DA TEGNEFILMEN KOM TIL DANMARK

Det er vanskeligt at konstatere, hvornår de første tegnefilm er blevet vist i danske biografer. Men publikum stiftede bekendtskab med denne specielle filmgenre allerede i de to første tiår af det 20. århundrede. Det skete via de i reglen ugentlige udenlandske filmjournaler eller filmugerevyer. Sådanne filmjournaler, som blev produceret af f.eks. Gaumont og Pathé, indgik i de fleste udenlandske og danske biografers faste repertoire, og fungerede som et led i den tids nyhedsformidling. (Note 1)

En filmjour­nal bestod i reglen af forskellige korte film og indledtes oftest med de mest markante nyheder, dvs. begiven­heder, der havde fundet sted for mere end en uge siden. Dernæst fulgte en film om en eller anden sportsgren eller sportspræsta­tion, så en naturfilm og en film om forskellige seværdige steder i verden, og endelig afsluttedes programmet med en komisk film. Afslutningsfilmen kunne være en farce med en eller flere af tidens berømte filmkomikere, men den kunne nok så ofte være en tegnefilm, der morede både børn og barnlige sjæle.

Under de to verdenskrige blev de krigsførende landes film­journaler så vel som spillefilm og tegnefilm i betydeligt omfang anvendt i propagandaens tjeneste, og det samme gjaldt til en vis grad også ugejournalernes tegnefilm. (Note 2)

Men ud over ugejournalerne havde de korte underholdnings­tegne­film også deres storhedstid i de årtier, hvor især de store amerikanske filmselskaber brugte disse tegnefilm, dels som trækplaster og dels som et supplement, der tillod spillefil­mene at være kortere end de omkring 90 minutter, som var den normale længde på en spillefilm i 1930'-40'erne.

I USA fandtes der i 1910’erne og 1920’erne flere uafhængige produk­tionsselskaber af korte underholdnings- og reklametegnefilm, men i slutningen af 1920’erne og i løbet af 1930’erne blev det sådan, at de fleste store ameri­kan­ske spillefilmsselskaber oprettede hver deres egen afdeling for produktion af tegnefilm. Der var først og fremmest Univer­sal Pictures, Paramount og Columbia Pictures, men Warner Brothers, MGM og 20th Century Fox fulgte snart med. (Note 3)

De korte tegnefilm, som Walt Disney Studios i Hollywood producerede i 1920'erne, blev for de ældste af filmenes ved­kommende distribueret af Winkler Pictures og senere af Univer­sal, men efter en ophavsretlig kontrovers i 1928, tegnede Disney kontrakt med filmsel­skabet Columbia. Kontrakten udløb i 1932, hvorefter Disney entrerede med United Artists, der havde Chaplin som medstifter og medejer. I 1937 skiftede Disney til RKO, som i de følgende år blev distributør af Disneys korte så vel som lange tegnefilm. Den første lange Disney-tegnefilm, der blev distribueret via dette selskab, var "Snehvide og de syv dværge". (Note 4)

Som tidligere nævnt, var de korte underholdningstegnefilm allere­de kendte af både det amerikanske og det europæiske biograf­publikum fra i al fald omkring 1916 og op gennem 1920'erne og 1930'er­ne. Mange biografgængere – og vel især børnepublikummet – kendte utvivlsomt ”Colonel Heezaliar”, ”Farmer Al Falfa”, ”Krazy Kat” og ”Klovnen Ko Ko”, hvis meritter alverdens biografgængere havde kunnet se og more sig over lige siden disse tegnefilmseriers start i 1914-1917. Men populariteten gjaldt formentlig i endnu højere grad 1920’ernes mest berømte tegnefilmserie med Felix the Cat (”Katten Felix”), som tilmed blev forbillede for Walt Disneys Oswald the Lucky Rabbit (”Oswald, den lykkelige kanin”) og i måske endnu højere grad for hans ”Mickey Mouse”. Sidstnævnte viste stor levedygtighed og udkonkurrerede stort set de nævnte serier, men fik dog i 1930’erne en vis konkurrence af Max Fleischers ”Betty Boop” og ”Skipper Skræk”.

Men tegnefilmgenren kom først for alvor til Danmark eller mere præcist til Køben­havn, da bi­ograferne "Kinografen" og "Metro­pol" i 1934 begyndte at vise et samlet program af Disneys tegnede kortfilm. Det er ikke lykkedes at fastslå, om Kino­grafen evt. har vist sit ”Muntre Show” før 1934, og heller ikke, om til­svarende shows forekom i de andre danske storby­er.

Det menes, at idéen til at vise et samlet program af korte Disney-tegnefilm første gang blev praktiseret i Stock­holm eller Uppsala i 1933. Det var en svensk biografdirektør, der havde fået den gode idé, at samle i alt seks korte Disney-tegnefilm fra Mickey Mouse-serien og Silly Symphony-serien og vise disse som en en-times forestilling. Hidtil var de enkelte korte tegnefilm som nævnt kun blevet vist som forfilm til spillefilm, eller de indgik i ugentlige film­journa­ler, men da Disney-brødrene erfarede, at den svenske biograf havde haft stor succes med at vise et samlet program, indså de at ideen var værd at tage op og styre selv. Walt Disney Studios var dengang som senere og helt frem til 1970'erne i konstant pengenød, og det gjaldt derfor om at udnytte de ressourcer i form af de tegne­film, man allerede havde på lager, mest muligt.

Kinografens ledelse kaldte sit Disney-kortfilmprogram for "Kinogra­fens muntre Show", som vistes i marts 1934. Metropol kaldte sit Disney-kortfilmprogram for "Metropols Forårsshow", og gentog fra og med samme jul succes’en med det årlige "Metropols Juleshow". Kinografen opgav tilsyneladende konkurrencen og overlod frivil­ligt eller ufrivilligt til Metropol at have både et Forårsshow og et Juleshow. Programmet bestod i begge tilfælde af 6 lidt ældre og nyere korte Disney-tegnefilm.

"Kinografens muntre Show", som vistes i marts 1934, indeholdt seks korte Disney-tegnefilm, hvoraf det dog kun er lykkedes at fastslå de følgen­de fire: Babes in the Woods ("Hans og Gre­the". Silly Symphony nr.32, 1932), The Mail Pilot ("Mickey som postflyver". Mickey Mouse-serien nr.56, 1933), Father Noah's Ark ("Fader Noahs Ark". Silly Symphony nr.35, 1933), Lullaby Land ("I Drømme­land". Silly Symphony nr.38, 1933). De to her mang­lende tegnefilm er det endnu ikke lykkedes at identificere.

Det er heller ikke lykkedes at konstatere, hvilke Disney-tegnefilm "Metropols Forårsshow" 1934 indeholdt, men af de seks film, som vistes i "Metropols Juleshow" 1934, er følgende fem konsta­teret: The Night Before Christmas ("Julenat". Silly Symphony nr.40, 1933), Playful Pluto. ("Den legesyge Trofast". Mickey Mouse-serien nr.65, 1934), Gulli­ver Mickey ("Mickey i Lille­putternes Land". Mickey Mouse-serien nr.66, 1934), The Grass­hopper and the Ants ("Den dovne græs­hoppe". Silly Symphony nr.42, 1934) og The big bad Wolf ("Rødhætte, ulven og de tre små grise". Silly Symphony nr.44, 1934). Den manglen­de tegne­film er det ikke lykkedes at identificere.

Mickey Mouse blev kendt som tegneserie i Danmark i 1931. Serien fandtes da som helside i "Søndags B.T." fra og med nr. 5 det nævnte år. Fra den 18. april 1934 kunne den ses som hverdags­stribe i formid­dags­avisen "B.T." under navnet "Mikkel Mus". Det vides derimod ikke, hvornår den første Mickey Mouse-tegne­film er blevet vist i Danmark. Se senere nedenfor om denne verdensberømte tegnefilm­figurs data og fatum.

1934 debuterede den figur, som med tiden skulle komme til at udkonkurrere eller henvise den godmodige, hjælpsomme, altid retfærdige og moralske Mickey Mouse til en andenplads, både som tegnefilm­figur og tegneseriefigur. Det drejer sig om Donald Duck (Anders And), der første gang optrådte som markant bifigur i The Wise Little Hen ("Den kloge lille høne". Silly Symphony nr. 45, 1934). Men den koleri­ske og i reglen altid uheldige ”filmhelt”, Anders And, lærte danskerne først at kende i "Metropols For­årsshow" i april 1935, hvor han optrådte i film som Orphan's Benefit ("Mickey som teaterdirek­tør". Mickey Mouse-serien nr. 68, 1934) og Mickey's Grand Opera ("Den magiske tophat". Mickey Mouse-serien nr. 82, 1935).

Anders And fik sin “egen” filmserie fra og med 1937, begyndende med ”Don Donald” og samme år efterfulgt af ”Modern Inventions” og ”Donald’s Ostrich”. Samtidigt optrådte den rappe and dog også i Mickey Mouse-filmserien.

Som tegneserie begyndte "Anders And" i Danmark i "Dansk Familieblad" nr. 49 den 4. marts 1935, altså før publikum havde haft mulighed for at se ham i Metropols Forårsshow 1935. Medmindre "The Wise Little Hen" var blevet vist i "Kinografen eller Metropols forårs- eller juleshow 1934.

Imidlertid ophørte Metropol med sit Forårsshow i 1939, men fortsatte hvert år ved juletid med sit meget berømte Juleshow, som i mange år var et kæmpe tilløbsstykke for byens børn og barnlige sjæle. Metropols årligt tilbageven­dende Juleshow ophørte først, da biografen måtte lukke for altid i 1982. Men under navnet "Disneys Juleshow" fortsattes disse kortfilmpro­grammer i de følgende år i andre biografer landet over.

Tegnefilmen fik for alvor sit gennembrud som en genre, der tålte sammenligning med den "rigtige" film, i og med verdens første lange underholdningstegnefilm, nemlig Walt Disney Productions' Snow White and the seven Dwarfs (1937; "Snehvide og de syv dværge"). Denne film blev et formidabelt publikumshit, som kun meget få om overhovedet nogen "rigtig" spillefilm nogen sinde har kunnet opvise magen til i det 20. århundrede. Filmen kostede 1,7 mill. dollars at producere, men allerede ved sin første visning (release) indtjente den 8,5 mill. dollars.

Inden sin danske premiere var Snehvide-filmen blevet versio­neret til dansk hos Nordisk Film i Valby. Instruktør på den danske version var George Schneevoigt, og man havde engageret to af dansk operettes og operas fremtrædende sangere, operettesan­gerinde Annie Jessen, som indsang og indtalte Snehvides danske stemme, og kgl. operasanger Marius Jacobsen, der indsang og indtalte Prinsens danske stemme. Det var ingen ringere end Clara Pontoppidan, der lagde sin pragtfulde stemme til dronningen og heksen. For dværgenes vedkommende var de individuelt karakteristiske stemmer leveret af følgende navne (nævnt i alfabetisk orden): Alfred Arnbak (Lystig), Carl Fischer (Flovmand), Aage Foss (Prosit), Sigurd Langberg (Gnavpot), Valdemar Lund (Søvnig), Victor Montell (Brille). En enkelt kilde mener dog, at Svend Bille, Rasmus Christiansen og Albert Luther også lagde stemmer til dværgene i den originale danske version af ”Snehvide”-filmen, men det er indtil dato ikke lykkedes mig at verificere dette. Problemet er, at danske skuespillere af en ældre årgang ikke - eller i hvert fald kun sjældent - har medtaget stemme-roller i deres filmografi. (Note 5)

"Snehvide og de syv dværge" havde Danmarkspremiere i Kino Palæet i København den 29. september 1938. Som forfilm vistes kortfilmen The Old Mill (1937; "Den gamle mølle"), som var speciel ved, at man her for vist nok allerførste gang hos Disney havde anvendt en form for multiplan-optagelser i nogle af scenerne. Max og Dave Fleischer havde allerede på det tidspunkt brugt multiplan-teknikken i enkelte af deres korte tegnefilm. (Note 6)

Siden oktober 1923 havde Disney Bros. Studio, som tegnefilm­firmaet oprindeligt hed, haft til huse på Kingswell Avenue i Hollywood. Men med en voksende stab af mennesker blev man nødt til at udvide, og i juli 1925 købte Disney-selskabet derfor en byggegrund på Hyperion Avenue syd for det store naturreservat Griffith Park, hvor der i første omgang blev opført en helt ny og stor bygning. Ved flytningen hertil i februar 1926 skiftede firmaet navn til Walt Disney Stu­dios. Her lod Disney-brødre­ne i årene efter opføre flere bygninger og til­bygninger, efterhånden som pro­duktionen øgedes og staben af medarbej­dere derfor voksede. Men særlig under produktionen af "Snehvide", som strakte sig fra 1934 til 1937, var pladsfor­holdene blevet så trange på studiet, at man måtte se sig om efter mere plads. Da det ikke lod sig gøre at opføre flere bygninger eller til­bygninger på Hyperion-grunden, måtte man finde en anden og tilpas større grund, hvor det ville være muligt at etablere et nyt og tidssvarende studio.

Det er her værd at notere sig, at det var i studiet på Hyperion Avenue, at de i dag klassiske korte Disney-tegnefilm fra Mickey Mouse-serien og Silly Symphony-serien, blev skabt. Det var også her, at man producerede verdens første kommer­cielle lange tegnefilm, Snow White and the seven Dwarfs (1937), og her, man påbegyndte de tre næste langtegnefilm, Pinoc­chio (1940), Fantasia (1940) og Bambi (1942). (Note 7)

Men på grundlag af overskuddet fra indtægterne på "Snehvide og de syv dværge", lod Disney fra august 1938 til august 1939 opføre et nyt studio­kompleks på en stor grund, der var be­liggende på Buena Vista Street lige nord for Griffith Park i forstaden Burbank i det nordøstlige Hollywood. Her fort­sattes den uhyre omfattende produktion af korte og lange tegnefilm, men tabet af verdens­markedet på grund af krigen samt den omstændighed, at de næste tre langtegne­film, Pinocchio, Fantasia og Bambi ved første release ikke blev nogen publikums­succes på hjem­memarke­det, bragte sel­skabet på fallit­tens rand, idet man efterhånden havde en gæld til Bank of America på 4,5 mill. dollars. De tre film havde kostet hen­holdsvis 2,6 mill. dol­lars, 2,2 mill. dollars og 1,7 mill. dollars at producere.

Dertil kom den situation, at mange af Disneys medarbejdere i tidens løb havde oparbejdet en vis irritation, bitterhed og ligefrem vrede over hans patriarkalske personale- og lønpoli­tik. Man krævede højere lønninger, overarbejdsbetaling og større kunst­nerisk frihed, hvilket Disney indigneret af­viste, hvorfor filmmedarbejdernes fag­forening, Screen Cartoo­nists Guild, blev draget ind i billedet. Det førte til en cirka fem måneder lang strejke fra maj til september 1941, som endte med, at Disney yderst modvilligt så sig nødsaget til at lade sin broder, Roy Disney (1893-1971), som var firmaets admini­strative leder, og firmaets juridiske rådgiver, Gunther Lessing, indgå en overenskomst med den forhadte fagforening. Det skal dog tilføjes, at det kun var trehundrede af studiets i alt 900 ansatte, der direkte deltog i strejken.

Et af resultaterne af den bitre strejke hos Disney blev, at en række tegnere fik deres afsked eller selv valgte at gå. Blandt disse var Steven Bosustow (f. 1911), der i 1945 op­rettede United Productions of America (UPA), som med flere tidligere Disney-medarbejdere i de følgende år skulle blive en alvorlig kunst­nerisk og til dels også økonomisk konkurrent til Disneys ry som "tegnefilmens konge".

Men lige som Disney af bitter erfaring for længst havde lært, at han aldrig skulle give rettighederne til sine film fra sig, således indså han også, at det ville være bedst og sikrest for hans filmproduktion, at distributionen og dermed udlejningen mm. af disse, blev dirigeret af hans eget udlej­ningsselskab. Dette selskab fik navnet Buena Vista Company, opkaldt som det er efter den gade eller vej, Buena Vista Street, hvor Walt Disney Produc­tions' studier har været beliggende siden 1939. Selskabet fik senere et dattersel­skab kaldet Walt Disney Pictures, som vistnok speci­elt dis­tribuerer og udlejer sel­skabets tegne­film. (Note 8)

Imidlertid var der en anden og en overgang nok så betydelig amerikansk tegnefilmpio­ner, som gjorde, hvad han kunne for at gøre Disney rangen stridig som producent af korte så vel som af lange tegnefilm. Det var Max Fleischer, der sammen med sin broder, David Fleischer, etablerede sig i tegne­filmbranchen allerede i 1915. Siden 1916 havde brødrene Fleischer produceret en lang række korte tegnefilm, begyndende med Out of the Inkwell, som introducerede Klovnen Koko, der var rotoskoperet på grundlag af live action optagelser med Dave Fleischer. Klovnen Koko var omgivet af en række forskellige, groteske tegnefilmsfigurer, hvoraf især hunden Bimbo spillede en fremtrædende rolle i den lange serie Koko-tegnefilm, der fulgte i årene 1925-30. Man gik dog snart bort fra at rotoskopere Koko's bevægelser og tegnede og ani­merede disse frit, sådan som tilfældet jo også var med filmenes øvrige figurer.

Rotoskopet er en tegnepult med bagprojektion af live action filmoptagelser. Ved projektion af optagelserne i enkeltbilleder, kan man kalkere billederne på tegnepulten.

Tegning af Jakob Koch © 2005 Dansk Tegnefilms Historie.

Hunden Bimbo blev hurtigt en betydeligt konkurrent for Koko om biografpublikummets gunst, og i 1930 fik han en partnerske i skikkelse af en vampet hunhund, der dog mest af alt lignede en kvinde med hundeører. Efter at have medvirket i flere tegnefilm blev hunhundens ører i 1932 ændret til et par øreringe, lige som hun skiftede udseende og blev mere smækker og koket. Ved samme lejlighed fik hun navnet Betty. I 1932 fik Betty Boop, som hun nu kaldtes, sin egen tegne­film­serie, og den løb til 1939 og omfattede i alt 89 korte tegne­film, som blev umådeligt populære verden over hos måske især det mandlige biografpubli­kum, som jublede over Bettys berømte højtonede og sexede stemme, især når hun som en for­løber for den senere lige så berømte spillefilmvamp, Marilyn Monroe, udstødte sit "Boop-Oop-A-Doop".

Imidlertid fik Betty Boop skarp konkurrence, da brødrene Fleischer i august 1933 lod hende introducere den på det tidspunkt allerede velkendte tegneseriefigur Popeye the Sai­lor, på dansk "Skipper Skræk". Figuren var siden 1929 indgået i tegneren Elzie Segars tegneserie Thimble Theatre fra 1919, hvis hoved­person oprindelig var Olive Oyl, på dansk "Olivia", men som snart blev reduceret til at blive kæreste med den spinatædende super-sømand. Serien blev ved den lejlighed omdøbt til Thimble Theatre - Starring Popeye, senere ændret til slet og ret Popeye. Både som tegneserie og tegnefilmserie fik Skipper Skræk et langt og begivenhedsrigt liv, dels i aviser og ugeblade og dels på det hvide lærred og senere på alverdens TV-skærme. I brødrene Fleischers tid blev der i årene 1933-40 produceret ialt 35 Popeye kortfilm og tre såkaldte two-reel features, nemlig Popeye the Sailor meets Sindbad the Sailor (1936), Popeye meets Ali Baba and his forty Thieves (1937) og Alladdin an his wonderful Lamp (1939).

Et par år senere ville Brødrene Fleischer dog også gerne omsætte en anden kendt og mere seriøs tegneseriehelt til tegnefilm, nemlig Joe Shusters og Jerry Siegels Superman fra 1938, som kunne ses i biograferne fra slutningen af september 1941. Filmene, der i lighed med brødre­ne Flei­schers øvrige tegnefilm, blev instru­eret af Dave Flei­scher, kom til at spænde over en serie på ialt 19 film, som blev pro­duceret i årene 1941-44, altså under Anden Verdenskrig. Filmene var derfor naturligt nok vendt imod diktatorer og folk i Vest så vel som i Øst, der ville bekæmpe eller undergrave det amerikan­ske samfund og dets værdier.

Imidlertid forsøgte brødrene Fleischer også at tage konkur­rencen op med Disney på langtegnefilmens område, men her havde de ikke heldet eller biografpublikummet med sig. Det var Snehvide-filmens eventyrlige succes, der i 1938 fik Paramount til at foreslå Fleischer-brødrene at lave en lignende film. Til det formål investerede man i et nyt studio i det solrige Florida, mere præcist i Miami på N.W.Seventeenth Street, hvor man erhvervede en 32.000 m2 stor grund. Her opførtes i løbet af 1938 en firelænget bygning i stueplan, som lukkede sig omkring en stor, indre gårdsplads (patio). 200 medarbejdere fra New York fulgte med og bosatte sig i Miami, da man et halvt år senere tog det nye Fleischer Studios i besiddelse og her satte den langtegnefilm i produktion, som var blevet forberedt mens man endnu var i New York.

Også på Fleischer Studios i New York havde man i 1937 oplevet en langvarig og bitter medarbejderstrejke, som følge af at nogle interne forhandlinger om bedre lønninger og arbejds­vilkår var gået i hård­knude. Animatorerne havde individuelle kontrakter og fik ifølge de gældende aftaler med Fleischer fra 30 til 100 dollars om ugen i løn, medens andre ansatte, som arbejdede efter et akkordsystem, fik fra 15 til 27 dollars om ugen. Det fik en stor gruppe af utilfredse medarbejdere til at melde sig ind i Commercial Artists' and Designers' Union (CADU), og da 15 af disse med­arbejdere blev fyret, erklærede fagforeningen strejke mod Fleischer Studios. Strejken varede i seks måneder fra maj til oktober, hvor man blev enige om en overenskomst, der gav de strejkende mere i løn. De ikke-strejkende animatorer blev givet højere lønninger, for at forhindre dem i at melde sig ind i CADU, og der blev samtidig lagt pres på de medarbej­dere, der endnu ikke var medlemmer af fagforeningen.

Imidlertid undrede mange af Fleischers ansatte sig over, at Fleischer-brødrene, der havde beklaget sig over, at de ikke havde råd til at betale højere lønninger end tilfældet var, trods alt havde råd til at investere den nette sum af 300.000 dollars i det nye studio. Men hvordan det nu end forholdt sig med økonomien, så havde Max og Dave Fleischer valgt Jonathan Swifts Gulliver's Travels ("Gullivers Rejser") som emne for deres første langtegne­film, og her fik man i høj grad brug for Max' opfindelse fra 1915: rotoskopet. Først og fremmest til animationen af hovedpersonen Gulliver og dernæst også til de seriøse figurer Prince David og Princess Glory, der jo nødven­digvis skulle bevæge sig som rigtige mennesker. Ander­ledes med de komiske og groteske figurer King Little, King Bombo, de tre spioner Snoop, Sneek og Snitch, og vægteren Gabby samt brevduen Twinkletoes.

Det tog 18 måneder eller halvandet år at producere Gulliver's Travels, som havde urpremiere 18. december 1939, og den blev en stor publikumssuc­ces og en rimelig god anmeldersucces. Filmen fik under titlen "Gullivers rejse til Lilleputternes Land" Dan­markspremi­ere, mere præcist Københavnspremiere, i foråret 1940, kort efter den tyske besættelse, som fandt sted den 9. april samme år.

Den succes, der blev Gulliver-filmen til del, gav Fleischer-brødrene lyst til at forsøge sig med at producere endnu en lang tegnefilm. Dens hovedperson er en græshoppe, kaldet Mr. Hoppe­ty, og handlingen foregår blandt græshopper og lignende insek­ter, som bor lidt uden for New York, men senere flytter ind til storbyen. Så vel handling som titel hentede en vis inspira­tion fra Frank Capra-filmen Mr.Deeds goes to Town (1936; "En gent­leman kommer til byen") med Gary Cooper i hovedrollen. Flei­scher-brødrene kaldte deres film for Mr. Bug goes to Town (”Mr. Hoppe kommer til byen"), og den havde premiere i december 1941. Men til trods for, at filmen i så godt som enhver henseende var teknisk bedre, herunder særlig en kvalitativt set be­tydeligt bedre anima­tion, bedre og kvik­kere handlingsgang og helt moderne musik (af Leigh Harline), end i nogen af Flei­schers andre tegnefilm, Gulliver-filmen iberegnet, blev "Mr.Bug goes to Town" både et kritiker- og publi­kumsflop. Efter japanernes ødelæggende flyverangreb på flådebasen Pearl Harbour den 7. december s.å., og Amerikas deraf følgende krigserklæring mod Japan, havde amerikanerne fået andet og mere alvorlige ting at tænke på, end film og tegnefilm. Som følge deraf svigtede publikum de bi­ografer, der viste filmen, og det betød i sidste ende intet mindre end en økonomisk katastro­fe for Max Fleischer Studio, der simpelt­hen gik konkurs med en kæmpegæld og måtte lukke i slutningen af 1942. (Note 9)

Max og Dave Fleischers første langtegnefilm, "Gullivers rejse" havde som nævnt Danmarkspremiere i 1940, kort tid efter at tyskerne havde besat landet. I København blev den i første omgang vist i Metropol Teatret i København. og her blev filmen godt modtaget, især af publikum, som naturligvis hovedsagelig bestod af børn. Senere vistes den også rundt omkring i provinsen.

”Snehvide” og ”Gullivers rejse” var foreløbig de to eneste lang­tegnefilm, der var blevet vist i Danmark henholdsvis før og under tyskernes besættelse af landet fra den 9. april 1940 til den 4. maj 1945. Derimod var det fortsat muligt at se Disneys så vel som Fleischers korte tegnefilm i landets biografer, hvoraf de førstnævnte for Københavns vedkommende fortrinsvis vistes i forbindelse med det årlige "Metropols Juleshow" i Metropol Teatret og de sidstnævnte fortrinsvis kunne ses i DSB-Kino på Hoved­banegården. Men de tegnefilm, der blev vist under besættelsen, var stort set alle gengangere, idet der indtil videre var importforbud mod nyere amerikanske film og tegnefilm.

Det var i dette filmiske ’interregnum’ under Besættelsestiden, at dansk film som helhed fik en enestående chance, dog under vanskelige produktionsvilkår. Men fra og med 1941 til og med 1944 steg den samlede danske produktion af spillefilm med omkring 30%. Det var også i denne periode, at der blev oprettet et nyt dansk filmselskab, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, med det hovedformål at producere tegnefilm, i dette tilfælde først og fremmest langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.

Som tidligere sagt, var det hovedsagelig ameri­kanske tegnefilm, især Disneys korte og lange tegnefilm fra 1930’-60’erne, der var inspirationskilde for de allerfleste samtidige og senere europæiske og danske tegnefilm­folk og tegnefilmproduktioner. Derfor skal vi her afrunde og afslutte omtalen af amerikansk tegnefilmproduktion med en kortfattet resumé af amerikanske langtegnefilm efter krigen. Det vil sige fra og med 1945 og frem til omkring årtusindeskiftet.

Efter nogle turbulente år under og efter krigen, hvor Walt Disney Produc­tions efterhånden atter kom økonomisk på fode, fortsattes produktionen af både korte og lange tegnefilm. Men tiden var ved at løbe fra produktionen af de korte underhold­ningstegnefilm, og de lange tegnefilm var med tiden blevet så omkostningskrævende, at det var forbundet med stor økonomisk risiko at producere disse. Man forsøgte sig derfor med en blanding af realfilm og tegnefilm for at gøre produktionstiden kortere og dermed reducere produktionsomkostningerne.

Det begyndte allerede under krigen med Saludos Amigos (1943; ”Vær hilset, venner”), og fortsattes med The Three Caballeros (1944). Så fulgte Make Mine Music (1946: ”Spil for mig”), Song of The South (1946), Fun and Fancy Free (1947; “Bongo og Mickey og bønnestagen), Melody Time (1948; ”Melody Time”) og So Dear To My Heart (1948).

Disse film bragte imidlertid Disneys internationale anerkendelse ned på lavt blus, idet såvel pressen som publikum frygtede for, at det nu var slut med de egentlige lange tegnefilm, der havde givet Disney et velfortjent ry som ubestridt tegnefilmkonge. Men om det nu var denne omstændighed, der fik Walt Disney og hans stab af medarbejdere til atter at genoprette kursen, vides ikke, men i al fald blev firmaets næste produktion helt igennem en tegnefilm efter klassisk Disney-mønster, Ichabod and Mr. Toad (1949), også selvom filmen bestod af to halvtimes tegnefilm, nemlig The Wind in the Willows (”Vinden i piletræerne) og The Legend of Sleepy Hollow (”Legenden om Søvnigdalen”).

Men fra da af vendte Disney tilbage til de såkaldte feature-tegnefilm, der lige siden ”Snehvide” havde gjort ham og hans firma verdenskendt og afholdt af både børn og voksne, som ikke led af kultursnobberi.

Den ny æra indledtes med Cinderella (1950; ”Askepot”), som opnåede en formidabel succes i alverdens lande. Publikum elskede simpelthen Askepot og musene, som anført af Tim og Bom sørgede for, at deres veninde kunne blive behørigt klædt på til at kunne deltage i prinsens bal på slottet.

Som den forudseende og vovelystne mand, Walt Disney alle dage havde været, indså han –og måske især hans broder Roy – imidlertid nødvendigheden af at skabe firmaet en eller flere supplerende indtægtskilder. 1948 be­gyndte han derfor også at producere live-action film, dvs. dokumentarfilm, i og med serien "True Life Adventure", lige som hans selskab i 1950 producerede sin første spillefilm, "Trea­sure Island" ("Skatteøen"), efter den berømte og klassiske roman af Robert Louis Stevenson.

Sidstnævnte år debuterede Disney desuden med et show i TV, og 1954 tegnede han kontrakt om en ugentlig "Disneyland"-udsendelse i TV, hvilket gav ham mulighed for at reklamere for sine egne kommende lange tegnefilm. Året efter, mere præcist i juli 1955, åbnede den siden så berømte forlystelsespark Disneyland i Anaheim i det sydøstlige Californien. Både i TV-udsendelserne og i forlystelsesparken fik publikum lejlighed til at stifte bekendtskab med den "skatkiste", som Walt Disney Productions rådede over i og med den perlerække af deres ældste og ældre korte tegnefilm, der bl.a. omfatter "Alice in Cartoonland"-serien, "Silly Symphony"-serien og ikke mindst Mickey Mouse-serien, Anders And-serien og de øvrige tegnede kortfilmserier.

Flere af Disneys lange tegnefilm fra 1940'-60'erne blev pæne publikumssucceser, som f.eks. Dumbo (1948), Cinderella (1950; "Aske­pot"), Peter Pan (1953; "Peter Pan"), Lady and the Tramp (1955; "Lady og vagabonden") og The Jungle Book (1967; "Jungle­bogen"). Men enkelte film var dog kasse­mæssige flop­pere. Det gjaldt Alice In Wonderland (1951; "Alice i eventyr­land) og ikke mindst The Sleeping Beauty (1959; "Tor­nero­se"), der havde været seks år undervejs. I det hele taget gik det i en årrække økonomisk set ikke så godt for de lange Disney-tegnefilm, som kritikken i reglen udtalte sig meget lidt rosende om, men hvad værre var, publikum svigtede i stigende grad også, hvilket naturligvis kunne måles på billetindtægterne. Det begyndte med One hundred and One Dalmatians (1961; "Hund og hund imellem") og produktionen af langtegnefilm fortsatte med The Sword in the Stone (1963; "Da kongen var knægt"). Ingen af disse to film blev nogen umiddelbar kasse­suc­ces, hvilket måske i nogen grad kan skyldes, at man var gået over til en ny og lidt skitseagtig tegnestil, som det store publikum ikke fandt nær så indtagende og charmerende som stilen i de gamle film, og som man derfor først skulle vænne sig til.

Bedre gik det dog med den følgende lange tegnefilm, selskabet pro­ducerede, nemlig The Jungle Book (1967; "Junglebogen"), og ligeledes med The Aristocats (1970; "Aristokattene"), for derefter at toppe med Robin Hood (1973). Den sidstnævnte film blev nærmest et tilløbsstykke, i hvert fald i København.

Disney døde den 15. december 1966, midt under produktionen af "The Jungle Book", som fik premiere i oktober 1967. Han havde da mistet interessen for tegnefilm og erklærede ligeud, at han var blevet "too old for animation". Sin sidste tid koncentrere­de han sine evner og kræfter omkring skabelsen af sit andet store forly­stelsespark-projekt, Disney World, i Florida. Han døde imid­lertid, mens det endnu var på planlægningsstadiet, hvorefter broderen Roy og andre medarbejdere måtte fuldføre projektet.

I årene efter Disneys død gik det gradvist ned ad bakke med de lange Disney-tegnefilm. Det var som om selskabets manu­skriptforfattere, instruktører og animatorer havde mistet noget af gnisten fra tidligere. De fleste var efterhånden kommet godt op i alderen, og selv om nye og yngre folk var kommet til, som de gamle havde oplært, virkede filmene mere eller mindre tamme og uinspirere­de. I årenes løb havde selskabets kreative folk stort set forsøgt sig i alle genrer inden for tegnefilmmediet, og ideerne og animationen var efterhånden blevet rutine og genbrugt utallige gange, og man følte sig derfor lidt rådvilde over for, hvad fremtiden skulle og burde være for de lange tegnefilm. (Note 10)

I denne kritiske situation kom Walt Disney Productions desuden igen ud for en alvorlig åreladning, hvad angår kreativ kraft, idet der i slutningen af 1970'erne, da man var i gang med produktionen af langtegne­filmen The Rescuers (1977; "Ber­nard og Bianca"), skete det, at en gruppe på 19 perso­ner brød ud fra selskabet og dannede deres eget tegnefilm­stu­dio (efteråret 1979). Gruppen var anført af tre andengenerations- Disney-anima­torer ved navn Don Bluth, Gary Goldman og John Pomeroy, hvoraf de to først­nævnte også fungere­de både som producere, directing animators og instruktører. Formentlig i nogen grad inspireret af "The Rescuers", producerede trium­viratet deres første langtegnefilm The Secret of Nimh (1982; "Nimh - Fru Brisbys hemmelige verden"), som teknisk set er en fremragende film i bedste Disney-tradition, specielt hvad design og anima­tion angår, men som fortællemæssigt ikke kan måle sig med Disneys langtegnefilm. (Note 11)

Lidt bedre gik det med nævnte triumvirats næste langtegne­film, An American Tail (1986; "Rejsen til Amerika"), som da også blev produceret af ingen ringere end Steven Spielberg. Denne stod også bag produktionen af de tre venners langtegne­film The Land before Time (1988; "Landet for længe siden"). Begge disse film blev succeser i biograferne og senere som video. Derefter gik det slag i slag med flere langtegnefilm, som dog ikke blev store succeser, hverken kunstnerisk eller økonomisk. Rock-A-Doodle (1990; "Rock, rul & hanegal". En film om hanen Chanticleer, uden hvis galen hver morgen solen ikke menes at ville kunne stå op, havde Disney allerede i 1940'erne planer om at lave), A Troll in Central Park (1994; "Trolden i parken") og All Dogs goes to Heaven (1989, "Alle hunde kommer i himlen"). Så vidt vides fik ikke alle disse film biograf­premi­ere, men dis­tribueredes kun på video. Det gælder f.eks. Thumbe­lina (1994; "Tommelise", som er en særdeles fri genfor­tælling af H.C.Andersens eventyr af samme navn).

En overgang havde Sullivan Bluth Studios Ireland, senere omdøbt til Don Bluth Ireland Limited Produc­tion eller blot Don Bluth Limited, etab­leret sig i det skattebegunsti­gende Irland, men under pro­duktionen af The Pebble and the Penguin" (1995; "Pingvinen og strandstenen"), gik det så galt, at Don Bluth åbenbart ikke ønskede at få sit navn med på filmen. Desuden gik selskabet konkurs og de tre herrer vendte derefter tilbage til Amerika, hvor det lykkedes Don Bluth og Gary Goldman at få filmsel­skabet Twentieth Century Fox til at producere deres næste langtegne­film Anastasia (1998), som blev en stor succes både hos kritikken og hos publikum. Denne både teknisk og kunstneriske kvali­tetsfilm er baseret på myten om zardatteren Anastasia, der blev påstået at have overlevet henrettelsen af zarfamilien i Jeka­terinburg i 1918. Filmen er rørende, drama­tisk, morsom og underholdende, men skæmmes af de indlagte musical-sekvenser, sådan som til­fældet i øvrigt er med de fleste af 1990'ernes lange tegnefilm. En anden afgørende svaghed ved "Anastasia" og mange andre af tidens lange tegne­film, hvis hovedpersoner er mere eller mindre seriøse menneske­lige figurer, er den ud­strakte og tydelige anvendelse af såkaldt rotoskopi.

Rotoskopi-teknikken, som oprindelig blev udviklet og paten­teret af tegnefilmpioneren Max Fleischer, består i, at man optager scenerne med de menneskelige perso­ner i live action (realfilm), hvorefter man ved et særligt teknisk arran­gement simpelt­hen aftegner figurernes bevægelser billede for billede. Her­under forenkler og tillemper man naturligvis animationsteg­ningerne efter filmens mere eller mindre natura­listiske fi­gurer. Denne teknik anvendes også i en vis udstræk­ning af Walt Disney Produc­tions og af andre amerikanske tegnefilmstudioer.

Problemet med de langtegnefilm, som Don Bluth i tidens løb har produceret og iscenesat, er i reglen at de gennemgående lægger sig tæt op ad Disney-forlæg og derfor virker uoriginale og epigon­agtige. Dermed være ikke sagt, at filmene ikke ligger på et højt niveau både teknisk og underholdnings­mæssigt, tværtimod er der ingen tvivl om, at Don Bluth og hans med­arbejdere stiller store kvalitative krav til deres film. Men den gode vilje er altså ikke nok til, at man vil kunne betegne filmene som originale. (Note 12)

Det skal her foreløbig indskydes, at en del danske animatorer m.fl., som havde fået deres uddannelse under Swan Productions produktion af langtegnefilmen Valhalla (1985), senere fik ansættelse hos Don Bluth i Irland. Her fik de pågældende lejlighed til at udvikle deres talent i en sådan grad, at flere af dem endnu senere fik ansættelse som animatorer i Steven Spielbergs tegnefilmselskab DreamWorks Pictures.

Efter Don Bluths irlandske konkurs fik flere af hans med­arbejdere arbejde hos Walt Disney Productions og andre forment­lig hos andre af det stigende antal ældre og nyere amerikanske filmselskaber, der enten har fortsat eller genoptaget produktionen af lange tegnefilm. Blandt dem, der vendte tilbage til Disney var John Pomeroy, som blev directing anima­tor på langtegnefil­men Poca­hontas (1994), specielt på figuren John Smith, til hvilken skuespilleren Mel Gibson har lagt stemme. Det var også John Pomeroy, der var ansvarlig animator på figuren Clayton i langtegnefilmen Tarzan (1999).

I 1977 påbegyndte to af de ældste og garvede veteraner blandt Disneys topanimatorer at udarbejde det storværk af en bog, som siden sin publikation i 1981 skulle gå hen og blive noget i retning af en "bibel" for de nye generationer af tegnefilmfolk verden over. De to veteran-animatorer hedder Frank Thomas (f. 1912) og Oliver (Ollie) Johnston (f. 1912), og bogen har titlen Disney Animation. The Illusion of Life. Året efter fulgte de to herrer succesen op med bogen Treasures of Disney Animation Art, som overvejende er fyldt med en lang række tegninger fra adskillige korte og lange Disney-tegnefilm. 1987 fulgte endnu en bog af de to veteraner, nemlig Too Funny for Words. Disney's Greatest Sight Gags, som fortæller om nogle af de bedste og morsomste visuelle gags, der forekommer i mange af Disneys korte så vel som lange tegnefilm. (Note 13)

De to fremragende anima­torer, der begge var begyndt at arbejde for Disney i 1935, sluttede deres lange karriere af med at være directing anima­tors på The Fox and the Hound (1980; "Mads og Mikkel"). I juni 1985 afholdt de i fællesskab et seminar på Det danske Filminstitut i København, hvor de på en morsom, oplagt og interessant måde fortalte om deres arbejde og karri­ere hos Disney. Foredraget var ledsaget af en række filmek­sempler på, hvad de to mænd havde tegnet og animeret i årenes løb. Vi skal senere og i anden sammenhæng høre mere om, hvad Frank Thomas og Ollie Johnston videre foretog sig i København, hvor de havde fået kontakt med det forholdsvis nystartede tegnefilmselskab Swan Production A/S.

For tegnefilmafdelingen hos Walt Disney Productions, som i første halvdel af 1980'erne blev ledet af Disneys ene sviger­søn, Ron Miller, gift med Diana Miller, f. Disney, blev året 1985 temmelig kata­strofalt, både økonomisk og kunstnerisk. Det skete med filmen The Black Cauldron (1985; "Taran og den sorte gryde"), der havde været fire år i produktion og som ved sin forevisning for den ameri­kanske filmcensur blev forbudt for børn. Som følge heraf valgte selskabet at tilbageholde filmen indtil videre, og den nåede slet ikke at få biografpremiere, men derimod videopremiere, men først i slutningen af 1990´erne.

Arbejdet på "The Black Cauldron", som hovedsagelig blev forestået af en yngre generation af kreative Disney-folk på alle niveauer, havde været så omfattende og langvarigt, at det oprindelige omkostningsbudget var blevet overskredet betyde­ligt. Det medførte bl.a., at den øverste ledelse af Walt Disney Produc­tions i det for selskabet meget turbulente år 1984 kom i hænderne på Disneys nevø, Roy Disney, Jr., og at Ron Miller og hans administrative stab blev fyret. Den nye ledelse bestemte og planlagde at udvide produktionen med det erklærede formål, at der skulle være premiere på en lang Disney-tegnefilm i hvert fald hvert andet år. Men eftersom det tager omkring 3-4 år at pro­ducere en lang tegnefilm, måtte man altså øge kapaciteten og antallet af de medarbejdere, der skabte selskabets lange tegnefilm. Samtidigt hermed forlod man ”helligdommen” i Burbank og lejede sig i stedet ind i lokaler hos bl.a. Universal Studios, lige som man lejede sig ind hos det tidligere Max Flei­scher Studios, senere Paramounts gamle tegne­film­studio, Famous Studios, i Miami, Florida, som endnu senere blev overtaget af filmselskabet MGM. En intensiveret produktion blev også muliggjort ved, at man etablerede pro­duk­tionsaf­delinger for tegne­film i en række forskellige lande, bl.a. i Australien, Japan og Frankrig.

Efter denne omro­kering af Walt Disney Productions tegne­film­afdeling, Walt Disney Pictures, gik det snart slag i slag med den ene biograf- og videosucces efter den anden. Efter "The Black Cauldron" fulgte følgende langtegnefilm Basil of Baker Street (1986; "Mesterdetektiven Basil Mus") og Oliver & Co. (1987), der dog kun blev moderate succeser. Men så i 1989 kom den første i den række af Disney-langtegnefilm, som blev kæmpehits hos alverdens biografpublikum, og som også blev anerkendt af kritikken. Det begyndte med The Little Mermaid (1989; "Den lille Havfrue", mildt sagt meget frit efter H.C.An­dersens eventyr af samme navn). Så fulgte The Rescuers Down Under (1990; "Bernard og Bianca i Australien"), Beauty and the Beast (1991; "Skønheden og udyret"), Aladdin (1992), The Lion King (1993; "Løvernes konge"), Pocahontas (1994), The Hunchback of Notre Dame (1996; "Klokkeren fra Notre Dame"), Hercules (1996), Mulan (1998), Tarzan (1999), og endelig The Emperor’s New Groove (2000; ”Kejserens nye flip”).

Som en mere eller mindre direkte følge af det boom af lange tegnefilm, der af flere grunde blev uhyre populære i løbet af 1980'-90'erne, begyndte en række andre amerikanske filmselskaber også at pro­ducere langtegnefilm. Som eksempler på sådanne film kan nævnes Hemdale Pictures’ Little Nemo - Adventures in Slumberland (1992; "Lille Nemo") efter Winsor McCays berømte tegneserie af samme navn. Ferngully – The last Rainforest (1993; “Ferngully – den sidste regnskov”), Turner Pictures Inc.' The Pagemaster (1994; "Bøgernes herre", der dog begynder og ender som live action-film), Nest Entertainment’s Swan Princess (1994; “Svaneprinsessen”), Amblin Entertainment (et Steven Spiel­berg selskab) og Universal Pictures' Balto (1995), Warner Bros.' The magic Sword: Quest for Came­lot" (1998; "Det magiske sværd. Jagten på Came­lot"). DreamWorks Pictures’ Prince of Egypt (1999; "Prinsen af Ægypten", dvs. Bibelens Moses), senere efterfulgt af endnu en featuretegnefilm med bibelsk motiv: ”Josef. The King of Dreams” (2001; “Josef. Drømmenes konge”), DreamWorks Pictures’ The Road to El Dorado (2000; “Vejen til El Dorado”), Spirit: Stallion of the Cimarron (2002; ”Spirit – Hingsten fra Cimarron”) og Sindbad: Legend of the seven Seas (2003; “Sindbad: Legenden fra de syv have”).

De nævnte tegnefilm er hver især ganske udmærkede, både teknisk, kunstnerisk og underholdningsmæssigt, men måske lige bortset fra ”Spirit” formår de hverken teknisk eller kunstnerisk set at leve op til Disneys eller Don Bluths lange tegnefilm. Dog må det siges, at historierne i "Little Nemo", "The Pagemaster", "Balto", "Prince of Egypt", ”King of Dreams”, ”El Dorado” og ”Spirit” er betydeligt mere originale, interessante og vedkommende, end tilfældet er med flere af Disneys og Bluths lange tegnefilm.

Disney-koncernens forsøg på at genoplive de gode gamle og verdensberømte ikoner: Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule på film, har så vidt vides kun haft moderat succes. Det begyndte med featuretten Mickey’s Christmas Carol (1983; ”Mickeys julegave”) fortsattes bl.a. med Mickey Columbus (1985; ”Mickey Columbus”), The Prince and the Pauper (1990; “Prinsen og tiggerdrengen”), The Three Musketeers” (2004; “De tre musketerer”).

Imidlertid skete der i midten af 1990’erne en virkelig revolution indenfor tegnefilmteknikken, ja, man kan roligt sige indenfor filmteknikken generelt. Det hang sammen med udviklingen af computerteknikken, som med et slag stillede nye udfordringer til alverdens filmskabere, såvel af spillefilm som af tegnefilm. Den vel nok største pionerer indenfor den computergenererede tegnefilmgenre, er amerikaneren John Lasseter,

John Lasseter er uddannet animator hos Disney, men begyndte tidligt i sin karriere at eksperimentere med computergrafik og computeranimation. Efter at have produceret flere korte underholdningsfilm i den ny teknik, dannede han selskabet Pixar, som i øvrigt indtil videre har arbejdet tæt sammen med Walt Disney Pictures. Gennembruddet for den computerskabte underholdningsfilm skete i og med John Lasseters Toy Story (1995), som blev indledningen til en ny æra af computergenerede ’tegnefilm’ i spillefilmslængde.

Den ambitiøse, initiativrige og kreative Steven Spielberg havde også indset de store og nye muligheder, der ligger i den computergenererede spillefilm. Han og hans selskab, Amblin Entertainment, havde benyttet sig af computerteknikken allerede i spillefilmen Jurrasic Park (1992), og i og med sit andet produktionsselskab, DreamWorks Pictures, ville han naturligvis også gerne være med på den ny bølge. Det skete især med den meget vellykkede computerskabte spillefilm Shrek (2001). Filmen blev nærmest et tilløbsstykke i alverdens biografer og gav stødet til, at der blev lavet adskilligt flere film i samme teknik og genre.

Den åbenbare succes, der er blevet de computergenererede spillefilm til del, også og nok så vigtigt, hvad angår antal solgte billetter, har efterfølgende fået tegnefilmproducenten par excellence, Walt Disney Pictures, til at afstå fra at producere flere deciderede og lange tegnefilm, i hvert fald indtil videre. I stedet satser man på at fortsætte produktionen af computergenererede underholdningsfilm i spillefilmslængde.

Kilderne til beskrivelsen af Walt Disney og hans karriere og medarbejdere mm. har hovedsagelig været følgende litteratur, nævnt i kronologisk rækkefølge:

Robert D. Feild: The Art of Walt Disney. The Macmillan Company. New York 1942.

Lo Duca: Le Dessin Animé. Histoire, Esthétique, Technique. Introduction de Walt Disney. Prisma Paris 1948.

Bob Thomas: The art of Animation. The story of the Disney Studio contribution to a new art. Walt Disney Productions. Published by Golden Press, Inc., New York 1958.

Roger Manvell & John Halas: The Technique of Film Animation. Focal Press, London and New York 1959.

Richard Schickel: The Disney Version. The Life, Times, Art and Commerce of Walt Disney. Simon and Schuster. New York 1968.

Frederik G. Jungersen: Disney. Det danske Filmmuseum, København 1968.

Christopher Finch: The Art of Walt Disney. From Mickey Mouse to the Magic Kingdom. Walt Disney Productions, Burbank, California 1973.

Leonard Maltin: The Disney Films. The wonderful worlds created by Walt Disney. Crown Publishers, Inc., New York 1973.

Piero Zanotti: Walt Disney’s magic moments. Arnoldo Mondadori Editore, Milano 1973.

Bob Thomas: Walt Disney. An American Original. Simon and Schuster. New York 1976.

Bob Thomas: The Walt Disney Biography. New English Library/ Times Mirror. London 1977.

Frank Thomas & Ollie Johnston: Disney Animation. The Illusion of Life. Abbeville Press, Publishers. New York 1981.

Darline Geis: Walt Disney’s Treasury of Stories from Silly Symphonies. Assistant Editor: Anne Yarowsky. Harry N. Abrams, Inc., Publishers, New York 1981.

Frank Thomas & Ollie Johnston: Treasures of Disney Animation Art. Preface by Robert E. Abrams. Introduction by John Canemaker. Abbeville Press, Publishers, New York 1982.

Adrian Bailey: Walt Disney’s World of Fantasy. Compiled and designed by Julie & Steve Ridgsway. Everest House Publishers. New York 1982.

John Culhane: Walt Disney’s Fantasia. Abrams Inc., New York 1983 (Genudgivet 1987).

Jakob Stegelmann: Tegnefilmens historie. Forlaget Stavnsager ApS 1984.

Leonard Mosley: The Real Walt Disney. The amazing true story behind the king of animation. Futura Publications, London 1985.

Frank Thomas & Ollie Johnston: Too Funny for Words. Disney’s Greatest Sight Gags. Abbeville Press. Publishers. New York 1987.

Jakob Stegelmann: Walt Disney. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, København 1989.

Shamus Culhane: Animation. From Script to Screen. Columbus Books Limited, London 1989.

Frank Thomas & Ollie Johnston: Walt Disney’s Bambi. The story and the film. Stewart, Tabori & Chang, New York 1990.

Med denne summariske gennemgang af især amerikansk tegnefilmproduktion i både ældre og nyere tid, skal vi herefter gå over til at se på Tegnefilmens forhistorie.

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Næste afsnit:

"Tegnefilmens forhistorie"