”Tegnefilmens historie”

”Tegnefilmens historie”
- en første milepæl i dansk tegnefilmhistorie

I 1984 udgav tegnefilmentusiasten, forfatteren og redaktøren Jakob Stegelmann bogen ”Tegnefilmens historie” på Forlaget Stavnsager. I den forbindelse fandt jeg dengang anledning til at fremsætte nogle korrigerende kommentarer og supplerende oplysninger til bogens afsnit om dansk tegnefilm, som jeg her i 2010 stadig synes er relevante, og selv om der er løbet meget vand i stranden og sket utrolig meget på både den internationale og danske tegnefilmfront i de sidste 25 år, mener jeg, at min anmeldelse – stærkt forsinket - bør medtages her på hjemmesiden. Men dog i lettere revideret og opdateret udgave. Det var i øvrigt Stegelmanns bog, der inspirerede og for alvor satte mig selv i gang med at skrive om min egen tid med tegnefilm, og med at researche i dansk tegnefilms historie, som igen - og i samarbejde med Jakob Koch - blev til hjemmesiden www.tegnefilmhistorie.dk , der indtil revideringsdatoen den 12. juni 2010 foreløbig har haft 9900 besøg.

Indledningsvis skal det siges, at bogen ”Tegnefilmens historie”, som er den første danske, populære indføring i emnet, er en både tiltrængt og velkommen publikation, også selv om den hovedsageligt handler om udenlandsk og især amerikansk og nok så specielt om Walt Disneys tegnefilm. Disse afsnit er både oplysende og underholdende og – så vidt jeg har kunnet kontrollere – historisk korrekte. Imidlertid må man desværre konstatere, at bogen i sin omtale af dansk tegnefilms historie er behæftet med en del mangler og fejl, som ikke burde være forekommet. Det må derfor være på sin plads, dels at gøre opmærksom på manglerne og dels at korrigere fejlene, i den udstrækning, det lader sig gøre.

Her bør det dog nok indskydes, at Jakob Stegelmann er lovligt undskyldt, for så vidt som han med sin ellers så fortrinlige bog ikke prætenderer, i egentlig forstand at ville fortælle dansk, endsige skandinavisk, tegnefilms historie. Hans interesse og forkærlighed gælder i særlig grad amerikansk tegnefilm – og ikke mindst Walt Disneys produktioner, hvad der naturligvis ikke kan undgå at præge bogens disposition og udformning.

Men for nu at tage de iøjnefaldende mangler først: Der er f.eks. en oplagt mangel helt at forbigå Sverige, som dog ellers i nyere tid har markeret sig med flere langtegnefilm. En så markant og original tegnefilm som Per Åhlins ”Dunderklumpen” (1974), burde i det mindste have været nævnt; ligeså Stig Lassebys og Janne Gisbergs ”Pelle Haleløs” (1981). Flere danske animatorer, som f.eks. Kjeld Simonsen (Simon) og Flemming Jensen, medvirkede på disse og flere andre svenske tegnefilm, hvad Jakob Stegelmann formentlig ikke har kunnet være uvidende om.

Bogen har også valgt at overse eller forbigå norsk og finsk tegnefilm, skønt der dog er blevet og fortsat bliver lavet tegnefilm i begge lande. Men selv om ingen af dem har markeret sig særlig stærkt på området, har finnen Antti Peränne lavet flere korte underholdningstegnefilm, hvoraf en del i hvert fald har været vist på tegnefilmfestivals.

Dansk tegnefilmhistorie
Hvad angår dansk tegnefilms historie, synes jeg det er en afgjort mangel ved bogen, at den ikke nævner en af dansk tegnefilms grand old men, nemlig Henning Dahl Mikkelsen (Mik) (1915-1982), der især vil være kendt for sin internationalt berømte tegneseriefigur ”Ferd’nand”, som også optrådte i et par underholdningstegnefilm fra 1944-45. Se herom i f.eks. Filmens Hvem Hvad Hvor – danske titler og biografier 1929 – 1967, s. 51 og 256, og Tegneseriernes Hvem-Hvad-Hvor !!!, 1976, s. 142. Dahl Mikkelsen var sammen med Jørgen Myller (1910-85) kunstnerisk leder af tegnefilmselskabet VEPRO 1939-42.

Men hvordan kan man for resten, når man vil give et rids af dansk tegnefilms historie, overhovedet undgå at nævne en af de virkelige danske tegnefilmpionerer, som geniale Robert Storm Petersen! Han lavede jo helt originale små tegnefilm omkring 1919-25, formodentlig de allerførste danske underholdningstegnefilm, der blev lavet. Og selv om Storm P. ikke kom til at danne ’skole’ eller fik varig indflydelse på dansk tegnefilmproduktion, er hans indsats og bidrag historisk set nok værd at nævne.

En passant burde bogen nok også have nævnt den danske langtegnefilm nr. 2 (når talen er om færdiggjorte film), den desværre ikke helt vellykkede, men modige ”Svinedrengen og Prinsessen på ærten” (1962). Men når vi nu taler om dansk tegnefilms historie, så hører den dog med, sine manglende kvaliteter til trods.

Men imidlertid var det rent faktisk Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ produktion ”Klods-Hans”, frit efter H.C.Andersens eventyr af samme navn, der var dansk langtegnefilm nr. 2. Filmen blev dog aldrig færdiggjort, idet kritiske og magtfulde røster hos de bevilgende myndigheder stoppede produktionen efter de flerårige indledende manøvrer, med den hovedbegrundelse, at filmen var for ”amerikansk” i stilen! Den blev ellers til dels designet af maleren Svend Johansen, hvem ingen kyndig vel vil beskylde for at tegne i amerikansk tegnefilmstil.

Endelig finder jeg , at det er en mangel ved bogen ”Tegnefilmens historie”, når talen er om danske langtegnefilm, at Ib Steinaas ”Robinson Columbus” (1975) heller ikke er nævnt. Filmen kunne måske nok have været bedre og have haft lidt større appel til publikum, men den var i sit oplæg et utraditionelt og imponerende forsøg på en efter dansk målestok på det tidspunkt (slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne) ny trickbordsteknik med så vel front- som bagprojektion af i forvejen optagne ”baggrunde” (i dette tilfælde real/trickfilms optagelser fra bl.a. Troldeskoven i Tisvilde Hegn). Animationen blev udført med cut-out figurer i såkaldt flyttefilms-teknik.

Dette var nogle af de umiddelbart iøjnefaldende mangler ved bogens omtale af især dansk tegnefilms historie, som jeg har fundet det sagligt begrundet at anke over.

Nogle markante fejl
Herefter skal jeg nævne nogle fejl, der forekommer i bogens omtale af bl.a. den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”. Det kan jeg tillade mig at gøre, så meget desto mere, som at det sker på grundlag af et førstehånds kendskab til filmens tilblivelseshistorie, idet jeg selv var med omtrent fra produktionens egentlige start i 1943 til dens afslutning (hvad animationen angår) i sommeren 1945. Det første halve år som såkaldt mellemtegner (in-betweener) og animations assistent for cheftegner Børge Hamberg, og siden som animator, især af figurer som hundene, heksen og kragen m.fl.

Langtegnefilmen ”Fyrtøjet” kom i gang på initiativ af reklametegneren Finn Rosenberg Ammitsted og tekstilgrosserer Allan Johnsen (ikke Johnson!). Ideen opstod under et samarbejde mellem de to herrer om en bog, ”Fra Dyreskind til Celleuld” (1942), som Johnsen var forfatter af og som Rosenberg illustrerede med en række vignetter. Men det er ikke korrekt, at Allan Johnsen selv finansierede filmen. Han var direktør og produktionsleder og den, der skaffede den nødvendige kapital til filmens igangsættelse og produktion. Produktionen blev senere af finansielle grunde støttet af Filmselskabet Palladium – Tage Nielsen, dog stadig med Johnsen som ansvarlig produktionsleder.

Men især må jeg korrigere Jakob Stegelmann, når han skriver, at ”der var ingen faste regler for hvem, der lavede hvad hvornår. Der var med andre ord ingen højere målsætning. Der var ikke engang et manuskript at gå efter.” (Tegnefilmens historie, s. 104).

Dette er ikke rigtigt, tværtimod! Alle vidste nøjagtigt, hvad hver enkelt skulle lave: Der var deciderede ”nøgle-tegnere” (key-animators), specielle mellemtegnere (In-betweeners), specielle designere og lay-out- og baggrundsmalere, og lige så specielle ”optrækkere” (inkers) og farvelæggere (painters). Derimod var der ingen særskilte rentegnere, idet animatorer og mellemtegnere selv gjorde rentegningsarbejdet. At enkelte ansatte måske på et eller andet tidspunkt i løbet af produktionstiden prøvede eller blev sat til forskellige funktioner, afkræfter ikke de nævnte fakta.

Hvad angår den tilsyneladende ”højere målsætning”, kan man måske medgive, at produktionsforløbet kreativt og teknisk set måske ikke var så rationelt og stramt fastlagt, at det sikrede filmen et præg af dramatisk sammenhæng og kunstnerisk homogenitet. Men denne mangel må fortrinsvis tilskrives utilstrækkelig erfaring og ekspertise hos den ledende stab, så vel den kreative som den administrative. Og med al respekt i øvrigt, så var den seriøse teater- og filminstruktør Svend Methling (1891-1977) måske heller ikke det rigtigste valg til at samle ”stumperne” og redigere og færdiggøre filmen. Retfærdigvis bør det dog siges, at Svend Methling under alle omstændigheder kom lidt for sent med i produktionsforløbet til, at han kunne øve afgørende indflydelse på resultatet.

Men hvad angår bemærkningen om, at der ikke fandtes et manuskript at gå efter, så tror jeg nok at d’herrer, mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade, må føle sig beskæmmet ved en så urigtig ’oplysning’, især da det var dem, der sammen med initiativtagerne til filmen, tegneren Finn Rosenberg og direktør Allan Johnsen, samt tegneren og animatoren Børge Hamberg, udarbejdede en endog ret detaljeret drejebog! At denne så levnede et mindre spillerum for ændringer og tilføjelser, er en anden sag.

I øvrigt er det en sandhed med modifikationer, når Jakob Stegelmann skriver, at ingen af tegnerne vidste noget om animation ”ud over det, de havde kunne studere i biograferne” (s. 103). Det er for så vidt rigtigt nok, når talen er om en del af animatorerne på ”Fyrtøjet”, men det gælder ikke animatorer som Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Erik Christensen (Chris) og Kjeld Simonsen (Simon), som alle fire tidligere havde arbejdet på VEPRO under Myller og Mik. Børge Hamberg havde tilmed arbejdet en tid i Tyskland hos tegnefilmmanden Hans Heldt (vistnok bl.a. på en langtegnefilm bygget over Münchhausens eventyr).

For resten var samme Børge Hamberg – og Bjørn Frank Jensen og Kjeld Simonsen – blandt de danske animatorer, der kort efter krigen opholdt sig en tid i London hos J. Arthur Ranks tegnefilmstudio Gaumont British Animation (GBA), hvor ex-Disney medarbejderen David Hand var production supervisor og supervising director, sådan som også omtalt i Stegelmanns ”Tegnefilmens historie (s. 107).

Senere, i 1949, rejste Børge Ring også til London, for at snuse til, hvad der foregik på det engelske tegnefilmstudio. Derved lærte han også David Hand at kende. Men David Hands besøg i Danmark gjaldt ikke ”Børge Ring, Kaj Pindal og Arne Rønde”, men derimod tegnefilmfirmaet ”Ring & Rønde”, som senere blev overtaget af Nordisk Film og omdøbt til A/S Nordisk Tegnefilm. Det skete, efter at direktør Ove Sevel fra Nordisk Film var blevet inddraget i det lille tegnefilmforetagendes forsøg på at overleve.

I øvrigt var Kaj Pindal og for resten også Jørgen Myller, Kjeld Simonsen og Ib Steinaa tilknyttet eller ansat i kortere eller længere tid i firmaet ”Ring & Rønde”, som nogle år efter krigen startede på Vesterbrogade 163 i København og senere fortsatte på Fredensvej 3 i Vedbæk.

Desværre lykkedes det ikke i længden at holde liv i det ellers så lovende tegnefilmfirma. I begyndelsen af 1950’erne var mulighederne for at lave professionel tegnefilm i Danmark – i hvert fald tegnefilm af den karakter og kvalitet, som ”Ring & Rønde” ønskede at producere – så ringe, at flere af tegnerne foretrak at drage udenlands. Børge Ring og Bjørn Frank drog til Holland hos Marten Toonder Studios i Amsterdam, og Kaj Pindal rejste til Canada, hvor han skabte sig en flot karriere hos National Film Board of Canada.

Forinden havde Kaj Pindal og Ib Steinaa forsøgt at slå sig igennem ved at producere reklametegnefilm, men heller ikke det var muligt i længden, så derfor rejste de til Sverige, hvor de fik ansættelse hos Puch Film i Stockholm. Senere stødte Kjeld Simonsen og fotografen Poul Dupont til. Men en indkaldelsesordre fra det danske forsvar tvang Pindal og Steinaa hjem til Danmark, hvor de efter rekruttiden var så heldige at komme til at arbejde for Forsvarets Filmtjeneste. Her fik de til opgave at producere nogle længere tegnefilmindslag i militære instruktionsfilm, bl.a. en film om ”Nattesyn”. Efter afsluttet tjeneste fortsatte Pindal og Steinaa samarbejdet med hinanden, og sammen producerede de flere tegnefilmindslag for A/S Nordisk Film Junior, som Ove Sevel var direktør for. Det blev bl.a. til tegnefilmindslag i kortfilmen ”Rudolf Diesel og B&W” m.fl. Senere afbrød de to venner samarbejdet og Pindal rejste til Canada, mens Ib Steinaa fortsatte samarbejdet med Nordisk Film Junior, hvor han især lavede nogle tegnefilmsekvenser til spillefilmen ”Andre folks børn” (1958), med den fra radioens børneudsendelser kendte og populære mus ”Hannibal”.

Her kan det i øvrigt passende indskydes, at det næppe kan siges at være helt korrekt, at produktionen af ”Fyrtøjet” satte ”en mængde unge tegnere i gang. Tegnere, der senere skulle blive store navne i den internationale animationsverden. Bl.a. Børge Ring, Kaj Pindal og Bjørn Frank Jensen.” (Tegnefilmens historie, s. 104). Jeg ved i hvert fald ikke, hvor denne ”mængde” skal søges, i betragtning af, at antallet af danske animatorer og andre kreative folk på ”Fyrtøjet”, maksimalt beløb sig til 10-12 personer, hvilket jeg vil redegøre for i det efterfølgende.

Kreative medarbejdere på ”Fyrtøjet”
Det skal i øvrigt kraftigt pointeres, at Børge Ring ikke på noget tidspunkt var medarbejder på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Men Bjørn Frank Jensen var allerede fuldbefaren animator, idet han var startet allerede i 1935, først hos Reklamebureauet Monterossi, hvor han var assistent på de reklametegnefilm, som Dahl Mikkelsen producerede for firmaet. Bjørn Frank var derefter ansat hos VEPRO 1939-42, hvorefter han blev tilknyttet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S under produktionen af ”Fyrtøjet” 1942-46. Derefter indledte han og Børge Ring det samarbejde, som er omtalt tidligere ovenfor.

For Kaj Pindals vedkommende, så begyndte han allerede som gymnasieelev at arbejde som mellemtegner på ”Fyrtøjet” i sin fritid. Han havde derfor et perifert forhold til, hvad der skete under hele produktionsforløbet. Det samme gjaldt i øvrigt Ib Steinaa, som ligeledes var mellemtegner på ”Fyrtøjet”. Men både han og Pindal kom til at arbejde for Dahl Mikkelsen, og især hos denne lærte de en del om tegnefilm.

Af andre folk, hvis medvirken på ”Fyrtøjet” blev en direkte eller indirekte anledning til, at de fortsatte i tegnefilmbranchen, kan jeg kun komme i tanke om animatorerne Børge Hamberg, Kjeld Simonsen (Simon) og Erik Christensen (Chris), mens Ib Steinaa, der som nævnt dengang var mellemtegner, og Helge Hau, som også var mellemtegner og desuden medarbejder på Dahl Mikkelsens to ”Ferd’nand”-tegnefilm, men som siden forlod tegnefilmbranchen, og så som pølsen i rosinenden: Harry Rasmussen, altså mig selv.

Det antal personer, som fortsatte i tegnefilmbranchen efter ”Fyrtøjet”, og som er nævnt ovenfor, kan vel ikke betegnes som ”en mængde”! I så fald vil det kun kunne kaldes ”en lille mængde”.

For fuldstændighedens skyld skal jeg her tillade mig at nævne resten af de tegnere, der ikke fortsatte indenfor tegnefilmbranchen efter ”Fyrtøjet”, men som gik over i tilstødende eller helt andre erhverv. Det gjaldt lay-out- og baggrundstegnerne Finn Rosenberg, som bl.a. blev tekstforfatter på et reklamebureau, og Frede Henning Dixner, som vistnok blev finmekaniker og forretningsindehaver, baggrundsmaleren og animatoren Otto Jakobsen (Jacob), der efter i et par år at have forsøgt sig med at lave tegnefilm hos Gutenberghus Reklame Bureau, blev tegner af annoncer hos Dagbladet Politiken. Animatoren Preben Dorst eksperimenterede en overgang med dukkefilmsteknik og som dekorationsmaler hos Brønsholm, men måtte afbryde sin karriere på grund af psykisk sygdom, mellemtegneren og animatoren Mogens Mogensen, der genoptog sin virksomhed som arkitekt, det samme gjorde mellemtegneren Torben Strandgaard. Animatoren Erik Rus forsøgte en kort overgang at få sin egen tegnefilmproduktion i gang, men forgæves, og mellemtegner og husfotograf Arne (”Jømme”) Jørgensen, blev en ret benyttet vittighedstegner, sådan som det i øvrig også var tilfældet med den tidligere ovenfor nævnte Helge Hau. Endelig forsøgte en af de få kvindelige mellemtegnere, der var på ”Fyrtøjet”, Bodil Rønnow, en overgang at fortsætte i tegnefilmbranchen hos ”Ring & Rønde”, men kun i en kort periode. Derefter rejste hun til England, hvor hun fik ansættelse som tegner hos Halas and Batchelor i London. Som den dygtige tegner og maler hun var og er, kastede hun sig senere over illustrationstegning og sine egne malerier. Mellemtegneren Erling Bentsen forlod også tegnefilmbranchen, men fortsatte med at tegne og blev senere ministeriel embedsmand.

A/S Nordisk Tegnefilm
Imidlertid fortsatte A/S Nordisk Tegnefilm (jf. ovenfor) efter 1952 sin eksistens på papiret indtil eftersommeren 1957, hvor det genopstod i praksis, da Ib Steinaa investerede en vis kapital så vel som sit kreative talent i det lille selskab, der nu fik til huse i en af de gamle rekvisitbygninger hos Nordisk Films Kompagni på Mosedalvej i Valby. Og det solide gamle, men i og for sig udmærkede trickapparatur, som allerede i 1954 var blevet installeret i en træbarak, som i den anledning udstyredes med en tårnopsats af hensyn til apparaturets krav til den nødvendige højde, blev atter taget i mere permanent brug.

Under Ib Steinaas kunstneriske ledelse og med hans kone, Kirsten Steinaa, som produktionsleder, eksisterede det genoplivede A/S Nordisk Tegnefilm i årene 1957-66. Men fra årsskiftet 1966/67 dannede Steinaa sit eget firma, Steinaa Film, hvor en væsentlig del af den hidtidige stab af medarbejdere fortsatte i samme funktioner som hidtil. Der blev i alle disse år lagt stor vægt på at dygtiggøre sig i tegnefilmsteknik i almindelighed og animationsteknik i særdeleshed. Talentfulde tegnere og animatorer, som f.eks. Harry Rasmussen, Walther Lehmann og Flemming Jensen, fik her lov til at udfolde sig. Og trickfilmfotograferne Poul Dupont og Hasse Christensen blev ofte stillet overfor vanskeligt og krævende trickbordsarbejde. Animatorerne drømte om at lave ”Disney-animation”, men de økonomiske vilkår og øvrige eksterne arbejdsbetingelser fordrede en vis sparsommelighed, kvalitativt så vel som tidsmæssigt. Den såkaldte UPA-stil og –teknik blev derfor i nogen grad et forbillede for design så vel som for animation.

Mere om “Fyrtøjet”
Det vil også være på sin plads her, at omtale Børge Hambergs karriere indenfor tegnefilmbranchen, både under og efter at han havde færdiggjort sit store og krævende arbejde på ”Fyrtøjet”. På denne pioneropgave, hvad lange danske tegnefilm angår, fik Hamberg overdraget det vanskelig job, det var at animere soldaten i filmen. Og vel at bemærke, uden at bruge realfilmsoptagelser (rotoscopering). Der var dog i begyndelsen af produktionen blevet lavet nogle enkelte realfilmoptagelser, bl.a. af soldatens march hen ad landevejen og dér, hvor han kravler op i heksens hule træ, men disse optagelser blev rent faktisk ikke brugt. Børge Hamberg fandt det enklere og friere at animere figuren direkte efter sin erfaring og forestillingsevne som tegner og animator. I øvrigt havde han selv designet soldaten – der for resten mere eller mindre er et selvportræt – så vel som en lang række af de øvrige figurer: Hundene, heksen, kragen, kongen, dronningen, hofdamerne, lakajerne etc. etc., men ikke prinsessen, der blev designet af sin animator, Preben Dorst.

Som et kuriosum er det fristende her at indskyde, at den allerførste opgave, jeg selv fik overdraget som kun 14-årig mellemtegner, var en scene, hvori de tre trip-trap-træsko lakajer skifter tøj på kongen og ifører ham hermelinskåbe og udstyrer ham med symbolerne på kongemagten: krone, scepter og æble. Børge Hamberg havde tegnet og animeret scenen, der bestod af mere end 1000 numre, hvilket vil sige 500 tegninger i 2’ere (hver tegning eksponeret 2 gange), hvoraf de 250 var nøgletegninger og de resterende 250 mellemtegninger. Men der var vel at bemærke 4 figurer på hver tegning: kongen og de tre lakajer. Så vidt jeg husker tog det mig, som endnu var helt uøvet, men entusiastisk, omkring en måned at tegne mellemtegningerne.

Men i øvrigt blev kongen, dronningen og lakajerne fortrinsvis tegnet af den - sammen med Kjeld Simonsen (Simon) - vist nok mest Disney-prægede tegner og animator af hele staben, nemlig Bjørn Frank Jensen, som da også satte sit tydelige præg på disse og flere andre figurer, han tegnede og animerede, som f.eks. astrologen, natvægteren, barberen m.fl. Bjørn Frank var for resten en af de få animatorer, der dengang forstod at begrænse den almindeligt udbredte misbrug af fartstreger, de såkaldte ”sytråde”, som desværre skæmmer en del af animationen i ”Fyrtøjet”. Fartstreger bør man fortrinsvis kun bruge, når der animeres i 1’ere, altså 1 eksponering pr. tegning.

Barfod Film og Spectrum Film A/S
Efter at have afsluttet sit arbejde på “Fyrtøjet”, og efter at produktionen af den tidligere nævnte planlagte ny langtegnefilm, ”Klods-Hans”, af økonomiske grunde var blevet standset i 1950, holdt Børge Hamberg nogle års mere eller mindre frivillig pause fra tegnefilmarbejdet. Men i midten af 1950’erne genoptog han det, idet han blev medarbejder hos Bent Barfod, som på den tid netop stod overfor produktionen af kortfilmen ”Noget om Norden” (1956). Han fortsatte i de følgende år sit engagerede og dygtige arbejde hos Barfod, indtil begyndelsen af 1960’erne, hvor han etablerede sig med sin egen lille tegnefilmvirksomhed, kaldet Studio 7. I 1963 indgik han i samarbejde med produktionsleder Leif Beckendorff, og firmaet fik nu navnet ”Hamberg og Beckendorff”, senere omdøbt til Spectrum Film A/S. Med Børge Hamberg som kunstnerisk leder og kreativ hovedkraft producerede firmaet i de følgende år en række tegne- og trickfilm inden for reklame- og kortfilmgenren. Flere talentfulde tegnere og animatorer var tilknyttet firmaet, bl.a. animatoren og trickfilmfotografen Jakob Koch, tegneren og animatoren Flemming Jensen og tegneren Birgit Bennedbæk.

Blandt den altid eksperimenterende Børge Hambergs bemærkelsesværdige tegne-trickfilm, er især en serie prisbelønnede film om bygplantens spiring, vækst og næringsoptagelse, emner, som det interesserede Børge Hamberg at sætte sig ind i og fremstille forståeligt på film. Disse film er, udover deres instruktive og oplysende værdi, først og fremmest præget af en utraditionel brug af trickbordsteknikken. Men film, som Jakob Stegelmann sikkert ville gabe kæberne af led ved at se.

Desværre ville skæbnen, at Børge Hamberg skulle dø på højden af sit liv og sin karriere. Han efterlod sig kone og to mindreårige drenge, som senere i livet har klaret sig godt. Men hans originale, selvstændige og utraditionelle talent og fine menneskelige egenskaber, gjorde ham bemærket og afholdt langt ud over familiens og kollegernes kreds. Ikke så få yngre mennesker indenfor filmbranchen lod sig i tidens løb inspirere og opmuntre af hans optimisme, begejstring og hjertevarme. Hans pludselige og uventede død som følge af en blodprop i maven i april 1970, føltes af mange som et stort tab.

Og medens vi er ved det, kan der måske her være grund til ar nævne, at endnu flere af de ”gamle” danske tegnefilmfolk efterhånden også er borte. Indtil 1984, da disse linjer blev skrevet første gang, var det dog endnu kun Finn Rosenberg (1916-dødsår ukendt), Børge Hamberg (1920-70) og Svend Methling (1891-1977), for nu at nævne folk fra ”Fyrtøjet”-tiden først. Det gælder også den berømte Ferd’nand’s ’far’, tegneren Mik alias Henning Dahl Mikkelsen (1915-82), der endte sine dage i det Amerika, som han havde stillet så store forhåbninger til på tegnefilmens område, men som kun levnede ham plads til at fortsætte med at producere sin berømte Ferd’nand-tegneserie. Det gælder også en af Miks og Myllers fhv. elever, tegneren og animatoren Richard Møller (1915-72). Efterfølgende er mange andre ældre og yngre tegnefilmfolk eller folk med tilknytning til tegnefilmbranchen også afgået ved døden, eksempelvis og nævnt efter dødsår: Allan Johnsen (1908-83), Jørgen Myller (1910-85), Erik Rus (1920-87), Ib Steinaa (1928-87), Kjeld Simonsen (1920-88), Henning Pade (1918-88), Anker Roepstorff (1910-92), Peter Toubro (1915-93), Bjørn Frank Jensen (1920-2001), Per Tønnes Nielsen (1944-2006), Helge Hau (1922-2006), Walther Lehmann (1933-2006). Der er imidlertid ældre tegnefilmfolk, som det desværre ikke har været muligt at opdrive nærmere oplysninger, hvor vidt de stadig er i live eller ikke.

Men for resten er der endnu en, for hvem arbejdet på ”Fyrtøjet” kom til at betyde starten på en liberal karriere, ikke som tegner og animator, som ikke var hans gebet, men som film- og sceneinstruktør, nemlig Henning Ørnbak (1925-2007), blandt venner kaldet ”Pilatus”. Han startede som mellemtegner, men blev snart assistent for trickfilmfotografen Marius Holdt, og var siden som Svend Methlings assistent med til at redigere, færdiggøre og versionere ”Fyrtøjet”. Efter den tid var Ørnbak produktionsassistent i Dansk Farve- og Tegnefilm A/S under forberedelserne til og produktionen af en 10-minutters pilotfilm til firmaets ny langtegnefilm ”Klods-Hans”. Derefter fortsatte han sin filmkarriere andre steder.

Trivielle og døde industrifilm?
Til slut vil jeg kort kommentere Jakob Stegelmanns opfattelse og karakteristik af de såkaldte industrifilm, som han mener, er ”trivielle og døde” (Tegnefilmens historie, s. 110). Personligt synes jeg det er lidt af en smagssag og at det må bero på den synsvinkel, man anlægger, og så naturligvis på, hvad man forstår ved begrebet ”industrifilm”. Hvis man herved skal forstå film for og om en eller anden gren af industrien, vil flere af de i det følgende nævnte tegnefilm falde ind under denne kategori. Men ærlig talt, så synes jeg ikke det er helt retfærdigt at betegne de – desværre alt for få – korte, oplysende og i nogle tilfælde underholdende tegnefilm, der er blevet lavet i Danmark siden midten af 1950’erne, som ”utroligt kedsommelige og ligegyldige” (s. 109). Kan man virkelig med rimelighed sige det om film, som f.eks. Bent Barfods ”Noget om Norden ” (1956) og ”Från Fall til Fall” (1959), eller Ib Steinaas og Kaj Pindals ”Rudolf Diesel og B&W” (1958), eller Ib Steinaas public relation-film ”Han, hun og pengene” (1963) og ”Sort på hvidt” (1968)? –

I øvrigt synes jeg heller ikke, at der behøver at være tale om at ”prostituere sig” (s. 109-110), fordi man laver reklame-, propaganda-, public relations- og oplysningsfilm. Personlig har jeg i hvert fald ikke følt mig som ”prostitueret”, selv om jeg blandt meget andet har animeret reklametegnefilm, som f.eks. ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” (operaparodien) eller reklame-trickfilm for ”Ekstra Bladet” og ”B.T.”, eller fordi jeg har medvirket som tilrettelægger og animator på public relations-kortfilm som f.eks. ”Han, hun og pengene” for Danmarks Sparekasseforening, 1963, ”Sort på hvidt” for Berlingske Tidende, 1968, og som tegnefilminstruktør og animator på ”Hubert og den vanskelige kærlighed” for Superfos Glasuld, 1971, etc. etc.

I den sidstnævnte film forsøgte Flemming Jensen og jeg i øvrigt at lave en form for såkaldt ”karakter-animation”, så langt talentet og ikke mindst produktionsvilkårene – herunder især økonomien – tillod det. Det betød ganske vist, at filmen faktisk blev lavet for en usandsynlig lille timebetaling. Men det var imidlertid en trøst, at ”Hubert” - i øvrigt med et godt manuskript af Flemming la Cour – fik en uventet stor og positiv modtagelse hos et publikum af voksne så vel som af større børn. Samt en ærefuld pris på det års Berlinale.

Men i det hele taget har finansieringen af tegnefilm altid været et af de største problemer, vi har haft at slås med her i landet, forstået på den måde, at der stort set aldrig har været økonomisk basis for at lave andet og mere end, hvad man kunne kalde ”skrabede” tegnefilm, hvilket især vil sige tegnefilm med begrænset animation. Og selv om sådanne film godt kan være af udmærket kvalitet indenfor deres egen genre, skal der dog ikke herske tvivl om, at mange af os ”gamle” – og for øvrigt også ”halvgamle” – tegnefilmfolk hellere end gerne ville have lavet både flere, bedre og større tegnefilm, hvis vi ellers havde haft mulighed for det. (Stegelmann behøver i øvrigt bare at tænke på produktionen af langtegnefilmen ”Valhalla”, som han selv en overgang var stærkt involveret i, for at forstå, hvad jeg taler om).

Men det er en kendsgerning, i hvert fald for nogle af os, at arbejdet med de mange større eller mindre kommercielle opgaver ikke har levnet hverken tid eller kræfter til at give sig i kast med ”ønskefilmene”.

Så meget desto mere glædeligt er det, at dét, som for nogle måske har været en livslang drøm, er lykkedes for andre: Først Jannik Hastrup og hans medarbejdere med langtegnefilmen ”Samson og Sally” (1980), og sidst Varab og Stegelmann med deres – efter hidtidig dansk målestok – utroligt ambitiøse projekt ”Valhalla” (1986), hvor en række nyopdukkede talenter har fået mulighed for at udvikle sig og gøre de slidsomme erfaringer, som er nødvendige for at kunne blive en kapacitet indenfor tegnefilmverdenen.

Taastrup, den 12. december 1984.

Harry Rasmussen.

TILLÆG

Ved senere gennemlæsning af ovenstående tekst, er jeg blevet opmærksom på, at Bent Barfod helle ikke af mig har fået en omtale efter fortjeneste. Til forklaring heraf, kan det måske tjene, at hans arbejde og betydning indenfor dansk tegnefilm har været implicit forudsat, da jeg skrev artiklen, som jo fortrinsvis er en reaktion på Jakob Stegelmanns lidt for overfladiske og nedladende – og som påvist ”historisk” set heller ikke helt korrekte – behandling af emnet ”dansk tegnefilmhistorie”.

Og selv om min egen behandling af samme emne ifølge sagens natur selvfølgelig ikke gør krav på at være hverken en fuldstændig eller fyldestgørende redegørelse for dansk tegnefilm og danske tegnefilmfolk, burde omtalen af Bent Barfod og hans karriere dog også i denne sammenhæng have været lidt større.

Her skal det derfor tilføjes og fremhæves, som en yderligere mangel ved Jakob Stegelmanns bog, at han åbenbart ikke har ment at kunne indrømme Bent Barfod større credit i ”Tegnefilmens historie”, end tilfældet er. Men hvordan kan man overhovedet skrive om dansk tegnefilm, uden at omtale den selvstændige betydning, som denne kunstnerisk set helt originale tegne- og trickfilmskaber har haft, siden han i slutningen af 1940’erne begyndte indenfor den danske tegnefilmbranche på sine helt egne præmisser, og især fra dengang han i 1956 startede sit eget produktionsselskab, Barfod Film.

Det er i hvert fald ikke rimeligt, sådan som Jakob Stegelmann gør det, kun at knytte Bent Barfods navn til nogle tegnefilmeksperimenter, som oven i købet affærdiges med, at ”det i dag er svært at forstå, at man overhovedet satte i produktion,” (Tegnefilmens historie, s. 109).

Hvorfor skulle det dog være særlig vanskeligt at forstå? – Sådanne eksperimenter gav jo ikke alene Barfod selv, men også hans medarbejdere, lejlighed til at gøre nogle for dem interessante og lærerige erfaringer, som man ikke ville have kunnet få, hvis ikke eksperimenterne var blevet lavet. Om man personligt synes – eller som f.eks. Jakob Stegelmann åbenbart ikke synes – at sådanne eksperimenter og erfaringer kan være værdifulde, er en helt anden sag.

En ting, som der i øvrigt også er grund til at nævne i sammenhæng med Bent Barfod er, at en række af danske animatorer har arbejdet hos eller for ham på et eller andet tidspunkt i løbet af deres respektive karrierer. Nævnt i alfabetisk orden drejer det sig blandt andet om Leif Alberg, Erik Christensen (Chris), Børge Hamberg, Jannik Hastrup, Evan Kallermann, Walther Lehmann, Per Lygum, Flemming Quist Møller, Per Tønnes Nielsen, Bente Petersen, Harry Rasmussen, Kjeld Simonsen (Simon), Bent Steffensen, Ib Steinaa, Georges Stoyanoff m.fl.

Når i øvrigt senere fremtrædende danske tegnefilmfolk, som f.eks. Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller, Per Tønnes Nielsen og Anders Sørensen heller ikke er omtalt nærmere i min ovenstående tekst, skyldes det alene, at jeg synes de er rimeligt – om end utilstrækkeligt – omtalt i Jakob Stegelmanns bog.

Taastrup, den 16. december 1984.

Harry Rasmussen