DANSK TEGNEFILMS HISTORIE 1919-2000
DA FILMEN KOM TIL DANMARK
Filmen kom første gang til Danmark i midten af 1890'erne, da kunstmaler og fabrikant Lauritz Vilhelm Pacht (1843-1912), fra den 7. juni 1896 foreviste "legemsstore, bevægelige Billeder" ved offentlige forestillinger i sit Kjøbenhavns Panorama på pladsen foran Københavns dengang endnu ikke færdigbyggede ny rådhus. Pacht havde samme forår været på en rundrejse til europæiske storbyer som Berlin, Paris og London, og her havde han haft lejlighed til at gøre sig bekendt med den nymodens opfindelse: projicerede "levende billeder". (Note 1)
"Kjøbenhavns Panorama" havde til huse i en træpavillon, der lå foran Rådhusets nordvendte facade, det vil sige på den side, hvor hovedindgangen til rådhuset fandtes og lidt vest for denne. Pavillonen, der var tegnet af Thorvald Bindesbøll, havde 1893-94 fungeret som udstillingsbygning for den københavnske kunstnersammenslutning "Den Frie Udstilling".
Men i 1894 kom bygningen til at stå tom, fordi Den Frie flyttede sine udstillinger ud i en nyopført træbygning ved Aborreparken nord for rådhuset. Det var også en træbygning, som i dette tilfælde var tegnet af maleren J. F. Willumsen. Denne bygning blev i 1914 flyttet ud og placeret syd for banegraven ved Østerport Station. Den forladte bygning på Rådhuspladsen blev 1894 lejet af Vilhelm Pacht, som til at begynde med viste lysbilleder, panoramaer og dioramaer, samt "levende billeder" på Edisons Kinetoscope eller "kukkasse". Det hele var ledsaget af musik fra Edisons Fonograf. (Note 2)
Set fra et økonomisk, forretningsmæssigt og publikumsmæssigt synspunkt, var problemet med Edisons Kinetoscope, at dette teknisk set kun tillod en enkelt tilskuer ad gangen at se "levende billeder". Det var derfor en virkelig nyhed, da den initiativrige Pacht i juni 1896 kunne introducere "levende billeder", der blev projiceret op på en storskærm, således at en hel del tilskuere ad gangen kunne overvære forestillingen. (Note 3)
Den helt store nyhed kunne Pacht imidlertid som nævnt præsentere den 7. juni 1896, da det med noget besvær var lykkedes ham at anskaffe sig et filmprojiceringsapparat. Apparatet var af den model, som englænderen Birt Acres havde patenteret under navnet Kinopticon. Det var også lykkedes Pacht at entrere med Acres om løbende levering af dennes egne ’spillefilm’. Pacht viste imidlertid også film, der var optaget og produceret af den professionelle københavnske fotograf Peter Elfelt.
Pacht og hans Kinoptikon fik dog allerede i 1896 skarp konkurrence fra udlændinge, som kom til Danmark for at vise film i storbyerne, og måske særlig i København. De første, der kom hertil, var to tyske brødre Max Skladanowsky (1863-1939) og Emil Skladanowsky, som foreviste deres såkaldte bioscopbilleder på Pantomimeteatret i Tivoli. Den første forestilling fandt sted den 11. juni 1896, kun fire dage efter Pachts første filmforevisning, og det lykkedes dem at holde deres program på plakaten i en hel måned. (Note 4)
Den næste udlænding, der kom til København for at vise film, var franskmanden Charles Marcel, som den 7.-8. juli 1897 demonstrerede sin ”kinematograf” i Oddfellow Palæets koncertsal i Bredgade. Men han blev af pressen kritiseret for den dårlige kvalitet af de film, han fremviste. Programmet bestod hovedsagelig af amerikanske kinetoskopbilleder fra Edisons Studio, som kun var beregnet til at blive forevist i en såkaldt ”kukkasse”, men som Marcel projicerede op på et relativt stort lærred, hvilket ubarmhjertigt afslørede filmstrimlernes sikkert utallige ridser, pletter og skjolder. (Note 5)
Den tredje udlænding, som forsøgte at slå sig igennem ved at vise et filmprogram i København, var en Mr. Swanson, som den 1. april 1897 foreviste film i Nationals Varieté på hjørnet af Vesterbrogade og Axeltorv. Programmet omfattede bl.a. ”vovede” film med badende kvindelige skønheder, som jo i reglen altid har været et godt trækplaster for herrepublikummet. Imidlertid betragtede man blot filmprogrammet som et nummer blandt varietéens øvrige numre og det vakte derfor heller ikke særlig opmærksomhed. (Note 6)
Der var dog også en enkelt dansker, som i 1897 forsøgte sig med at starte en slags biografdrift. Det var Carl Hasager 1855-1935) som viste film i et lokale i Købmagergade 65, men efter en måneds forløb måtte han lukke på grund af svigtende publikumsinteresse. Han havde dog åbenbart ikke opgivet modet, for i 1898 viste han film i etablissement Sommerlyst på Frederiksberg Allé. (Note 7)
I 1898 blev Pacht og hans Panorama & Kinoptikon på Rådhuspladsen sagt op, fordi træpavillonen skulle nedrives, men virksomheden fortsatte dog ind i 1899. Den forudseende Pacht var på det tidspunkt blevet udnævnt til direktør for "Panoptikon", som siden 1885 havde været beliggende i Panoptikon-bygningen på Vesterbros Passage, det senere Vesterbrogade. Stedet var velkendt for Pacht, for det var ham og hans medarbejdere, som havde udført de voksfigurer, der var udstillet i Panoptikon. Her flyttede han nu omkring 1899-1900 sit Panorama & Kinoptikon hen, som han drev til sin død i 1912. Fra juli 1909 blev stedet også kendt under navnet Panoptikon Teatret, der kom til at eksistere et godt stykke op i århundredet. Mere præcist til 1925. (Note 8)
De københavnske varietéer havde imidlertid fået smag for at indlemme et filmprogram blandt deres mange andre underholdningsnumre. Den 23. september 1898 kunne direktør Peter Rasmussen i Cirkus Varieté, som havde til huse i Cirkusbygningen på hjørnet af Axeltorv og Jernbanegade, præsentere en Hr. Swanborough og dennes såkaldte ”wargraph”. Forestillingen var arrangeret sådan, at publikum skulle opfatte sig selv som siddende i et tog, hvorfra man kiggede ud på de panoramaer, der gled forbi, og fornemme, når toget kørte over broer, gennem tunneller og bjergkløfter med fossende floder. Navnet ”wargraph” hidrørte fra, at filmprogrammet sluttede med aktuelle optagelser fra den spansk-amerikanske krig. Måneden efter kunne hr. Swanboroughs operatør, A James Gee (1878-1970), vise ligeledes aktuelle filmbilleder fra den engelsk-ægyptiske krig, og senere fra boerkrigen i Sydafrika. Mr. Gee overtog siden wargraphen og turnerede rundt i Danmark og viste sit filmprogram flere steder i landet.
I 1905 var James Gee medstifter af Ole Olsens Biograf-Theatret i Vimmelskaftet, men senere på året blev han og Olsen uenige. Gee forlod København og rejste til Aalborg, hvor han kort efter, den 2. februar 1905, åbnede byens første biograf ”Citybiografen”, som han ejede til sin død. Der var dog blevet vist film i Aalborg allerede omkring 1897 i Klubben Enighedens store Sal, men hvem der stod for filmfremvisningen er ikke oplyst. (Note 9)
Fra den 23. oktober 1898 viste ”Arenateatrets Varieté”, som lå i tilslutning til Tivoli i det hjørne, der støder op til nuværende H.C.Andersens Boulevard og Tietgensgade, film på den såkaldte ”Triograph”. Det var en kinoprojektor, som kunne forstørre billedet helt op til 30 fod, hvilket i dette tilfælde vil sige til prosceniets, altså sceneåbningens, størrelse. Premiereprogrammet bestod af iltog, brandudrykning, Niagara-vandfaldene, og sluttelig endnu et iltog, der jog gennem tunneller i susende fart. Det mest bemærkelsesværdige var dog, at Politikens anmelder særlig hæftede sig ved den ledsagende musik og lydeffekterne, heriblandt ”klokkeklemten, skingrende piber og lokomotivers stønnen”, som blev frembragt af ”Hr. Ulrich Andersens flinke Orkester”. Samme anmelder kommer også ind på de mange forskellige navne, man har givet filmforestillingerne, og herunder nævner han, at Peter Rasmussen i ”Cirkus Varieté” kalder sin filmforestilling for ”Biograph”, en betegnelse, der her er anvendt for første gang i Danmark. (Note 10)
Den 29. oktober 1898 var der premiere i Vitagraphen, Concert du Boulevard, som i lighed med filmforestillingerne i ”Cirkus Varieté” var arrangeret som en togrejse.
Den 1. november 1898 begyndte der en filmforestilling i ”Scala Varieté” på Vesterbrogade, som blev fremvist på den såkaldte ”cosmograph”, der var konstrueret af den tyske opfinder Oscar Messter (1866-1944). Messter er især krediteret for anvendelsen af den mekaniske anordning, det såkaldte malteserkors, som sikrer den nødvendige rykvise fremføring af filmstrimlen under passagen mellem fremvisningsapparatets lyskilde og objektiv. Malteserkorset har siden da været standardudstyr på kinomaskinerne. (Note 11)
Den 2. september 1899 fandt der endnu en biografpremiere sted i København, nemlig i forlystelsesetablissementet ”Panorama Hafnia”, Amagertorv 6. Her vistes foruden dioramaer og lysbilleder også film, men allerede i 1900 måtte det lukke med stort underskud til stedets leder, Heinrich Odewahn, hvorom intet nærmere er oplyst. (Note 12)
Omkring efteråret 1901 åbnedes der en biograf med navnet ”Kjøbenhavns Kinoptikon” i København. Den var beliggende i Frederiksberggade 27, men dens ejer, fotografen Peter Elfelt (egentlig Peter Lars Petersen, 1866-1931), var for tidligt ude i forhold til det københavnske publikum, som efter at nyhedens interesse var tilfredsstillet, svigtede denne første strøgbiograf i så høj grad, at den efter et halvt års tid måtte lukke med et efter den tids økonomiske målestok stort underskud på 3000 kr. (Note 13)
Men nok så vigtigt er det, at Peter Elfelt var den dansker, der var den første til at optage film og (en enkelt) spillefilm i Danmark. Allerede samme år, som filmen første gang kom til Danmark, nemlig i 1896, fotograferede og producerede Elfelt de første danske dokumentarfilm. Han optog desuden balletfilm og reklamefilm og var også den første, der indspillede en dansk spillefilm, Henrettelsen (1902), som for resten adskiller sig fra de fleste andre dramatiske film fra den tid, idet den er optaget uden anvendelse af dekorationer. (Note 14)
Peter Elfelt var uddannet fotograf og grundlagde 1880 egen fotografvirksomhed på Købmagergade 64, på hjørnet af Kultorvet. Han blev snart en kendt portrætfotograf i byen, og desuden fotograferede han ofte kongehusets medlemmer, hvilket medførte at han i 1900 udnævntes til kongelig Hoffotograf. I 1905 flyttede han sit atelier til Østergade 24, hvor han havde sin virksomhed indtil sin død 18. februar 1931. Den fornemme facade på hans forretning og hans og hans efterfølgeres kvalitetsfotografier i udstillingsvinduerne, blev helt frem til nyere tid kendt af københavnere, der færdedes på Strøget. (Note 15)
Elfelts første film, bl.a. den kongelige familie på Bernstorff Slotstrappe 1899, blev vist hos Pacht i "Panorama" på Rådhuspladsen og i "Panorama Hafnia" på Amagertorv, og i 1901-02 også i Elfelts egen nyetablerede biograf, "Kjøbenhavns Kinoptikon", på Frederiksberggade 27.
Der er i øvrigt det ganske særligt interessante i forbindelse med Elfelts første biograf, ”Kjøbenhavns Kinoptikon”, at i en af de film, han havde optaget og foreviste her, nemlig ”Fru Anna Larssen i sit Paaklædningsværelse”, forekom der et filmtrick. Dette bestod i, at en scene der var optaget normalt, blev kopieret to gange, først forlæns og derefter baglæns. I dette tilfælde drejede det sig om, at den pågældende dame ”i rastløs Fart” klædte sig af, klædningsstykke for klædningsstykke ”indtil Grænsen af det decente”, som der stod i en avisanmeldelse. Derefter så publikum til sin store overraskelse, at damen atter hastigt ifører sig de samme klædningsstykker, men nu i omvendt rækkefølge. Det fremgår ikke direkte af avisreferatet, om Elfelt eventuelt har optaget scenen med underdrejet kamera, hvilket vil sige med lidt færre billeder, end filmen ville blive fremført i ved forevisningen. Underdrejet kamera betyder, at bevægelserne på filmen bliver hastigere end i det virkelige liv. Denne effekt kunne man ofte se, når de gamle stumfilmfarcer, der i reglen var optaget med den dengang normale hastighed på omkring 18-20 bill./sek., blev fremført med 24 bill./sek. (Note 16)
Men filmproduktion var og forblev trods alt kun en bibeskæftigelse for Elfelt, som lagde større vægt på sin virksomhed som kongelig hoffotograf, en højt værdsat portrætfotograf for især borgerskabet og som en reportagefotograf, der optog billeder fra hverdagslivet i datidens København og omegn.
Sin første egentlige og permanente biograf fik København den 17. september 1904, da filmpioneren Constantin Philipsen (1859-1925) oprettede Kosmorama i Citypassagen på Østergade 26. Biografen rummede 150 siddepladser og havde forestillinger hver dag fra kl.14-21,30. Philipsen åbnede også en biograf på St. Thomas Allé, der dog ikke var permanent. Men allerede fem måneder senere, den 23. april 1905, fik "Kosmorama" konkurrence af Biograf Theatret eller som det hed fra 1907: Kjøbenhavns Biografteater. Biografen, der lå på Vimmelskaftet 47, blev oprettet af den forhenværende markedsgøgler Ole Andersen Olsen (1863-1943), med den tidligere omtalte A. J. Gee og Niels Jacobsen kaldet Niels Letort (1855-ca. 1924) som kompagnoner, og den havde til at begynde med 153 siddepladser, hvilket var normen for den tids danske og udenlandske biografer. Men efter en ombygning i 1906 fik den 228 pladser. (Note 17)
Samme år, 1905, åbnedes der adskillige mere eller mindre permanente biografer både i København og i provinsen. I hovedstaden var det følgende: Biorama (det senere "Triangel Teatret"), Nørrebros Biografteater, Kosmografteatret og Thaumatografen. Den sidstnævnte lå i Frederiksborggade 22, hvor Lademanns Forlag mange år senere fik til huse. I provinsen var det Aalborg Biografteater og Kosmorama i Aarhus. I de følgende mange år åbnedes der en række permanente biografer både i København og i provinsen, således at købstederne havde 2-3 permanente biografer, mens småbyerne i reglen måtte nøjes med en enkelt permanent biograf.
Den 1. maj 1906 stiftedes filmproduktionsselskabet A/S Kinografen, med adresse Frederiksberggade 25. Initiativtager var Peter Elfelt, som også fik plads i bestyrelsen. Selskabet ønskede også at få egen biograf, men Elfelts gamle bevilling gjaldt kun til naboejendommen, Frederiksberggade 27, hvor han i 1901-02 havde drevet ”Kjøbenhavns Kinoptikon”, men med meget lidt held. Nu var tiderne imidlertid andre og folk havde vænnet sig til at gå i biografen, og derfor ansøgte Elfelt om og fik bevilling til at drive biografvirksomhed i Frederiksberggade 25, hvor også produktionsselskabet A/S Kinografen havde kontor. Biografen fik naturligt nok navnet ”Kinografen”. (Note 18)
I 1914 åbnedes der i København en biograf, som sammen med ”Kinografen” især skulle blive kendt for fremvisning af tegnefilm, mere specielt Walt Disneys tegnefilm. Denne biograf fik navnet Metropol Teatret, og havde til huse i Frederiksberggade 14, på hjørnet af Kattesundet. De to biografer lå altså i samme gade, om end på hver sin side af denne, men med mindre end hundrede meters afstand fra hinanden. "Kinografen" blev lukket i 1939, ombygget og genåbnet samme år under navnet "Bristol Teatret". Under dette navn eksisterede biografen helt frem til 1966, da den måtte lukke som følge af de omstændigheder, herunder særlig konkurrencen fra TV, der gik ud over adskillige danske biografer især i 1970'-80'erne. Men i ”Bristol” vistes efter 2. verdenskrig matinéforestillinger af 1 times varighed. Det var udelukkende tegnefilmprogrammer bestående af amerikanske tegnefilmserier som ”Tom & Jerry”, ”Snurre Snup” og ”Søren Spætte”.
Ole Andersen Olsen eller Ole Olsen, som han siden kaldte sig, blev dog snart træt af at drive biografvirksomhed, og allerede 1906 overdrog han "Kjøbenhavns Biografteater" til andre. Den entreprenante Ole Olsen ville hellere koncentrere sig om at producere spillefilm og i dette øjemed havde han lejet en kolonihave på Mosedalvej i Valby, hvor han i løbet af få år begyndte en storproduktion af kortere og længere spillefilm. Fra denne forholdsvis beskedne start udviklede Ole Olsens Filmsfabrik sig til verdensfirmaet Nordisk Films Kompagni A/S, som endnu eksisterer her omkring årtusindskiftet, men som faktisk laver alt muligt andet end at producere spillefilm.
Til at begynde med viste danske biografer udelukkende et repertoire af udenlandske film, spændende fra reportagefilm over naturfilm, dramatiske film, sociale film, kriminalfilm, kostumefilm, cowboyfilm og eventyrfilm til filmfarcer. Sproget var jo ingen hindring, for filmene var helt frem til 1928 så godt som altid stumfilm, nemlig af den gode grund, at det endnu ikke var lykkedes at opfinde et brugbart lydsystem og konstruere et velegnet lydapparatur. Filmene var pantomimiske og derfor internationale og kunne praktisk talt vises overalt i verden, hvor der fandtes biografer eller forevisningsapparater. De relativt få forklarende tekster, som man for forståelsens skyld anså det for nødvendigt at indskyde i filmene med passende mellemrum, var forholdsvis nemme at skifte ud til de forskellige landes nationale sprog. Men som tidligere nævnt blev biograffilmene for de mindre biografers vedkommende normalt akkompagneret af en lokal pianist, en såkaldt ”klaverbokser”, mens de større biografer i reglen havde råd til et band eller orkester.
Men udbudet af det udenlandsk producerede filmrepertoire, som man importerede til Danmark, var trods alt begrænset, og man fik derfor efterhånden problemer med at skaffe nyheder til det voksende antal biografer. Lige som tilfældet var for dagspressen, var begrebet nyheder et slags kodeord for filmproducenterne og biografejerne. Uden nyheder ingen publikum. Det førte bl.a. til, at biografejere som især Ole Olsen i København, og Th. Hermansen i Aarhus, selv begyndte at producere film til både det danske og det internationale marked. Snart efter opstod der et relativt stort antal danske filmproduktionsselskaber i København, og konkurrencen mellem disse blev naturligt nok mærkbar og bevirkede da også, at de svagest funderede selskaber efterhånden måtte give op og lukke.
1906 stiftede den jyske filmpioner Thomas S. Hermansen (1867-1930) Dansk Kino-Foto-Teknik-Industri i Aarhus. Firmaet havde som formål at fremstille film til ”Kosmoramaer”, som var den tids betegnelse på det, der senere blev kaldt biografer. Hermansen interesserede sig dog mere for arbejdet som fotograf og kameramand end for produktions-, administrations- og salgsarbejde, og i slutningen af 1907 solgte han derfor firmaet til et aktieselskab, der fik navnet A/S Th. S. Hermansen (Dansk Filmfabrik). Hermansen selv fik ikke nogen bestyrelsespost, men fortsatte som fotograf. Til at lede foretagendet ansatte bestyrelsen en tidligere købmand, biografejer og forlystelsesarrangør fra Ringkøbing, Frede Skaarup (1881-1942), som senere skulle skabe sig et betydeligt ry som mangeårig direktør for Scala Teatret i København, hvor de berømte Scalarevyer i en årrække tiltrak et stort publikum. 1909 ansattes Eduard Schnedler-Sørensen (1886-1947) som filminstruktør, og straks efter påbegyndtes en produktion af spillefilm. Januar 1910 skiftede selskabet navn til A/S Fotorama og oprettede samtidig en filial i København, som skulle varetage selskabets mangeartede interesser, herunder især køb og salg af film i hovedstaden. (Note 19)
”Fotorama”s københavnske filial fik adresse på Amagertorv 33, på hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde, hvor der den 12. februar også åbnede en nyindrettet biograf i bygningens stueetage. Biografen blev indrettet i det gamle, men nedlagte Løveapoteks lokaler og fik derfor navnet ”Løvebiografen”. Den lå i øvrigt kun seks-syv husnumre fra ”Københavns Biografteater”. Schnedler-Sørensen blev udnævnt til leder af Fotoramas københavnske filial. Det var her Robert Storm Petersen i 1919-22 indleverede sine tegnefilm til fremkaldelse og kopiering. Fotoramas filial flyttede så vidt vides i 1924 til lokaler i den nybyggede ejendom Nygade 3, hvor Alexandra Teatret, UFA, Nygade Teatret, Dansk-Svensk Film, Universal Film og International Filmteknik i tidens løb har haft til huse. Løvebiografen blev senere nedlagt og lokalerne igen indrettet til apotek under navnet Løveapoteket. (Note 20)
Den 27. maj 1908 oprettedes Continental Films Compagni, med adresse Tordenskjoldsgade 22, men selskabet nåede kun at optage et par reportagefilm og én spillefilm, før det i 1910 gik over til udelukkende at beskæftige sig med filmtekniske problemer, herunder eksperimenter med farvefilm. Man kom så langt som til i foråret 1914 at have planer om lade opfindelsen af farvefilm overgå til et nydannet aktieselskab Natura Color Film Co., som bl.a. Peter Elfelt var aktionær i, men i 1916 er både dette selskab og Continental Films Compagni ophørt. (Note 21)
Fra 1909 fandtes således også filmproduktionsselskabet Biorama, som fortrinsvis producerede film til Skandinavien, og 1912 blev selskabet da også omdøbt til Filmfabrikken Skandinavien. Såvel biografen ”Biorama” fra 1905 som filmselskabet ejedes og var blevet oprettet på initiativ af den tidligere markedsgøgler Søren Nielsen (1853-1922). Han søgte i 1906 at opbygge en kæde af biografer i hovedstadsområdet, begyndende med Bio Lyngby og Hellerup Biograf Teater, og i 1907 Alléteatret, Jægersborg Allé i Charlottenlund. Men allerede i 1905, hvor han oprettede ”Biorama” (det senere Triangel Teatret) på Østerbrogade, havde han åbnet biografen Elektrisk Biograph-Teater (senere omdøbt til Kinografen), og Kosmorama i Svendborg. Søren Nielsen åbnede desuden biografer udenfor landets grænser: to i Holland, en i Amsterdam, en i Rotterdam, og en i Kristiania (det senere Oslo) i Norge.
Foruden at producere og distribuere sine egne spillefilm, importerede Søren Nielsen også udenlandske film, fortrinsvis amerikanske, og især Mack Sennetts farcer med den skeløjede Ben Turpin i hovedrollen. Søren Nielsen udgav 1911-13 desuden Biorama Tidende, som er Danmarks næstældste filmtidsskrift. Det ældste hed Nordisk Biograf-Tidende og udkom 1909-10. Det tredje danske filmtidsskrift hed kort og godt Filmen, og det blev udgivet 1912-19 af filmselskabet ”Kinografen”.
I 1909 oprettedes A/S Det stumme Teater, som havde ansøgt om og fået bevilling til at åbne en biograf i den såkaldte Panoptikonbygning på Vesterbrogade 3. Biografen fik navnet Panoptikon-Theatret. En af bevillingsbetingelserne var, at biografen kun skulle vise film, der påvirkede og forbedrede smagen hos publikum. Bevillingen blev oprindelig givet til forfatteren Sven Lange med Otto Larssen som kunstnerisk leder. Sidstnævnte døde imidlertid i begyndelsen af 1910, og i stedet udnævntes lederen af Løvebiografen, E. Schnedler-Sørensen, til direktør. En anden betingelse for bevillingen var, at selskabet oprettede et produktionsselskab. Dette fik navnet Regia Kunstfilms Co., og havde til formål at producere kunstfilm i stil med franske kunstfilm, som netop var kommet på markedet, og hvis kvaliteter, særlig hvad dramatisk handling og skuespillere angik, havde imponeret de fleste filmfolk, som ikke havde deres baggrund i markeds- og gøglermiljøet. Selskabets kontor og atelier havde adresse i Jorcks Passage.
Det var til Panoptikonbygningen, at Vilhelm Pacht havde flyttet sit panorama og kinoptikonteater, da træskuret på Rådhuspladsen blev revet ned i 1899. Pacht viste altså ”legemsstore, levende billeder” her til omkring 1908-09, hvor ovennævnte Sven Lange fik bevilling til at drive decideret biografvirksomhed på stedet under navnet ”Panoptikon-Teatret”.
1910 fik København et nyt filmproduktionsselskab ved navn Kosmorama, som blev oprettet af bevillingshaveren til biografen ”Kosmorama”, Østergade 26, Hjalmar Davidsen (1879-1958). Dette selskab konsoliderede samme år sin eksistens med produktionen af det erotiske melodrama Afgrunden, med Asta Nielsen og Poul Reumert i de to hovedroller og med Urban Gad som manuskriptforfatter og instruktør. Filmen blev en formidabel verdenssucces, ikke mindst takket være Asta Nielsens ikke-teatralske, men dramatiske, naturlige og dristige spillestil, der forstod at udnytte filmmediets virkemidler.
Hjalmar Davidsen producerede herefter nogle reportagefilm i 1910 og spillefilmen Den farlige Leg i 1911, før han ophørte som filmproducent. 1913-17 var han instruktør hos Nordisk Film. Men han forblev biografdirektør fra 1908 til sin død i 1958. 1919 instruerede han én film for Palladium, som blev hans sidste film. Fra 1908 til 1924 var han bevillingshaver til "Kosmorama". 1924-41 drev han Aleksandra Teatret, Nygade 3, og han fortsatte som leder af biografen, da den i 1942 flyttede over i en nybygget ejendom på hjørnet af Nørregade og Gl. Torv.
I 1912 åbnedes den nybyggede Københavns Hovedbanegård på det areal overfor Tivoli, hvor byens første banegård havde været beliggende 1847-1964. I mellemtiden var der blevet opført en større og mere tidssvarende banegård ved Vester Farimagsgade nord for den gamle og nyeste banegård. Den kaldtes Københavns anden hovedbanegård, og da den i december 1911 blev forladt til fordel for den nyeste og nuværende hovedbanegård, kom bygningen til at stå tom. Imidlertid brugtes den en overgang til varmestue for byens hjemløse og omvandrende vagabonder. Men allerede samme år lejede filmpioneren Constantin Philipsen bygningen og lod perronhallen indrette til Københavns og tilmed Europas hidtil største biografteater, Palads Teatret, med plads til 3000 mennesker. Biografen åbnede den 17. oktober 1912 med Asta Nielsens tyske spillefilm ”Generalens Børn” på plakaten.. Filmen blev ledsaget af musik fra Palads Teatrets 30 mands orkester.
Philipsens lejemål på bygningen udløb 1916, idet planen var at bygningen skulle rives ned, for at give plads til en udvidelse af det nordgående baneterræn. Han lejede derfor en byggegrund nordøst for den gamle banegårdsbygning, hvor det var meningen at en ny storbiograf af samme navn skulle opføres. Men inden han fik realiseret sine planer, solgte han byggegrunden til Sophus Madsen, som blev bygherre for det nye store og fornemme Palads Teatret på Axeltorv. Denne biograf åbnede den 26. januar 1918 og havde 1790 pladser. (Note 22)
Constantin Philipsen ville dog ikke stå tilbage for Sophus Madsen, så derfor erhvervede han en byggegrund foran på Gl. Kongevej i nærheden af St. Jørgenssø. Her opførtes Kino-Palæet med 1268 pladser, og biografen åbnede den 27. september 1918. (Note 23)
Imidlertid indså myndighederne snart, at med det omfang filmindustrien i form af filmproduktion, -distribution og biografdrift kunne forudsiges efterhånden at tage, både internationalt og nationalt, ville den også blive en betydelig økonomisk faktor i samfundet. Som ikke mindst en betydelig forlystelsesindustri mente man, at filmmediet måtte underlægges både et bevillingssystem, censurbestemmelser og beskatning. Bevillingssystemet skulle dels begrænse antallet af filmproducenter og biografer og dels beskytte disse mod for kraftig indbyrdes konkurrence. Censurbestemmelserne skulle indføres til beskyttelse af den offentlige moral og af hensynet til børnepublikummet. Beskatningen eller forlystelsesafgiften, som det kaldtes, havde til hovedformål at poste penge i de altid slunkne kommunale og statslige pengekasser.
I årene 1910-14 opstod der en række større eller mindre filmproduktionsselskaber og filmdistributionsselskaber i København, som med vekslende held søgte at producere spillefilm, der kunne tiltrække publikum. Fælles for de fleste var, at de lukkede efter kortere eller længere tids forløb. Kinografen lod i 1912 opføre en stor atelierbygning på en grund på Strandparksvej i Hellerup. Den blev senere overtaget af filmselskabet Palladium, der blev oprettet i 1920 og som fortsatte med at producere spillefilm helt frem til 1960’erne. Det var hos Palladium at filminstruktøren Lauritz (Lau) Lauritzen, senior (1876-1938), tidligere instruktør ved Nordisk Film 1913-20, i 1921 begyndte den senere verdensberømte serie filmfarcer med komikerduoen Fyrtårnet og Bivognen eller kort og godt Fy og Bi, som i øvrigt blev indspillet både her til lands og i udlandet. Serien sluttede for Lau seniors vedkommende i 1932. Sønnen, Lau Lauritzen junior (1910-1977) var i 1931 trådt til som assistent, dels som instruktør og dels som manuskriptforfatter, på de sidste tre Fy og Bi-film, faderen havde med at gøre. Men serien fortsatte med at blive indspillet i udlandet helt frem til og med 1937, fortrinsvis i Østrig og Tyskland og en enkelt film i Sverige. 1940 producerede Palladium den sidste film med Fy og Bi: I de gode gamle dage, der havde manuskript af Kelvin Lindemann og blev instrueret af Johan Jacobsen. (Note 24)
Sammen med Henning Karmark (1907-1989) stiftede Lau Lauritzen jun. i 1936 ASA Film og ASA Filmudlejning i 1942. Filmproduktionen foregik på ASA Film Studio i Lyngby, som direktør John Olsen (1888-1959) havde ladet bygge i 1934. ASA Film overtog atelieret i 1936, og En fuldendt gentleman med Osvald Helmuth i hovedrollen, og med makkerparret Alice O’Fredericks og Lau jun. som instruktører, blev selskabets første film. Den havde premiere den 25.1.1937 og blev indledningen til en lang række lystspil, folkekomedier og enkelte spillefilm med dramatisk, psykologisk og socialt indhold. (Note 25)
I årene 1934-39 havde John Olsen stået for produktionen af i alt 20 spillefilm, som alle blev optaget på ASA Film Studio. 1941 lod han på Vesterbrogade opføre Københavns trediestørste biograf, Saga Bio, med 1513 pladser, og 1942 oprettede han sammen med tonemester Poul Bang Saga Studio på Annettevej i Charlottenlund. Selskabets første spillefilm blev Kriminalassistent Bloch, som fik premiere den 22.10.1943. Den havde manuskript af Grete og Axel Frische efter en roman af Friedrich Glauser, og for instruktionen stod Grete Frische og Poul Bang. Fotografer var Aage Wiltrup og Annelise Reenberg, sidstnævnte skulle siden blive en fremtrædende instruktør ved Saga Studio. Hovedrollen som kriminalassistent Bloch blev spillet af Axel Frische og i de øvrige roller sås en række af dansk film og teaters mere eller mindre kendte skuespillere. (Note 26)
Besættelsestiden 1940-45 blev på flere måder en vanskelig og problematisk tid for dansk filmproduktion, især på grund af restriktionerne, som bl.a. også gjaldt importen af råfilm. De tyske myndigheder udnyttede situationen til egen fordel, idet Tyskland på grund af krigen var det eneste land, hvorfra danske filmproducenter kunne købe råfilm. Det kom særlig til udtryk på den måde, at tyskerne stillede som betingelse for råfilmsleverancer, at danske biografer i stigende omfang skulle vise tyske spillefilm.
Men besættelsestiden, især fra 1943-45, betød samtidig en stor chance for danske spillefilm, idet amerikanske spillefilm, som før krigen havde udgjort en stor procentdel af biografernes repertoire, i praksis blev forbudt. Engelske spillefilm var allerede blevet forbudt kort efter besættelsens indtræden. Det medførte i begge tilfælde en noget større produktion af danske spillefilm i årene 1940-44, men allerede 1945, befrielsesåret, dalede antallet af film til omkring førkrigsniveau. I 1930’erne havde den årlige danske produktion af spillefilm ligget på ca. 8-9 stykker, men fra og med 1940-44 steg antallet til omkring 16-18 spillefilm pr. år. Antallet af film toppede med 19 spillefilm i 1942.
Det var filmselskabet Palladium, der i 1942 tegnede sig for det største antal danske spillefilm, nemlig 8, mens antallet af ASA-spillefilm lå på 6, og Nordisk Film bidrog kun med 5 spillefilm. Heraf kan man dog ikke udlede noget om filmenes kvalitet, som stort set var jævnbyrdig for de tre filmselskaber, og repertoiret bestod fortsat af en blanding af lystspil, folkekomedier, krimifilm, socialpsykologiske dramaer og et par enkelte film med historiske motiver. Dette år havde ASA – formentlig med allusion til en vis tyran syd for Danmark – valgt at genindspille Svend Rindoms skuespil Tyrannens fald, som Carl Th. Dreyer tidligere havde filmatiseret under titlen Du skal ære din hustru (1925). For genindspilningen stod Alice O’Fredericks og Jon Iversen. Palladium præsenterede et par kriminalfilm: Et skud før midnat, med instruktion af Arne Weel, og Natexpressen P. 903, i Svend Methlings instruktion, mens Nordisk Film bl.a. stod for en spillefilm med historisk motive: Tordenskjold går i land, som blev næstsidste spillefilm for instruktøren George Schnéevoigt (1893-1961), der er et helt kapitel for sig i dansk films historie. Hans allersidste spillefilm, også for Nordisk, var folkekomedien Alle mand på dæk fra senere samme år.
Det var ASA, der i begyndelsen af 1942 indledte en ny linie i danske spillefilm i og med produktionen af den socialpsykologiske film Afsporet, om en ung, alvorligt syg societyfrue, som lider af hukommelsestab og herunder forvilder sig ned i Nyhavns barske miljø med prostituerede, tyve og plattenslagere. De to mest markante hovedpersoner som societyfruen og den professionelle tyveknægt ”Stenmåren”, blev henholdsvis spillet af Illona Wieselmann og Ebbe Rode, mens Ib Schønberg havde en mindre, men bemærkelsesværdig karakterrolle som plattenslageren ”Kammerherren”, et af de mest usympatiske medlemmer af den kreds af mere eller mindre subsistensløse personer, der holder til i det skumle værtshusmiljø i Nyhavn. Johannes Meyer leverede et troværdigt portræt som den tragiske, groteske og fordrukne sut kaldet ”Organisten”. De tre Nyhavns-piger eller prostituerede ”Jenny Bælam”, ”Lotte Cloc” og ”Misse Lillebil” blev spillet af henholdsvis Tove Grandjean, Sigrid Horne-Rasmussen og Lise Thomsen. I sidstnævntes rolle og fremtoning var der efter tidens forhold et anstrøg af en erotisk realisme, som senere skulle blive betydelig mere markant i danske spillefilm.
Filmen var indspillet efter Svend Rindoms drejebog, som var baseret på Karl Schlüters skuespil, og for instruktionen stod et makkerpar, som i de følgende år skulle komme til at brillere med flere film af samme type. Det var Bodil Ipsen, som stod for personinstruktionen, og Lau junior, der stod for den tekniske side af filmen.
Men i det hele taget var det de tre filmselskaber: Palladium, ASA og Nordisk, der i den nævnte rækkefølge dominerede det danske filmmarked både før, under og efter besættelsestiden, dog med en vigende tendens for Nordisk Films vedkommende.
1947 blev den ambitiøse og dygtige filminstruktør Johan Jacobsen (1912-1972), som debuterede i 1938, selvstændig producent af spillefilm, som han dels indspillede på ASA’s studier i Lyngby og dels på Sagas studier i Charlottenlund. 1950 stiftede han i samarbejde med Preben Philipsen sit eget filmproduktionsselskab, Flamingo Studio, Lindeallé i Nærum, som han var ejer af til 1966. 1954-66 havde han desuden bevilling til Triangel Teatret, det oprindelige Biorama, som Søren Nielsen havde oprettet i 1905. Selskabets første spillefilm blev Nålen, med manuskript af Johannes Allen og med Johan Jacobsen som instruktør. I hovedrollerne sås Ebbe Rode, Tove Maës, Hans Henrik Krause og Gunnar Lauring, assisteret af Louis Miehe-Renard, Jørn Jeppesen, Sigrid Horne-Rasmussen, Ove Sprogøe m.fl.. Filmen handlede om insulinsmuglere. Selskabets næste film var Alt dette og Island med, der var en nordisk co-produktion og som handler om en kvinde og fire skandinaviske mænd. Filmen havde premiere den 3.9.1951. Manuskriptet var skrevet af Arvid Müller, Victor Borge, Soya, Mika Waltari, W. Semitjof, O. Helblom og Hampe Faustmann. Instruktører var Johan Jacobsen (de danske og norske afsnit) og Hampe Faustmann (de svenske og finske afsnit). Den kvindelige hovedrolle blev spillet af svenske Sonja Wigert og de mandlige hovedroller af Poul Reichhardt, Sture Lagerwall, Henki Kolstad og Georg Richter.
Samme år blev der dog også plads til en satirisk komedie om varedirektoratet, nemlig Som sendt fra himlen, med manuskript af Børge Müller og med Johan Jacobsen som instruktør, og hans kone, Annelise Hovmand, som instruktørassistent. Hovedrollerne i denne muntre komedie blev spillet af Mogens Wieth, Birgitte Reimer og Kjeld Petersen, godt suppleret af Johannes Meyer, Erik Mørk, Osvald Helmuth m.fl. Filmen havde spredt premiere i københavnske biografer 16.-26. november 1951.
Det er symptomatisk for tiden, at En fremmed banker på (1959) blev Flamingo Studios største kassesucces, og at dette skyldtes, at filmen rummer nogle markante erotiske scener. Den hverdagsagtige handling begynder med, at enken efter en falden frihedskæmper opholder sig i sit sommerhus, hvor hun en dag bliver opsøgt af en ubekendt mand, der beder om husly. Han er i virkeligheden på flugt, men fortæller ikke hele sandheden herom til hende. I sin ensomhed og hunger efter kærlighed fatter hun sympati for ham, og de indleder et samleje, som dramatisk kulminerer med, at hun i selve orgasmeøjeblikket opdager, at han er identisk med hendes mands morder. De to hovedroller blev spillet henholdsvis af Birgitte Federspiel og Preben Lerdorff-Rye.
Filmen havde premiere i Triangel Teatret den 21. april 1959 og blev først taget af plakaten den 3. august samme år. Publikum strømmede til i stort tal og stod i kø i timevis foran biografens to billetluger. I begyndelsen stod der to køer til begge sider og begge rakte langt hen ad Østerbrogade. Noget tilsvarende var ikke set siden den svenske folkekomedie Landevejs Kroen (1939), som i 1940 gik for fulde huse i Nørreport Bio i over et år. Sidstnævnte film var i øvrigt totalt blottet for enhver form for erotik, men her var det den uhyre populære Edvard Persson og hans skånske dialekt og nostalgiske sange, der tiltrak publikum i et omfang, som kun tåler sammenligning med fodboldlandskampe på Østerbro Stadion eller rockkoncerter her og andre steder i landet. (Note 27)
Imidlertid fik Flamingo Studio i løbet af 1960’erne stigende økonomiske vanskeligheder, idet flere af selskabets film gav mærkbart underskud. Det gjaldt især de to historisk-mytologiske film Gøngehøvdingen (1961) og Dronningens vagtmester (1963), der begge var baseret på Carit Etlars spændende og berømte romaner af samme navn. 1964 befandt Flamingo Studio sig på fallittens rand. 1966 var det definitivt slut for Flamingo Studio, som dette år sendte Johan Jacobsens sidste spillefilm, Søskende, ud i biograferne. Men selvom filmen havde en række fremragende danske skuespillere i rollerne, som f.eks. Gunnar Lauring, Preben Lerdorff-Rye og Birgitte Federspiel, kunne det tydeligt mærkes, at den begavede instruktør havde tabt gnisten og pusten, og den stod kun på plakaten i en lille uges tid i København, hvor den blev opført på Alexandra. Johan Jacobsen døde i 1972, men han har sat sig et værdigt eftermæle som en af de store danske filminstruktører i og med de bedste af sine spillefilm. (Note 28)
I 1958 debuterede Bent Christensen (1929-92) som filminstruktør og manuskriptforfatter med spillefilmen Pigen og vandpytten, der blev produceret af Aage Stentofts Scala Film. 1961 debuterede Bent Christensen som selvstændig producent med Harry og kammertjeneren, der med Osvald Helmuth og Ebbe Rode i hovedrollerne blev en stor kritiker- og publikumssucces. Filmen, som havde manuskript af Bent Christensen og Leif Panduro, blev med førstnævnte som instruktør indspillet på Novaris Studio (se nedenfor). 1962 producerede Bent Christensen langtegnefilmen Svinedrengen og prinsessen på ærten, som han sammen med Poul Ilsøe også havde skrevet drejebogen til. 1963 hentede han endnu en succes hjem med filmkomedien Støvsugerbanden, som han instruerede og som Panduro havde skrevet drejebogen til. Bent Christensen blev direktør for ASA filmstudie 1964, og direktør for biografen Kinopalæet i 1966. (Note 29)
I 1960 købte og ombyggede instruktøren og manuskriptforfatteren Peer Guldbrandsen (1912-1996) en nedlagt bondegård i Risby lidt vest for Glostrup på Sjælland. Stedet blev indrettet som et komplet filmatelier under firmanavnet Novaris Studio. Ved samme lejlighed oprettedes filmproduktionsselskabet Novaris Film A/S, hvis første spillefilm blev den satiriske farce Løgn og Løvebrøl (1961), med manuskript og instruktion af Peer Guldbrandsen. (Note 30)
Men de danske filmselskaber og biografejerne fik i løbet af 1960’erne i stigende grad og omfang økonomiske og finansielle problemer, særlig i takt med at filmproduktion og biografdrift generelt set var blevet dyrere, og med, at publikum var begyndt at svigte biograferne og i stedet foretrak at blive hjemme ved kaffebordet i dagligstuen og se fjernsyn. Betingelserne for filmproduktion og biografdrift var efterhånden blevet så dårlige, at hverken filmselskaberne eller biograferne længere ville kunne klare sig økonomisk, hvis ikke der blev gjort noget ekstraordinært. Hidtil havde Ministeriernes Film Udvalg (MFU) lejlighedsvis ydet produktionsstøtte til enkelte danske spillefilm, men nu kom det på tale at oprette en Filmfond, angiveligt med det ideelle formål at fremme filmkunsten i Danmark. Pengene skulle dels komme fra en afgift på biografbilletter, dels fra en bevillingsafgift for biografer med et årligt overskud på over 40.000 kr. Filmfonden blev oprettet den 21. maj 1964 og skulle blandt meget andet yde økonomisk støtte til filmproduktion, herunder til udarbejdelse af filmmanuskripter eller drejebøger. Samtidig oprettedes Filmrådet, som skulle bistå myndighederne og Filmfondens bestyrelse med kunstnerisk vurdering af film og filmmanuskripter.
Denne ordning med økonomisk manuskript- og produktionsstøtte til film af alle ansete kategorier, kom stort set den danske filmbranche til gode. Og ikke mindst kom den ikke-kommercielle del af den relativt beskedne danske tegnefilmproduktion til at nyde godt af ordningen.
I perioden 1961-67, begyndte man at nedlægge biografer i Storkøbenhavn, men ejendommeligt nok blev der i det tidsrum samtidig åbnet endnu en storbiograf i København, nemlig Imperial Bio på Gl. Kongevej ved Vesterport. Den har 1521 pladser. Den første storkøbenhavnske biograf, der lukkede, var Bergthora Teatret med 418 pladser. Derefter fulgte Bristol-Teatret med 330 pladser, Regina Teatret med 403 pladser, Hvidovre Kino med 477 pladser, Casino med 814 pladser, Mini-biografen med 30 pladser, Valby Teater med 500 pladser, Bella Bio med 875 pladser, Skovshoved Teater med 467 pladser, Øbro Bio med 752 pladser, Scala Bio med 548 pladser, og Cavalcadeteatret Windsor med 712 pladser.
Biograflukningen skete på trods af en mærkbar stigning i det samlede antal biografbesøg, men såvel biografejerne som filmbranchen i det hele taget var stærkt utilfredse med den gældende filmlov fra 1938. Denne forældede lov umuliggjorde efter branchens opfattelse rentabiliteten ved biografdrift og filmproduktion. Desuden krævede man ændring af loven om de forlystelsesafgifter, som tyngede så mærkbart på budgettet. Biografejerne havde i realiteten ikke større lyst til at støtte den skrantende danske filmproduktion.
Men en stor del af problemet for især biografejerne var og blev det nye medium, Fjernsynet, som var kommet for at blive, og som i de følgende mange år også kom til at udgøre en stor udfordring til de danske filmproducenter. På sigt betød det, at især den danske spillefilmproduktion en overgang led under, at publikum i stigende omfang svigtede biograferne. Man ville meget hellere sidde hjemme og hygge sig ved aftenkaffen og se film og andre programmer i Fjernsynet.
Imidlertid har de senere år vist, at frygten for at TV-mediet, Internettet og videoer skulle udkonkurrere og efterhånden lukke alle biografer, indtil videre har været grundløs. Der er stadig interesse hos især de yngre generationer for at gå i biografen, så vidt vides tilmed i stigende omfang. Men det præger naturligvis i nogen grad repertoiret, selv om det må konstateres, at der i hvert fald foreløbig er et nogenlunde bredspektret udbud af spillefilm, også for den voksne generation. Det er dog vanskeligt at forudse om tendensen vil holde sig, for der sker næsten uafbrudt tekniske forbedringer på den elektroniske front, således at det i de senere år f.eks. er blevet muligt for en almindelig familie at se film på DVD projiceret op på en storskærm hjemme i stuen. Har man en tilstrækkeligt stor stue eller alrum vil film på den måde stort set kunne opleves, som om man sad i en biograf, bortset fra at man kan få serveret kaffen eller teen samtidigt. Det betyder en udvidelse af familie- og vennesamværet foran TV-skærmen, hvor sidstnævnte altså nu ikke længere er strengt nødvendig, når man vil se film i ’hjemmebiografen’.