Forord

DANSK TEGNEFILMS HISTORIE 1919-2000

 

Velkommen til

DANSK TEGNEFILMS HISTORIE

Dette projekt om dansk tegnefilmhistorie blev påbegyndt i 1984, og var oprindelig tænkt som en bogudgivelse. Emnets karakter og omfang har imidlertid gjort en sådan udgivelsesform tvivlsom. Derfor besluttede vi i november 2005 i stedet at sætte den på nettet med denne hjemmeside.

 

Fordelene ved at publicere på hjemmeside er mange. Vi har selv styring på form og indhold, og vi kan til enhver tid ændre og tilføje i stoffet.

 

Vi har nu fået lagt alt indsamlet materiale på hjemmesiden, og det er tvivlsomt om der vil bliver tilføjet nyt.

 

Til gengæld er det hensigten at alt indsamlet materiale til sin tid vil blive overdraget til Filmmuseet eller en lignende institution, hvor det forhåbentlig vil blive bevaret for eftertiden.

 

Harry Rasmussen. Initiativtager og forfatter til projektet.

Jakob Koch. Webmaster. Mail: jkbkoch(snabel-a)gmail.com

 

***************

 

Vigtigt!

Vedr. copyright

 

Det skal for en ordens skyld præciseres, at man i henhold til loven om ophavsret ikke må benytte billedmaterialet fra denne hjemmeside uden forud indhentet tilladelse hos de respektive personer og firmaer, som har ophavsretten til disse. Det samme gælder længere uddrag af teksten, som man heller ikke må gengive, medmindre der foreligger en udtrykkelig skriftlig aftale herom med Harry Rasmussen og Jakob Koch.

 

Den 6. april 2010.

Med venlig hilsen

Harry Rasmussen og Jakob Koch.

 

***************

 

FORORD

 

 

"Det er ganske vist!"

 

Den hermed foreliggende historie om dansk tegne­film fra og med filmens og tegnefilmens forhistorie, over Storm.P. og langtegnefilmen Fyrtøjet (1946), til og med kortfilmen ”Det er ganske vist!” (2006), vil i nogen grad blive en fortælling om mit personlige tilknytningsforhold til den danske tegnefilmbranche i årene 1943-1991, og hvad derefter fulgte."

 

Men fortællingen rummer naturligvis også en objektiv fremstilling af forudsætningerne for og omstændighederne omkring dansk tegnefilmproduktion i den nævnte periode, som er resultatet af mange års rese­arch og ind­samling af oplysninger om personer og fakta vedrørende de pågældendes større eller mindre betydning i for­bindelse med emnet. Herunder er der blevet konfereret med levende så vel som med trykte første eller anden­hånds kilder.

 

Tre kilder skal særlig fremhæves her, nemlig Vidunderlige danske animationsfilm, som findes på Internet-adressen www.plaschke.dk skrevet og udformet af journalist Niels Plaschke (f.1957). Han er uddannet på Journa­listhøjskolen, hvor han i 1981 fik til eksamensopgave at skrive om daværende Gutenberghus' udgivelses­politik omkring bladet Anders And & Co. Som færdiguddannet journalist blev han i 1982 kontaktet af redaktøren for fanzinet Carl Barks & Co., Freddy Milton, som gav ham til opgave at bearbejde et båndin­terview, Milton havde lavet med en af de ældre danske tegne­filmfolk, Børge Ring. Det blev indledningen til et mangeårigt con amore-arbejde med indsamling af data og materia­le og opbyggen af en database om emnet. Niels Plaschke forsøgte sig i 1995 med at få pro­duceret et TV-program om emnet, men det mislykkedes.

 

Den anden kilde, som dog i højere grad handler om amerikansk tegnefilm og kun i mindre omfang om dansk tegnefilm, er Tegnefilmens historie, skrevet af forfatteren og redaktøren Jakob Stegelmann (f. 1957) og udgivet på Forlaget Stavnsager 1984. Bogen er en relativt grundig gennemgang af amerikansk tegnefilmproduktion, men rummer imidlertid flere faktuelle fejl om dansk tegnefilm. Det var især den omstændighed, der satte mig i gang med mit eget projekt.

 

Tredje kilde udgøres af tegneren og forfatteren Lars Jakobsen (f. 1964), som i en del år har researched specielt omkring to af dansk tegnefilms pionerer og store skikkelser: Jørgen Müller (Myller) og Henning Dahl Mikkelsen (Mik). Sidstnævnte vil være bedst kendt for sin verdensberømte tegneserie ”Ferd’nand”. Den viden, Lars Jakobsen har erhvervet sig gennem sit omfattende og grundige researcharbejde og desuden gennem sit personlige venskab med Dahl Mikkelsens søn, Eric Dahl Mikkelsen, Californien, har han i 2001 udgivet i og med bogen ”mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen”. Forlaget Wisby & Wilkens. Bogen yder et væsentligt bidrag til afdækning af en vigtig periode i dansk tegnefilms historie. Om Lars Jakobsen kan desuden oplyses, at han i samarbejde med Jakob Stegelmann i 1997 har produceret et tv-program til DR TV i anledning af 60-året for tegneseriefiguren ”Ferd’nand”s tilblivelse.

Lars Jakobsens hjemmeside omhandler også tegnefilmhistorie.

 

Under mit eget researcharbejde har det vist sig, at flere af de personer, der har haft en relativt fremtrædende plads i dansk tegnefilms historie, og som det var vigtigt at få supple­rende oplysninger fra og om, desværre er afgået ved døden. Det gælder først og fremmest Robert Storm Petersen, som døde i 1949, og fotografen Karl Wieghorst, der ligeledes døde for mange år siden. Men det gælder eksempelvis også Jørgen Müller, som døde i 1995, 85 år gammel, og Henning Dahl Mikkelsen, der døde i 1982, 67 år gammel. Det samme er til­fældet med Anker Roep­storff, som døde i 1992, 82 år gammel. Desuden med Børge Ham­berg, som døde i 1970, 50 år gammel, Allan Johnsen, der døde i 1983, 75 år gammel, Ib Steinaa, der døde som 60-årig i 1987, og Peter Toubro, som døde i 1993 i en alder af 78 år.

 

Robert Storm Petersen findes der heldigvis en del tilgængeli­ge og brugbare oplysninger om, ikke mindst takket være Storm P.-Museet ved direktør Jens Bing, som derfor her skal takkes for yderst velvillig tilladelse til frit at benytte tegninger af Storm P., som har med hans tegnefilmproduktion at gøre. Denne tilladelse betragter vi som et vigtigt bidrag, der kun kan gøre beretningen om Storm P.'s enestående pionerindsats i dansk tegnefilms historie endnu mere interessant og spændende, end tilfældet ville have været uden hans humoristiske og lettere satiriske tegninger inden for dette område.

 

Derimod må vi beklage, at det foreløbig desværre ikke er lykkedes at fremskaffe nærmere viden om Storm P.'s fotograf i årene 1919-27, Karl Wieg­horst, bortset fra de oplysninger om ham, der findes på Niels Plaschkes hjemmeside og i Lars Jakobsens bog om Henning Dahl Mikkelsen.

 

Vedrørende Jørgen Müller er der grund til at takke for de oplys­ninger, som fru Edel Müller så venligt har bidraget med. Ligeledes en stor tak til fru Inge Roepstorff for de mange oplysninger om hendes mand og hans tid med tegnefilm, og for det materiale, der så velvilligt er stillet til rådig­hed. Fru Roepstorff har desuden bidraget med en hel del op­lysninger om både Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen, uden hvilke denne tegne­filmhistorie ville have været endnu mere mangelfuld, end tilfældet nu forhåbentlig er. Og endelig en stor tak til fru Bodil Hamberg for hendes levende inter­esse for sagen og be­redvil­ligheden med op­lysninger ved­rørende Børge Hambergs liv og karriere, samt for det materi­ale, der er stillet til rådig­hed.

 

Endelig er det takket være yderst velvillig interesse fra Allan Johnsens enke, fru Gerda (”Tesse”) Johnsen, lykkedes at få de nærmere oplysninger om hans liv og karriere, som er vigtige for forståelsen af den del af dansk tegnefilms historie, der især omhandler langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og projektet ”Klods-Hans”. Disse oplysninger skal der her lyde en stor tak for.

 

En tak skal også rettes til Peter Toubros søn, Michael Toubro, for ligeledes velvillig interesse for dette projekt og for de vigtige oplysninger om sin fader, uden hvilke især beretningen om langtegnefilmen ”Fyrtøjet” ville have været mangelfuld.

 

Det samme ville have været tilfældet uden de oplysninger og fotos, som er stillet til rådighed for denne version af ”Fyrtøjet”s historie af tegner og maler Bodil Dargis, f. Rønnow. Daværende Bodil Rønnow var en skattet medarbejder på langtegnefilmen i flere år.

 

Der er desuden god grund til at takke de mange, som i større eller mindre grad har bidraget med oplysninger om sig selv og deres liv og karriere inden for eller i tilknytning til dansk tegnefilm. Takken gælder især Børge Ring, f. 1921, og Bjørn Frank Jensen (1920-2001) samt dennes datter Inga F. Jensen, hvis hjælp med oplysninger på faderens vegne har været uvurderlig. Takken skal også rettes til Kaj Pindal, f.1927, for hans store hjælpsomhed med oplysninger og materiale vedrørende ham selv og hans lange karriere inden for dansk og især udenlandsk, specielt canadisk tegnefilm. Fhv. reklamechef hos Ferrosan, Helge Hau (1922-2006) takkes for sin beredvillige hjælp med oplysninger og materiale om sig selv og sin mangeårige karriere som tegner, der begyndte med ”Fyrtøjet”. Tegneren og animatoren Walther Lehmann (1933-2006) takkes ligeledes for stor og velvillig hjælp med oplysninger og materiale om sig selv og sin omtrent livslange karriere inden for den danske tegnefilmbranche.

 

En særlig tak til filmselskabet PALLADIUM A/S v/Ulla Hansen for velvillig tilladelse til at benytte billeder fra langtegnefilmen "Fyrtøjet" i forbindelse med denne hjemmesides omtale af filmens produktion i årene 1942-46.

 

Apropos billeder, så burde en tegnefilmhistorie uden et dækkende antal billeder, omend kun stillestående billeder, vel nærmest være utænkelig. Men ikke desto mindre har det vist sig undervejs, at ikke alle ophavsretindehavere har villet eller kunnet give tilladelse til vederlagsfrit at gengive billeder fra deres tegnefilm. Derfor må vi skuffe hjemmesidens læsere med, at der ikke kan bringes stills fra Poul Ilsøes ”Svinedrengen og prinsessen på ærten” (1962), og heller ikke fra den stærkt medieomtalte ”Valhalla” (1986), som Sandrew Metronome Danmark A/S ejer rettighederne til. Der kan desværre heller ikke bringes billeder fra to af Jannik Hastrups lange tegnefilm: ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven ” (1991) og ”Aberne og det hemmelige våben” (1994), som Nordisk Film i begge tilfælde ejer ophavsretten til.

 

En helt speciel tak skal der imidlertid rettes til min ven og kollega, tegneren, animatoren og trickfilmfotografen Jakob Koch, hvis store interesse og entusiasme for emnet har været til stor inspiration og opmuntring under denne afhandlings tilblivelse. Det er desuden Jakob Koch, der står for computerteknikken i forbindelse med denne hjemmeside, hvis Web-master han samtidig er.

 

Takken gælder sidst, men bestemt ikke mindst, min kone, tegner og pædagog Birgit Bennedbæk, som interesseret, trofast og kærligt har fulgt værkets ’fødselsveer’ så vel som glæden over dets færdiggørelse. Birgit Bennedbæk har tidligere i en årrække arbejdet professionelt med tegnefilm.

 

Det har dog måttet konstateres, at flere af de personer, der er eller har været involveret i den danske tegnefilmbranche i tidens løb, desværre ikke har villet eller kunnet bidrage med op­lys­ninger om sig selv. I de tilfælde har det været nødvendigt at efterforske de pågældendes indsats og mulige betydning i dansk tegnefilm ad andre, ikke altid lige nemt tilgængelige kanaler. Men det må beklages, at enkelte derfor ikke har fået den plads eller omtale i denne version af dansk tegnefilms historie, som de muligvis kunne have fortjent.

 

En del af tegne­films­historien, særlig hvad angår langtegne­filmen "Fyrtø­jet" og tiden efter, er som nævnt delvis baseret på mine egne erin­dringer om denne films produktion i årene 1942-46, og på min egen viden om og deltagelse i den danske tegnefilmbran­che, sådan som denne kom til at forme sig efterfølgende.

 

Det er måske unødvendigt at nævne, at dansk tegnefilms historie - i lig­hed med ethvert andet kulturelt fænomen - hænger sammen med det om­givende samfunds generelle økonomiske, politiske, sociale og kulturelle situa­tion og vilkår. Beret­ningen om dansk tegnefilm er derfor i et vist omfang søgt sat ind i den ramme, der udgøres af Danmarks generelle interne og eksterne situation i de årtier, tegnefilmshistorien om­fatter.

 

Som overtitlen antyder, handler denne tegnefilmshistorie til en vis grad også om den udenlandske tegnefilm, herunder ikke mindst ameri­kansk tegnefilm og dens historie. Uden denne ville der næppe have eksisteret noget, der hedder dansk tegnefilm.

 

Taastrup, oktober 2005

Harry Rasmussen.

 

***************

 

Videre til:

Indledning