Samme år, 1896, stiftede den franske ingeniør Charles Pathé (1863-1957) og hans tre brødre firmaet Pathé Frères med det formål at producere filmkameraer og filmprojektorer. Året efter suppleredes med firmaet Pathé Cinéma, som producerede film til de efterhånden mange biografer, der var opstået efter brødrene Lumiéres succes med offentlig filmfremvisning, og som begyndte i 1895. Pathé oprettede også underafdelinger eller filialer i mange europæiske og oversøiske hovedstæder. Men såvel Gaumonts som Pathés filmproduktion omfattede i nok så høj grad de ugentlige Filmrevyer eller Filmjournaler, som snart blev kendt og værdsat over det meste af Europa og resten af verden.

Note 2: I de krigsførende lande betragte­de man filmmediet som et godt og effektivt led i den moralske oprustning af befolkningerne, og det var derfor ikke kun ugejournalernes, der blev brugt i pro­pagandaøjemed under 1. og 2. Verdenskrig. Det var i nok så høj grad også tilfældet med kortfilm så vel som med spillefilm. Som eksempel på amerikansk tegnefilm i propagandaens tjeneste under Første Verdenskrig, kan nævnes Winsor McCay's "The Sinking of Lusitania" (1916), der som alle McCay's tegnefilm kvalitetsmæssigt rangerer højt, både hvad angår tegning, animation og klipning. Men også engelske film- og tegnefilmfolk måtte bidrage til at højne befolkningens moral, så de ikke mukkede over besparelser, rationeringer og højere skatter som følge af krigsførelsen, og over lemlæstelsen og tabet af landsmænds liv på slagmarkerne ovre på fastlandet.

Under 2. Verdenskrig blev Disney og hans stab indforskrevet til at gøre krigstjeneste ved at producere undervisnings-, instruktions- og propagandafilm for den amerikanske re­gering. De to først­nævnte kategorier af film blev produceret til visning for de militære værn, dvs. henholdsvis hæren, flåden og flyvevåb­net, medens den sidstnævnte kategori af film var rettet mod civilbefolkningen. I 1941 producerede Walt Disney Productions tegne­filmen Four Methods of Flush Riveting, der havde Lockheed Aircraft Company som spon­sor. Samme år producerede man for National Film Board of Canada en militær træningsfilm med titlen Stop that Tank, og desuden fire film om Canadian War Savings. For det amerikanske skattevæsen producerede Disney i 1943 tegnefilmen The Spirit of '43, som havde Donald Duck i hovedrollen. Filmen havde til formål, at forklare den amerikan­ske befolkning nødven­digheden af øget beskatning som følge af udgifterne til krigsførelsen. Samme år blev der for Office of War Information pro­duceret en film med titlen Out of the Frying Pan into the Firing Line, og heri kunne man se Minnie Mouse vise de ameri­kanske husmødre, hvor vigtigt det var at spare på fedtet i madlavningen. For the Coordinator of Inter-American Affairs producerede Disney-studierne i 1943 en tegnefilm i en serie på ialt fire film om sundhed. Filmens titel var Water, Friend or Enemy, og den var beregnet til visning i Syd Amerika. Desuden producerede Disney for egen regning i 1943 den helt specielle Victory Through Air Power, baseret på en bog af major Alexander de Seversky og general Billy Mitchell.

Filmen pro­moverede den på det tidspunkt kontroversielle idé om, at strate­giske, langtrækkende bombeflyvninger kunne hjælpe til med at vinde krigen. Sådanne bombeflyvninger blev i krigens slut­fase anvendt mod Tyskland, hvor amerikanske og engelske bombe­fly fløj dybt ind i landet og bombede de tyske storbyer. På denne film, der var en blanding af live-action, tegne- og trickfilm, fungerede David Hand som animation supervisor, og det blev så vidt vides den sidste Disney-film, han havde med at gøre. I 1946 lod han sig hyre af den engelske filmmagnat J. Arthur Rank, som håbede på at kunne give engelsk underholdningstegnefilm international status, ved at ansætte den især i tegnefilmkredse berømte mand som supervising producer på sit nyåbnede tegne­filmstudio, Gaumont British Animation (GBA). Se mere herom senere.

Note 3: Jakob Stegelmann: Tegnefilmens historie, Forlaget Stavnsager 1984, s. 7-92.

Note 4: Margaret J.Winkler var indehaver af filmdistribu­tionsselskabet Winkler Pictures, 42nd Street, New York, som bl.a. distribuerede Max Fleischers Out of the Inkwell-serie og Earl Hurds tegnefilm. På Disneys initiativ blev Margaret Winkler i 1923 dis­tributør af hans kortfilmserie Alice Comedi­es, i hvilken der i årene 1922-27 blev lavet ialt 57 korte tegnefilm. 1924 giftede Margaret Winkler sig med Charles Mintz, som var underleverandør for filmselskabet Universal Pictures. Mintz overtog snart ledelsen af Winkler Pictures, mens konen trak sig tilbage til privatlivet. Mintz var en hård forret­ningsmand, hvilket Disney fik at mærke på forskellig måde.

I 1926 stod det imidlertid klart, at Alice-serien måtte have en afløser, og Mintz foreslog derfor Disney at lave en serie tegnefilm med Oswald the Lucky Rabbit i hovedrollen. Ideen til serien til­hørte Carl Laemmle, der var øverste boss på Universal Pictures, mens det var Mintz, der havde navngivet figuren. Samarbejdet mellem Disney og Mintz fortsatte, men med tiltagende gnid­ninger parterne imellem. Det strengt forretnings­mæssige forhold mellem Mintz og Disney kulminerede og endte, da Mintz i 1928 gjorde alvor af sin trussel om at engagere de allerfleste af Disneys medarbej­dere til sit eget nyoprettede tegnefilmstu­dio. Disney havde desværre for ham selv og hans selskab ikke sikret sig rettighederne til ”Oswald”, som ganske vist var designet af Ub Iwerks og Disney, men figuren og dens navn tilhørte Universal og Mintz i forening. Sidstnævnte overtog og fortsatte produktionen af tegne­filmserien Oswald the Lucky Rabbit, som Universal dog nogle år senere overlod til tegne­filmproducenten Walter Lantz, der langt senere især blev kendt for sin verdens­berømte tegnefilm­serie Woody Woodpecker (Søren Spætte).

Charles Mintz' Studio i Hollywood producerede senere bl.a. også kortfilmserien med drengen Scappy, som dog ophørte, da firmaet ved Mintz' død i 1939 blev overtaget af Screen Gems/Columbia. Bruddet med Mintz og Winkler Pictures blev optakten til den store succes, der under navnet Mickey Mouse grundlagde Walt Disneys internationale ry som "tegnefilmens konge". Det blev også begyndelsen til den musikalske serie korte tegnefilm, som fik overtitlen Silly Symphonies, der blev produceret hos Disney i årene 1928-39, og som blev indledt med Skeleton Dance. Så vidt vides findes der 73 kortfilm i serien, som sluttede i 1939 med en remake af The Ugly Duckling ("Den grimme ælling") fra 1931. Serien fortsatte under be­tegnelsen "Special Carto­ons", som i 1938 indledtes med den herlige Ferdinand the Bull ("Tyren Ferdinand") og som i hvert fald fortsattes helt frem til omkring 1978, da man producerede The Small One. Sidstnævnte tegnefilm handler om det lille æselføl, som Jesus ifølge Ny Testamente red på, da han gjorde sit sidste indtog i Jerusalem under påskehøjtidelig­hederne omkring år 33. Specials-serien omfatter i hvert fald omkring 60 korte og lidt længere tegnefilm. Kilder: div. bøger om Disney.

Filmselskabet United Artists Corporation blev stiftet i 1919 af verdensberømthederne Douglas Fairbanks, Sr., Mary Pickford, William S. Hart, David Wark Griffith og Charles Chaplin. United Artists var både pro­duk­tionsselskab og distributionsselskab, og det blev oprettet som et modtræk imod Hollywood-filmmogulernes patriarkalske magtudø­velse og monopol på både det indenlandske marked og verdens­markedet. De af filmmogulerne ejede produk­tionssel­skaber, First National, Paramount, Columbia, Fox, RKO, MGM, Universal, Warner Bros., m.fl., havde nemlig sluttet sig sammen og dikterede som følge heraf, at hver eneste biograf­direktør i USA måtte binde sig for en femårskon­trakt, for overhovedet at kunne leje spillefilm til visning i deres biografer. Navnet United Artists kom fra starten til at stå for begrebet kvalitetsfilm i enhver hen­seende. Kilder: Charles Chaplin: Mit Liv, 198-201. Richard Griffith and Arthur Mayer: the Movies, se specielt kapitlet: The Nickleodeon Age.

Note 5: Annie Jessen (f. 1918-), dansk sopran, som har sunget utallige operet­te-partier i radio og på Folketeatret, Det Ny Teater, Nørrebros Teater og i provinsen. På film debu­terede hun som Amelie i Champagnegaloppen, 1938, og samme år indsang hun Snehvides stemme i Snehvide og de syv dværge. 1940 medvirkede hun i Nordisk Films Barnet, som blev instrueret af Benjamin Christensen. - Marius Jacobsen (1894-1961), dansk tenor, som i 1926 debuterede som Rodolphe i La Bohème på Det kgl. Teater. Han har samme sted sunget en lang række operapar­tier, men har desuden givet operette-gæstespil. Filmdebut 1938 i Champagnegaloppen, og samme år indsang han Prinsens stemme i Snehvide og de syv dværge.

Note 6: Vedr. Snehvide-filmen, se f.eks. Jørgen Stegelmann: Mine 100 film. Aschehoug 1997, s. 138.

Note 7: På grund af de efterhånden trange pladsforhold på Hy­perion-studiet, blev det team af folk, der skabte tegne­filmen "Bambi", midlertidigt flyttet til nogle lejede lokaler på North Seward Street i Hollywood. Se herom i Ollie Johnston and Frank Thomas: Walt Disney's BAMBI, The Story and the Film. Stewart, Tabori & Chang, New York 1990.

Note 8: Det var under den ophavsretlige strid med Charles Mintz om rettighederne til Oswald the Lucky Rabbit, at Disney i 1927 blev klar over, at det fremover gjaldt om at sikre sig alle rettigheder til så vel film som merchandising. - Omkring 1984 fik Walt Disney Produc­tions ny ledelse, idet Roy Disneys søn, Roy Disney, Jr., havde opkøbt aktiemajoriteten i selskabet. Det medførte en radikal om­rokering af de efterhånden mange forskellige afdelinger, og hvorunder afdelingen for pro­duktion af tegnefilm blev flyttet til lejede lokaler andre steder i Hollywood, bl.a. hos Univer­sal Studios og hos Famous Studios i Miami, Florida, der nu ejedes af MGM, men som oprindelig, dvs. 1938-41 havde tilhørt Max Fleischer Studios. De gamle Disney-studier på Buena Vista Street, der op­rindelig havde haft førsteprioritet som tegne­filmstudier, blev nu forbeholdt Disney-selskabets øvrige produktion, her­under bl.a. den stadig forøgede spillefilmpro­duktion.

Note 9: Leigh Harline (f. 1907) havde siden 1932 været knyttet til Walt Disney Studio som en af flere komponi­ster af musik til de korte tegnefilm. Han var også en af komponisterne på Disneys "Snehvide og de syv Dværge", sammen med Frank Churchill og Paul Smith. Endelig var Harline kompo­nist på Disneys "Pinocchio", sammen med Ned Washing­ton og Paul Smith. Til denne film komponerede Harline bl.a. melodien til sangen When yoy wish upon a Star ("Når du ser et stjerne­skud").

Paramount, der for øvrigt havde hovedkvarter på Times Square i New York, var dog ikke indstillet på at opgive tegnefilmpro­duktionen, men blot på at blive af med de indbyrdes uenige og stridende Fleischer-brødre og nogle af disses medarbejdere, mens resten blev tilbudt ny kontrakt, men til lavere løn. Man reorga­nisere­de studiet og kaldte det Famous Studios (efter Para­mounts Famous Music Corporation). Under kunstnerisk ledelse af Max Flei­schers svigersøn, animatoren og instruktøren Seymour Knitel, og animatoren og instruk­tøren Isadore (Izzy) Sparber, og med en ligeledes tidligere medarbejder, Sam Buchwald, som studio manager, fortsattes produktionen af Popeye og flere andre tegnefilmserier. Senere reducerede Paramount staben af medarbejdere på Famous Studios og flyttede virksomheden til New York.

Note 10: Den nævnte situation, som prægede Disney-studierne i slutningen af 1970'erne og i første halvdel af 1980'erne, er bl.a. omtalt i Frank Thomas' og Ollie Johnstons bog Disney Animation. The Illusion of Life, p. 509-535. (Se note 13)

Note 11: Den nævnte "åreladning" på Disney-studierne i 1978-79 er bl.a. omtalt i privat brev til forfatteren fra da­værende Animation Department Manager, danskfødte Ed Hansen. Den er desuden omtalt i Carl Barks & Co. nr.17, 1982, i artiklen The Secret of Nimh af David Hut­chison, s.5-8.

Note 12: Vedr. rotoskopi-teknikken, se Leslie Carbaga: the Fleischer Story in the Golden Age of Animation, p.6.

Note 13: I sommeren 1977 havde jeg takket være bekendtskab med en af ”the nine old men”, Ward Kimball, lejlighed til at besøge Disney-Studierne på Buena Vista Street i Burbank. Min guide var ved den lejlighed den danskfødte Edward A. Hansen, som på det tidspunkt var Animation Department Manager, og han præsenterede mig for følgende Disney-medarbejdere: Ollie Johnston, Frank Thomas og Eric Larson (supervising animators), Vance Gerry (storyman), Ken Anderson (designer), Woolie Reitherman (supervising director), David R. Smith (archive manager) m. fl. På det tidspunkt var Johnston og Thomas netop i gang med at planlægge og søge stof til bogen ”Disney Animation. The Illusion of Life”, og de fortalte mig åbenhjertigt og begejstret om bogens indhold og hensigten med den, nemlig at bevare de erfaringer med produktion af tegnefilm, der gennem så mange år var gjort på Disney-studierne.

I deres forholdsvis lille tegnestue, som de to havde delt siden 1940’erne, var der opstillet og ophængt flere storybord-tavler, og på disse var der opsat animationstegninger med f.eks. Snehvide, dværgene, den onde dronning og heksen fra ”Snehvide”-filmen, Bambi, Stampe og Uglen fra filmen af samme navn, Tigeren Shere Khan fra ”Junglebogen” m.fl. Disse animationstegninger genkendte jeg i bogen, da den udkom i 1981. For mig var det en frydefuld og eventyrlig oplevelse at se disse herlige originale animationstegninger, som skyldtes nogle af de efter min opfattelse fantastisk dygtige, men på den tid aldrende Disney-animatorer.