator på denne film, men kun på et par mindre indskudsscener. Derimod ville det have været mere relevant at nævne, at han var en af de to hovedanimatorer på kortfilmen Han, hun og pengene, som blev produceret af Nordisk Tegnefilm i 1963. I denne tegnefilm stod Walther Lehmann på fremragende måde for animationen af familien Flad. 1968-70 var han freelance animator på 4 TUKO-reklamefilm, som blev produceret hos Steinaa Film. (Jvf. med omtalen af Walther Lehmann under Biografier her på hjemmesiden).

Samtlige biografier i bogen er illustreret med karikerede portrætvignetter af de omtalte personer, tegnet af den dygtige tegner Lars Jakobsen, som blandt andet vil være kendt for at have udgivet bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen” (2001), samt DVD’en ”Eventyret om dansk tegnefilm” (2008), som giver et længselsfuldt savnet overblik over især danske tegnefilm i den periode, som også bogen dækker. Men problemet med vignetterne er, at disse i en del tilfælde desværre ikke ligner de personer særlig godt, som de skal forestille. Lars Jakobsen har overfor mig plausibelt forklaret dette med, at han kun i få tilfælde selv har kendt eller mødt de personer, han skulle karikere, og resten har han måttet tegne på grundlag af et spinkelt fotografisk materiale.

Som et eksempel på de af bogens vignetter, som i udpræget grad ikke ligner de personer, de skal forestille, kan nævnes et nærliggende tilfælde, nemlig mig selv. Tegningen af mig ligner overhovedet ikke mit kontrafej, men snarere min fhv. kollega og samarbejdspartner Flemming Jensen. Det samme er tilfældet med karikaturen af ham, som heller ikke ligner ham, men snarere papirklip-animatoren Thok Søndergaard, som dog slet ikke er omtalt eller nævnt i Annemette Karpens bog.

En nok så vigtig anke over bogen, er dens Filmografi, som hvad angår filmkategorier er temmelig inkonsekvent. Der er trickfilm, spillefilm, kortfilm, eksperimentalfilm, reklamefilm og tegnefilmindslag i film blandet mellem hinanden i kronologisk orden. Men når man nævner titler på reklametegnefilm og udelader flere markante sådanne fra 1950’erne, som f.eks. de to ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!”-tegnefilm, samtidig med at man nævner titler på en hel del mere inferiøre reklamefilm, så har man forvirret begreberne og gjort dansk tegnefilmhistorie en dårlig tjeneste.

Det er efter min opfattelse ikke nok at have stor entusiasme. Man må også have noget at have den i. Det var netop, hvad der ikke var tilfældet for tegnefilmentusiasten Jakob Stegelmann i hans omtale af produktionsforholdene på "Fyrtøjet" i bogen "Tegnefilmens historie" (1984). For folk med insider-viden, som i mit eget tilfælde, stod det med det samme helt klart, at Stegelmann - af gode og forståelige grunde - ikke selv havde noget personligt kendskab til det, han skrev om produktionen af specielt langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. I stedet havde han – i øvrigt uden kildeangivelse - åbenbart stolet på de i virkeligheden uvederhæftige beretninger i fanzinet ”Carl Barks & Co.” nr. 17 og 18, som skyldtes de to veteraner Børge Ring og Kaj Pindal, der som påpeget i min omtale af filmen her på hjemmesiden, heller ikke havde større kendskab til ”Fyrtøjet”-filmens produktion, for førstnævntes vedkommende personligt slet ingen, eftersom han ikke var medarbejder på filmen. For sidstnævntes vedkommende, fordi han ikke befandt sig i begivenhedernes centrum. Men de fejlagtige oplysninger har ikke desto mindre stået på tryk lige siden 1984, og principielt det samme er tilfældet med de ganske vist mindre fejl af forskellig art, der forekommer i Lars Jakobsens i øvrigt fortræffelige bog om Mik. Derfor lidt kedeligt at måtte konstatere, at man nu også træffer på en del faktuelle fejl i Annemette Karpens ellers så udmærkede bog. Fejl er uundgåelige, og mindre fejl tilgivelige, men det må trods alt være en vigtig opgave at søge at minimere især faktuelle fejl mest muligt.

Forholdet er jo det, at det er sådanne bøger, som de ovenfor nævnte, som både samtidens og eftertidens forskere - i princippet i god tro - i dansk animations- og tegnefilms historie blandt andet vil søge deres oplysninger i, og det er næsten ikke til at bære og holde ud at tænke på, at fejlene vil vandre upåagtede og ukorrigerede videre ud i fremtiden.

Men det må samtidig konstateres, at der er mange gode og velskrevne indlæg i bogen. Det er altid en fornøjelse at læse, hvad sagkyndige folk, som f.eks. Niels Plaschke, har at fortælle om dansk animations- og tegnefilmhistorie, lige som det krydrer enhver beretning om dansk tegnefilm, når den garvede og godt orienterede tegnefilmveteran Børge Ring giver sit besyv med. Dertil kommer Ulrich Breuning, som nærmest må betragtes som ekspert i historien om dansk tegnefilms ubestridt største tegnefilmkunstner Jannik Hastrup. Det er også en vidende skribent om dansk animations- og tegnefilm, der udtrykker sig, når Ulla Hjorth Nielsen fører ’pennen’, lige som tilfældet er med redaktøren Annemette Karpen selv, som især demonstrerer sin viden om og kærlighed til animationsmediet i bogens Del 3. Dertil kommer Samuel ben Israels meget lange, velskrevne og detaljerede overblik over de forskellige perioder i dansk tegnefilms historie fra Storm P. over Myller og Mik til ”Fyrtøjet” og videre over Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller og Tegnedrengene og helt frem til nyere tid med A.Film og Anders Morgenthaler og allersenest produktionen af 3D-animationsfilmene. Mag.art i film- og medievidenskab Samuel ben Israels to indlæg i bogen: Tålmodighed og megen humor – hovedlinjer i dansk animationshistorie og Robert Storm Petersen, må nok siges at være det, der kommer tættest på en forsøgsvis videnskabelig tilnærmelse til emnet, og en sådan veldokumenteret beretning mangler der endnu at blive skrevet om dansk animations- og tegnefilmshistorie. Sammen med Jakob Stegelmanns pionérbog og Lars Jakobsens bog om Mik og tidlig dansk tegnefilm, er Niels Plaschkes og undertegnedes hjemmesider og Annemette Karpens bog tilsammen stort set kun en ouverture, et oplæg til den fuldtonede orkestrering, som forhåbentlig vil se dagens lys på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden.

I mine bemærkninger til de af bogens artikler, der findes omtalt her, har jeg lagt hovedvægten på personerne i de tegnefilmhistorisk set væsentlige begivenheder, som i tidens løb har fundet sted i den danske animations- og tegnefilmbranche. Derimod er den kulturelle, sociale og økonomiske baggrund og dokumentation for begivenhederne ikke søgt specielt vurderet. Men det er netop en sådan vurdering og dokumentation, jeg efterlyser i et kommende storværk, fordi jeg mener det vil være vigtige elementer i vurderingen og forståelsen af den danske tegnefilmbranches forudsætninger og vilkår. Flere af bogens forfattere berører flygtigt de nævnte forudsætninger og vilkår, herunder måske især Samuel ben Israel i artiklen Tålmodighed og megen humor – hovedlinjer i dansk animationshistorie, men efter min mening heller ikke han i fornødent omfang.

I øvrigt kan man mene, at der er relativt mange akademikere, som har ageret 'kokke' i forbindelse med tilblivelsen af bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år”. For at være præcis, drejer det sig om hele fire mag.art.er i film- og medievidenskab og en enkelt cand.mag. i dansk og filmvidenskab. Men vel at mærke uden at bogen dermed er blevet i god forstand akademisk, hvilket dog heller ikke har været intentionen fra dens udgiveres side. Det var og er derimod tilfældet med Niels Jørgen Dinnesen og Edwin Kau's flot disponerede og godt strukturerede beretning "Filmen i Danmark" (1983). Denne bog var forresten mit eget oprindelige forbillede, da jeg i 1984 for alvor påbegyndte research og skrivearbejdet på min version af dansk tegnefilms historie, idet intentionen var, at skrive en pendant med titlen ”Tegnefilmen i Danmark”. Men jeg havde beklageligvis ikke midlerne og kræfterne, og måske heller ikke evnerne, til at producere et tilsvarende stort anlagt og dækkende projekt om dansk animations- og tegnefilms historie. Forsøget blev derfor opgivet til fordel for ’historien’ fortalt i form af den personlige beretning, der foreligger her på hjemmesiden.

Men i det hele taget vil jeg mene, at det er svagheden ved bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år”, at den til trods for sin opdeling i kun Del 1-4 er blevet kalejdoskopisk og på sin vis uoverskuelig, formentlig fordi der har været for mange 'kokke' om at skrive den, helt præcist 17 forfattere. Og vel at mærke 'kokke', som - bortset fra nogle få stykker - ikke har haft personligt forhåndskendskab eller indsigt nok i dansk tegnefilmbranches historie, til at kunne skrive en samlet, eksakt og kongruent – og ikke mindst historisk dokumenteret og verificerbar - beretning om emnet. Det må desværre nok også siges, at bogens redaktør, Annemette Karpen, på trods af sin store entusiasme og sit kendskab til tegnefilmbranchen og dens folk, på en række felter har manglet den insider-viden og erfaring, som giver det overblik, der er en nødvendig forudsætning for at kunne vurdere den indsamlede viden og sætte brikkerne på rette plads og desuden danne sig et helhedsbillede af det på sin vis komplekse emne, der hedder dansk animationsfilms og tegnefilms historie.

Men selv om det må konstateres, at bogen desværre ikke lever helt op til forventningerne om, at den skulle være den foreløbigt mest omfattende og veldokumenterede historie om dansk animation og tegnefilm i perioden 1907 – 2007, så er den alligevel i høj grad et påskønnelses- og anerkendelsesværdigt værk. Bogen er som helhed en stor fornøjelse både at læse og se, ikke mindst grafisk set, med sine mange herlige illustrationer, og det er interessant at læse om de mange dygtige folk, der har stået bag og som for nogles vedkommende stadig står bag dansk tegnefilmproduktion, den være sig kunstnerisk eller kommerciel. Bogen kan derfor varmt anbefales enhver, som er interesseret i at vide noget om, hvad der er foregået inden for den danske animations- og tegnefilmsbranche i de seneste ethundrede år. Men dog med det memento, at ikke alle bogens faktuelle oplysninger er lige pålidelige.

PS. Et lille personligt hjertesuk: I bogen savner jeg en illustration eller to fra min egen og Jakob Kochs produktion af H.C.Andersen-tegnefilmen ”Det er ganske vist!”, 2006, som dog er produceret inden for den periode, bogen omfatter, nemlig årene 1907 til 2007. Jeg kan dårligt tro, at det skyldes at filmens kvalitet ikke er et billede værd, men snarere en forglemmelse? Det må vi så leve med.

______________________________

Med de ovenfor anførte betragtninger omkring bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år” in mente, vil det formentlig være på sin plads og have en vis interesse, at se på hvilke anmærkninger, jeg har følt det påkrævet at knytte til Annemette Karpens og Forlaget Underskoven ApS’ meget velkomne bogudgivelse. Det ville nærmest være et mirakel, hvis en bog med et indhold af det omfang, som her er tilfældet, ikke også skulle rumme diverse større eller mindre fejl og misforståelser. Men overraskende nok, så må det efter en relativt grundig nærlæsning af bogen konstateres, at der kun i mindre omfang forekommer fejl og forkerte eller misforståede oplysninger. Det vil læseren selv kunne forvisse sig om, ved at læse:

Bemærkninger til bogen
”Dansk tegnefilm gennem 100 år”

I mine bemærkninger til de af bogens artikler, der findes omtalt herefter, har jeg lagt hovedvægten på at kontrollæse omtalen af en del af personerne i de tegnefilmhistorisk set væsentlige begivenheder, som i tidens løb har fundet sted i den danske animations- og tegnefilmbranche. Derimod er den kulturelle, sociale og økonomiske baggrund og dokumentation for begivenhederne ikke søgt specielt vurderet. Men det er netop en sådan vurdering og dokumentation, jeg i øvrigt efterlyser, fordi jeg mener det vil være vigtige elementer i vurderingen og forståelsen af den danske tegnefilmbranches forudsætninger og vilkår. Flere af bogens forfattere berører flygtigt de nævnte forudsætninger og vilkår, herunder måske især Samuel ben Israel i artiklen Tålmodighed og megen humor – hovedlinjer i dansk animationshistorie, men efter min mening heller ikke han i fornødent omfang.

Tålmodighed og megen humor – hovedlinjer i dansk animationshistorie
Af Samuel Ben Israel

Side 14 spalte 1, øverst:

Det er ikke korrekt, at Børge Ring var med blandt fortroppen i den første generation af animatorer i Danmark. Efter sin tid som voluntør i 1938 hos Myller på studiet hos Gutenberghus, fortsatte Børge efter sin studentereksamen som jazzmusiker. Han vendte først tilbage som professionel i tegnefilmbranchen omkring 1946-47.
I øvrigt mener jeg ikke at de af Samuel nævnte personer udgjorde ”første generation”, men derimod anden generation. Første generation må være Myller, Mik og Richard Møller. (Roepstorff var ’kun’ mellemtegner og manusforfatter, ikke animator). Anden generation var Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen (Simon), Børge Hamberg, Erik Christensen (Chris) og Erik Rus.
Tredie generation udgjordes af: Ib Steinaa, Kaj Pindal og Harry Rasmussen (som animatorer dog i omvendt rækkefølge, idet Harry R. fungerede som animator på Fyrtøjet, mens Steinaa og Pindal ’kun’ var mellemtegnere).

Side 14, spalte 1-2:
Det er ikke korrekt, når Samuel skriver, at Palladium overtog produktionen af Fyrtøjet fra Allan Johnsen, og heller ikke, at Svend Methling blev indsat ”som leder”. Fakta er, at Palladium skød penge i projektet, samtidigt med at man påtog sig at distribuere filmen. Men Allan Johnsen fortsatte som produktionsleder og Svend Methling overtog instruktionen, men i nært samarbejde med Peter Toubro og Børge Hamberg.

Side 14, spalte 2:
Det viser sig, at det af Børge Ring og Rønde Kristensen etablerede tegnefilmfirma ikke kaldtes Ring, Frank og Rønde, sådan som jeg selv fejlagtigt – men med Børge Ring som kilde - har skrevet i min version af dansk tegnefilmhistorie. Firmaet hed kun Ring & Rønde. I tegnefilmbranchen blev firmaet imidlertid kaldt ved det førstnævnte navn, idet Bjørn Frank Jensen fra starten var en vigtig kreativ kraft i firmaet.

Side 15, spalte 1:
Det er ikke helt korrekt, at Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Simon efter afslutningen af arbejdet på Fyrtøjet drog til London for at søge arbejde. De rejste primært dertil, i håbet om at lære mere om animation mm. hos den erfarne David Hand. Det skete med henblik på produktionen af langtegnefilmen Klods-Hans, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S ved Allan Johnsen havde planer om. Men pengene, de havde med sig, var ikke tilstrækkelige til det halve års ophold, der blev tale om, og derfor havde de også håbet på at kunne få arbejde på Hand’s studie, men det forbød overenskomsten med den engelske fagforening.

Side 15, spalte 2:
Før Bent Barfod etablerede et egentligt tegnefilmstudie, fik han freelance assistance af animatorer som Erik Christensen og Ib Steinaa. Men efter oprettelsen af Barfod Film, var Børge Hamberg fra 1955 og flere år frem en slags førstemand. Her ansattes i 1957 først Walther Lehmann primært som reklametegner, ikke som animator. Derefter fulgte Harry Rasmussen, mere præcist den 20. juni 1957, og derpå et par måneder efter Per Lygum, begge som animatorer. Senere, da firmaet flyttede fra Dronningegården og over i Prinsessegården, kom den meget dygtige Bente Petersen til som animationselev, specielt i samarbejde med Per Lygum.

Efter at Børge Hamberg i 1962 valgte at blive selvstændig, ansattes Kjeld Simonsen som Barfods erfarne førstemand. Disse to sværvægteres elever var Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, som på hver deres vis videreførte Barfods ikke-disneyske tradition for tegnefilmproduktion, dog senere med en vis vægt lagt på politisk venstrefløjsideologi. Barfod selv var i hovedsagen kulturelt orienteret og indstillet, men ikke decideret politisk interesseret.

I og med Barfod og hans mest markante ’elever’, Hastrup og Quist Møller, - der var jo desuden Evan Kallermann, Bent Steffensen og Per Overgaard - skete der et brud med den ’klassiske’ tegnefilmtradition, som blandt andre også Barfods to fremtrædende medarbejdere, Børge Hamberg og Simon repræsenterede, men som især førstnævnte var parat til at bryde med. Den ’klassiske’ tegnefilmtradition blev derfor ikke videreført af Barfod og hans elever, men derimod af Ib Steinaa og Kaj Pindal, som på den tid, i midten af 1950’erne, arbejdede freelance for Nordisk Film Junior. I mellemtiden havde de to meget erfarne i klassisk animationsstil, Børge Ring og Bjørn Frank Jensen, forladt Danmark til fordel for fastansættelse hos den hollandske tegnefilmproducent Marten Toonder i Amsterdam.

Side 16, spalte 1:
Man kan derfor, som Samuel indirekte også gør i bogen, betegne Barfods elever: Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, som en ’overgangs-generation’, som delvis brød med den ’klassiske’ animation og tegnefilmstradition. De gik begge videre i brudet, end tilfældet var for deres læremestre, Hamberg og Simon.

Jeg er enig med Samuel i, at Barfods studie sikrede ”kontinuiteten mellem de to generationer.” Også selvom, der reelt set samtidig var tale om et brud, både hvad fortællestil, tegnestil og animation angår. (Det helt store brud i dansk tegnefilmtradition sker først i og med, at Jeff Varab og dermed den helt igennem disneyske tegnefilmtradition i begyndelsen af 1980’erne træder ind på den danske tegnefilmscene og sammen med de senere og unge A.Film-folk så at sige erobrer denne.).

Side 17, spalte 1:
Hastrups og Quist Møllers elever, Per Tønnes Nielsen og Anders Sørensen, viderefører i 1980’-90’erne deres læremestres ’tradition’, men udvikler samtidig deres helt egen emnekreds og tegne- og fortællestil. Tønnes og Anders – og i øvrigt Liller Møller – må derfor kunne betegnes som ”tredje generation” i den her anførte sammenhæng.

Side 19, spalte 1:
Det er ikke rigtigt, som Samuel gør, at sammenligne produktionen af Valhalla med produktionen af Fyrtøjet. Det er lodret forkert, når han skriver, at produktionen af Fyrtøjet var præget af kaos. Det er en af de dumme myter, som uvederhæftigt er blevet viderekolporteret af Jakob Stegelmann i bogen Tegnefilmens Historie (1984).

For folk med insider-viden, som i mit eget tilfælde, stod det med det samme helt klart, at Stegelmann - af gode og forståelige grunde - ikke selv havde noget personligt kendskab til det, han skrev om produktionen af specielt langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. I stedet havde han – i øvrigt uden kildeangivelse - åbenbart stolet på de i virkeligheden uvederhæftige beretninger i fanzinet ”Carl Barks & Co.” nr. 17 og 18, som skyldtes de to veteraner Børge Ring og Kaj Pindal, der som påpeget i min omtale af filmen her på hjemmesiden, heller ikke havde større kendskab til ”Fyrtøjet”-filmens produktion, for førstnævntes vedkommende personligt slet ingen, eftersom han ikke var medarbejder på filmen. For sidstnævntes vedkommende, fordi han ikke befandt sig i begivenhedernes centrum. Men de fejlagtige oplysninger har ikke desto mindre stået på tryk lige siden 1984. (Se i øvrigt Niels Plaschke, som i artiklen Fyrtøjet – en milepæl, side 34-38 giver en korrekt fremstilling af forholdene omkring denne films produktion).

Side 21, spalte 2:
Samuel skriver bl.a.”I det hele taget ville der ikke have været en produktion af animerede spillefilm i Danmark uden offentlig filmtøtte.” Det er formentlig rigtigt for den periode, der tales om, men Fyrtøjet (1946) danner i hvert fald en undtagelse, idet filmen helt igennem blev finansieret af private midler. I det tilfælde var det faktisk de offentlige myndigheder, som qva skat og afgifter decimerede filmens biografindtægter så meget, at det forhindrede at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var i stand til for alvor at igangsætte produktionen af den næste langtegnefilm, den planlagte Klods-Hans. Forsøget på at producere filmen fandt sted 1947-50, og det havde store personlige omkostninger for Allan Johnsen. (Se evt. nærmere om denne film her på hjemmesiden).

Side 42, spalte 1-2:
Klods-Hans -chancen, der glippede
Af Niels Plaschke

I Niels Plaschkes artikel "Klods-Hans - chancen, der glippede" er denne illustreret med et billede og en tekst, som fortæller, at Klods-Hans filmen "skulle have været en lang flyttefilm skabt via stofapplikationer. Det blev dog kun til en kort pilotfilm."

Et kan siges med næsten 100% sikkerhed, nemlig at det er helt udelukket, at illustrationen skulle have noget at gøre med den langtegnefilm, som Allan Johnsen og dermed Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde fremskredne planer om at producere.

Derimod er det muligt, at illustrationen stammer fra et af de projekter, som Steinaa omkr. 1957 havde planer om at producere, som blev videreført i Nordisk Tegnefilms første tid fra 1958. Men der var udelukkende tale om at lave en serie korte 'tegnefilm' over HCA-eventyr, og i den sammenhæng blev der eksperimenteret med forskellige stilarter og teknikker, deriblandt såkaldt kludeklip. Steinaa brugte dog mest arbejdet på disse film som træning af unge og iær kvindelige elever, som f.eks. Elisabeth Halgreen og Ulla Grau. Steinaas favoritplan var "Prinsessen på ærten", som han selv arbejdede en del på med design og animation.

Men det er mig dog ikke bekendt, at kludeklipfilmen "Klods-Hans" skulle have været "en lang flyttefilm". Det har jeg aldrig hørt, og jeg tror heller ikke det er sandsynligt, for så naiv at tro, at en sådan film ville have nogen chancer for at blive finansieret, og da slet ikke i 1950'erne, var Steinaa trods alt ikke.

Nordisk Tegnefilm
Af Niels Plaschke

Side 55, spalte 1-2:
Artiklen er blandt andet illustreret med et billede fra den korte tegnefilm med titlen ”Jubilarens drøm”. Denne tegnefilm lavede tegneren og animatoren Kjeld Simonsen (Simon) for Dansk Bogtjeneste i forbindelse med dennes propagandakampagne i 1943. Forholdet er imidlertid det, at A/S Nordisk Tegnefilm slet ikke eksisterede i 1943, men først blev oprettet, da Nordisk Film i 1950-51 købte og overtog firmaet ”Ring og Rønde” og omdøbte dette til A/S Nordisk Tegnefilm.

Side 57, spalte 1:
Det var ikke omkring 1963, at jeg blev genansat hos Nordisk Tegnefilm, sådan som Niels skriver, men præcis den 2. januar 1963, hvilket selvfølgelig er en bagatel i den store sammenhæng.

Harry Rasmussen – en alsidig ildsjæl
Af Niels Plaschke

Side 58:
Det er ikke Niels’ fejl, når han betegner firmaet Ring & Rønde som ”Ring, Frank og Rønde, men min, idet jeg fejlagtigt har benyttet det navn, som firmaet kaldtes blandt os tegnefilmfolk. Det er dog ikke rigtig, når Niels skriver, at det var hos dette firma, at jeg blev engageret som animator, men derimod hos det nystartede A/S Nordisk Tegnefilm.

Det er heller ikke helt korrekt, at jeg var medarbejder på begge de såkaldte STAR-film, men kun på den ene, den såkaldte ”operaparodi”.

I artiklen gentages det, at jeg omkring 1963 var tilbage hos Nordisk Tegnefilm. Det var som nævnt præcis den 2. januar 1963, at jeg blev genansat som fast animator.

Side 59:
Efter dannelsen af Steinaa Film ved årsskiftet 1966/67 fortsatte jeg først og fremmest arbejdet som sequence director og animator på kortfilmen ”Sort på hvidt” og derefter på TUKO-reklamefilmene og for Ekstra Bladet.

Bent Barfod Film
Af Annemette Karpen

Side 62, spalte 1:
Børge Hamberg blev ansat hos Barfod i foråret 1955, Kjeld – ikke ved en tyrkfejl Keld – Simonsen blev først ansat i firmaet Barfod Film i 1962.

Side 63, spalte 2:
Det kan undre, at undertegnede ikke er nævnt i forbindelse med Barfod Film, eftersom jeg var ansat der i et par år og desuden i en periode arbejdede som freelance animator for firmaet. Tilmed bringes en billede fra en scene i ”Forårs-Fred’rik” – som fejlagtigt henføres til ”Noget om Norden” – men som jeg har animeret.

Walther Lehmann
Af Annemette Karpen.

Det er lidt meget at ville tillægge Walther Lehmann, at han i 1957 havde ”animationsopgaver på tegnefilmen Forårs-Fred’rik.” Walther Lehmann animerede kun en enkelt scene i filmen. Hans arbejdsopgaver bestod i hans tid hos Barfod i at tegne for- og sluttekster til film og faste tegninger, som f.eks. de firmalogoer, der indgik i reklametegnefilm.

Det er heller ikke særlig karakteristisk for Walther Lehmann, når det nævnes, at han var animator på kortfilmen Sort på hvidt fra 1968. Det er rigtigt, at han var animator på denne film, men kun på et par mindre indskudsscener. Derimod ville det have været mere relevant at nævne, at han var en af de to hovedanimatorer på kortfilmen Han, hun og pengene, som blev produceret af Nordisk Tegnefilm i 1963. I denne tegnefilm stod W.L. på fremragende måde for animationen af familien Flad. 1968-70 var han freelance animator på 4 TUKO-reklamefilm. (Jvf. med min omtale af Walther Lehmann under Biografier her på hjemmesiden).

Men i øvrigt er omtalen af Walther Lehmann helt i orden og fin, og yder ham fuld retfærdighed, så vidt jeg er i stand til at bedømme.

Men se, det uforudsete og uventede sker, for jeg har slet ingen bemærkninger eller kritik af siderne 74 til og med 154, altså i virkeligheden til hovedparten af bogens meget vægtige indhold. Det skyldes, at mit kendskab og min viden om de personer og emner, som behandles i denne nok så interessante og vigtige del af bogen, ikke er stor eller helt mangler. Derfor kan jeg heller ikke afgøre, om de mange pågældende artikler i denne del af bogen måske indeholder fejl eller mangler.

Derimod har jeg nogle bemærkninger til og indvendinger imod

Filmografi
1900-1950 udarbejdet af Lars Jakobsen
1950-2008 udarbejdet af Roar Kent

Side 158:
[1958] Her mangler at nævnes Ib Steinaas markante reklametegnefilm
Det er ja ikke en Hirschsprung!
I: Ib Steinaa, P: A/S Nordisk Tegnefilm, Reklametegnefilm, Animation

[1958]
”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!”
M: Erik Dibbern, I: Ib Steinaa, P: A/S Nordisk Reklamefilm, Animation

[1959]
”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!” (operaparodien)
M.: Erik Dibbern og Harry Rasmussen. I: Ib Steinaa og Harry Rasmussen, P: A/S Nordisk Tegnefilm, Animation

Side 58:
[1971]
Hubert og den vanskelige kærlighed
M: Flemming la Cour, I: Flemming la Cour (realafsnit) og Harry Rasmussen (tegnefilmafsnit), P: Ib Dam Film og Allers Reklamebureau hos Flemming Jensen, public relation-tegnefilm

En række af de OBS-spots, reklametegnefilm og public relation-film, som Anima Film ApS enten producerede eller var underleverandør på, som f.eks. også tegnefilmindslagene i diverse kortfilm i årene 1979-91, bl.a. for Arbejdsmiljøfonden, skal jeg undlade at nævne titlerne på, idet det ville blive for omfattene. Filmene er nævnt på Niels Plaschkes hjemmeside og desuden på min egen hjemmeside i min Biografi.

Man kan naturligvis diskutere de pågældende kommercielle tegnefilms, OBS-spots og tegnefilmindslags betydning i relation til dansk tegnefilmhistorie, men selv om filmene ikke skriver markant og slet ikke progressiv tegnefilmhistorie, så er de dog blevet produceret og lagt kreative kræfter i, under de dengang herskende hjemlige økonomiske og andre vilkår, som ikke altid var lige gunstige. Desuden er flere af Anima Film ApS’ produktioner og andre producenters reklametegnefilm o.lign. af principielt samme kvalitet i en hel del tilfælde medtaget i bogens Filmografi – tilsigtet eller ikke.

Herunder følger nogle rettelser til et par OBS-spots, og desuden en tilføjet sådan, alle produceret hos Anima Film ApS:

1979
Husk de nye posttakster (fejlagtigt kaldet Posttakstreminder)
M: Harry Rasmussen, I: Harry Rasmussen, P: Statens Informationstjeneste hos Anima Film ApS, Tegnefilm
Offentlig Retshjælp
M: Harry Rasmussen, I: Harry Rasmussen, P: Statens Informationstjeneste hos Anima Film ApS, Tegnefilm, Tegnefilm
EFG – Husk tilmelding
M: Harry Rasmussen, I: Harry Rasmussen, P: Statens Informationstjeneste hos Anima Film ApS, Tegnefilm

Det er i øvrigt en fejl, når f.eks. OBS-spots’ne Sommertid og Sommertid slutter er medtaget under årstallet 1981. Filmene er produceret og vist i TV i 1980:

1980
Sommertid
M: Claus Ørsted. I: Claus Ørsted og Harry Rasmussen. P: Statens Informationstjeneste hos Anima Film ApS, Tegnefilm
Sommertid slutter
M: Claus Ørsted, I: Harry Rasmussen, P: Statens Informationstjeneste hos Anima Film ApS, Tegnefilm

Rent personligt synes jeg for øvrigt, at Filmografien ville være blevet mere overskuelig, hvis man i stedet for udelukkende at have anført filmene i kronologisk orden, også havde inddelt disse i de forskellige kategorier, hvori de rettelig hører hjemme. Eksempelvis kategorierne Spillefilm, kortfilm, tegnefilmindslag, reklamefilm, public relation-film, OBS-spots, industrifilm etc. Man ville derved have gjort både dansk tegnefilmhistorie og publikum en tjeneste.

Men alt i alt er bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år” en både nødvendig, uundværlig og – ikke mindst – en interessant og anerkendelsesværdig produktion, som det må have krævet en kæmpeindsats at få stablet på benene. Stor respekt herfra.

Bemærkninger til vignetterne
i bogen ”Dansk tegnefilm gennem 100 år”

Her følger en gennemgang af tegneren Lars Jakobsens portrætvignetter i bogen, specielt med henblik på en bedømmelse af disses lighed eller manglende lighed med de personer, de skal forestille.

Der er taget højde for, at Lars Jakobsen til mig har oplyst, at han ikke personligt har haft kendskab til eller mødt eller set de fleste af de personer, han har tegnet karikaturportrætter af i bogen. I de fleste tilfælde har han kun haft mere eller mindre gode fotografier som sit grundlag.

Der forekommer en del tilfælde, hvor mit eget kendskab til de omtalte personer ikke er tilstrækkeligt til at bedømme tegningernes mulige lighed med de pågældende. Men man kan naturligvis diskutere mine kvalifikationer for en objektiv bedømmelse.

Tallene til venstre angiver sidetal i bogen:

31: Jørgen Myller: Rimelig god lighed.
33: Henning Dahl Mikkelsen: Rimelig god lighed
39: Børge Hamberg: Med god vilje kan tegningen siges at ligne B.H.
40: Erik Rus: Som under Børge Hamberg.
        Kjeld Simonsen: Som under Børge Hamberg.
43: Bjørn Frank Jensen: Som under Børge Hamberg.
44: Ib Steinaa: Ganske godt ’portræt’ af den yngre Steinaa, men ikke af den modne og ældre Steinaa.
47: Kaj Pindal: Udmærket portræt af ham. Han har dog lavet en karikatur af sig selv, som har større lighed.
50: Børge Ring: Samme bedømmelse som under Pindal.
58: Harry Rasmussen: Tegningen har overhovedet ingen lighed med H.R., men ligner snarere Flemming Jensen !
60: Flemming Jensen: Tegningen har slet ingen lighed med F.J., men ligner snarere Thok Søndergaard. Sidstnævnte er ikke omtalt eller nævnt i bogen.
62: Bent Barfod: For mig ikke et umiddelbart genkendeligt portræt af B.B., men jeg har jo også kun kendt ham i hans velmagts dage for en lille menneskealder siden.
64: Jannik Hastrup: Rimelig godt portræt af ham.
67: Flemming Quist Møller: Rimelig godt portræt af ham.
69: Tegnedrengene: For mig, som især har kendt og arbejdet sammen med Tønnes og Anders, er portrætterne ikke umiddelbart genkendelige.
72: Walther Lehmann: Ikke særligt vellignende portræt af ham.
74: Maria Mac Dalland: Ligner ikke umiddelbart den M.M.D., jeg har kendt og   arbejdet sammen med.
75: Liller Møller: Ligner ikke den L.M., jeg har kendt og arbejdet sammen med.
76: Jørgen Vestergaard: Rimelig god karikatur af ham.
86: Jeff Varab: Ganske god karikatur af ham.
95: Stefan Fjeldmark: Ikke umiddelbart genkendeligt portræt af denne.
        Michael Hegner: Kender jeg ikke og kan derfor ikke udtale mig om ham.
96: Karsten Kiilerich: Ganske god karikatur af ham.
        Jørgen Lerdam: Kender jeg ikke og kan derfor ikke udtale mig om ham.
100: Mihail Badica: Kender ham ikke.
104: Laila Hodell: Kender hende ikke, men efter billedet på side 105 at dømme, ser det ud til at ligne.
106: Ulrich Breuning: Ligner ikke den U.B. jeg ikke kender personligt, men som jeg har set utallige gange i medierne.
118: Søren Tomas og Peter Hausner: Kender jeg ikke.
143: Peter Madsen: Kender jeg ikke.

Taastrup, den 20. juni 2009.

Harry Rasmussen.