Til start: Dansk Tegnefilms Historie

TEGNEFILMENS HISTORIE 1900-1919

Nogle af de første tegnefilm, der blev lavet, var semi-tegnefilm, hvilket gjaldt englænderne Birt Acres og Walter Booths Tom Merry fra 1895. I 1901 lavede Walter Booth The Devil in the Studio, som efterfulgtes af The Famous Illusion of De Kolta og Artistic Creation. De nævnte film benyttede såkaldt underdrejet kamera, hvilket vil sige, at fotografen drejede langsomt på kameraets håndsving, hvorved der blev optaget færre billeder af en bevægelse, i disse tilfælde af tegneren ved tegnebrættet. Når den færdige film derefter blev fremvist med normal hastighed (dengang 16 billeder/sek.), så det ud som om tegneren lynhurtigt frembragte sine tegninger eller figurer. Booths første egentlige og fuld-animerede tegne­film, The Hand of the Artist, blev produceret i 1906, og året efter fulgte hans ligeledes fuld-animerede Comedy Carto­ons. (Note 1)

     Det er imidlertid engelsk-amerikaneren James Stewart Blackton (1875-1941), der regnes for at have lavet den første egentlige tegnefilm i verden, nemlig Humorous Phases of Funny Faces fra 1906.

Se Humorous Phases of Funny Faces her:

Året efter kom hans The Haunted Hotel (1907), og derefter fulgte en række andre tegnefilm fra hans hånd. Black­ton benyttede sig i disse tilfælde af den optagelsesteknik, som siden blev almindelig i al tegnefilmproduktion, nemlig at optage et eller to billeder ad gangen af den serie tegninger, der skulle bruges for at frembringe en bestemt bevægelse og i videre forstand et handlingsforløb. (Note 2)

     I 1908 begyndte franskmanden Emile Courtet  (1857-1938) også selv at eksperimentere med tegnefilmmediet. Han er imidlertid bedre kendt under pseudonymet Emile Cohl, og under det navn begyndte han omkring 1878 en karriere som såkaldt karikaturtegner. Som sådan arbejdede han for nogle af de store parisiske blade.

     I 1907 blev Cohl ansat hos Gaumont Film, og her fik han til opgave at instruere trickfilm i stil med de berømte film af Georges Méliès. 1908 begyndte Cohl at eksperimentere med tegnefilm og i det øjemed skabte han en helt speciel og meget enkel figur, som fik navnet Fantôche (”Dukken”, også betegnet som ”tændstikmanden”). Med den ret specielle figur som hovedperson, producerede Cohl i årene 1908-10 en serie korte tegnefilm, begyndende med Fantasmagorie, som var på 36 meter og spillede knapt 2 minutter. Cohls tegnefilm var ofte tegnet med hvid farve på sort karton, men han tegnede dog også med sort tusch på hvid baggrund.

Se her Fantasmagorie:

    1912-14 opholdt Emile Cohl sig i New York, hvor han samarbejdede med George McManus på en serie korte tegnefilm, hvis hovedperson var babyen Snookums, som kan minde lidt om babyen fra McManus’ berømte tegneserie The Newlyveds (1904; ”De nygifte”). Denne tegneserie blev i øvrigt forløber for den endnu  mere berømte tegneserie Bringing up Father (1913), kendt i Danmark under titlen  ”Gyldenspjæt”. Se mere herom senere.

     Emile Cohl fortsatte med at lave tegnefilm til og med 1918. Sidstnævnte år producerede han i samarbejde med en anden fransk tegner og tegnefilmpioner, Benjamin Rabier, tegnefilmen Les Aventures des Pieds-Nickelès. Men med 1. verdenskrigs afslutning var Cohl gået konkurs, og han så sig derefter henvist til at lave, hvad der bød sig af  mere eller mindre lødige reklametegnefilm.

    I Georges Mc.Manus’ berømte tegneserie The Newlyweds, forekommer der en baby, en lille ballademager, som kan minde om babyen Snookums, som gav anledning til en serie korte tegnefilm. Emile Cohl assisterede McManus på disse film, men lavede også sine egne tegnefilm i de to år, han tilbragte i New York.

     Emile Cohl tilbragte sine seneste år på et alderdomshjem i Orly. En dag skete det ved et uheld, at der gik ild i hans smukke, kridhvide skæg, og han blev så forbrændt, at helbredelse var umulig. Cohl døde af sine brandsår den 27. januar 1938. (Note 3)

 

Tidlig amerikansk tegnefilm

I de to første tiår af det 20. århundrede foregik amerikansk tegnefilmproduktion hovedsagligt i New York. En af de allertidligste producenter af kommercielle tegnefilm var den fransk-canadiske tegner Raoul Barré (1874-1932). Han slog sig i 1903 ned i New York og tegnede til at begynde med sine egne tegneserier.

     Barré begyndte sin tegnefilmkarriere i 1910, hvor han lavede reklametegnefilm sammen med kollegaen William (’Bill’) C.  Nolan. 1913 grundlagde Barré sit Raoul Barré Animated Cartoon Studio i New York, som tiltrak talentfulde tegnere, der siden selv skulle komme til at gøre karriere i den amerikanske tegnefilmbranche. Det var navne som f.eks. Frank Moser, Dick Friel, Burt Gillett, Al Hurter, Dick Huemer, Isidore Klein, Ted Sears, Frank Sherman, Mannie Davis, George Stallings og Ben Harrison. Flere af disse tegnere fik senere ansættelse hos Fleischer og Disney. (Note 4)

     1915 producerede Barré en af de første tegnefilmserier, og den havde titlen The Animated Grouch Chasers. Serien blev produceret for ingen ringere end filmpioneren Thomas A. Edison, og den indeholdt flere gennemgående hovedfigurer: Kid Kelly, hunden Jip, Hercule Hicks og Silas Bunkum. I tegnefilmserien The Animated Grouch Chasers eksperimenterede man også med  tekniske og kunstneriske forbedringer og nyskabelser, som f.eks. dybde i billedet, panorerende baggrunde og forgrunde.

     I samarbejde med Frank Moser og George Stallings producerede Barré samme år Tom Power’s ”Phables”, hvorom der dog ikke foreligger noget nærmere oplyst, bortset fra, at serien også kaldtes Joys and Glooms. På det tidspunkt var Barré kommet i forbindelse med tegneren Thomas (’Tom’) Bowers (1889-1946), og sammen stiftede de Barré – Bowers Studio, primært med det formål at producere en tegnefilmserie, der var baseret på tegneren Bud Fishers berømte tegneserie Mutt and Jeff, 1907, på dansk kaldet Store Klaus og Lille Klaus, uden at serien dog havde det mindste at gøre med H.C.Andersens eventyr af omtrent samme navn. (Note 5)

     Barré-Bowers Studio producerede en Mutt and Jeff-tegnefilm om ugen, så det gik stærkt. Blandt titlerne var In the Submarine, Jeff’s Toothache, House Painters. Filmene blev jo produceret under 1. verdenskrig og det kom til at præge nogle af filmene, som f.eks. William Hohenzollern, Sausage-Maker.

     Imidlertid gik samarbejdet mellem Barré og Bowers med tiden stadig dårligere, og 1919 blev partnerskabet opløst.. Bud Fisher overtog derefter firmaet og omdøbte det slet og ret til Mutt and Jeff Studio, som fortsatte produktionen til omkring midten af 1920’erne. Mutt and Jeff-serien blev dog samtidig udliciteret til andre tegnefilmstudier, som f.eks. Paul Terry og sågar også til Thomas Bowers.

     Den da 45-årige Raoul Barré genoptog derefter sin beskæftigelse som reklame- og illustrationstegner, men vendte i 1926 midlertidigt tilbage til tegnefilmbranchen. I et års tid arbejdede han for Pat Sullivan Studio, især på tidens mest berømte tegnefilmserie Felix The Cat. Men Barrés helbred var begyndt at svigte, og i 1929 vendte han formentlig derfor tilbage til sin hjemby Montreal. Her genoptog han sin interesse for at male og ved siden af tegnede han karikaturtegninger og illustrationer til aviser og blade. Han havde dog ikke helt opgivet sin store interesse for tegnefilm, og i 1932 omgikkes han med planer om at realisere et comeback indenfor animation. Inden det blev tilfældet døde han den 21. maj 1932.

     Tegnefilmhistorien husker især Raoul Barré for hans originale indsats i forbindelse med skabelsen af tegnefilmserien The Animated Grouch Chasers. Desuden kan han med god grund betegnes som en pionerskikkelse indenfor kommerciel tegnefilmproduktion. Det er til dels også hans fortjeneste, at så mange animatorer fik mulighed for at bruge og udvikle deres talent under hans begavede lederskab.

     Der er imidlertid en af Barrés elever, hvis navn først skal nævnes nu, nemlig Patrick ’Pat’ Sullivan (1887-1933). Han var født i Australien, men tog til New York i 1914, hvor han året efter  blev ansat som animationselev hos Barré-Bowers Studio. Her kom han til at lave tegnefilm under overopsyn af en mand, som en del år senere skulle skabe sig et navn som instruktør af bl.a. film med komikeren W. C. Fields og en række filmlystspil. Hans navn var Gregory la Cava, og ham skal vi høre mere om i en lidt senere sammenhæng. Men allerede i 1916 fik Pat Sullivan mulighed for at lave en tegnefilmserie, der var baseret på hans egen tegneseriefigur Sammy Johnsin. Desuden bearbejdede han en dengang berømt tegneseriefigur, vagabonden Nervy Nat, til en tegnefilmserie. Figuren og serien skyldtes tegneren og illustratoren James Montgomery Flagg (1877-1960), og serien løb i det amerikanske magasin Judge i årene 1903 til 1907. (Note 6)

    Pat Sullivan oprettede snart sit eget tegnefilmstudie og kaldte det Pat Sullivan Studios. En af de ansatte hed Otto Messmer (1892-1983), og denne havde allerede i 1914 lavet en et-minuts animationstest for Universal Pictures. Testen havde titlen Motor Matt and his Fliv. Det førte samme år til et samarbejde med en anden tegner og animator Henry (’Hy’) Mayer (1868-1954) De to lavede tegnefilmen The Travels of Teddy, antagelig en satire over den rejselystne præsident TheodoreTeddyRoosevelt, som også blev emne for J. R. Brays tegnefilmserie Colonel Heezaliar. (Note 7)

     Pat Sullivan var angiveligt uhyre populær blandt sine medarbejdere, hvilket skyldtes hans antiautoritære ledelsesstil. Otto Messmer, som blev ansat i firmaet i 1916, blev leder af sin egen tegnefilmafdeling hos Pat Sullivan Studios og fik praktisk talt lov til at lave de tegnefilm, han havde lyst til og mulighed for at realisere. 

     I 1917 lavede Messmer tegnefilmen Tail of Thomas Kat, og hovedfiguren i denne film havde de samme grundtræk som senere Felix The Cat. Således brugte Thomas Kat også sin hale til sin stumme ”tale”, og til at hjælpe sig ud af de uheldige situationer, hvori han ofte befandt sig. Thomas Kat var skabt i fællesskab af Sullivan og Messmer, og som idé formentlig inspireret af George Herrimans og Frank Mosers Krazy Kat, som på det tidspunkt blev produceret hos det legendariske tegnefilmselskab International Film Service, for hvilket Gregory la Cava var kunstnerisk leder. (Note 8)

      Tiden var jo under 1. verdenskrig, og som så mange andre blev Otto Messmer også indkaldt til militærtjeneste. Han sendtes til Frankrig som medlem af signalkorpset og opholdt sig her til krigens afslutning i 1919. Det var også her, at en anden og senere nok så kendt ung og vordende tegnefilmmand gjorde tjeneste som frivillig ambulancechauffør: Hans navn var Walt Disney, og ham skal vi selvfølgelig høre betydeligt mere om senere.

     Imidlertid kunne Pat Sullivan ikke tilbyde sin tidligere topmand fast ansættelse, da denne vendte hjem fra krigen. I stedet kom Otto Messmer til at arbejde for Bray Studios, hvor han i samarbejde med Earl Hurd, Frank Moser og John Terry bl.a. fik til opgave at lave en tegnefilmserie med en tegnet Charlie Chaplin som hovedrollefigur. Den tegnede Chaplin-figur var på det tidspunkt allerede kendt af læsere af tegneserier, idet tegneren Ed Carey i 1915 havde overført den verdensberømte filmkomikers vagabondfigur til tegneseriemediet. Den serie fortsatte til langt op i århundredet. (Note 9)

     1919 fik Messmer tilbudt en freelanceopgave af Pat Sullivan, nemlig at instruere en tegnefilmserie med titlen Feline Follies (eller Feline Frolics) (”Kattedårskaber eller ”Kattespas”). Det var Thomas Kat-figuren, der blev genbrugt i disse film, og katten hed stadigvæk Tom. Men allerede samme år blev katten omdøbt og præsenteret i Felix the Cat., og som sådan  blev den snart verdens mest populære tegnefilmfigur med en status, der 8 år senere omtrent med ét slag blev overtaget og overgået af  Walt Disneys Mickey Mouse, formentlig ikke mindst takket være, at Disney i denne serie benyttede sig af de muligheder, som opfindelsen af talefilmen betød. (Note 10)

Se her Feeline Foolies fra 1919:

     Under Otto Messmers ledelse blev der op gennem 1920’erne produceret en lang række tegnefilm med Felix the Cat i alle mulige og især umulige situationer, og nogle af de animatorer, der arbejdede med på serien var bl.a. Al Hurter, Hal Walker og – Raoul Barré. Sidstnævnte var for en kort bemærkning vendt tilbage til tegnefilmbranchen i 1926, men allerede året efter stoppede han igen. 

     Otto Messmer begyndte i 1923 at tegne en søndags-avisserie med den efterhånden berømte Felix, og det fortsatte han med helt frem til 1954. I perioden 1944-45 arbejdede Messmer for Famous Studios i Miami. Hans funktion var co-story writer på tegnefilmserier som Popeye, Little Lulu og Snuffy Smith. Men her er vi jo kronologisk set kommet lidt vel langt frem i tiden, og skal derfor i det følgende kapitel se nærmere på nogle af de tegnefilmfolk, der  også gjorde sig gældende omkring 1914 til 1920. (Note 11)

     Det andet tiår af det 20. århundrede kunne mønstre relativt mange tegnere, der interesserede sig for og eksperimenterede med tegnefilm.  En af disse var amerikaneren Wallace Carlson (18??-19??), som i 1914 lavede sin første tegnefilm, hvis titel dog er ukendt. Carlson boede og arbejdede i Chicago, hvor også filmselskabet Essanay havde sit daværende domicil og sine filmstudier. Her blev filmkomikeren Charlie Chaplins første film for dette selskab indspillet i løbet af 1915. Chaplin havde forladt Mack Sennetts berømte Keystone Studios i det solrige Californien, hvor han i løbet af året 1914 havde indspillet sine første i alt 35 film. Det var i sin tid hos Essanay, at Chaplin for alvor begyndte at udvikle sin vagabond-figur, der dog først fik sine faste karakteristika i 1916-17, hvor Chaplin arbejdede for filmselskabet Mutual i Hollywood. (Note 12)

     Wallace Carlson henvendte sig i 1915 til Essanay, og her syntes man så godt om hans lille tegnefilm, at han blev opfordret til at lave en tegnefilmserie om en lille almindelig mand, der dagdrømmer sig ind i alle mulige og umulige situationer. Manden fik navnet Dreamy Dud,og hans altid loyale hund hed Wag, og det var ikke småting denne verdensfjerne dagdrømmer og hans trofaste hundeven kom ud for i løbet af de mange film, Carlson producerede i serien i årene 1915-16. Interessant nok hed en af filmene Dreamy Dud sees Charlie Chaplin, hvori den fattige Dreamy Dud er så heldig at finde en ticent på gaden, så han kan gå i biografen og se en Chaplin-film.

     Carlson opgav dog Dreamy Dud-serien efter et år, og i stedet kastede han sig over andre tegnefilmserier. En af disse var formentlig inspireret af Chaplins vagabondfigur og fik navnet Goodrich Dirt – ordret oversat: godt, rigt snavs. Han var en mager, usoigneret og uregerlig bums, som ikke gik af vejen for noget i sin daglige søgen efter et solidt måltid og en uhæderligt tjent dollar. Goodrich Dirt kom i løbet af sin livsbane ud for mange slags eventyr, og skønt han altid bevarede sit usoignerede udseende, optrådte han endog som jernbanebetjent. Carlson opgav serien i 1919, og koncentrerede sig derefter om produktionen af tegnefilmen The Gumps, der dog slet ikke opnåede samme succes som hans tidligere tegnefilm.

     I 1923 opgav Wallace Carlson at beskæftige sig mere med tegnefilm og vendte tilbage til arbejdet som tegneserietegner. Set i bakspejlet har man måttet konstatere, at Carlsons tegnefilm både var godt tegnede, fint timede og med en vellykket animation, som demonstrerer, at amerikansk tegnefilm allerede på det tidspunkt kunne præstere det ypperlige indenfor denne genre. (Note 13)

     Omkring samme tidspunkt, som Wallace Carlson producerede sine tegnefilm i Chicago, var der en yngre avis- og serietegner i San Francisco, som også gerne ville lave tegnefilm. Hans navn var Paul Terry (1887-1971) og han lavede sin første lille, 5-minutters tegnefilm I 1915. Den havde titel efter filmens hovedfigur, Little Herman. Tidspunktet var jo under 1. verdenskrig, og som så mange af de andre amerikanske – og forresten også de franske og engelske tegnefilmfolk på den tid – fik Terry til opgave, at arbejde for regeringen og de væbnede styrker. Paul Terry lavede således en serie tegnefilm om operationsteknik, hvilket der var stort behov for i betragtning af de mange alvorligt sårede soldater ved fronterne i Europa. (Note 14)

     I løbet af 1916 begyndte Paul Terry også på en serie tegnefilm, der i de følgende mange år skulle opnå en rimelig succes hos alverdens biografpublikum. Seriens titel var Farmer Al Falfa, som til at begynde med blev produceret for Thomas A. Edison Corporation, senere for Pathé Exchange. 1919 begyndte Paul Terry et samarbejde med Paramount, og for dette selskab producerede han bl.a. tegnefilmserien Aesop’s Film Fables. Den første film i serien hed The Cat and the Mice, 1921, så endnu engang var katten efter musen, eller omvendt, i amerikansk tegnefilm, sådan som tilfældet havde været og var i Krazy Kat-serien og Felix the Cat-serien. Men i samarbejde med især Frank Moser, skulle Paul Terry en del år senere skabe en række populære tegnefilmfigurer og tegnefilmserier under fællestitlen Terrytoon Cartoons.  Det skal vi vende tilbage til senere.

     Under 1. verdenskrig blev der også produceret underholdningstegnefilm i Frankrig og England. Det førstnævnte sted af tegnere og animatorer som den allerede omtalte Emile Cohl, og desuden af Benjamin Rabier og Marius Roussillon. I England var det navne som Anson Dyer, Dudley Buxton, G. E. Studdy, Joe Noble og Sid Griffiths.

     Den franske tegner og animator Benjamin Armand Rabier (1869-1939) blev fra 1904 kendt for sin billedhistorie Caramel, Histoire d’un Singe (”Caramel, the Story of a Monkey”). Med tiden tilføjede han flere og flere dyr til sine historier, som naturligvis i virkeligheden handlede om mennesker og deres dårskaber. Rabier begyndte et samarbejde med Emile Cohl efter at denne i 1914 var vendt tilbage fra USA. Sammen lavede de to tegnefilmene Flambeau, Chien Perdu, og Les Fiancailles de Flambeau. 1918 co-producerede de Les Aventures des Pieds-Nickelés.

     I 1920’erne instruerede Rabier et antal tegnefilm, der var baseret på hans populære dyrefigurer, bl.a. film som Animaux de Benjamin Rabier og La Queue en Trompette (”The Turned-Up Tail”). Filmene fik ingen succes, og med lydfilmens indførelse i 1928 forlod Rabier tegnefilmbranchen. En af Rabiers mest populære dyrefigurer var den komiske and Gédéon, som mange år senere skulle få sine efterfølgere i Donald Duck og Daffy Duck. (Note 15)

     Marius Roussillon (ca.1880-1946) var under kunstnernavnet ”O’Galop” (”i Galop”) tegner ved satiriske franske blade, da han i 1912 producerede sine første og socialreformistiske tegnefilm: Le Circuit d’Alcool (”The Path of Alcohol”) og Le Taudis Doit Etre Vaincu (”The Slums Must Be Vanquished”). Efter sin militærtjeneste under 1. verdenskrig, vendte Roussillon tilbage til sin metier og lavede en serie fabeltegnefilm, som f.eks. The Tortoise and the Hare (”Skildpadden og haren”), The Fox and the Stork (”Ræven og storken”), m.fl.. Roussillons tegnefilm havde alle været stumfilm, og han kunne åbenbart ikke forlige sig med tonefilmen, for han forlod i lighed med f.eks. Benjamin Rabier tegnefilmbranchen, da lydfilmen blev indført. (Note 16)

     I England havde man fra omkring 1914 også nogle tegnere, som begyndte at interessere sig for tegnefilm. De var først og fremmest Ernest Anson Dyer (1876-1962), som helt frem til slutningen af 1940’erne skulle få stor betydning og indflydelse på engelsk tegnefilm. (Note 17)

     Anson Dyer, der var uddannet på The Brighton School of Art, med speciale i glasmaleri til kirker, og efter sin uddannelse arbejdede han da også i mange år som glasmaler. Men ved siden af sit seriøse arbejde  interesserede han sig også for at tegne morsomme dyrefigurer for børn. Det var vel nok det, der også fik ham til at interessere sig for tegnefilm. Ved krigsudbruddet i 1914 meldte Anson Dyer sig til militærtjeneste, men blev kasseret. Som filminteresseret forsøgte han derefter at skaffe sig et job som filmskuespiller hos The British And Colonial Kinematograph Company, men det mente man ikke han egnede sig til på grund af hans ekstraordinært høje skikkelse. Men da direktøren hørte om hans interesse for tegnefilm og så hans morsomme tegninger, tilbød man ham kontrakt om en serie på 3 tegnefilm kaldet Dicky Dee’s Cartoons.  Filmene blev færdige i slutningen af året 1915.

     1916 arbejdede Anson Dyer for The Cartoon Film Company, og lavede en serie på i alt 8 tegnefilm, hvis hovedfigur var en karikatur af en berømt Music Hall komiker, George Robey. Anson Dyers tegnefilm alternerede med Dudley Buxtons serie John Bull’ Animated Sketchbook. (Se herom senere). 1917 begyndte Anson Dyer at arbejde for Kine Komedy Cartoons, for øvrigt sammen med Dudley Buxton og Ernest H. Mills. Tegnefilmene her var naturligvis præget af krigssituationen, hvilket bl.a. kan ses af titlen på hans første film for selskabet, nemlig The Kaiser’s Record. Fra juni til oktober 1918 fuldførte Anson Dyer i alt 10 tegnefilm.

     Efter krigen var der ikke længere brug for satiriske tegnefilmkommentarer til aktuelle begivenheder. Anson Dyer skiftede derfor emne og stil og begyndte at lave tegnefilm specielt med henblik på børn. Han kaldte sin første serie for Phillip’s Philm Phables, og emnet var Uncle Remus, baseret på Joel Chandler Harris’ historier, hvoraf der blev lavet 3 film i løbet af 1919. Anson Dyer fik derefter til opgave at animere slagscenerne til live action filmen Nelson, og skiftede derefter over til at arbejde for engelsk films store pionér Cecil M. Hepworth (1874-1953) på dennes Walton-On-Thames Studio. Her producerede Anson Dyer en serie kaldet Cartoon Burlesques, som var parodier på Shakespeares skuespil, f.eks. The Merchant of Venice, Romeo and Juliet, Amlet, Othello, The Taming of the Shrew. Disse film blev lavet i løbet af 1919-22. (Note 18)

     I 1922 gav Anson Dyer sig i kast med en tegnefilmserie med sin egen originale figur Bobby the Scout, hvoraf der blev lavet tre film. På det tidspunkt gik Hepworth og hans selskab desværre konkurs, og det fik også indflydelse på Anson Dyers karriere, i hvert fald for en tid. Ikke desto mindre lykkedes det ham at producere et par muntre børnetegnefilm over kendte folkeeventyr, som f.eks. Little Red Riding Hood (”Rødhætte”) og The Three Little Pigs” (”De tre små grise”). Her skriver vi altså 1922. Året efter lavede den nystartede Walt Disney sin tegnefilmversion af ”Little Red Riding Hood”, og omkring ti år senere, i 1933, sin ”The Three Little Pigs”, der blev verdensberømt. (Note 19)

     Anson Dyer fik i 1935 et comeback i og med sit Color Cartoon Studio Anglia Films, som dels producerede en serie korte tegnefilm om musketer  Sam Small, og dels reklametegnefilm. Det skal vi vende tilbage til i kronologisk sammenhæng, især da det var på dette studie og disse tegnefilm, at to af dansk tegnefilms pionerer, Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen kom til at spille en rolle.

   Winsor McCay (1867-1934) blev født i Canada, men gjorde karriere i USA bl.a. som bladtegner på New York Herald. Han opnåede stor anerkendelse med sine fantasifulde og meget detaljerede tegneserier: ”Little Nemo in Slumberland” og ”Dreams of the Rarebit Fiend”. McCay eksperimenterede med animation, og i 1911 lavede han en meget imponerende tegnefilm: ”Little Nemo”, som han endda håndkolorerede direkte på filmstrimlen. Filmen var et eksperiment, uden egentlig handling, men selv med nutidens øjne må man sige at animationen er af høj klasse.

Se her Little Nemo:

    Winsor McCay optrådte på varieteer som såkaldt ’lyntegner’, og ved disse lejligheder viste han filmen: ”Little Nemo”. Størst succes fik han dog med tegnefilmen ”Gertie The Dinosaur” (1914), som han optrådte interaktivt med for et imponeret publikum. McCay, som stod ved filmlærredet, kommanderede med dinosauren Gertie, og den gjorde hvad der blev sagt. 

Se her Gertie The Dinosaur:

    Mere alvor var der bag tegnefilmen: ”The Sinking of Lusitania” fra 1918. Filmen skildrede én af første verdenskrigs tragedier, hvor mange mennesker omkom, da dampskibet Lusitiania i 1915 blev torpederet og sænket af en tysk ubåd.

Se her The Sinking of Lusitiania:

     Den britiske tegner, animator, producer og instruktør, Dudley Buxton (1884-19??),  begyndte i 1914 som ’lyntegner’ i en serie korte film, kaldet Tressograph Cartoons. Heri benyttede han sig af den samme optagelsesteknik, som mange af de både tidligere og samtidige filmpionerer havde benyttet sig af, nemlig at optage færre billeder af f.eks. tegnerens hånd, der tegner en eller anden figur på et ark papir, og derefter fremvise filmen med normal hastighed, som dengang var 16 billeder pr. sek. (Note 20)

     I november 1914 lavede Buxton tre tegnefilm i serien War Cartoons, og det følgende forår blev han ansat hos Cartoon Film Company, hvor han kom til at arbejde sammen med Anson Dyer på deres fælles projekt John Bull’s Animated Sketchbook  Der blev lavet i alt 21 film i denne serie, som sluttede i november 1916. Som sin gennemgående figur havde Anson Dyer som nævnt brugt en karikatur af en berømt Music Hall komiker, George Robey. Buxton tegnede derimod en karikatur af Charlie Chaplins vagabond som sin hovedfigur i serien. Men at Buxton også kunne være højst seriøs og lave dramatisk tegnefilm, viste han i og med  The Sinking of the German Battleship Blucher, som blev lavet tre år før Winsor McCay lavede sin fremragende The Sinking of Lusitania, 1918.

     1917 blev Buxton ansat hos Kine Komedy Kartoons, og her producerede han en serie på 8 korte tegnefilm. Blandt disse var Ever Been Had?, en humoristisk, satirisk film om den ensomme mand i månen, som kommer ned på jorden, blot for at møde en eneste englænder, der har overlevet krigen. Buxton lavede i 1918 endnu en seriøs tegnefilm, nemlig The Raid On Zeebrugge, som var en dramatisk rekonstruktion af virkelig krigsførelse. 1919 lavede Buxton tegnefilmserien The Cheerio Chums, og i 1920 Bucky’s Burlesques og The Memoirs of Miffy. En af filmene I den sidstnævnte serie, Running a Cinema, markerer et skift i engelsk tegnefilm, som hidtil i udstrakt grad havde benyttet sig af det gamle cut-out system, men som her for første gang er gået over til udelukkende at bruge den amerikansk opfundne teknik, hvor animationstegningerne kopieres over på celluloidark.

     I 1924 lavede Dudley Buxton sin sidste tegnefilmserie med overtitlen Pongo the Pup (”Hvalpen Pongo”). Det var Pathé Pictorial, der distribuerede disse film, som var beregnet til at alternere med den ligeledes engelske Sid Griffiths tegnefilmserie Jerry, the Troublesome Tyke (”Jerry, den besværlige køter”). Herom senere. Efter at have afsluttet Pongo-serien synes  Dudley Buxton ikke at have spillet nogen rolle i engelsk tegnefilm, og han forsvandt derfor ud i glemslen. (Note 21)

     Det ser ud til, at hunde eller hundehvalpe havde en vis appel til engelske tegnefilmfolk, for den næste tegner, der her skal omtales er tegneren George Ernest Studdy (1878-). Han vil nemlig være bedst kendt for sin skabelse af hunden Bonzo, som i perioden 1940-45 (?) kunne ses på samlebilleder til Rich’s Album, og som forsidefigur på ugebladet "Familie Journalen". Men inden det var kommet dertil, havde G. E. Studdy i 1915 lavet en serie på tre korte tegnefilm for British Gaumont. Disse blev  kaldt  Studdy’s War Studies, og de blev henholdsvis distribueret i december 1915, januar og februar 1916. (Note 22)

     Det var efter Første verdenskrig, at Studdy tegnede nogle illustrationer med hunde, og iblandt disse var der særlig en lille plettet hanhund, som blev hans foretrukne objekt. Han døbte hunden Bonzo og gjorde den til hovedfigur i en serie tegninger, som vakte interesse og begejstring hos læserne. Den lille spilopmager Bonzo vandt også interesse hos lederen af New Era Films, Gordon Craig, som fik gjort Studdy interesseret i at lade Bonzo optræde i tegnefilm. Studdy indvilgede, og fra oktober 1924 til januar 1926 blev der under production supervision af William (’Bill’) A. Ward  lavet i alt 26 korte tegnefilm om Bonzo’s meriter. Blandt titlerne kan nævnes Playing Dickens in an Old Curiosity Shop, Bonzolino, Detective Bonzo and The Black Hand Gang, Tally Ho Bonzo. Blandt de tegnere og animatorer, der arbejdede på Bonzo-filmene, kan særlig nævnes H. Brian White og Sid Griffiths. Disse to herrer blev omkring 1928-30 læremestre for kommerciel dansk tegnefilms førstemand, Jørgen Myller. Den sidstnævnte skal vi vende tilbage til i kapitlet DANSK TEGNEFILM 1930-1942.

     Den britiske illustrator, animator, forfatter og filminstruktør Charles (’Joe’) Noble (1894-) foreligger oplyst, at det var hans fascination af Raoul Barrés The Animated Grouch Chasers og J. R. Brays Colonel Heezaliar, der vakte hans interesse for tegnefilmmediet. 1919 arbejdede Noble som illustrator på Daily Cinema News, hvor han designede titlerne til de ugentlige filmrevyer, der var almindelige i biograferne både dengang og senere. Her fik han til opgave at lave titeldesignet til filmen The Gypsy Cavalier, som filmpioneren J. Stewart Blackton på det tidspunkt var ved at optage i London for sit eget selskab, Vitagraph.

     Joe Nobles egentlige bekendtskab med tegnefilmproduktion skete dog først i 1920, hvor han kom i kontakt med Kine Komedy Kartoons, der havde kontorer og tegnestuer ovenover Daily Cinema News’ kontorer. Her blev Noble assistent for den regerende Dudley Buxton, som lærte ham, hvad han selv vidste og havde erfaret  om tegnefilmteknik. Senere flyttede Noble til Brentford, hvor han arbejdede for Broda-Jenkins. Her animerede han på grundlag af nøgletegninger af de to avistegnere Tom Titt og W. D. Ford. Joe Noble overtog og færdiggjorde også en tegnefilm om Tom Webster’s Tishy, en væddeløbshoppe, der havde brækket sine ben.  Derefter blev Noble i 1923 production manager for Visual Education, Ltd., hvor han animerede diagramfilm til forskellige formål. I 1924 arbejdede han igen for Dudley Buxton på en serie kaldet Bongo, men den blev opgivet.

     På foranledning af Tom Webster arbejdede Noble i 1925 sammen med den amerikanske animator Dick Friel på serien Alf and Steve, som handlede om en hest og dennes jockey. Webster og Noble producerede derefter nogle animationssekvenser til en enestående musikalsk revy, Cartoons, på the Criterion Theatre, Piccadilly, i London. 

     Joe Noble arbejdede hovedsageligt for Pathé Pictures, og i 1928-29 producerede han den første britiske tone- og tale-tegnefilm: Orace the Armonious Ound, hvori han anvendte sit eget opfundne lip-synk-system. Han producerede desuden den første engelske kommercielle tegnefilm med tone og tale, nemlig Mr. York of York, Yorks. I 1933 sluttede han sig til Brian White og Sid Griffiths, som begge producerede tegnefilm og tegnefilmindslag for Pathé Pictorial. 1945 forlod han Pathé til fordel for The Directorate of Naval Training, for hvilket foretagende han producerede instruktive film med tegnefilmindslag. Ved siden af lavede han også en del reklametegnefilm, og i henhold til de foreliggende oplysninger, animerede han nogle fantasisekvenser i spillefilmen  Mr. H.C. Andersen (1950). Her forlader vi midlertidigt Joe Noble, hvis karriere indenfor den engelske tegnefilmbranche strakte sig fra 1920 til 1950. (Note 23)

     Om tegneren, animatoren og production supervisoren Sidney (’Sid’) Griffiths’ (1901-1967)  liv og karriere foreligger der desværre ikke meget andet oplyst, end det, man kan læse om i enkelte bøger om animation og på internettet. Men da hans egentlige tegnefilmkarriere først begynder omkring 1925, nemlig i og med serien om Jerry, the Troublesome Tyke, skal han først omtales nærmere i kronologisk rækkefølge.

     Helt specielt må det siges at være, at den svenske avistegner Gustav Victor Bergdahl  (1878-1939) i 1915 skabte sin antihelt, Kapten Grogg. Figuren var tydeligt, ja, næsten mere end tydeligt, inspireret af  amerikaneren C. W. Kahles tegneserie The Yarns of Captain Fibb, som netop på det tidspunkt blev publiceret det svenske ugeblad Veckan.

     Interessen for tegnefilmmediet skyldtes i Victor Bergdahls tilfælde angiveligt Winsor McCays tegnefilm, som gjorde så stort et indtryk på ham, at han fik lyst til selv at forsøge sig. Til formålet skabte han altså sin muntre, fordrukne søulk, hvis eventyr foregik overalt på jorden. Det begyndte med Grogg’s Underbara Resa (”Groggs forunderlige rejse”), og da den blev godt modtaget af publikum, besluttede Bergdahl sig for at lave en hel serie med den fordrukne kaptajn, som fra 1915 til begyndelsen af 1920’erne gjorde forholdene usikre overalt på de steder, hvor han viste sig. Det blev så vidt vides til 13 film i serien.

Se her Kapten Groggs underbara resa:

     Bergdahls ”Kapten Grogg”-tegnefilm er bemærkelsesværdige, især fordi de er og var enestående i Skandinavien på det tidspunkt, men også fordi filmene i enhver henseende tåler sammenligning med det bedste, der på den tid blev lavet af tegnefilm i det øvrige Europa og Amerika. (Note 24)

     Apropos Amerika, så skal vi igen vende tilbage til omtalen af amerikansk tegnefilm i stumfilmtiden. Det skal her dreje sig om tegnefilmselskabet Hearst International Film Service, som i 1916 blev oprettet af bladkongen W. R. Hearst (1863-1951). Som production supervisor og kunstnerisk leder ansatte man den tidligere nævnte Gregory la Cava (1892-1949), som i al fald året før,  i 1915, havde arbejdet for Barré-Bowers Studios. Formålet med at oprette International Film Service var, at overføre nogle af de mest populære tegneserier i Hearst’s aviser til tegnefilmmediet. Det gjaldt først og fremmest serierne Krazy Kat, Happy Hooligan, Maggie and Jiggs, Silk Hat Harry og Katzenjammer Kids. (Note 25)

     George Herrimans Krazy Kat er allerede blevet omtalt under Frank Moser, og læseren skal derfor henvises dertil. På Krazy Kat-serien, som blev superviseret af dens skaber, George Herriman, og instrueret af Leon Searl, arbejdede folk som Frank Moser, Bill Nolan og Bert Green. (Note 26)

     Tegneserien Happy Hooligan opviser en farcestil og et persongalleri, som var oplagt  både for tegnefilm og filmfarcer. Seriens ophavsmand er tegneren Frederick Burr Opper (1857-1937). 1899 blev han ansat ved Hearst’s ”Journal”, og det var heri, at hans tegneserier, Happy Hooligan (1999), And Her Name Was Maud (1905) og Alphonse and Gaston (1905) blev publiceret. Oppers foretrukne figurer var dagdrivere og vagabonder. Maud var dog ikke et menneske, men et genstridigt æsel. Der foreligger ikke oplyst noget om, hvor mange tegnefilm, der blev lavet i serien med Happy Hooligan. (Note 27)

     Tegnefilmserien Maggie and Jiggs var en opfølgning af The Newlyweds, 1904, og selve tegneserien hedder egentlig Bringing Up Father, 1913, en af de mest elegante tegneserier, der overhovedet har set dagens lys. På dansk blev serien og dens hovedfigur døbt med det herlige navn Gyldenspjæt. Ophavsmanden til de nævnte serier var tegneren George McManus (1884-1954), der som omtalt under Emile Cohl, og i samarbejde med denne, i 1912-14 bl.a. havde produceret en tegnefilmserie med titlen Snookums.(Note 28)

    Der findes ikke noget nærmere oplyst om tegnefilmserien Silk Hat Harry, bortset fra, at en sådan blev produceret hos Hearst International Film Service 1916-18, hvor firmaet lukkede og mange af tegnefilmserierne blev overtaget og videreført af Brays firma, som nu kaldtes Bray Productions, Inc.

     Man skulle have troet, at tegneserien The Katzenjammer Kids (1897), på dansk: Knold og Tot, af tegneren Rudolph Dirks (1877-1968), ville have været et oplagt emne for en serie underholdende tegnefilm. Men selvom der blev produceret en del sådanne film hos Hearst International Filmservice 1916-18, og senere hos Bray Studios, hævede ingen af disse film sig over det middelmådige. Det var ellers en dygtig animator som John Foster og hans assistent Walter Lantz, der under Gregory la Cavas kyndige instruktion stod for denne serie. Produktionen af  The Katzenjammer Kids blev i første omgang opgivet, fordi der på grund af krigen var opstået så stærke anti-tyske følelser hos biografpublikummet, at folk ikke havde lyst til at se filmene. (Note 29) 

     Efter at Hearsts International Film Service lukkede i 1918, overtog og videreførte den altid initiativrige John Randolph Bray  (1879-1978) en del af de tegnefilmserier, der var blevet produceret der. Flere af de ansatte fulgte også med, som f.eks. Gregory la Cava og Walter Lantz. Hos Bray arbejdede Lantz især på serierne Colonel Heezaliar og Dinky Doodle. Den sidstnævnte figur og serie var Walter Lantz’ egen opfindelse. (Note 30)

     I slutningen af 1920’erne oprettede Walter Lantz sit eget Walter Lantz Cartoon Studios, hvorfra  en række tegnefilmserier af vekslende kvalitet og ry blev sendt på markedet i de følgende mange år. Lantz’ tegnefilm blev distribueret af Universal Pictures, og en af hans første opgaver var at videreføre tegnefilmserien med Oswald The Rabbit, som oprindelig og under titlen Oswald The Lucky Rabbit blev skabt og produceret af Walt Disney Studios, men som mellemmanden Charles Mintz ved sine transaktioner havde frataget Disney i 1928. Bedst kendt af Walter Lantz’ produktion er vel nok tegnefilmserierne Woody Woodpecker, (1941; ”Søren Spætte”), Andy Panda (1938) og Chilly Willy, The Penguin (1953).  Men herom senere.  (Note 31)

 

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Næste afsnit:

"DANSK TEGNEFILM 1919-1930"